Hvis mødet ikke er booket inden for tre dage, så »kan retten til dagpenge blive taget op til revision«. Det står der i den allerførste indkaldelse til det første informationsmøde i A-kassen. Når man ser brevet, så kunne man ellers være fuld af fortrøstning over, at nogen faktisk ønsker at hjælpe én gennem en meget svær periode i ens liv. Men det bliver helt klart, når man læser brevet, at dét ikke er meningen. Meningen er at kontrollere, om man snyder.
Det er i øvrigt bestemt ikke sidste gang, man hører denne sætning. Den går igen brev efter brev fra systemet. Og netop denne sætning er da også symptomatisk for tilgangen til arbejdsløshed og ledige i Danmark. Gennemsyrende for indsatsen er ikke et ønske om at hjælpe den arbejdsløse, men i stedet en holdning om, at det er den arbejdsløses egen skyld, og at det nok skyldes dovenskab, at vedkommende ikke har et arbejde.
Fra første færd møder man krav og regler, som ikke har en umiddelbar sammenhæng med at kunne skaffe den arbejdsløse et arbejde. I stedet lykkes det i høj grad at sætte den ledige under yderligere pres.
Det kommer f.eks. til udtryk, når et af de første ufravigelige krav, man bliver præsenteret for, er, at der skal søges to job om ugen i gennemsnit. Fravigelse kan medføre »at retten til dagpenge blive taget op til overvejelse«. I en tid, hvor job bestemt ikke hænger på træerne, og hvor regeringen ikke løfter en finger for at skabe flere arbejdspladser, hverken i den offentlige eller private, er det svært at forstå, hvorfor dette pres er nødvendigt. Jeg har snakket med et par malere fra Vestsjælland, der blev tvunget til at skrive ansøgninger hver uge. Og som den ene maler konstaterede, så var det jo temmelig spild af tid, efter som ingen laver skriftlige ansøgninger i den branche. Man snakker med hinanden. Så der er ingen til at læse de ansøgninger, man sidder og bruger tid på.
Altså, det er jo ikke, fordi jeg har noget imod, at man nøder folk til at gøre noget bestemt. Men det skal da give mening, ellers er det jo bare at tage pis på folk.
Det er noget fis
Frygten for, at ‘de dovne og ugidelige’ skal nasse på dagpengesystemet har totalt overskygget systemets egentlige formål om at hjælpe ledige tilbage på arbejdsmarkedet gennem solid efteruddannelse, kvalificeret rådgivning og gode praktikforløb. Et formål og en tænkning, der fordrer en grundlæggende tillid til, at arbejdsløse gerne vil have et arbejde. >
Nok om den del af sætningen. Nu til den første del: »Hvis ikke mødet er booket inden tre dage …«
Hvad er det for noget fis?
I denne fagre nye verden kan man da sagtens stå til rådighed for arbejdsmarkedet, selv om man midlertidigt befinder sig hos sine forældre i Hvide Sande. Kun afbrudt af askeskyer og stormfloder går der jo tog, fly og færge flere gange om dagen til det meste af jordkloden nu om dage, så hvad er problemet? Det er trods alt de færreste arbejdsgivere, der forventer, at man kan tiltræde med under 24 timers varsel. Og hvis man alligevel er parkeret uden for arbejdsmarkedet i en periode, så er det vel ok, at man slikker sårene under sine forældres villige opvartning i Hvide Sande i et stykke tid - jeg bør med det samme minde om, at der er internet i Hvide Sande, og derfor kan man godt søge sine to job herfra …
Men man kan ikke tage til Hvide Sande, fordi så risikerer man at misse den afgørende kuvert med indkaldelsen til dagpengemødet. Det er da tåbeligt, og det fjerner en god portion livskvalitet fra de arbejdsløse, når de er stavnsbundet - og netop det med livskvaliteten er jo noget, man har ekstra meget behov for i den svære situation, det er at være arbejdsløs. Hertil kommer, at flere af arbejdsmarkedets mest basale rettigheder ikke tilkommer de arbejdsløse.
