Opslag til denne artikel

Emneord:sprog
Organisationer:Aarhus Universitet
Steder:Danmark

Danmark er i færd med at reducere antallet af sprog, som udbydes på universiteterne. Københavns Universitet overvejer seriøst at neddrosle en række ‘småfag’ som russisk, græsk, latin, finsk, portugisisk og indoeuropæisk, fordi de er »urentable«. Lignende processer er allerede foregået på både Aarhus Universitet og Syddansk Universitet. Dermed mister vi i Danmark en uvurderlig intellektuel ressource i form af sprogkundskab, kendskab til fremmede landes kultur, historie og mentalitet. Det mener professor emeritus i slavisk filologi Gunnar O. Svane fra Århus.

»Hvis tendensen til at nedlægge de såkaldte små sprogfag fortsætter, så bliver Danmark et fattigt land. Det ser rædselsfuldt ud, at vigtige sprogfag nu risikerer at forsvinde fra universiteterne,« siger professor Svane og fortsætter:

»De ‘små’ sprog. Det kan godt være, at der ikke er mange, som beskæftiger sig med dem, men her har vi en vigtig intellektuel ressource i de folk, der beskæftiger sig med dem. Falder de væk, så mister vi chancen for at genoprette dem i meget lang tid. Det er jeg ikke glad for. Vi mister ekspertise i sprog, kultur, historie. Og vi lukker af for, hvad der måtte være hændt af interesse for os.«

Fra russisk til kinesisk

Professor Svane har ikke selv tal på, hvor mange sprog han har kendskab til:

»Jeg kan læse en hel del sprog, jeg har altid gået mest op i det at kunne læse et sprog, hvorimod jeg i mindre omfang har haft behov for at kunne tale dem.«

Et dusin skal vi dog nok op på, først og fremmest de slaviske sprog. Albansk blev det også til, Svane er en af de meget få danskere, som kender dette sprog. Dertil kommer naturligvis alle de sprog, som enhver dannet mand bør kunne: engelsk, tysk, fransk »til husbehov«. Nå ja, og selvfølgelig dansk, svensk, norsk og islandsk. Og da pensionsalderen nåede ham, kastede Svane sig over det sprog, som han har drømt om at lære hele sit liv: kinesisk. Ikke så meget det moderne som det sprog, de skrev på i Kina århundreder før vores tidsregning.

Gunnar O. Svane er 83 år gammel og var tidligere professor i slaviske sprog på det nu hedengangne Slaviske Institut ved Aarhus Universitet.

En uddøende race

Polyhistor er et ord, som er glemt eller uforståeligt for de fleste i Danmark. Men det er lige det, denne vaskeægte danske universitetsprofessor, som værdigt og venligt sidder foran mig med kaffen og småkagerne i villaen i Lystrup ved Århus, i virkeligheden er. En uddøende race, som universiteterne i Danmark er ved at udslette på grund af såkaldt moderne management, rentabilitet og taxameterordninger, der nu risikerer at udradere institutter med mange års omhyggeligt oparbejdet viden.

Svane er rystet i sin ellers så modstandsdygtige grundvold.

»Den kortsigtede økonomitænkning har vundet. Vi har ladet os erobre af amerikanerne. Dansk tv er amerikansk tv. Her i huset ser vi mest tysk tv, for der er bid i udsendelserne, der er seriøsitet og dybde, der er tid til lange debatter,« siger han, mens hustruen, tidligere botaniker ved Aarhus Universitet Svanhildur Jonsdottir Svane, nikker bekræftende, mens hun bladrer i morgenavisen.

- Hvad er det, der er så vigtigt ved, at vi mestrer fremmedsprog?

»Det vigtigste er, at det tilfredsstiller ens egen nysgerrighed,« svarer Svane efter en kort tænkepause. »Du finder ud af, hvordan det folk, som taler sproget, opfatter sig selv, sine omgivelser og medmennesker, hvorfor personen tænker og fremtræder, som han nu gør. Det er vigtigt. Det opnår man kun ved at kunne gå direkte til kilderne. Det er udmærket, at udlændinge skriver om russisk historie, men jeg vil gerne vide, hvad russerne selv mener,« siger han og tilføjer;

»Og for at finde ud af det, skal man kunne læse sproget. Det vil være et enormt tab, hvis man fjerner disse kompetencer fra universiteterne. Det betyder, at der ikke er nogen direkte kontakt, oplysninger skal hentes via anden hånd, man må læse engelske eller tyske afhandlinger. Nej, må jeg så bede om en russisk fremstilling! Den er måske fordrejet, men så må man lære sig at læse mellem linjerne. Tabet af denne kompetence er det største hul, det største problem, som kommer ud af besparelserne og nedlæggelser af små sproginstitutter.«

