Skandalen i Shanghai

Jeg har netop været i Shanghai for at opleve Expo 2010. Det var med store forventninger til helheden og de danske indslag, at jeg ankom, for jeg havde hørt, at især den danske pavillon var fantastisk. Desværre levede den ikke op til mine forventninger, og jeg tvivler på, at den gør til andres.

Den danske pavillon er kort sagt elendig. Ideen med, at den lille Havfrue byder velkommen er god, bygningen er skulpturelt i orden, lige som det, at man kan se publikum promenere fra gadeplan er rigtig fin. Men finishen er elendig. Konceptet eller præsentationen er simpelthen ikke tænkt igennem.

Vender man ryggen til havfruen, kommer man til cafeen. Stedet hvor det ypperste af danske råvarer og dansk madkultur skulle promoveres. Udvalget er kedeligt, og præsentationen falder i samme kategori. Der er smørrebrød, intet at udsætte på det, men hvordan spiser man bedst smørrebrød? Det hjælper at have adgang til et bord og en stol, men det har man ikke sørget for.

Carlsberg-øllen kan man naturligvis få, og der er hyldeblomstdrik, som sælges helt anonymt fra en saftkøler. Der bliver ikke slået specielt på det danske, men det skal besøgende måske selv kunne tænke sig til? Ja, kunne man mene, men det er måske ikke helt så let at tænke danskproduceret i den danske pavillon, når der også sælges kinesiskproducerede læskedrikke uden varedeklaration. Men det er måske der det danske seminar om fødevaresikkerhed kommer ind?

Jeg ved det ikke. Ej heller ved jeg, hvorfor Danmark ikke har satset på en 100 procent økologisk branding. Forslaget fik Expo-sekretariatet, men fravalgte altså den retning. Det havde ellers været en god idé at profilere Danmark på et område, hvor vi faktisk stadig er på forkant, ville jeg mene.

Lukket og beskidt

Nå, men den første dårlige oplevelse måtte fordøjes, og jeg gik straks til en nabopavillon, hvor man havde forstået, at som besøgende får man trætte ben, og derfor har borde og stole en stor tiltrækningskraft.

Det slog mig, hvad det efter min mening dårlige danske cafékoncept mon havde kostet at udtænke, og jeg rystede skuffelsen af mig med en af nabopavillonens lokale øl, mens jeg lyttede til slavisk musik.

Med fornyet mod og energi gik jeg igen i retning af den danske pavillon. Efter den famøse café/bar kommer man til en tunnellignende vandrehal. Et sandt inferno af støj fra højttalere, højtsnakkende publikum og varme slår mod en. Man har vist ikke tænkt på udluftning - er det mon det danske byrum, der reklameres for? I så fald får man sendt det signal, at der i Danmark er overvældende megen larm, trangt og dårlig luft.

Men bliver man ved med at gå, møder man endnu en hvid bar. Heller ikke her var der borde, og udvalget var sølle. Men det gjorde ikke det store, for jeg når at komme tilbage flere gange, da åbningstiderne ikke helt var til at finde ud af. Den var lukket ved tre ud af fire besøg.

Og så er der den del af den danske Expo-udstilling, der har fået megen omtale: Cyklerne.

Også her kommer jeg forbi flere gange, men når på fire besøg ikke at se hverken danskere eller kinesere cykle rundt. Der var så en grund til det, for det var for farligt. Der var ikke monteret håndbremser, men det skulle være bragt i orden nu, og så cykles der sikkert fra morgen til aften …

Der er også en dansk butik. Med danske ting og sager - og en kinesisk ekspedient. Der er ikke gjort meget ud af at fremme salg og samtale, men heller ikke området, hvor der kan være både vådt og beskidt, indbyder til store indkøb. Inspirationen kunne man ellers hente flere steder, blandt andet i Finlands forretning.

Reklameværdi

Mit ophold er ved at være slut i Shanghai, da jeg beslutter mig for at give det hele en chance til. Det kan jo ikke være rigtigt, det må være en dårlig drøm eller resultatet af en dømmekraft påvirket af dårligt selskab, alkohol eller jetlag. Som sagt så gjort.

Da jeg når cafeen igen, bliver jeg mødt af høje råb fra kinesiske mænd, der sikkert er hyret til at drive stedet, og nu prøver at få gang i salget af Carlsberg og små versioner af den lille havfrue. Flere steder er igen lukket.

Det slår mig, at der er forbløffende begrænset dansk tilstedeværelse i den danske pavillon. Hvorfor er der ingen danskere bag baren? Hvorfor ser man ikke danskere i samtale med kinesere og andre besøgende? Og hvorfor er de danske uniformer på Expo så kedelige? Dansk mode har meget at byde på, og når kinesiske unge nu også er fremme i skoene, når det gælder mode, hvorfor så ikke klæde de unge danske guider på i dansk design, som unge kinesere ville blive fristet til at købe? Muligheden for måneders dansk modeopvisning har man heller ikke grebet. Herre du milde, jeg er rystet og parat til at trække mit middelaldersværd og erklære nogen krig. Det er uforståe-ligt.

Og det er uforståeligt, at alle involverede klapper hinanden på ryggen og siger, at det er godt derovre. Det er også det, vi hører herhjemme, hvor selv DR2 leverer reklamefilm for pavillonen. Den ser også rigtig fin ud på computeren, men ingen har tilsyneladende tænkt på, at den skal stå i Shanghai og ikke på Himmelbjerget. Muligheder og potentiale er ikke udnyttet overhovedet.

Men så alligevel. Det hele er jo et eventyr. En nyfortolkning af
Kejserens Klæder …

Poul Hansen er cheftrucker og bor i Borup

Et par sidder på Langelinie og ser den lille Havfrue i Shanghai via en storskærm. Ifølge Poul Hansen er den danske pavillon i Shanghai ikke noget, der kan sælge Danmark til verden. Foto: Christian Lindgren/scanpix