En ny forening har set dagens lys: Grønlændere imod Greenpeace. Målet var klart som det stod skrevet i et brev til miljøorganisationen:
»Vend jeres skib, Esperanza. Vi ønsker jer ikke. Lad være med at bruge BP-ulykken til at spænde ben for vores udvikling«. Som stifteren af foreningen, Pilu Kasper Bech, udtrykker det:
»Jeres forsøg på at køre en fejlagtig kampagne mod olieefterforskningen er utilstedelig (…). Vi har lært, hvordan jeres kampagner ikke er baseret på sandhed, men på hurtige paroler og falske sandheder, hvis formål tilsyneladende er at skaffe j er presseomtale og økonomisk støtte fra de folk i narrer.«
Pilu Kasper Bech mener, at nok har Greenpeace undskyldt for anti-sælskindskampagnen i 1970’erne, men aldrig forsøgt at rette op på det fejlagtige billede.
Og ifølge antropolog Frank Sejersen, der forsker i den grønlandske miljø- og klimadebat ved Københvan Universitet, ses den nuværende kampagne mod olieboringer lidt i samme optik: At resten af verden vil fortælle Grønland, hvad der er rigtigt og forkert.
»Dengang sagde Greenpeace: Okay, I må godt jage et par sæler, men så skal I gøre det i kajak, i høj sø med en primitiv harpun. I dag oplever mange grønlændere, at der bliver sagt: I må godt få uafhængighed, men I skal gøre det, som vi synes. Og I har ikke ret til at udnytte jeres undergrund, som I selv mener er bedst – det kan jo nemt tolkes som blot en ny måde at spænde ben for Grønland.«
Store spørgsmål
I det hele taget er der meget store spørgsmål på spil i debatten om de olieboringer, der i går – ifølge det skotske olieselskab Cairns –resulterede i lovende fund, mener Frank Sejersen.
»Der åbenbarer sig et helt nyt politisk landskab, som de skal forholde sig til. Det her er ikke business as usual, og olie er ikke bare en ny ting i porteføljen ved siden af fisk,« understreger han. For det handler ikke bare om at få penge i kassen til en højere levestandard. Det er selve uafhængigheden, der er på spil.
»Folketinget har vedtaget en selvstyrelov, der har som grundlæggende betingelse, at grønlænderne kan få ligeså meget selvstyre, som de vil have. Men hvert nyt ansvarsområde, der hentes hjem fra Danmark, koster jo penge,« siger Frank Sejersen. Derfor er det ikke bare et spørgsmål om at opveje miljøhensyn kontra udviklingsperspektiver, men om hvor Grønland skal bevæge sig hen.
»Diskussionen om, hvad man egentlig vil som samfund, ligger ikke ved siden af eller i forlængelse af diskussionen om olieboringerne. Den ligger lige midt i den,« fastslår han.
Tidens miljøpolitik
Men skal miljøet så betale for den ambition? Nej, mener Finn Lynge, forfatter, tidligere Europa-parlamentariker og samfundsdebattør. Han har i en menneskealder været tæt på problematikken i sit hjemland, Grønland. Han ser heller ikke nogen vej udenom de helt store diskussioner:
»Vi står jo i en situation, hvor det er en absolut nødvendighed, at man blandt de politiske beslutningstagere, i medierne og ude i de små hjem besinder sig på en tidssvarende miljøpolitik. Og det haster,« siger Finn Lynge. Han ser store problemer, men samtidig et lyspunkt, når det kommer til debatten om de potentielt gigantiske miljøkonsekvenser af olieboringer i Diskobugten. »Den grønlandske offentlighed er på mange måder uvidende, men der er en række unge politikere og miljø-folk, der godt ved, hvad der er på spil. Det ved Kupik Kleists regering også udmærket, så der er noget at bygge på,« siger Finn Lynge og runder af: »Hans parti har jo altid peget fingre ad de store multinationale virksomheder, og nu er det dem, der åbner døren og siger: ’Tag for jer af retterne’. Det forpligter dem på at udforme en skrap miljø politik, og det vil de gøre.«
Kan selv
Et af de forhold, der overbeviser Finn Lynge om, at Kleist-regeringen faktisk mener det, er, at den har vedtaget at skabe et egentligt miljødepartement. Tidligere lå Råstofdirektoratet under Danmark, og da det blev trukket til Grønland, blev det sådan, at kontakter med virksomhederne og miljøgodkendelserne blev givet af samme kontor.
