Internettes stikkere

Jeg har på fornemmelsen, at jeg ender som en gammel sur stodder. Sådan en, der altid skælder ud offentligt. I klumme. I bus. På tilfældige gadehjørner, når de unge strejfer mig, på cykel på det forkerte fortov. For satan! De skal få med stok og mundtøj. Jeg kan allerede mærke galden stige år for år. Det er ligesom rødvin. Langsomt modnes jeg til et ordentlig skrald. Lige meget hvor meget jeg renser min lever med fintskåret ingefær og bokse-pude-slag og den daglige kamp imod mig selv - i lange ridt rundt om søerne. Anger management eller ej - om 30 år sidder jeg og fedter og deler ud af min bitterhed på en farverig og kulturel selvretfærdig version af nationen.dk. - men indtil da skal det gå ud over jer:

Lad os i dag skændes lidt om internettet. Jeg kan mærke, jeg er sur over at være vokset op uden lortet. Jeg er rødglødende. Så megen præsocialisme kunne have set så meget smartere ud, hvis jeg havde vidst, hvor jeg skulle købe mine slogan-t-shirts. Så mange tårevædede emo/indie-timer kunne være delt med andre, der også hørte totalt utidssvarende musik. Tænk hvis man kunne havde undgået, at gå ned i tilfældige telefonbokse og ringet 0059 og fået klam rotte i fælden - i stedet for friske piger på linjen. Hvis man bare havde haft musikblogs og lesbiske fora’er og et enkelt lille socialt medie, hvor man kunne have stalket i smug og ro og mag, så man ikke havde behøvede at gemme sig i buske og hegn og føle sig så forbandet freaky. Jeg er sur, sur over al den pisse skam og skyld og spildte år i provinsen, hvor man lå og gloede dybt ind i fjernsynets kerne og troede, det kunne lære en noget, og at der eventuelt var en smutvej til storbyen gennem billedrøret.

De sidste uden www

Men fordi man altså er over 30 og derfor den sidste generation, der var teenager uden www, så tager vi det mærkeligt alvorligt - samtidig med at vi er så skamfulde over at tabe så meget tid - klistret til skærmen - som insekter, der stupidt sværmer om lyset. Jeg føler mig f.eks. for fin til at have en blog, men jeg sidder dagligt i mit Carrie Bradshaw-babelstårn og følger op til 50 af slagsen. Jeg synes, det er vældig rigtigt med egen klumme, men ved også, at det trykte ord er en konservativ lille tidslomme, der er langsommere og væsentlig mere ude af sync - end nettets ditto. Jeg foragter det meste netjournalistik og køber Interview Magazine og længes tilbage til de gode, gamle Press-dage, hvor artiklerne var helvedes lange, og jeg elsker Ud & Se. Samtidig kan jeg ikke få nok af hurtig information og sladder, og de helt hårde sider som wikileaks.com, og jeg elsker, at samtlige af landets forfattere er på Facebook, fordi det er sådan et ordorgie, og alle ved jo, at en god statusupdate er en regulær status op- (som i pil op) gradering. Tillykke er også noget, vi siger på Facebook, til fødselsdagsbørn, ja, men også til dem, der har vundet priser, legater og nye kærester. Tillykke skriver vi. Godt gået. Sejt. Vi tænker, vi skylder et knus i IRL, men glemmer vi - er det ok, for det står flot og blivende - der på væggen.

Jeg er altså en værre dobbeltper, der på den ene side elsker det faktum, at nørderne har endelig fået deres hævn - den ultimative introverte verden, hvor al kommunikation foregår digitalt. På den anden side synes jeg altså, at er det frygteligt med al den amatøristiske DIY og generation-kan-selv og se mig og læs min allemands-Nynne-blog, hvor der er stildagbog ude til venstre og til højre - 3g’s mp3-smagsdommeri.

I virkeligheden hedder han …

Men når det bedste fra begge verdener samles, og der indimellem er netfænomener, som faktisk vil sige noget og har sprog, tid og fokus til det samtidig - så sker der noget. Tag nu f.eks. sommerens ubetingede største samtaleemne i det kreative København, Copenhipster.dk. Den anonyme metablog, der revser selvsamme målgruppe, som den henvender sig til og leverer perfekt sarkastisk reddepisseri for den selvcentrede vindertype - succesfuld nok til at have overflod af selvironi. Det bli’r i familien, og vi kan belejligt grine af os selv. Jeg skal så ærligt indrømme, at jeg ikke altid har grinet, over at se mig selv udstillet i überhipster-optikken. Men jeg er jo også en sur nærtagende stodder, der altid har følt sig lidt misforstået, har siddet i fængsel og kæmpet med provinsen, med indre dæmoner, og som stadig tror, hun er i opposition og bestemt ikke en autoritet, der nu skal karaktermyrdes nede i Kødbyen. Derfor kan jeg da også - med et frydefuldt smil på læben - fortælle, at den før så oversete skarpe observatør, der gemmer sig under aliaset Copenhipster er en ung halvt islandsk fyr, der hedder Thor Martin. Han er lige dele CBS og Soundvenue og høster nu så massiv undergrund-anerkendelse og twitteri med rigtig kendte rygklappere - at han selv er steget til tops i hans egen kreapyramide og derfor må offentlig outes efter devisen: Du kan ikke pege fingre helt så rent - når du har hele hånden nede i honningkagedåsen. Swup, swup. Vesterbros Henrik Qvortrup. Hej med dig, nabo. Say cheese til en gammel stodder med rådne tænder og lommen fuld af friske tændstikker. Duften af nybrændte broer. Alligevel ung på så mange måder.