Ikke pille dem ned
Har man syge børn, eller er man selv syg, ja endda hvis man har døende pårørende, er det ikke en lovlig undskyldning for udeblivelse fra møder med A-kasse eller jobcenter. Hvis man tillader sig den frækhed at melde sig syg eller lave noget frivilligt arbejde, så »kan retten til dagpenge blive taget op til overvejelse«. Oplevelsen af tab og følelsen af utilstrækkelighed er slem nok for de arbejdsløse, der er ingen grund til konstant at krydre den følelse med frygten for økonomisk ruin. Det er umyndiggørende og uværdigt for den arbejdsløse, og det skaber ikke en eneste arbejdsplads mere. For uanset hvor meget vi nedværdiger og pisker de arbejdsløse, så er det krisen og regeringens manglende investeringer, der er årsag til arbejdsløsheden. Det kan den arbejdsløse gøre meget lidt ved som enkeltperson. Så meget desto mere årsag til at bruge tiden på at bygge de arbejdsløse op, i stedet for at pille dem ned.
Den aktive arbejdsmarkedspolitik skal efter min mening på én og samme tid være et velfærdsgode for den arbejdsløse - altså en regulær hjælp til at finde tilbage til arbejdsmarkedet og til at tackle arbejdsløshedssituationen - og så skal det være samfundets mulighed for at opkvalificere og omkvalificere arbejdsstyrken.
Meget af det, de arbejdsløse præsenteres for i dag, lugter langt væk af, at regeringen grundlæggende mener, at arbejdsløsheden er selvforskyldt og egentlig skyldes dovenskab. Det ville være klædeligt, hvis vi som samfund påtog os et ansvar i stedet for at pege fingre af de arbejdsløse. De fleste arbejdsløse vil give deres højre arm for at få et arbejde. Længere er den ikke.
Pernille Rosenkrantz-Theil er folketingskandidat for S. Hun skriver på skift på denne plads med Mette Bom, Renée Toft Simonsen og Emilia van Hauen
Kommentarer
Det kan være lidt svært at få armene ned efter at have læst en artikel som den her.
Måske de kære politikere skulle have et lignende brev hver gang de skøjter lidt vel let hen over deres arbejde.
Hørt! Rosenkrantz-Theil er fuldstændig lige så skarp og uforfærdet ærlig som hun altid har været. Det er hårdt tiltrængt i relation til netop denne problemstilling.
Frej Klem Thomsen
Må vi så ikke tro, at Socialdemokraterne har ændret politik på området?
Det er faktisk ganske pudsigt hvor ubesværet den offentlige sandhed igennem såvel socialdemokratiske som andre (om de findes ?) - epoker i nyere dansk historie har været at stress og fattigdom var motiverende for iværksætningsdriften. Og sikkert er det den dag i dag …
Det er alt sammen håbefulde interesseorganisatoriske besværgelser, der kommer sig af forestillinger om at det skulle være sundt at arbejde i sig selv. Så giv det til de syge … som det blev virkeliggjort da artige fagforeningsmedlemmer fik rettighedsløse aktiverede udstationeret til at udføre deres arbejde for dem, så de kunne tage på ledelseskurser og lære vidensdeling - med deres aktiverede. Bare så sejt udtænkt…..
odd bjertnes
Må jeg anbefale “Retten til dovenskab” af Paul Lafarge?
Samfundets generelle opfattelse af individet er præget af Moder Danmarks bedrevidende tro på egen visdom og retfærdighed. Skrivelser i forvaltningerne udfærdiges ud fra en kriminalistisk tankegang, der per definition ser modtageren som potentiel skyldig i at overtræde afsenderens regler og retningslinjer. Og modtageren skal i hvert fald ikke kunne påstå, at afsenderen ikke havde advaret om konsekvenserne af en hvilken som helst form for afvigelse eller selvstændig tankegang.