»Så ulven vogtede får. Derfor er det et kæmpe skridt fremad, at man nu får folk, der både har uddannelsen og udsynet til at tale miljøets interesser,« siger Frank Sejrsen, der også fremhæver beslutningen som altafgørende. Desuden mener han, at der eksisterer nogle vrangforstillinger om Grønlands evne til at navigere internationalt. Det er ikke så sjældent, at man i den danske debat hører argumentet, at hvis Grønland ikke passer på, bliver landet tromlet over ende af store multinationale selskaber, eller får armen vredet om af USA. Underliggende er budskabet: Hold jer til Danmark og i hvert fald til Europa, ellers går det galt. Frank Sejersen kalder det »en typisk dansk patroniserende holdning«.
»Grønland har paradoksalt nok en enorm stor udenrigspolitisk erfaring: De måtte ikke drive udenrigspolitik, men de gjorde det og har investeret mange ressourcer i at uddanne gode folk, så man skal ikke tro, at de er på bar bund,« siger Frank Sejersen.
Hastværk
Det er måske ikke i forhandlingerne med de multinationale, at Grønland vil få problemer. Måske ligger der større udfordringer i at overbevise den hjemlige offentlighed om, at skal den økonomiske udvikling ske uden at skade miljøet, så tager det tid.
»Den grønlandske erhvervsstruktur har altid været præget af sæsoner. Var du fisker i år, kunne du overveje, om du næste sæson hellere skulle være tømrer. Den mulighed for omskiftelighed har skabt en utålmodig kultur,« forklarer Finn Lynge, der fortæller, at den klage, man for tiden hører mest i Grønland, er: ’Hvordan kan det tage så lang tid!’. ’Så bank da det hul i det fjeld og hiv den uran ud,’ tænker folk. Problemet er, at skal vi reelt sikre hensynet til miljøet, kommer det til at tage rigtig lang tid. Så kan man nemlig ikke bare stole på virksomhedernes egne undersøgelser, men må have egne folk til at undersøge dem en gang til,« siger Finn Lynge.
Udvikling og miljø
Olieboringerne er ikke første gang, man har været vidne til det grønlandske dilemma mellem miljø på den ene side og økonomisk udvikling. Diskussionen omkrig COP 15 i København i 2009 gjorde det dilemma lysende klart og placerede Grønland som en sten i skoene for de danske værter.
»Mens danskerne skulle balancere kravet om, at alle skulle deltage i CO2-reduktionen, men at de forskellige udviklingsniveauer betød, at ikke alle skulle bidrage lige meget, kunne alle jo se, at vi ikke engang kunne ordne det inden for rigsfællesskabet,« siger Frank Sejersen, der mener, at Grønlands interesser i, at en intensiv olieudvinding rykker ved vores forestillinger om det naturnære og sårbare oprindelige folk.
»Grønland talte under COP15 så stærkt for retten til økonomisk udvikling, at det også betød et sammenbrud i gruppen af oprindelige folk, der forsøgte at finde et fælles ståsted.«
Penge? Hvilke penge?
Finn Lynge kan godt forstå, hvis mange grønlændere er trætte af at få gode råd udefra – om det er fra Danmark, Greenpeace eller en helt tredje.
»Det er det grønlandske folk, der selv skal bestemme, hvilken vej man vil gå. I lyset af beslutningen om at styrke miljødagsordenen er jeg faktisk ikke så bekymret for den side af sagen. Og netop i interessekonflikten mellem industri og miljø har vi jo gode forbilleder i vores naboer både Skandinavien, Alaska og Canada«.
- Og så skal I vel til at tage de store diskussioner om, hvad pengene skal bruges til?
»Der kommer da ikke de store penge. De ryger da til udlandet. Vi får arbejdsplader og noget infrastruktur – nogle veje og et par lufthavne, skal vi nok få. Men hvis du siger til de her firmaer, at vi vil have 25 procent i skat, så holder de sig væk. Der er ingen grund til at være naiv.«
Kommentarer
Er det en tilfældighed at fotoet i avisen, her er skiftet ud med et foto fra Scanpix. I den trykte udgave af Information er fotoet leveret af Greenpeace.se og viser boreplatformen med et truende isbjerg i horisonten …jeg er betydelig mere tryk ved fotoet fra Scanpix.
