Opslag til denne artikel

Emneord:computerspil, film, forbud, forældre
Personer:Ellen Trane Nørby, Mogens Jensen

Hvis en film har Medierådets vurdering ‘Tilladt for børn over 15 år’, må børn under 15 år ikke gå i biografen og se den, leje den eller købe den uden en voksen ved sin side. Og børn under syv år må under ingen omstændigheder se den. Det er strafbart, hvis biografen, butikken eller dvd-udlejeren ikke overholder reglerne.

Men hvis et computerspil har en PEGI-vurdering - den europæiske mærkningsordning på spil - på f.eks. 16+, gælder der ingen regler. Der står intet i loven om, hvorvidt en otte-årig må spille et 16+ spil på en netcafé eller købe det i en butik. Og det på trods af, at spilbranchen og NICAM - det hollandske svar på Medierådet - står bag PEGI-mærkningen. Hos NICAM bliver computerspil gennemgået og vurderet af eksperter, der mener, at f.eks. spillet Counter-Strike kan være skadelig at spille for børn under 16 år.

Formanden for Dansk Spilråd, Thomas Vigild, finder det problematisk, at mærkningen på spil ikke følges op af lovgivning.

»Der burde være en lovgivning omkring børns indkøb af spil og brug af netcafeer. Jeg synes, at netcafeer lukrerer på børn. Jeg undrer mig over, at spil ikke har samme status som film, når det drejer sig om lovgivning,« siger han.

Også Rasmus J. Pedersen, der er festivalleder på computerspilfestivalen Copenhagen Robot, synes, at det virker ulogisk.

»Eftersom det er de samme kriterier, aldersvurderingen er baseret på i spil og film, f.eks. vold, sprogbrug og uhygge, må man gå ud fra, at de elementer har samme effekt på børn i spil som i film. Det virker inkonsekvent, at man så ikke også fjerner lovgivningen på filmområdet.«

Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby, mener ikke, der er brug for en lovgivning, når det drejer sig om computerspil:

»Man kan lovgive herfra og til evigheden. Vi har vejledende regler og information. Det er forældrenes ansvar at følge vejledningen - blandt andet fordi det meste spilleri foregår hjemme. Og jeg har tiltro til, at forældrene lever op til deres ansvar. Jeg ser ikke nogen grund til at lovgive, når der ikke lader til at være et problem,« siger hun.

Oplysning er vejen frem

Socialdemokratiets medieordfører, Mogens Jensen, ser anderledes på sagen; han mener ligesom Thomas Vigild, at der er et problem, når en otte-årig kan sidde på netcafé og spille 16+ spil. Mogens Jensen understreger, det er vigtigt at holde sig for øje, at der er mange positive aspekter ved computerspil - og at vi samtidig skal lytte til de fagpersoner, der står bag PEGI-mærkningen, og tage konsekvensen af deres bud på aldersgrænser:

»Ingen forældre udsætter deres børn for noget negativt med vilje. Så hvis forældrene ikke følger PEGI-vejledningen, er der brug for information og oplysningskampagner. Desuden bør kulturministeren og erhvervsministeren gå sammen og se på, om der er grund til at skærpe kravene de steder, hvor spil er offentligt tilgængelige - f.eks. på netcafeer, biblioteker og i butikker.«

Rasmus J. Pedersen mener, at der er et stort behov for et uafhængigt computerspilråd - et samlende organ, der kan sætte sig ind i overordnede problemstillinger omkring f.eks. afhængighed og vold, tilføre saglighed til sensationsoverskrifter og vejlede bl.a. forældre f.eks. via en hotline.

Sekretariatschef Susanne Boe oplyser, at Medierådet for Børn og Unge ikke anbefaler lovgivning på computerspilområdet:

»Tiden er løbet fra censur. Det er langt mere konstruktivt med en code of conduct, et branchekodeks, som branchen selv tager ansvar for at leve op til. Det bliver der netop i øjeblikket arbejdet på i EU. Desuden gør Medierådet løbende en stor indsats for at informere og vejlede forældre og andre voksne, der har med børn at gøre. Vi mener oplysning og brancheetik er vejen frem.«

Signalværdi i lovgivning

Professor i Film og Medievidenskab Torben Grodahl ser både argumenter for og imod en lovgivning.

»På den ene side er der ingen grund til at gøre forskel på film og spil, og man må sige, der er en signalværdi i at lave en lovgivning. På den anden side vil den praktiske konsekvens af en lovgivning sandsynligvis være ret ubetydelig. De dydige forældre og lærere vil nok følge lovgivningen - men blandt de brugere, som er i risikogruppen i forbindelse med voldelige spil, vil et forbud næppe have nogen effekt. Et spil vil måske endda virke endnu mere spændende, hvis det er forbudt. Så den restriktive holdning er både omkostningsfuld og frugtesløs, fordi distributionen af spil foregår, som den gør. Mange låner af hinanden, henter spil på nettet osv., så det er begrænset, hvor meget kontrol det er muligt at udøve.«

- Hvad er din egen holdning til en eventuel lovgivning på spilområdet?

»Jeg synes bedre om information end forbud, men du kan godt presse mig til at tale for signalværdien i en lovgivning. Jeg mener dog, en bedre strategi er at gå en anden vej, nemlig at give statsstøtte til spil, man anser for at være sunde, så de får større muligheder for at udkonkurrere de spil, man anser for skadelige.«

Diskussionen omkring aldersmærkning og lovgivning er præget af, at der blandt forskere er stor uenighed om grundlaget for at vurdere eventuel skadelighed.

Torben Grodahl kommenterer:

»Nogle test undersøger korttidsvirkningen og konkluderer i retning af, at man bliver mere voldelig af voldelige spil. Det er dog vigtigt at nævne, at det er stærkt afhængigt af den sociale og individuelle kontekst. Det er meget svært at vurdere en langtidseffekt. Men der er ingen tvivl om, at der ligger en læringseffekt i spil. Eksempelvis har den amerikanske hær registreret, at rekrutter, der har været ivrige spillere af voldelige spil, er meget bedre til at skyde end dem, som ikke har spillet. Her kan man jo så diskutere, om det er en type læring, man som samfund synes er værdifuld.«

Thomas Vigild, Rasmus J. Pedersen m.fl. deltager i paneldebatten ‘Er der en grænse? - Om børn og unges brug af computerspil; leg, afhængighed og de voksnes ansvar’ onsdag d. 15. september i Salen i Politikens Hus. Se mere på hjemmesiden www.buster.dk.