Denne kommentar er anbefalet af:
Meningen med systemet er jo ikke at hjælpe, men at gøre det så fandens ubehageligt at være arbejdsløs at vi accepterer hvilke som helst krav fra vores arbejdsgiver, med tiden også en mindre løn for mere arbejde. Det er andet er jo ren 1984, men desværre sluger “proletarerne” det jo råt ligesom alt andet propaganda.
Denne kommentar er anbefalet af:
Pisk mod de arbejdsløse er pisk mod størstedelen af befolkningen. Jeg håber, og tror, det er ved at gå op for flere og flere.
Den institutionaliserede mishandling af mennesker, der finder sted i dagens Danmark, kan slet ikke få opmærksomhed nok, og det er derfor glædeligt, at flere og flere nu tager dette spørgsmål op til behandling. Sagen er den, at VKO’s arbejdsmarkedspolitik er baseret på et gigantisk bedrag. Hele det monstrøse og udgiftskrævende regime, der er bygget op omkring arbejdsmarkedslovgivningen, foregiver at være indrettet til gavn for de arbejdsløse, men i virkeligheden er der tale om et raffineret og udspekuleret magt- og afrettelsesinstrument, som først og fremmest tjener opdragelsesmæssige formål. ”Aktivering” er et af hovedelementerne i denne strategi, men i virkeligheden er der tale om passivering, idet den faktiske effekt af at udsætte de ledige for accept af rendyrket idioti som modydelse for deres beskedne understøttelse, er at gøre dem så udmattede og elendige, at de ikke magter at protestere mod de vilkår, der bydes dem. Man må forbløffes over, hvor beredvilligt pressen har ladet sig kastrere af Venstre, og hvor uforstyrret regeringen - på trods af talrige beretninger fra ulykkelige mennesker - har kunnet føre så mange bag lyset i så lang tid. Men nu er der grøde i luften, for den stigende ledighed og de mange nye arbejdsløse, der i dag kommer i berøring med systemet, har gjort det langt vanskeligere at camouflere de skjulte dagsordener. Baggrunden for tøbruddet er selvfølgelig trist, men arbejdsløsheden og dens sociale konsekvenser skal åbenbart være af en anselig størrelse, før der for alvor kan gå hul på bylden. Der burde ligge en Cavling-pris og vente på den modige (og uafhængige) journalist, der som den første kaster sig ud i det helt nødvendige 360 graders eftersyn af Claus Hjort Frederiksens menneskefjendske monstrum og alle dets forgreninger. Især bliver det interessant at få opklaret, hvilken rolle Arbejdsmarkedsstyrelsen og dens forlængede arm, websitet ”jobnet.dk”, har spillet i opretholdelsen af bedraget. I alt for mange år har de ledige været prisgivet dette anonyme organs envejskommunikation og de selektivt afmålte - og politisk bekvemme informationer, man har fundet det fornødent at spise dem af med. Så derfor: Kom nu i gang, journalister, vis os for en gangs skyld, at I tager jeres fag alvorligt!
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg kan kun håbe Pernille Rosenkrantz-Theil får medvind. Og kun anbefale Socialdemokratiet at reformere hele overførselsindkomstsystemet, incl. understøttelse, efterløn førtidspension og you name it
Beskrivelsen af tilværelsen som jobsøgende er i virkeligheden endnu værre end beskrevet. Den er absurd, ydmygende og i sin essens østeuropæisk centralistisk.
Min personlige erfaring fra ca 1 års overstået tilværelse som jobsøgende er at hele systemet er overflødigt og måske endda skadeligt for den helt afgørende og store majoritet af jobsøgende, som bare er blevet jobsøgende på grund af finanskrise, konkurs, strukturændringer eller lignende.
Mens systemet måske kan have en vis berettigelse for en meget lille gruppe af ‘socialgruppe 5’-elementer, samt måske en lille gruppe, der udnytter systemet. Herunder visse indvandrer-kulturer, som har medbragt et falsk billede af hvad et socialt retfærdigt samfund er. Systemet korrumperes endnu mere hvis man ikke tør tage tyren ved hornene, og reformere hvilke kriterier man skal opfylde for at få del i goderne.
Man skal nemlig bare være en almindelig arbejdende eller arbejdssøgende person. Ganske almindelig ‘dansker’, - uanset etnisk oprindelse i øvrigt.
Gennem jobcenter og akasse er laveste fællesnævner er trukket ned over hovedet på alle ganske almindelige hårdarbejdende mennesker, der bare er landet i den forkerte virksomhed på det forkerte tidspunkt, og som derfor (hvad ellers?) må leve af en bare lidt anstændig indkomst i en periode. Betalt af de, der ikke blev ramt, men som måske rammes næste gang. Eller som måske rammes af sygdom eller andet næste gang.
Jobcenter-systemet er overflødigt, mens A-kasserne fungerer lidt bedre. Her kan man drage et vist nytte af et fagligt netværk. Det giver lidt sparring.
Såvel akasse som jobcenter har ikke som mål at yde nogen som helst hjælp eller modspil, der er kun kontrol.
Det paradoksale er at ingen partier i dag har et socialt retfærdigt samfund på det politiske program. I stedet er der konkrete ændringsklicheer som ‘afskaffelse af efterløn’, yderligere aktivering, ændring af førtidspension, forkortelse af dagpengeperioden osv. Alt sammen tiltag som isoleret set kan være ok, men alligevel er absurde fordi der ikke bagved ligger en værdimæssig politisk holdning.
Afskaffelse af efterløn er meningsløs at diskutere, derimod har det mening at diskutere på hvilken alternativ måde man kan sikre indkomst til de der ikke kan eller kan få arbejde. Hvis man da i øvrigt mener det er et fælles problem. Det gør jeg fordi det er min værdimæssige holdning.
Efter min mening skal der derfor naturligvis ikke være nogen begrænsning på hvor længe man kan få understøttelse. Hvor er det socialt retfærdige samfund ellers henne? Og efterløn? Naturligvis skal man ikke kunne få efterløn hvis man har arbejde og ellers er rask. Men er man syg eller udelukket fra arbejdsmarkedet, så skal man da have understøttelse. Hvad ellers?
Denne kommentar er anbefalet af:
“Men er man syg eller udelukket fra arbejdsmarkedet, så skal man da have understøttelse. Hvad ellers?”
Understøttelse og tæv.
Det er for de fleste temmelig frustrerende at få kastet deres projektioner i hovedet.
Man møder en bevidsthed, der skal tænkes ind til for at forstå de mekanismer der sætter vanvid af den størrelse i gang.
PS
Man kan så bare græde over at en sådan bevidsthed sætter dagsordenen for andres hverdag, spammer nyhedsformidlingen med deres egne fjendebilleder, og kaster sin skam væk, ved at slå på skammen.
Denne kommentar er anbefalet af:
Ridefoged- mentaliteten fra enevældens tid er såmænd bare opdateret til det 21 tyvende århundrede.
Helt utroligt at det kunne lade sig gøre, og stadigvæk praktiseres.
Hvor blev fagbevægelsen af ?
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg hører netop Benedikte Kjær udbrede sig om problemet med det relative fattigdomsbegreb. Det er jo en helt fejlagtig analyse, for påstanden om at øget rigdom skulle give flere fattige er jo påvisningen af en fejl: de fattige løftes ikke tilsvarende op, hvad vores sociale system ellers forudsætter.
I virkeligheden er der grund til at trække samfundet et lille skridt til siden, så den enorme produktion, foretaget af stadig færre, kan komme os alle til gode.
Kapitalismen har fået os til at stirre os blinde på kapital (deraf navnet), men det er jo kun et abstrakt udtryk for tid og ting. Vi er blevet fattigere, fordi vi bruger alt for meget tid på arbejdsmarkedet - bl.a. fordi vi har gjort det, der burde være glæden i livet til pligt. I den samme proces har vi kompromitteret dem, fordi interesser er blevet bundet op på dem, og de derfor er blevet gjort til genstand for politisk interesse og styring. Det er at strække det politiske alt for langt.
Hvorfor skal de pilles ned? Det gjorde man også i militæret i gamle dage, for at skabe folk af den rette støbning. Idag kaldes det forventningsafstemning og er der er ikke længere tale om kanonføde, men føde for de mange der lever af at kontrollere og stable kurser på benene. Et eller andet skal vi jo beskæftige os med i postagrare samfund og når industriarbejdspladserne flytter ud er der ikke andet end service af forskellig slags tilbage. Og det kan jo godt tage lidt tid at vænne sig til, for folk der havde regnet med noget andet. I mellemtiden pilles der ned og bygge op.
En pudsig lille tilføjelse til dette er at hvis man er langtidssygemeldt og løber tør for sygedagpenge - også hvis man for eksempel hvis man er terminalpatient - så ryger man også ned i denne kasse, hvor man nærmest på daglig basis får at vide at man er dum, doven og uhæderlig.
Istedet for en “hurtig” udredning med en mulighed for på flexjobbasis eller lignende at få et liv ud af det - er det naturligvis langt bedre at trække pinen ud i 10-15-20 år - for man er jo kun sygemeldt med den tanke at snyde og derfor bliver man sendt rundt i små cirkler i et system der mest minder om bureaukratiets hus som er en af Asterix’ styrkeprøver. Naturligvis med den tanke at gøre det så ulideligt at det overstiger sygdomshelvedet og opmuntrer folk til at finde sig et rigtigt job. Med det resultat at folk end ikke kan bruges til hundeføde når systemet er færdige med dem.
Denne kommentar er anbefalet af:
Fonnesbech spørger hvor fagbevægelsen blev af ?
OK så fortæller vi :
Hele miseren startede, eller blev - for det er nok tidløse mekanismer der er løs som sædvanlig - i det mindste synlig i sin nuværende form ,da netop fagbevægelsen veg forfærdet tibage fra sine egne ØD-tanker. Dette udlæstes af at en ung anonym talknuser i LO, Poul Nyrup Rasmnussen opdagede, at det betød lønnedgang i arbejdsløshedstider og han forelagde dette for den daværende Thomas Nielsen.
Denne udtalte i den anledning : ‘Vi har sejret ad helvede til ….¨’.
Siden har fagbevægelsen været et privat firma på linje med Mærsk og Novo.
Get it ?
hvis den arbejdsløse var uden egen skyld i sin situation, så måtte den beskæftigede jo føle dårlig samvittighed over ikke at dele sit arbejde med den uheldige, - den salgs latterlige solidaritet er for gammeldags, og så er det nemmere at udnævne de arbejdsløse til dovne og uduelige mennesker.
PS: om den stadig findes ved jeg ikke, men for mange år siden havde man en ordning med “arbejdsdeling”, hvor medarbejderne på en virksomhed kunne vælge at skiftes til at gå på dagpenge i en kortere kriseperiode i firmaet.
Jeg var tillidsmand dengang, og kan huske at det kneb gevaldigt med solidariteten hos de midaldrende og veletablerede med god anciennitet, - de mente såmænd at man bare skulle fyre de unge som havde lav anciennitet … støtten til at gennemføre arbejdsdeling kom fra virksomheden, som kunne se i deres statistik, at det netop var de unge med lav anciennitet, der havde den højeste produktivitet!
Det er en skarp og kærkommen artikel, PRT her bringer. Der er som sådan ikke meget nyt i artiklen; jeg tror der er mange der har tænkt de samme tanker; det er her bare sagt med en præcision, jeg selv ikke evner.
Jeg står aktuelt i den situation at være ledig. Og jeg er ramt af en følelse af dårlig samvittighed fordi jeg selv valgte at sige op - oven ikøbet midt i en finanskrise. Grunden til jeg sagde op var den simple, at jeg ikke længere kunne se være min arbejdsmæssige rolle bekendt- jeg var nemmelig ansat i selvsamme aktiveringsrolle med ansvar for at svinge pisken over ledige og sygemeldte, og det gav ikke mening den måde man kriminaliserede “borgeren” på. Nu er jeg på den anden side af hegnet. Jeg følger reglerne, søger job med lys og lygte, men må affinde mig med mærkatet “nasser”.
Denne kommentar er anbefalet af:
Nu ligger det sådan, at dygtige, motiverede arbejdsløse selv skaber jobs! En uopfordret ansøgning, der emmer af gå-på-mod og idérigdom får arbejdsgiveren til at overveje, om der ikke kan oprettes en stilling eller en hel afdeling til personen.
Jo mere veludannet og disciplineret, de arbejdsløse bliver, jo flere jobs bli’r der skabt. Arbejdsgiverne måber af beundring og investerer på livet løs.
En hel ny spontan iværksætter-kultur fra enden ser dagens lys! Kom så, Danmark! Vi skal slå de andre lande!
(fortvivlet sarkasme)
Denne kommentar er anbefalet af:
Fra bunden … skulle der have stået. Men ovenstående er skam ikke noget, jeg selv finder på, det er ofte blevet fremført som begrundelse for healing-kurserne og skiløbene ned ad hovedgaden i højsommeren ( fandt sted i Vestjylland, vel for at vise, at danskerne kan det umulige).
Nogle gange er det fristende at melde sig ud af samfundet. Der er de der er flyttet i skovene. Det eller at flyve under radaren er de eneste muligheder for at få lov til at være nogenlunde i fred.
Gad vide hvordan det ville se ud hvis folk tog konsekvensen og gik linen ud, dvs mistede indtægt, bolig og deslige? For det er jo det der krampagtigt holdes fast i og det ved systemet godt. Jeg tør ikke da jeg har hjemmeboende børn men jeg ville gøre det hvis børnene var flyttet hjemmefra.
Så længe der er så mange som stemmer på politikere, ud fra alt muligt andet end det relevante - deres politik - kommer vi ingen vegne.
Måske skal vi imødese et finansielt sammenbrud med massearbejdsløshed, som en mulighed for at åbne øjnene hos en del vælgere.
Egentlig ufatteligt, at så mange kan stemme på partier, som arbejder direkte mod deres interesser.
Men måske de render rundt med et fromt ønske om selv engang at blive en velhavende kapitalist.
Om man knækkes til en førtidspension eller får et job, er næsten lige fedt, for’ de der ejer vores land - Bare man skaber gæld, det er det vigtigste.
For’ dem er pensionisten i det mindste en stabil indkomst( gældsskaber), da vedkommende ikke kan miste sit “job”.
Det værste for’ “dem” ville være hvis mange “gik linen ud, dvs mistede indtægt, bolig og deslige”, eller nægtede at udføre arbejdsfunktioner der var degraderende - Selvfølgelig i stort tal.
Nu er dette ikke USA, men jeg har hørt om et eks. derfra, om en person der ikke kunne betale sin gæld af på sit hus til banken. Banken ville så have huset, for at dække deres “tab”. Det nægtede vedkommende med den begrundelse, at banken ikke kunne bevise, at den havde nogen penge. Det kom i retten, og da banken ikke kun bevise, at de havde nogle penge, blev det oprindelige lån ophævet, og han skyldte ikke banken nogen penge.
Det er jo klart, hvis man sætter sin lid til en privat bank, der skal have penge af staten, for at printe penge til dem, og som forlanger dem tilbage med renter, som man aldrig kan betale, fordi banken har monopol, på at skabe penge, og låneren ikke havde nogen til at starte med, så skabes der kun mere gæld, der aldrig kan betales tilbage.
Det er et langt ude cirkus. Banken må låne mere ud til en anden bank, end den har, som så igen kan låne mere ud til en anden bank, end den har, osv..
Alle lande der har statsgæld er ejet af de store banker. Så bare det, at tro at politikerne arbejder for os, og er interesseret i at opløfte os, er usandsynligt.
Folk skulle tag’ at være mere bekymret for de terrorister inde på borgen, end de nyttige idioter der selv tror de er terrorister rundt omkring i verdenen.
Og hvis der er nogen, der er i tvivl om, hvad det har med emnet at gøre, så tænk lidt mere over det - Hvorfor strukturer vi vores samfund så stressende?
Denne kommentar er anbefalet af:
@Birger Nielsen
“Så længe der er så mange som stemmer på politikere, ud fra alt muligt andet end det relevante - deres politik - kommer vi ingen vegne.” og “Egentlig ufatteligt, at så mange kan stemme på partier, som arbejder direkte mod deres interesser”.
Må jeg forslå alle, at se den ældre BBC dokumentar-serie “The Century of the self 1-4”. Især god for den mindre akademiseret hjerne, der ikke normalt tænker i Freud og den slags.
@Mathias Egholm
Tak for din kommentar :-)
Det store problem med kapitalismen er, at den ikke er optaget af at løse problemer og opgaver, men af at tjene penge. Det er skruen uden ende med kapitalismen i så høj grad, at masser af opgaver, der var langt bedre udført uafhængigt af indkomst, kompromitteres af deres karakter af lønarbejde.
Også mange tak til Mathias Egholm herfra. Noget så sjældent som en person, der følger sin samvittighed, selv om konsekvenserne er skræmmende, fortjener al mulig anerkendelse.
Godt at de radikale reagerer! Jamen, det er jo fuldkommen topmålet af uartighed at aktivere sygemeldte! Hvis de ikke var syge, passede de deres job!
Og hvad jobcentret skal afgøre for, om folk er berettigede til deres dagpenge, har jeg meget svært ved at se - det er en ordning, der giver en vis sikkerhed, men som efterhånden nærmest stiller folk ringere end kontanthjælpsmodtagere.
Forestil jer hvad det betyder for muligheden af at etablere et tillidsforhold når ledige fra en 2. aktør (privat aktør) modtager et brev der indeholder denne svada:
“Jvf. Bek. 432, §103 skal vi oplyse dig om, at udeblivelse fra samtaler og særlige aktiviteter planlagt af 2. aktør vil blive meddelt din a-kasse og have konsekvenser for dine dagpenge, ligesom vi skal informere a-kassen (§102) om evt. manglende samarbejde omkring afgivelse af beskæftigelsesrelevante oplysninger, herunder hvis du ikke har et Jobnet CV der er tilgængeligt for søgning, ikke løbende ajourfører formidlingsrelevante oplysninger i Jobnet, ikke vil afgive formidlingsrelevante oplysninger, ikke vil medvirke til udarbejdelse af en jobplan (§106) eller der kan stilles tvivl om din rådighed (§109).”
Tekstens LIX (læsbarhedsindeks) er 123.
LIX over 55 betyder meget svære tekster, faglitteratur på akademisk niveau og lovtekster.
De ledige forstår så meget, at de kan miste deres dagpenge så let som ingenting, hvis de gør noget der ikke passer 2. aktør.
I aktiveringsindustrien betyder dette: “Hold kæft og arbejd til halv pris”. Dette må være en sag for fagbevægelsen, der traditionelt har arbejdet for jobs på normale løn- og arbejdsvilkår.
Aktiveringsindustrien tager voldsomt om sig i en tid hvor der er alt for få jobs til alt for mange ansøgere, og hvor regeringen ikke rør en finger for at skabe jobs. Hertil kommer mulighederne for misbrug, hvor fastansatte fyres og derefter sendes i aktivering.
Modsat de officielle hensigter med aktivering, at de ledige kommer i arbejde på normale løn- og arbejdsvilkår, ses en praksis hvor de aktiverede ofte ingen chancer har for at få en fastansættelse på det sted hvor de er aktiverede, f. eks. fordi man har ansættelsesstop eller pr. definition ikke fastansætter aktiverede.
2. aktør får bonus hvis en ledig hos dem kommer i aktivering eller endda i fast job. Spørgsmålet er om dette spild af skattekroner er forsvarligt, når de samme ledige var kommet i arbejde under alle omstændigheder.
Alternativet til private aktører ville være at lægge alle jobsamtalerne tilbage i A-kasserne, begynde at gøre noget for at skabe masser af jobs på normale løn- og arbejdsvilkår, og løfte de ledige i ventetiden ved ægte uddannelse / kompetenceløft.
Ledigheden i Euro-området var i juli 2010 på 10,0% og i Danmark 6,9% (Kilde: Eurostat) og i USA 9,5% (Kilde: Bureau of Labor Statistics). Siden begyndelsen af 2008 er ledigheden i EU steget fra 16.000.000 til nu 23.000.000
Vi skulle helst ikke vænne os til dette ledighedsniveau og begynde at anse det for “naturligt”.
Den reelle ledighed i Danmark er ca. det dobbelte af den “officielle” registrerede ledighed, bl.a. fordi
de aktiverede ledige (58.200 i juli) ikke tælles med i de officielle ledighedstal.
Officielt ser det hele imidlertid noget så kønt ud og de ledige lider i stilhed.
Dygtige journalister kunne grave i sagerne.
Det var min anden aktør magtpåliggende at indkalde mig til et møde to dage før min sommerferie. Ferie skal varsles på jobnet.dk 14 dage, før den afholdes (hvis ikke man er i et særligt forløb, f.eks. uddannelse). Jeg har varslet ferien for flere måneder siden, netop for at undgå problemer. Anden aktøren ville have sat jobklubaktivering i gang til ugen efter min ferie - formuleringen var, at min ferie stod i vejen for min aktivering, men det kunne han jo ikke gøre noget ved. Den tilhørende jobplan ville blive sendt hjem til mig med posten - “Ja, det bliver jo så i din ferie”. Kunne jobkonsulenten sende en kopi til mig på min mail, som jeg kan tjekke, selv om jeg er bortrejst? Nej, udelukket! Indholdet af jobplanen havde jobkonsulenten allerede meddelt mig telefonisk. Det må man så åbenbart godt … Mine fire ugers såkaldte nulstillende ret og pligt-aktivering kunne afvikles på mange andre måder end otte eller tolv uger i en jobklub, men det interesserede ikke jobkonsulenten. På min første feriedag fik jeg så et tilbud om et nyt job og i øvrigt tilbud om at par freelance opgaver, som kunne fylde tiden, inden jeg tiltræder jobbet. Men freelance opgaverne må ikke medføre, at jeg forsømmer aktiveringen, som jeg jo så ikke kender omfanget af, så nej tak til dem, og så må jeg pænt vente med at tage stilling til jobplanen, til jeg er hjemme igen. Det er måske bare en nidkær jobkonsulent, det kan være chikane, det kan være et kafkask mareridt, men det er i hvert fald allerhelvedes ubehageligt, ydmygende og stressende. Og noget fis. Nu fik jeg jo så et job, det er jo ikke en helt utænkelig tanke, når man er jobsøgende, også en jobsøgende på tre uger og to dages ferie. Det havde sikkert været muligt at udsætte møde og jobplan til efter min ferie, hvor jobplanen jo så ville kunne tilpasses aktuelle forhold (eller holde styr på falddatoerne, så aktiveringen kunne have fundet sted inden ferien …). Jeg tror som Lars Løfgren på den med Cavling-prisen! Man skal ikke have været ledig ret længe, før der dukker de mærkeligste konstruktioner og pengestrømme op. Urutinerede jobkonsulenter med irrelevante kvalifikationer i virksomhedspraktik og løntilskudsjob hos anden aktørerne, underlige arrangementer, så løntilskuddet bliver hos arbejdsgiveren, selv om løntilskudsjobberen bliver fyret, røgslør ud over indtjeningsmulighederne for de mærkelige kursusforløb, anden aktørerne pålægger én at deltage i. Jeg burde have været inddraget meget mere i udarbejdelsen af ovennævnte jobplan, der jo godt kunne have indeholdt noget mere virksomhedsrettet, men nej, jobkonsulenten havde allerede “meldt mig til”, der skulle jo helst “være plads i jobklubben” (!?), jo, det burde være en lækkerbisken for en ny Jesper Tynell …