Jeg kan ikke se, at “dilemmaet” er et specielt grønlandsk dilemma - det er da generelt en øm sag , hvis man laver noget, der kan kvæste naturen i et område.
Grønland fortjener lidt medvind - og de skal nok finde ud af at få råstofferne op på en miljømæssig forsvarlig maner.
Hvis Greenpeace og Greenpeaceskibet “Esperanza” prøver at true den grønlandske regerings selvstændighed, så hører alt op.
(Greenpeace er i øvrigt sikkert stærk nok til at kunne “jorde” Grønland med en kampagne i internationale medier o s v )
Hvis der alligevel ikke er “de store penge” i det for Grønland, men kun et par lufthavne og nogle få hundrede arbejdspladser, ville jeg da stille spørgsmål ved om det er værd at sætte havmiljøet på spil for så lille en gevinst og vente til der for alvor bliver mangel på og dermed en rimelig fortjeneste på det sorte guld. Det ikke sikkert det varer så længe endda.
Grønland er mere kurupt end Mexico, så vi må håbe der ikke er tale om et oliemareridt - jeg ser udemærket dilemmaer stå i kø, - og kan bare ønske 57.000 grønlændere held og lykke..
Ingen tvivl om at der bliver skrevet historie, bare den ikke bliver alt for sørgelig.
Det ironiske er, at arktis (og antarktis) er de områder, som rammes hårdest af den globale forurening. Alle de giftige stoffer lejrer sig deroppe pga. kulden, og nu vil isen komme til at smelte, så de fuldstændig vil miste den verden de kender.
Med deres genetiske sammensætning, som er indstillet på kulden, skal de ikke være så sikre på, at livet bliver så forbandet meget bedre.
Og hvis menneskebestanden på jorden kollapser pga. global opvarmning, hvor tror de så, befolkningsrige lande, hvis landområder er blevet til ørken søger hen? Og tror de, at folkeret og FN-regler vil være nogen form for beskyttelse?
@ Gorm,
Står du ikke lovlig tæt til at få en injuriesag på halsen…?
@ Chris,
Joh, det kan godt være at jeg var lidt hurtig på tangenterne - og lidt for dogmatisk i min udlægning.. :oj
Jeg kan håbe, det ikke bliver taget for bogstaveligt, men set fra den lille mand (m/k) i Grønland er der med stor garanti nogle få, der vil rage til sig, som vi tidligere har set skandaler - som ellers kun Boris Jeltsin kunne levere.
I hele Grønland bor der lige så mange mennesker som i Kolding fordelt ud over et område der er mere 50 gange større end Danmark og frem til i dag har verdens største ø forsørget sig ved hjælp af midler som kom fra Danmark (ca. 150 milliarder kr.) - og hvor fordelingsnøglen har været fordelt af danske “sømænd” igennem tiderne, som på godt og ondt har overført en kultur som mange af disse “sømænd” ellers var sendt på havet, for at aflægge sig.
Grønlands hjemmestyre er nu for alvor ved at få hul på de enorme mængder af råstoffer der gemmer sig i undergrunden.
De der skal tage beslutningerne sidder ofte godt pladseret i firmaer, og vil få mest gavn af aktiviteten. De skal vægte miljø i forhold til gevinst mens de har afstande, som hvis vi vore bredde og længdegrader skulle overveje og der skal prospekteres og udvindes råstoffer i Indien.
Og når så vi har set hvordan landstingmedlemmer foran alle andre kunne få billige huse - langt under markedsprisen - så kan der hurtigt gå skandale i den, mener jeg, ud fra betrækningen: Hvor magt korrumperer uden kontrol, får miljø og befolkning sjældent noget positivt ud af det.
Men vi kan håbe at der er ressourcer nok til at rydde op efter “eventyret” - mindes i øvrigt stadig om en miljøforurening efter udvinding af bly i 70érne i Mestersvig i Nordøst Grønland, hvor man mere end 20 år efter kunne måle forhøjet koncentration af bly i sæler - helt over på vestkysten - en afstand svarende til før omtalte.
Får mine ytringer mig en injuriesag på halsen, skal jeg hurtig undskylde, - jeg vidste ikke at man var så korupt i Mexico..
Enhver der ved bare lidt om forholdene på Grønland kender til nepotisme, korruption, bestikkelse, og naturligvis de enorme sociale problemer der er i alkoholens kølvand - blot for at nævne nogle af dem.
