Opslag til denne artikel

Emneord:litteratur , pædofili, tegneserier

Jeg blev faktisk lidt rystet og usikker på mine principper: Da vi her i avisen i sidste uge bragte historien om, at en tegneserieoversætter i Sverige er blevet dømt for besiddelse af japanske manga-tegninger af børn i seksuelle situationer og om Manga-udstillingen i Kunsthallen Brandts i Odense, var jeg med det samme klar til at forsvare den kunstneriske frihed. Ubetinget og uanset det frastødende indhold.

I mit hoved rumsterede hetzen mod Jørgen Leth, da han tog sig retten til at tage kokkens datter i forbindelse med bogen Det uperfekte menneske. Seksualforskrækkelse, bornerthed og mangel på forståelse for den kunstneriske fantasi har vi rigeligt af. Og lige så slemt politisk opportunisme, som når Socialdemokraterne nu foreslår en lov mod disse manga-tegneserier, fordi de mener, at de kan opildne pædofile tendenser.

Men så listede jeg ned til journalistens skrivebord, hvor det omtalte Manga-hæfte lå, og jeg blev faktisk ret chokeret. Purunge piger i den ene mere voldsomme penetration efter den anden. Så voldsomme, at jeg forstod, hvorfor vi ikke havde bragt billeder fra tegneserien i avisen. Jeg var lige ved at blive godt gammeldags forarget, indtil jeg fik kigget ordentlig efter. Det hele var faktisk ret ensformigt, men tegnet med en lystfuld fantasi. En mandlig fantasi om den uberørte kvinde. Helt klassisk, bare på japansk. På sin egen måde ikke meget værre end Nabokovs roman Lolita.

Tiltrængt læserhjælp

Fiktiv sex mellem to tegnede figurer har jo ikke meget med virkeligheden at gøre. I Japan er den seksuelle lavalder 13 år, og man har andre traditioner. Som en læser gjorde opmærksom på, har det at sidde i et tog i Japan og læse sådanne tegneserier ikke andre konsekvenser, end at nogen tænker, at man er en gris, der læser porno i toget. Man går jo ikke nødvendigvis bagefter ud og forgriber sig på en ung skolepige. Måske ligefrem tværtimod.

Men alligevel, disse billeder var ret grænseoverskridende.

Jeg kunne trods alt stadig være i tvivl om, hvorvidt jeg synes, det var i orden med disse manga-tegneserier og udstillingen i Odense. Så kom en anden læser, Tom W. Petersen, mig til undsætning. Han argumenterede for, at det var i orden med disse manga-tegneserier ved at citere fra en tidligere bogklumme, jeg havde skrevet. Sammenhængen var en helt anden. Det handlede om, hvorfor vi ynder at læse om det uhyggelige og fryden ved afvigelsen, og lyder i koncentreret form sådan:

»Det, vi søger, er ikke det rare velkendte, men det, der afviger fra det normale. Og den drift er lystfyldt. Vi søger det radikale livseksperiment, udlevelsen af en stærk passion, af et liv, vi ikke selv vil leve, men gerne lige vil fornemme. I litteraturen lader vi andre leve for os, alt det vi ikke selv tør udleve. Med hvin og fryd og trøst går vi til litteraturen. Læsningen bliver en obskøn scene, hvor vi kan afspille de scenarier, vi i vores eget liv ikke vil udsætte os for.«

Sådan forholder det sig vist også med manga. Og sådan kan man, når man pludselig kommer i tvivl, finde tilbage til sine argumenter og principper takket være andre.