Grænsen er ved at være nået

Hvad vil det sige at være konservativ? Og hvorfor skulle borgerligt sindede vælgere overveje at stemme på partiet, når der er nærliggende alternativer?

Det er de konservatives store udfordring at kunne give et klart og troværdigt svar på spørgsmålene, for at partiet kan komme ud af sin største krise i et årti. I meningsmålingerne roder partietrundt omkring syv procent - tre pct. under valgresultatet i 2007 - og er langt fra firsernes storhedstid.

Politiken Søndag kunne citere en stribe forhenværende konservative ministre fra Poul Schlüters regeringer, der samstemmende pegede på partiets stigende problemer med at skille sig ud fra andre partier med egne borgerlige mærkesager eller ‘kerneværdier’.

Mangler mærkesager

Det tydeligste eksempel er skattepolitikken. Frem til skattereformen sidste år havde de konservative lavere personskatter som mærkesag. Imidlertid måtte partiet acceptere alle mulige andre skatter, der skulle finansiere dele af skattelettelserne, som siden dog har vist sig at være særdeles upopulære i partiets borgerlige vælgerbase: Det er multimedieskatten, den såkaldte udligningsskat på store pensioner og iværksætterskatten eksempler på.

Det erkendte de konservatives politiske ordfører Henriette Kjær også blankt i går i Politiken:

»Når man sidder i regering, så laver man kompromis efter kompromis. Vi har gjort meget for, at samarbejdet i regeringen skal fungere, og dermed har vi også vinket farvel til noget af det, som har betydet meget for os. Det har slidt på os, og det er klart, at nogle af vores vælgere er skuffede over det. Grænsen er ved at være nået,« siger partiets politiske ordfører, Henriette Kjær.

Lene Espersens stærkt omtalte feriefadæse var formentlig blot dråben, der fik bægeret til at flyde over og indtil videre har fået måske en fjerdel af de vælgere, der stemte på K i 2007, til i stedet at overveje at stemme på partiets nyeste rival i blå blok: Liberal Alliance - et parti, der, når det gælder skattepolitik, har den rene borgerlige vare på hylden. Måske blev vælgervandringen forstærket ved de positive målinger for LA, således at borgerlige vælgere nu tror på projektets levedygtighed.

Anders Samuelsens partis fremgang i meningsmålingerne de seneste måneder har vist sig at være noget nær omvendt proportional med de konservatives fald i samme målinger.

Hos LA gør man dog meget ud af pointere at partiets fremgang ikke udelukkende bygger på frafaldne K-vælgere, men også kommer fra vælgere, der sidst stemte radikalt og især på Venstre. Omvendt er det interessant at se konservative tillidsfolk, folketingskandidater og dele af KU som på netfora bl.a. Facebook og i læserbrevsspalter er gået til noget, der ligner et panisk modangreb på LA i et forsøg på at stemple partiet som letbenet, utroværdigt og populistisk. Der er dog svært at se, hvorfor disse angreb skulle gøre indtryk på frafaldne K-vælgere i en grad, at de vender tilbage.

Uddødt vælgersegment

Hvem er i øvrigt de konservative? Engang for ikke så længe siden var det borgerskabets og de småhandlende i købstædernes foretrukne parti.

Men dette vælgersegment har samfundsudviklingen med fremkomsten af de store butikscentre m.v. aflivet, og derfor konkurrerer man med Venstre om det brede borgerlige vælgersegment. Det er en svær opgave, når de færreste i øvrigt formår at skelne Konservativ politik fra Venstres.

Det er derfor indlysende, at partiet har et behov for at få gang i en idéudvikling, der munder ud i, at partiet får nye mærkesager med appel til borgerlige vælgergrupper. Og netop på dette punkt ser de færreste den nuværende leder i rollen som en politisk tænker, der rækker ud over det allermest banale.

Særligt utroværdigt bliver det imidlertid, når man tilsyneladende har overladt det til Naser Khader - som har ry for at skifte standpunkt, som vinden blæser - at tænke nye konservative tanker.

Behov for ny luft

Det er tidligere set, at mindre partier, der sad med i regeringer, og i takt med at de nærmede sig spærregrænsen, har forladt ministerbænkene for at få ny luft og energi. Det skete eksempelvis for de radikale i 1990 og for CD i 1996.

Måske er ‘grænsen nået’, og tiden derfor tiden kommet, hvor de konservative efter valget - også selv om blå blok måtte få flertallet - forlader regeringen og begynder at markere sig i konkurrence med LA, samtidigt med at man søger indflydelse.

Hvis de konservative forlader regeringen vil på den anden side gøre Lene Espersen langt mere sårbar for udfordrere til partilederposten.

Det er dog i sig selv et argument for at blive siddende, hvor man er.