Oilerigdomme vil blot øge disse problemer….
Hold da op! Der er nok nogen der har set “Flugten fra Grønland”. Tag nu en slapper og hav lidt tiltro til det grønlandske folk. Det er på høje tide, og så er det jo da i øvrigt ikke fordi det går så skide godt for os hernede.
P.s. Grønland har selvstyre Gorm.
Grønland har selvstyre og kender betydelig mere til naturens kræfter end os nede i det lille Danmark. Noget andet er, at det er på høje tid - vi alle får at vide, at hvis naturen skal reddes, skal vi alle sætte vores forbrugsvaner - meget langt ned. Årets vejr rundt om på kloden fortæller os, at - det bliver vi nød til.
@ Andreas
Du har ret - Grønland har jo fået selvstyre, og det er rigtigt - det går heller ikke for godt i dk.
Men at gøre en befolkning, hvis antal svarer til en provins i dk, til en befolkning - virker lidt besynderligt på mig.
Hvordan grønlænderne skulle undgå at blive købt og knust af en industri - (der har 100 gange flere ansatte end der bor i Grønland) - der vil ha det grønlænderne sidder på af råstoffer, har jeg svært ved at forestille mig.
Jeg vil tro, at der ikke går mange år inden grønlænderne vil savne dagene før de blev kastet ud i at skulle klare sig selv.
Vi har givet for få mennesker med for dårlige forudsætninger til at skulle administrere alt for mange opgaver og alt for stort et område - men det er der vist ikke rigtig nogen der tør sige højt.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er der da massere der siger højt Gorm. Det debatteres heftigt i Grønland. Min pointe er bare, at vi i DK ikke helt har fanget, at Grønlænderne er et selvstændigt folk. Vi mener stadigvæk at vi skal / har ret til at blande os. Vi skal selvfølgelig hjælpe hvis vi bliver bedt om hjælp, men vi må holde op med at opfatte Grønland som Danmarks tungnemme lillebror. Så mener jeg i øvrigt at der er alt muligt grund til at se Grønlænderne som en befolkning og jeg tror, at det er en fordel at være så få, fordi man derved får befolkningen til at gå ind i politiske beslutninger på en helt anden måde end i DK, hvor de høje herrer sidder på Christiansborg og tager beslutninger hen over hovedet på os andre. Hvis jeg er utilfreds med tingende i DK, ved jeg ikke hvad jeg skal gøre, men hvis jeg er utilfreds med tingende i Grønland, har jeg personlige relationer til Landstingsmedlemmer, som jeg kan gå til og brokke mig, og det er da fantastisk. Og så kan det da ikke være antallet der bestemme om et folk er et folk. Grønlænderne har deres egen kultur og kulturhistorie. Det er mere eller mindre tilfældigt at de overhovedet er blevet forbundet med Danmark.
@ Andreas
Jeg kan godt følge dit synspunkt, men mener samtidig, at hvis det var så nemt at få et landstingsmedlem i tale, så er det “sjovt” der ikke bliver gjort noget som helst ved de massive sociale problemer man har - hvilket børnene er de første til at betale prisen for. Men det kan måske være svært at prioritere på et værtshus, når der er mange fugle der slås om pladsen på taget.
Og så kan jeg i øvrigt ikke se, hvad grønlænderne skal sidde på hele den nordlige og den nordlige østkyst for - der har ingen af dem nogen sinde været. De sidste 1000 år har der været flere danskere her, end der har været grønlændere. Det er som om Danmark er skredet fra ansvaret.
Min teori er, at det har Danmark gjort, for få gang i råstofudvinding og minedriften igen, uden at skulle have ansvaret for de enorme skader som natur og miljø vil blive pådraget - det har grønlænderne..
Så tillykke til grønlænderne - men ikke deres efterkommere.. og slet ikke miljøet!
Mon ikke det koster 100,000 kr om dagen at parkere Vædderen der?
3-holdsskift, flyvning af personale, osv.
Hvem betaler det?
>kan bare ønske 57.000 grønlændere held og lykke..
Er tallet ikke under 30,000 etniske grønlændere toppet op med udsendte etniske danskere til at løse forskellige opgaver?
Forestilingen om at en mikrostat som Grønland kan bli mer selvstendig ved å tillate oljeboring, er enda mindre realistisk enn forestillingen om at Irak f.eks. kan det.
Siden under den 2. verdenskrig finnes det en avtale mellem USA og Danmark om Grønland, hvis viktigste punkter er dypt hemmelige, men som enhver med et minimum av historiske kunnskaper selv kan tenke seg til hva innebærer.
Dette rent bortsett fra det totalt umoralske og dypt idiotiske i, at noen stat, dansk, norsk, grønlandsk eller annet, vil tillate seg å spille ytterligere russisk rulett med klodens klimabalanse for å “sikre” “sin”
“økonomi”. Det er egentlig for stupidt og suicidalt til at det overhodet kan kommenteres, og det ikke minst i Grønlands tilfelle med sin allerede nå fatalt smeltende innlandsis. At man bruker sin status som koloniserte ofre som “moral blackmail”-brekkstang mot miljøkritikere, viser bare hvor langt ut menneskene er kommet i vår katastrofale tid.
Det er som Orwell sa: “Det politiske språket er utformet for å få løgner til å høres ut som sannheter, til å gjøre mord respektabelt, og til å gi en atmosfære av soliditet til det rene gass.” Man må håpe at det kan komme et opprør på Grønland og andre steder mot dette miljøselvmorderiske vanviddet.
Jeg tror Andreas Otte har ret i at “Flugten fra Grønland” spøger i kommentarerne om Grønland. Det er helt sikkert at udfordringer med korrumperede politikere har været stor i Grønland, men vort valg til Inatsisartut sidste år var netop et opgår med denne tid og Kuupik Kleist har fået det største antal personstemmer nogensinde i grl. historie (så vidt jeg er underrettet) svarende til ca 10% af den samlede befolkning. Dette var netop ved at gøre op med fortiden og ved at give et alternativ fremfor bare at kaste med mudder.
Mht. de sociale problemer er vi helt klart heller ikke nået igennem endnu, men børne- og ungeområdet (som tages frem i kommentarerne) har fået det største fokus længe med et ekstra økonomisk spark på 25 mio (hvilket ikke er set tidligere) - både Inatsisartut og div. NGO’er har meget stor fokus på dette område, men det kan selvfølgelig aldrig løses med et fingerknips. Det tager tid, og i denne proces må vi nok heroppe stadig lægge ører til at høre hvor dårlige mennesker vi er heroppe…
En yderligere kommentar til alkoholproblemet er at vi helt klart har store udfordringer her også. Dog skal man passe på ikke at kaste med sten når man bor i glashus; forbruget pr. indbygger har siden starten af 1990’erne været stødt faldende fra et niveau svarende til det danske, som til gengæld er stagneret. Derudover kan man se af statiskerne at forbruget blandt unge er faldende, mens det i Danmark faktisk er stigende.
Vi har som sagt store udfordringer stadigvæk og kan på ingen måde løse alle de fejl og mangler vi har, hvad enten de er resultat af tidligere grønlandske eller danske regeringer.
Vi er heroppe i gang med store selvransagelser som et folk; vi skal tage mere og mere ansvar for egen udvikling og ikke bare tage rollen som “koloniofre”. Jeg mener Danmark ville kunne have godt af at gøre det samme på nogle områder og blev mere selvkritisk ift. egen historie som kolonimagt.
Jeg ønsker ikke nødvendigvis at Danmark skal krybe til det store kors, men hvad om man accepterede det faktum at lille søde Danmark faktisk har stået for slavehandel og tvangsflytninger. Ikke bare Grønland; skoleundervisningen om Vestindien er eksempelvis på det nærmeste reduceret til at dernede havde Danmark engang tre øer, hvor eksotisk. Ikke noget med at det faktisk var slavehandel, der bl.a. foregik her.
Mht. emnet i artiklen, som er olie og miljø ifm. ønsket om selvstændighed, synes jeg at man skal huske at dette godt kan gå hånd i hånd. Vi (uden at sige at alle heroppe er enige) har heroppe ikke travlt med at det skal være nu og her; som det står i artiklen er der for første gang nedsat et miljødepartement netop for at undgå at ulven vogter får.
Vi er nok bare lidt trætte af at alle andre er eksperter ift. Grønland, hvad enten de har været heroppe eller ej, reelt ved noget eller ej, og samtidig fortæller os at vi ikke ved bedre. Det er altså mere og mere udefra man ønsker at beholde os som “koloniofre”.
Med håb om forståelse.
Inooraq Brandt