Opslag til denne artikel

Emneord:arbejdsløshed
Steder:Danmark

Hvis mødet ikke er booket inden for tre dage, så »kan retten til dagpenge blive taget op til revision«. Det står der i den allerførste indkaldelse til det første informationsmøde i A-kassen. Når man ser brevet, så kunne man ellers være fuld af fortrøstning over, at nogen faktisk ønsker at hjælpe én gennem en meget svær periode i ens liv. Men det bliver helt klart, når man læser brevet, at dét ikke er meningen. Meningen er at kontrollere, om man snyder.

Det er i øvrigt bestemt ikke sidste gang, man hører denne sætning. Den går igen brev efter brev fra systemet. Og netop denne sætning er da også symptomatisk for tilgangen til arbejdsløshed og ledige i Danmark. Gennemsyrende for indsatsen er ikke et ønske om at hjælpe den arbejdsløse, men i stedet en holdning om, at det er den arbejdsløses egen skyld, og at det nok skyldes dovenskab, at vedkommende ikke har et arbejde.

Fra første færd møder man krav og regler, som ikke har en umiddelbar sammenhæng med at kunne skaffe den arbejdsløse et arbejde. I stedet lykkes det i høj grad at sætte den ledige under yderligere pres.

Det kommer f.eks. til udtryk, når et af de første ufravigelige krav, man bliver præsenteret for, er, at der skal søges to job om ugen i gennemsnit. Fravigelse kan medføre »at retten til dagpenge blive taget op til overvejelse«. I en tid, hvor job bestemt ikke hænger på træerne, og hvor regeringen ikke løfter en finger for at skabe flere arbejdspladser, hverken i den offentlige eller private, er det svært at forstå, hvorfor dette pres er nødvendigt. Jeg har snakket med et par malere fra Vestsjælland, der blev tvunget til at skrive ansøgninger hver uge. Og som den ene maler konstaterede, så var det jo temmelig spild af tid, efter som ingen laver skriftlige ansøgninger i den branche. Man snakker med hinanden. Så der er ingen til at læse de ansøgninger, man sidder og bruger tid på.

Altså, det er jo ikke, fordi jeg har noget imod, at man nøder folk til at gøre noget bestemt. Men det skal da give mening, ellers er det jo bare at tage pis på folk.

Det er noget fis

Frygten for, at ‘de dovne og ugidelige’ skal nasse på dagpengesystemet har totalt overskygget systemets egentlige formål om at hjælpe ledige tilbage på arbejdsmarkedet gennem solid efteruddannelse, kvalificeret rådgivning og gode praktikforløb. Et formål og en tænkning, der fordrer en grundlæggende tillid til, at arbejdsløse gerne vil have et arbejde. >

Nok om den del af sætningen. Nu til den første del: »Hvis ikke mødet er booket inden tre dage …«

Hvad er det for noget fis?

I denne fagre nye verden kan man da sagtens stå til rådighed for arbejdsmarkedet, selv om man midlertidigt befinder sig hos sine forældre i Hvide Sande. Kun afbrudt af askeskyer og stormfloder går der jo tog, fly og færge flere gange om dagen til det meste af jordkloden nu om dage, så hvad er problemet? Det er trods alt de færreste arbejdsgivere, der forventer, at man kan tiltræde med under 24 timers varsel. Og hvis man alligevel er parkeret uden for arbejdsmarkedet i en periode, så er det vel ok, at man slikker sårene under sine forældres villige opvartning i Hvide Sande i et stykke tid - jeg bør med det samme minde om, at der er internet i Hvide Sande, og derfor kan man godt søge sine to job herfra …

Men man kan ikke tage til Hvide Sande, fordi så risikerer man at misse den afgørende kuvert med indkaldelsen til dagpengemødet. Det er da tåbeligt, og det fjerner en god portion livskvalitet fra de arbejdsløse, når de er stavnsbundet - og netop det med livskvaliteten er jo noget, man har ekstra meget behov for i den svære situation, det er at være arbejdsløs. Hertil kommer, at flere af arbejdsmarkedets mest basale rettigheder ikke tilkommer de arbejdsløse.

Ikke pille dem ned

Har man syge børn, eller er man selv syg, ja endda hvis man har døende pårørende, er det ikke en lovlig undskyldning for udeblivelse fra møder med A-kasse eller jobcenter. Hvis man tillader sig den frækhed at melde sig syg eller lave noget frivilligt arbejde, så »kan retten til dagpenge blive taget op til overvejelse«. Oplevelsen af tab og følelsen af utilstrækkelighed er slem nok for de arbejdsløse, der er ingen grund til konstant at krydre den følelse med frygten for økonomisk ruin. Det er umyndiggørende og uværdigt for den arbejdsløse, og det skaber ikke en eneste arbejdsplads mere. For uanset hvor meget vi nedværdiger og pisker de arbejdsløse, så er det krisen og regeringens manglende investeringer, der er årsag til arbejdsløsheden. Det kan den arbejdsløse gøre meget lidt ved som enkeltperson. Så meget desto mere årsag til at bruge tiden på at bygge de arbejdsløse op, i stedet for at pille dem ned.

Den aktive arbejdsmarkedspolitik skal efter min mening på én og samme tid være et velfærdsgode for den arbejdsløse - altså en regulær hjælp til at finde tilbage til arbejdsmarkedet og til at tackle arbejdsløshedssituationen - og så skal det være samfundets mulighed for at opkvalificere og omkvalificere arbejdsstyrken.

Meget af det, de arbejdsløse præsenteres for i dag, lugter langt væk af, at regeringen grundlæggende mener, at arbejdsløsheden er selvforskyldt og egentlig skyldes dovenskab. Det ville være klædeligt, hvis vi som samfund påtog os et ansvar i stedet for at pege fingre af de arbejdsløse. De fleste arbejdsløse vil give deres højre arm for at få et arbejde. Længere er den ikke.

Pernille Rosenkrantz-Theil er folketingskandidat for S. Hun skriver på skift på denne plads med Mette Bom, Renée Toft Simonsen og Emilia van Hauen