Hvad skal man gøre ved billeder, tanker og fantasier, som man væmmes over og finder uacceptable? »Forbyde dem,« har svaret lydt fra muslimer, som blev vrede over karikaturer af deres profet. »Forbyde dem,« lyder svaret fra psykologer og politikere ved synet af tegnet børneporno. Spørgsmålet er blevet aktuelt, fordi et dansk forbud kan være på vej. Justitsminister Lars Barfoed har bedt Straffelovrådet vurdere et lovforslag fra Socialdemokraterne om at kopiere den svenske lov mod besiddelse af tegnet børneporno, som netop har dannet grundlag for en dom over en svensk manga-oversætter.
Så i fredags mødte et større presseopbud til åbningen af en ny mediefløj i Kunsthallen Brandts med et afsnit, der skal diskutere den japanske manga-børneporno og lovforslaget imod den. Desværre demonstrerer udstillingen ikke grunden til, at mange vil forbyde den tegnede børneporno. Dens relativt uskyldige udvalg af tegneseriefigurer med store øjne og små kjoler undviger de eksempler og det spørgsmål, der gør ondt: Hvad skal man gøre ved den tegnede børneporno, som fremstiller overgreb? Ved tegninger af små børn, der penetreres af store voksne mænd, sutter på penisser, gennemfører seksuelle situationer, der fylder de fleste med væmmelse og raseri?
Det lette svar er, at man skal forbyde den. Men svaret er et afmagtssvar. For den fantasi, vi væmmes ved, går ikke væk af, at vi forbyder den at blive tegnet. Ligesom lysten ved vold heller ikke gik væk, hvis vi forbød de hundredvis af mord, der dagligt gennemføres på vores tv-skærme og computerspil. Det svære spørgsmål handler om de billeder, der har oversvømmet vores kultur, hverdag og værdier. Billederne former vores bevidsthed konstant, destruktivt, konstruktivt og mangfoldigt. Det svære er at finde svar på billedernes udfordring uden at censurere og uden at straffe en fantasi. Svaret kan næppe hentes i lovgivningen. lfk
Kommentarer
Jo, det kan man godt. Og det har man altid gjort.
Det fjerner bare ikke fantasierne.
Men det sikrer, at der bliver flere kriminelle.
Hvor det kvalmende forudsigelig at svaret på alt er forbud.
Hvis politikkerne ikke har andet at byde på, så forlæng folketingets sommerferie til 12 mdr.
Man kan ikke og bør ikke forbyde Lolicon, som den japanske manga-børne-porno kaldes. Og her får i mine argumenter:
1. Diskutionen om direkte påvirkning fra medier, afsluttede vi i 50’ernes debat om reklamer..
Man bliver ikke pædofil af at se tegnede børn, der har sex. Hvis man har lyst til at se det, bør det være ens eget valg, men så har man nok også de tendenser i forvejen.
Men man bliver altså heller ikke voldelig og morder af at spille computerspil, i så fald ville en større del danske drengebørn mellem 11 og 20 være mordere i dag. Det er jo ikke tilfældet.
2. Lolicon er TEGNET, FIKTIVT og ikke skadeligt for nogen af de involverede - eftersom disse er TEGNEDE OG FIKTIVE. Den virkelige porno med voksne mennesker, er i min optik næsten mere frastødende. For der er det virkelige mennesker der sælger deres kroppe for åben skærm. Se det kan faktisk være skadeligt! Det er ikke bare karekterer, der har sex i en film, som det fx sker i matrix eller taitanic. Det er de faktiske personer, der har sex i live porno. Hvor imod, det er karektere i en film, der har sex i lolicon.
3. Undersøgelser i Japan har vist at en del af brugerne af netop denne genre inden for manga, er meget unge drenge og piger, der bedre kan identifiserer sig med børnene i de tegnede historier end de voksne live-porno skuespillere.
4. Man kan ikke altid vurdere om en tegnet person er 7 12 16 eller 18 år. Og hvordan skal man helt praktisk forbyde det? “den her tegnede pige har små bryster, så hun er nok et tegnet billede af en 12 årig, så må hun have tegnet sex” Det giver jo ingen mening. I bogen Heksetimen af Anne Rice er der en pige på 13, der har sex med indtil flere voksne mænd. Men der var da ingen, der kommenterede sagen. Det er jo bare en figur i en bog.
Fiktiv sex med børn og mellem børn, kan ikke forbydes. Og bør ikke forbydes, for på trods af at det forager, er det fiktivt og ikke virkeligt.
Nej, forbydes kan fantasier vel ikke.
Men det er ikke alle fantasier man har godt af at blive præsenteret for. F.eks. læste jeg en gang et uddrag af American Psycho i det Fri Aktuelt. Det gjorde så stærkt indtryk på mig at jeg aldrig har vovet at læse bogen eller se filmen.
Ligeledes er jeg overbevist om at jeg er for sart til at se Lars von Triers sidste film.
I nogle lande er American psycho forbudt for børn under 18, og det er påbudt at sælge den indpakket i plast, så unge mennesker ikke kan bladre i dem.
Man kunne forestille sig, at man kunne indgå et lignende kompromis med Mangaer, der er for voldsomme, så børn, unge og sarte sjæle som mig ikke uforvarende giver sig i kast andres mest syge fantasier.