Tolstoj banede vejen

Gunnar O. Svane var i sin tid som professor på Slavisk Institut i Århus ikke blot en højt respekteret sprogforsker på internationalt plan, men også en beundret lærer på grund af sine pædagogiske evner og sin viden og evner inden for en række sprog. Han indrømmer, at valget af russisk, serbokroatisk og de andre slaviske sprog var en tilfældighed. Egentlig ville han helst have læst kinesisk, da han begyndte at studere i København i 1945, men der fandtes ingen lærestol i kinesisk på det tidspunkt. Så det blev russisk og slavistik.

Faktisk kunne han allerede en del russisk, inden han startede på studiet. Han blev født i København i 1927, men flyttede snart til farens præstegård i Hviding syd for Ribe, hvor han fik sin studentereksamen på Ribe Katedralskole. Faren havde tidligere været kommunelærer i København og var blevet så interesseret i Lev Tolstojs pædagogiske tanker om skolen for almuen, at han lærte sig russisk og fik sig en translatøreksamen. Derfor flød det med russiske bøger på præstegården i Hviding, og den unge Gunnar tiggede og bad sin far om at lære ham russisk. Det gik han dog først med til, da tre flygtede russiske krigsfanger under krigen dukkede op i al hemmelighed på præstegården for at få et måltid mad og nyt fra hjemlandet, og den unge Svane begyndte at snakke med dem.

Så det blev slavistikken på Københavns Universitet. Faren krævede, at Gunnar skulle afslutte sin magisterkonferens inden fem år, ellers måtte det blive seminariet i Ribe. Det lykkedes og blev starten på en sprogkarriere af de sjældne.

Klædt på til Byzans

»Russisk var det vigtigste sprog, for det meste var jo skrevet på russisk. Senere opstod min interesse for Balkan, de balkanske sprog, serbokroatisk, bulgarsk. Det græske kendte jeg jo i forvejen, for det var et krav for at blive magister i slavisk. Albansk, som jo også var et balkansprog, om end ikke slavisk, fik jeg nysgerrighed for, da jeg som den første dansker blev sendt på studieophold i Jugoslavien og boede sammen med en albaner fra Kosovo. Men grundlæggende lå min interesse og nysgerrighed i Byzans og i arven efter Byzans. Jeg ville gerne være klædt på, så jeg kunne læse disse sprog,« fortæller professor Svane, som nu har talt sig varm og glemt alt om kaffe og småkager.

Da han fik job på Slavisk Institut i Århus, fik han travlt. Tiden gik med undervisning og udarbejdelse af lærebøger til universitetet og til gymnasierne, hvor man også begyndte at undervise i russisk. Det kinesiske blev lagt på hylden for en tid.

»Der var ikke tid til pjat, så det var kun om sommeren, at jeg kunne hygge mig med at studere kinesisk. Men da jeg gik på pension, besluttede jeg, at nu skulle det søren- susemig være. Jeg gik til kurser på instituttet i Århus, hvor man først og fremmest underviste i moderne kinesisk, selv om jeg mest var interesseret i det gamle, for der ligger soklen til den kinesiske kultur. Kinas kultur er den eneste af oldtidens store kulturer, der fortsat lever.«

- Hvad ville du vælge, hvis du skulle begynde forfra i dag?

»Kinesisk, for det er fremtiden. De er mange, de har en fremstormende økonomi. Men jeg ville også holde fast i det russiske, for Rusland er også på vej frem igen. Russisk og kinesisk.«

- Er russisk og kinesisk dit råd til unge studerende i dag?

»Ja, hvis de er interesseret i sprog, og hvis de søger et fag med jobfremtid. Kina og Rusland er fremtiden for sprogkyndige, tolke, journalister, historikere, samfundsfaglige og kulturhistorikere. Engelsk giver jo sig selv, for vi lever under den totale engelske dominans.«

Professor Gunnar O. Svane er ikke meget for betegnelsen polyhistor om sig selv, men han mener trods alt ikke, det er en helt uddøende race:

»Jeg kan måske nok læse mange sprog, det har været berigende for mig selv, jeg ved ikke, om det også har givet andre noget, måske ikke, men jeg tror ikke, at poly- historernes tid er forbi, selv om man forsøger at lukke for sprogområder. Der vil altid findes sprognørder rundt omkring uanset hvad.«

Denne artikel er anbefalet af: