På en byggeplads i Charlottenlund er tre mænd i gang med at lægge et tag på en ejendom, da faglig sekretær i 3F Mattias Tesfaye kommer forbi.
Mændene er fra Litauen og arbejder til 60 kroner i timen. Mattias Tesfaye vil have dem fyret.
»Set med deres øjne er jeg en idiot, fordi jeg kommer fra en fagforening og stiller krav om, at deres overenskomst skal overholdes. De ved godt, at konsekvensen bliver, at de mister deres job,« fortæller han. Matties Tesfaye var forbi byggepladsen i Charlottenlund i torsdags. Dagene forinden mødte han underbetale ansatte i Dragør, Glostrup og København.
Efterhånden støder han næsten dagligt på byggearbejdere, der arbejder uden om overenskomster, til alt for lave lønninger og under elendige forhold. Enten er det danskere, der er blevet tvunget til at gå ned i løn, eller også er det udlændinge.
»For fem år siden blev polakker i min branche kaldt ‘baggårdspolakker’. De gik og gemte sig i baggårdene, og man skulle op på tredje sal for finde et badeværelse, der blev lavet af en vens ven, som kendte en polak. Nu er de til at finde på stort set alle store byggepladser,« fortæller han.
Det er udviklingen på det danske arbejdsmarked, som er anledningen til Mattias Tesfayes nye bog Vi er ikke dyr, men vi er tyskere. Men bogen tager udgangspunkt i det tyske arbejdsmarked og den underklasse, som er vokset frem i nabolandet gennem de sidste 10-15 år. En underklasse, som Mattias Tesfeye kalder den ‘arbejdende klasse’ - på engelsk working poor.
»Jeg har først og fremmest skrevet bogen til tillidsfolk og andre fagligt aktive lønarbejdere. For jeg er overbevist om, at hvis ikke netop disse mennesker begynder at blande sig i noget mere i samfundsudviklingen, så vil resultatet blive, at mange danskere - ligesom mange tyskere - kommer til at leve et liv i fattigdom, til trods for at de har et arbejde. Et liv som working poor,« står der i bogens forord. Mattias Tesfaye er ikke i tvivl om, at partierne på Christiansborg har et ansvar for at bakke op om arbejdsmarkedets parter, så de kan stå imod presset udefra.
Lavere løn eller fyring
»Der er for mange politikere, der er for langt væk fra den her del af arbejdsmarkedet, og derfor har de en idé om, at hvis bare man snakker lang tid nok med polakkerne, så vil de melde sig ind i en fagforening. Men sådan er det ikke,« understreger han.
»Deres interesser er modstridende med de herboendes interesser, og det skal vi ikke findes os i«.
For ifølge Mattias Tesfaye er konsekvensen, at lønningerne rasler ned, fordi de ansatte fra Danmark også bliver nødt til at acceptere en lavere løn, hvis de vil have et job. Nedgangen i lønnen sker sjældent, fordi der arbejder tre mænd på et stillads, hvorefter der kommer tre nye mænd og siger til arbejdsgiveren, at de kan gøre det 10 kroner billigere, forklarer Mattias Tesfaye.
»De tre mænd laver typisk byggeriet færdig, og bagefter skal deres mester så byde på en ny opgave. I den forbindelse finder han ud af, at han bliver slået af dem, der bruger den billigere arbejdskraft, og han siger så til sine folk, at han er nødt til at sætte deres timeløn ned, hvis han stadig skal kunne byde ind på opgaverne. Enten finder de sig i det, eller også bliver de fyret«.
Egotrippere baner vejen
Det er i den situation, at fagforeningerne ifølge Mattias Tesfaye får en altafgørende rolle.
»Hvis langt flere herboende arbejdere var mere engageret i deres fagforening og bedre til at håndtere det, når der pludselig kommer en polsk nedbrydersjak ind på deres byggeplads, så ville man - sammen med hjælp fra en regering - kunne holde underbetalingen godt fra livet«.
- Men på trods af krise og arbejdsløshed daler fagforeningernes medlemstal fortsat. Er det alligevel dem, der er løsningen?
»Hvis man ikke vælger at blive medlem af en fagforening, er man en egotripper. Sådan en, der ikke gider at aflevere til de andre i fodbold. På den måde er man med til at undergrave arbejdsmarkedet og bane vejen for de underbetalte - the working poor«.
- Men hvis de ansatte nu ikke kan se fordelen ved et medlemskab og så melder sig ud?
»Folk skal blive opmærksomme på, hvad konsekvensen er, hvis der ikke er en fagforening. Det er ikke 3F’s ansatte, det går ud over. Det er dem på byggepladserne, der bliver ramt«.
- Kan det hænge sammen med, at fagforeningerne er blevet for politiske - eller dyre i kontingent?
»Nogle steder er det for dyrt. Men det handler om, at vi gerne vil holde aktivitetsniveauet, selv om folk melder sig ud. Man kan godt sætte kontingentet ned, så det svarer til prisniveauet i Kristelig Fagforening, men så ville der ikke være nogen til at opsøge arbejdspladserne«.
- Har fagforeningerne svigtet sine medlemmer?
»Fagforeningerne har svigtet i den forstand, at de sammen med tillidsfolkene på arbejdspladserne ikke er dygtige nok til at få dæmmet op for udviklingen. Hvis fagforeningerne ikke svigtede, ville det ikke gå, som det går nu. Men det store svigt i fagbevægelsen handler om, at vi behandler vores egne medlemmer som forbrugere og ikke som deltagere. Vi henvender os til dem, som om de er kunder i en butik, og vi forventer ikke, at de er engagerede«.
- Med hvilken konsekvens?
»Det passiviserer folk, og med passive folk ender det som i Tyskland«.
Mattias Tesfaye (1981) er uddannet murersvend og ansat i 3F, Bygge,- Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening.
Han er medlem af SF’s hovedbestyrelse. I 2005 udgav han romanen ’Livremmen’.
Kommentarer
Tak til Mattias for hans bog. Jeg glæder mig til at læse den!
Udover de ting, som han nævner i interviewet, så skal man ikke glemme EU’s betydning for skabelsen af working poor i Tyskland, Danmark og andre steder, som når EU-domstolen direkte forbyder overenskomsten overholdt og konfliktet for hos udenlandske firmaer.
Jeg har lavet en artikel selv, som forfølger EU-sporet og netiop diskuterer fagbevægelsens rolle.
Jeg håber, at I kan få glæde af den ved at følge linket:
http://www.modkraft.dk/spip.php?article13886
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er noget griseri med løntrykkere.
Den danske model med fri forhandlingsret o s v mellem arbejdsgivere og arbejdstagere forudsætter en høj organisationsprocent på begge sider.
Det er aldeles usolidarisk at stå uden for - men fagforeningrene må altså se at få fokus på løn og arbejdsvilkår og droppe det snævert partipolitiske fra forrige århundrede.
F eks 3F kan have lidt svært ved at få medlemmer, som ikke stemmer på S og SF, så længe 3F har et de facto præference-forhold til disse to ¨partier.
Tænk hvilken politisk ravage og positiv nyskabelse det kunne give , hvis 3F også donerede penge til et borgerligt parti mod at få iklare og øjnefaldende modydelser i partiprogrammet. og indflydelse på arbejdsmarkedspolitikken i partiet.
Hvorfor er polakkernes interesser i strid med fagbevægelsens? Solidarnosc har vist noget andet.
Problemet er måske snarere 3F’s måde at snakke på - end hvor længe man snakker med polakkerne:
Skræmmekampagner med babyer med polske overskæg til at hverve nye medlemmer (med racismeanmeldelser til følge)? Polsktalende 3F-medarbejdere der leger politibetjente og bryder ind på byggepladser? En hotline på polsk med en kommunistisk ordlyd som “Halo Kolego”? 1. maj-arrangementer i Fælledparken, der lover ikke-eksisterende polske musik-indslag?
Må jeg anbefale en brugerundersøgelse af hvordan jeres indsats bliver opfattet blandt polske byggerarbejdere? Ikke så underligt, hvis det skinner igennem, at det ikke er arbejdere, men DANSKE arbejdere I først og fremmest repræsenterer. Fagbevægelsen er i den grad bange for globaliseringen.
Robert,
problemet er vel også, at man ikke kan forvente, at den ene part holder op med at være stærkt knyttet til bestemte politiske partier, uden at forvente, at den anden part også gør det.
Man snakker jo hele tiden om fagbevægelsens forhold til S m.m., men hvad med DI´s og DA´s forhold til den anden fløj?
Jeg kan godt lide din tanke om “politisk ravage og positiv nyskabelse”, men hvad nu, hvis DI / DA donerede penge til EL mod at få “iøjnefaldende modydelser”…. ;-)
Denne kommentar er anbefalet af:
Erik,
Jeg er da sikker på, at vi er mange i EL, som gerne vil garantere DI/DA at deres ledere kan gå på efterløn (jo før jo bedre), mod et klækkeligt bidrag.
Men problemet er jo også, at det ikke handler helt så meget om hjemlige politikere, som om disses underkastelse under EU og EU-domstolens angreb på fagbevægelsen jf. det link, som jeg lagde ud i kommentaren øverst.
Såvidt jeg har forstået er 3F’s aktiviteter ofte sammenlignelige med gansteraktiviteter. Her tænker jeg på stilladsarbejdernes nedrivning af andre faggruppers opbygning af stilladser. Det kan du måske fortælle mig noget om.
3F har i mange år fastholdt lønninger til deres medlemmer, som er helt urealistiske i dwet globale sammen hæng. Virksomheder, som beskæftiger den type medarbejdere, flytter ofte deres produktion ud af landet. Måske skulle 3F klargøre sig selv til den globale udfordning, som betyder betydeligt lavere lønninger til deres medlemmer.
Aage Asmunksen, det er da de lande, hvor folk arbejder for stort set ingenting, der har urealistiske lønninger.
Arbejdskraftens frie bevægelighed er tydeligvis ikke sat i verdenfor at tjene arbejdskraften i den vestlige del af europa…
Den evigt EU-begejstrede fagbevægelse får nu løn som for forskyldt.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Jesper Schmidt
Heldigvis er det mit indtryk at flere og flere tillidsfolk bliver mere og mere EU-skeptiske og i kommentarerne under min artikel diskuterer en del fagforeningsvalgte også problemet (se: http://www.modkraft.dk/spip.php?article13886 )
Men som jeg også giver dig ret i, så er der desværre en al for stor berøringsangst i toppen af fagbevægelsen stadig væk.
Problemet er dog, at du nok kan mene, at det er løn som forskyldt for fagbevægelsen, men det er sgu medlemmernes lønvilkår og ikke fagbossernes, der bliver ramt. Der er derfor al mulig grund til at tage kampen op (igen igen igen….)
Er der nogen, der vil forsøge at definere “underbetalt”? Efter min mening er danske håndværkere snarere “overbetalt”.
En underbetalt arbejder er vel en, der ikke modtager en løn, der er stor nok til at dække det generelle omkostningsniveau (for mad, husly m.m.) i det land hvor den pågældende person har beskæftigelse?
Denne kommentar er anbefalet af:
Nu er der jo i håndværkerlønninger altid to mand, der får løn: håndværkeren og ham, der rider på ryggen af ham.
Jeg mener ikke at fagforeninger er løsningen, men at hver enkelt ‘arbejder’ må gøre sig så attraktiv som muligt gennem dygtiggørelse, videreuddannelse og migration. Tilværelsen er ikke statisk og for de flestes vedkommende er forløbet i arbejdslivet under evig forandring fra det enkelte til det mere krævende afsluttende på kirkegården.
Hvis man skulle skifte faglig forening hver gang man skiftede erhverv kunne man få nok at lave. Nej fri os fra fagforeningstyraniet. Det er et afsluttet kapitel i historien.
Det skulle da lige være en fagforening for de døde - men de er måske for passive.
Der bliver ikke bedre anledning til at forlange flere skattlettelser. Måske skulle kommisionen tage sig af sagen. Konkurrence mellem fagforeninger er helt utroværdigt, men realitet. Sort arbejde er strafbart.
Er noget i dette ikke blot en naturlig følge af mange års udvikling med pebrede fagforeninger (fagforretninger), hvor det ofte har været svært for medlemmerne at få øje på, hvad de egentligt betaler for og hvorfor. Hvor noget centralkomitelignende, som medlemmerne kender fra de kulørte månedsblade, der ofte havner direkte i genbrugsskraldspanden, bestemmer om ’bevægelsen’ overhovedet gider føre ens sag, hvis man kommer i alvorlig klemme. Det nytter jo ikke, hvis det kan skabe problemer eller merarbejde for den tilknyttede konsulent i ’bevægelsen’ og så skal det selvfølgelig også være en populær sag, som kan betale sig og kan sælges i bladet som ingen læser. Altså nogenlunde lige så fjernt og usikkert som ens forsikringsselskab, blot mere indspist og med forhandlingsresultater nær nulløsninger i situationer, hvor man selv kan sætte tommelskruerne på sin arbejdsgiver mht løn og arbejdsforhold eller smutte til et bedre job. Og som ’bevægelse’ betragtet et udtryk der lugter af fisk og falsk markedsføring men dog en klub for bedrestillede borgere, som kun håber på at kunne mele deres egen kage, og angående den oprindelige fede solidaritet øjensynligt uden interesse for de virkeligt dårligt stillede på bunden af samfundet. Men okay, man kan naivt håbe at konkurrencen udefra bevirker at ’bevægelsen’ vågner op og begynder at tænke i helheder og løsninger, der er bredere end den legemsdel, de har siddet på så længe.
Fagforeningerne er nødt til at tage de problemer op, som berører medlemmerne på mellemlangt sigt, ellers kan de skide i havet. De dominerende spørgsmål på mellemlangt sigt er i uprioriteret rækkefølge: Permanent kapitalistisk krise, klimakrise og peak oil - vor tids uhellige treenighed. Alternativet er ikke at fanden tager de bagerste, men at han tager alle. Når der er vækst foretrækker flertallet af fagforeningernes medlemmer - godt sekunderet af de ledende lags bestræbelser på egne interesser - at fedte sig igennem, hvilket ofte betyder at forsøge at opnå så stor en del af den såkaldte gratis middag som muligt. I den altomfattende krise, som samfundet befinder sig i, er der først og fremmest brug for fremsynethed og offervilje - det er særinteresserne, der skal ofres - som står i modsætning til snæver interessekamp. Vi befinder os i en periode, hvor fagforeningerne enten må dø eller sejre ved denne pæl i kødet på tidligere tiders strategi og taktiker. De mellemlangsigtede problemer optager medlemmerne af fagbevægelsen men det er en svær fødsel at finde veje og midler.
Fagforeninger: skid i havet eller forhold jer til medlemmernes mellemlangsigtede interesser.
Denne kommentar er anbefalet af:
I Tyskland, Frankrig, Spanien, England og Italien er der mange østarbejdere specielt indenfor byggebranchen der tilbyder der arbejdskaraft. Således har situationen været i de sidste 15-20 år og i lande som Spanien og Italien har situationen været således siden 2 verdenskrig. Så der er absolut intet nyt i dette.
Artiklen omend den er noget tynd, rører forsigtigt ved den danske arbejdsmarkedsmodel, som vi jo selv mener er en af de bedste i verden, idet arbejdsmarkedets parter selv aftaler forholdende vedr. arbejde. Herved har fagforeningen sikret arbejderen en anstændig løn og fornylig en lille pension. Den forholdsvis lave løn til en dansk bygningsarbejder bevirker at han kan få smør på bordet og overleve hver dag. Til gengæld må han så finde sig i at kunne blive fyrret med dags varsel, en lille folkepension som 65 årig, lidt i ATP og en efter al sandsynlighed nedslidt krop efter ca. 49 års hårdt fysisk arbejde. Fakta er at fagforeningen indenfor byggebranchen og en del andre hverv som varetages af eks. FOA har svigtet deres medlemmer i årevis. Fagforeningerne har udspillet deres egen rolle. Problemet bliver i disse år anskuelig gjort af nogen få østarbejdere der arbejder i Danamrk til en lav løn indenfor byggeri og gartneri. 50 - 60 kroner. Langt de fleste østarbejdere får imidlertidig mindstelønnen indenfor overenskomstområdet. Mindstelønnen er så lav at mange danskere vil kysse sig ved at skulle arbejde til den løn, da den ikke vil kunne række til deres faste udgifter. Og det er den situation 3F og FOA skal gøre noget ved. Altså op med mindstelønnen, en bedre pension, en højere folkepension, sikring og bedring af efterlønnen, således at personer med et fysisk arbejde kan gå på efterløn som 56 årig med fuld pensionsindbetaling til det fyldte 65 år.
Fagforening tag jer sammen for fanden. Der var engang hvor i arbejdede og kæmpede for bedre løn og arbejdsvilkår for jeres medlemmer. Der var engang hvor i var solidariske med de dårligst stillede og kæmpede for at de kunne få anstændige levevilkår. Hvad fanden er det i laver idag? Nu har vi i ni år med en borgelig regering hørt jer tie stille. Hvad er jeres berettigelse lige nu. Den er nul og niks. Men det skyldes måske at pamperne bliver lønnet som direktører og får en livslang pension. Pamperne er vist solidariske med DI.
Hvad er der blevet af de røde faner og frihed, lighed og broderskab.?
Find tilbage til jeres rødder. Kæmp for arbejderen, kæmp for socialdemokratiet og den øvrige venstrefløj, kæmp for de svage og vær solidarisk med jeres medlemmer.
Denne kommentar er anbefalet af:
“frihed, lighed og broderskab.”
Frihed til at vælge om ferien skal holdes på Mallorca eller Bornholm.
Lighed med de rige i Sweitz. De skal fann… ikke tjene mere end mig.
Broderskab med de fattige i Pakistan. Send dem en 10er.
Denne kommentar er anbefalet af:
Fagforeningerne har undladt at holde “krudtet tørt” ved gang på gang at acceptere indgreb i deres aktionsret, uden at blæse til eksistenskamp. Disse småarbejdsgivere der bruger daglejere til håndværksopgaver bekæmpes effektivt ved brug af fysisk blokade - men i dag er fysisk blokade jo nærmest at sidestille med kriminel adfærd.
Fagforeningerne snorksov da de “nye” lande blev optaget i EU. Ubegribeligt, at man ikke har foretaget blot en simpel risikoanalyse af fremtidsscenarierne.
Det kan måske hænge sammen med, at fagforeningerne, og deres forlængede arme på venstrefløjen, har set den frie bevægelighed som en murbrækker for andre ideologiske projekter. For eksempel omgåelse af 24 års-reglen og åbne grænser for diverse fattigdomsturister.
Fagforeningernes mulighed for at skabe ordnede og retfærdige forhold på arbejdsmarkedet er begrænset. De er med til at fastlægge nogle rammer, men kan ikke sørge for, at de bliver håndhævet. Der vil altid være arbejdsgivere, der er parat til at underbetale arbejdskraft udenom overenskomsterne for egen vindings skyld, og mennesker, der er parat til at arbejde på disse lovløse vilkår. Kravene om arbejdskraftens frie bevægelighed og det generelt høje danske lønniveau, forstærker blot denne effekt.
Det er ikke arbejdstagerne uden fagforening, der er de egentlige egotripperne i denne sag. Det er arbejdsgiverne, der har en økonomisk interesse i at omgå reglerne for overenskomstmæssig ansættelse – ikke arbejdstagerne, der blot skal skaffe mad på bordet.
Det lyder da meget smukt at tale om solidaritet og samhørighedsfølelse. ”Hvis bare alle var medlem af en fagforening, ville problemet forsvinde…”. Hvis bare alle gad overholde færdselsloven, ville det være sikkert at færdes i trafikken. Men det kan vi måske ikke helt regne med. Den slags idealer kræver først og fremmest massiv kontrol og konsekvens fra samfundets side – ellers løber egotripperne af med sejren.
Der er ikke ret meget, der kan indignere mig i en grad, som begrebet “working poor” gør. Det er og bliver et klassisk billede på den stærkes udnyttelse af den svage. Men man kan sagtens bekæmpe udnyttelsen af de underbetalte working poor uden at sætte sin lid til arbejdsmarkedets parter eller folks moral: Skattepolitisk. Let skatten på lavtlønnet arbejde, hvor problemet i særlig høj grad findes. Men den herskende klasse har ikke selv de dårligt betalte jobs, og vil, sjovt nok, hellere give skattelettelser til sig selv og andre, der i forvejen har mest ud af at gå på arbejde (eller som kan spekulere sig til økonomisk gevinst uden at tage hænderne op af lommerne).
Denne kommentar er anbefalet af:
@Søren Madsen
working poor… er og bliver et klassisk billede på den stærkes udnyttelse af den svage.
Fagforeningerne har historisk vist at muligheden er der for gennem arbejdskamp at matche den rå kapitalisme, men aktionsvåbenet skal helst skærpes. når der er opgangstider - det er ulige sværere at slå til, når der er 200.000 arbejdsløse … så ja, fagbevægelsen har sovet i timen, men aktionsretten er ikke en ‘ret’, det er en nødvendighed…
Er fagbevægelsens problem ikke at man fokuserer så meget på højere løn at man distancerer sig fra befolkningsgrupper der aldrig for alvor kommer ind på arbejdsmarkedet, med det resultat at disse sidste vælger at stemme på partier som notorisk undergraver fagbevægelsens legitimitet ved at acceptere at de medlemsinteresser som fagbevægelsen skulle leve af til at begynde med, flytter til fx Hong Kong eller hvor som helst den økonomiske profit er størst?
Og er løsningen ikke at genetablere eller i det mindste holde på nogle af de jobs som almindelige mennesker uden en universitetsgrad kan udføre og glemme alt det pis om at det eneste svar på globaliseringens udfordring er at gøre os alle til små designere. For hvorfor er det lige man tror at den del af produktudviklingen der kræver hjernekapacitet ikke også i fremtiden vil være et konkurrenceområde de nye økonomier i Asien og Sydamerika vil lægge billet ind på og til en langt billigere penge?
Man kan selvfølgelig også vælge den isolationistiske linje som DF, af måske lidt andre grunde, er så glad for. Men så kræver det at vi siger pænt farvel til EU og hvis vi skal gå linen ud: en genindførelse af Øresundstollen, hvilket plejer at kræve en stærk flåde og viljen til konstant at ligge i lag med svenskerne. Kort sagt: en ordentlig mundfuld.
Klip fra den markedsøkonomiske eufori i først i 00’erne:
Fyren på skateboardet siger “working two jobs, can’t pay the rent, hey but it’s fun ..!
“Globalisering betyder i en vis forstand, at nogle må gå ned i løn”.
Fagbevægelsen er en gammel elefant der enten trænger til fornyelse eller udskiftning. Der er for mange skæggede, gamle mænd og for lidt ungdom. De unge som mig selv har ikke på samme måde et tilhørsforhold til arbejderbevægelsens historie i Danmark, fordi man ikke fra reformistisk side (S, evt. SF) har prioriteret at skole sine børn i den vigtighed klassekampen har spillet for udviklingen af velfærdssamfundet.
Resultatet er at medier og amerikansk livsstil har overtaget og medvirket til at gøre den nuværende generation til en flok passiviserede forbrugere uden ideologisk baggrundsviden om noget som helst andet end det nyeste nye i et ikeakatalog.
Denne udvikling lyder umiddelbart svær at vende, men ét skridt på vejen kunne være at demokratisere fagbevægelsen, nedsætte pamperlønningerne og gå mere aktivt til værks over for skruebrækkere eller folk der bevidst undlader at arbejde uden for overenskomst.
Dette ville styrke følelsen af en fagforening for og AF medlemmerne og i sidste ende øge inklusionen og lysten til at engagere sig i fagligt arbejde. Medlemsstrømmen ville på længere sigt vende og atter falde ud til den positive side. Og så skal fagforeningsformændene først og fremmest stoppe med at lave studehandler og tale hen over hovedet på deres medlemmer, som om de envældigt repræsenterer arbejderen på gulvets mening om vedkommendes egen arbejdssituation!
LO må atter rejse sig som en rigtig kamporganisation og give plads til de ‘røde rebeller’ og græsrødder i sin interne struktur, i stedet for at forsøge fryse kritiske stemmer ude gennem udemokratisk adfærd og pseudo-demokrati, der har været en af fagbevægelsens store styrker op gennem forrige århundrede.
Fagbevægelsen må atter ud og aktionere militant og vise sin styrke som landets største organisation. Den må svare offensivt igen på samtlige angreb på lønmodtagerrettigheder, hvad enten disse drejer sig om lønnedgang, indgreb i dagpengeperioden eller pensionsopsparingerne, så man kan presse kapitalisterne for indrømmelser når de er allersvagest - ikke bare holde kæft og ride med på svadaen om at vi alle er i samme båd, for det er vi ikke!
Nøglen til succes og forøget opbakning ligger i viljen til at aktionere. I Sydeuropa ser vi i allerhøjeste grad en fagbevægelse i forreste linje ( http://uk.reuters.com/article/video/idUKTRE63R1CE2… ). Mange fagligt aktive i Danmark foretrækker helst enhedsfagbevægelsen frem for, fordi det statistisk set har bibeholdt en højere organiseringsprocent end hvis fagbevægelsen var splittet op i ideologiske fraktioner, sådan som tilfældet er i bl.a. Frankrig.
Så måske i sidste ende det viser sig at være en fordel for den kontinuerlige klassekamp, hvis man i Danmark ville lægge større vægt på oprettelsen af næsten tilsvarende ideologiske fagklubber med aktionsautonomi, dog inden for enhedsfagbevægelsen? En ny model, der ikke hidtil har været afprøvet?
For med den nuværende model har socialdemokraterne og reformisterne klart overtaget i masseorganisationerne, med deres angst for baglandets intentioner, og aktivt medvirker til at undertrykke kampviljen og lysten til berettiget opstand og muligheden for at gennemtrumfe reelle, gennemgribende samfundsforandringer.
Muligheden for at strejke frit og retten til ubetinget at lade arbejderne selv definere deres egen uret er nemlig stærkt hæmmet af Hovedaftalens bestemmelser, samtidig med at det fagretlige system gang på gang går arbejdsgivernes ærinde og bortdømmer spontane arbejdskonflikter som ulovlige, så fagforeninger juridisk mister muligheden for at støtte op om deres medlemmer økonomisk (at nogle af dem så gør det i skjul eller som enkeltpersoner alligevel er en anden sag).
Samtidig synes der at være en udpræget berøringsangst over for at være for politisk. I mine øjne bør fagforbundene have en mening om snart sagt alt, der kan vedrøre kampen for bedre løn- og arbejdsforhold for medlemmerne, det være sig både EU, indvandring, skattepolitik osv.
En af de helt store brølere, som både 3F- og LO-toppen som de mest fremtrædende har begået, er ukritisk at støtte op omkring S og SFs Fair Løsning, der åbenlyst er borgerlig arbejdsmarkedspolitik og for første gang nogensinde svigter fagbevægelsens historiske idealer om højere løn og mere frihed for den enkelte arbejder.
Dette skaber selvsagt splid internt på venstrefløjen, da Enhedslisten- og DKP m.m.-tilhængerne - historisk og gennemsnitligt set de mest aktivistiske fagligt aktive - både skal kæmpe imod reformisternes arbejdsgivervenlige agenda, samtidig med at de skal slås mod VKO.
De står mildest talt med ryggen mod muren og tvinges til at æde enten tie og finde sig i-kamelen eller bryde den uskrevne regel om at man som venstrefløj udadtil står samlet for at vise sin styrke, altså bevidst undlader offentlig kritik af hinanden for ikke at svække klassekampen unødvendigt.
Fravær af idealisme og langsigtede mål for sit politiske engagement avler apatisk og individualistisk adfærd, og det er sørgeligt at se at meget store dele af venstrefløjen har overtaget dette domæne, der tidligere primært kun udvistes af de borgerlige partiers tilhængere.
Og derfor må langsigtede mål såsom socialisme eller genoprettelse af velfærdsstaten som den så ud i 60/70’erne. Dette må være det andet skridt, hvis fagbevægelsen skal overleve sig selv også i dette århundrede.
Vi har brug for flere højtråbende idealister og reelle alternativer til kapitalistiske organisationsmodeller samt bevise at de fungerer i praksis, hvis vi skal have held med at overvinde den tilstand er permanent krise som synes at have lagt sig over verden, takket være spekulanters grådighed og alt for åbne grænser i en verden, der endnu ikke er gearet til at lade så forskellige socioøkonomiske grupper forene sig under samme tag.
Og her kan man måske fremhæve et væsentligt, men utrolig overset punkt i den nationale politiske debat: konkret international solidaritet og målrettet internationalisme med udgangspunkt i det arbejdende fællesskab, så nationalstaterne en dag kan ophæves og konservativ nationalisme omsider få det sidste dødsstød, det fortjener.
Kort og godt: væk med LO-toppen og tilbage til rødderne!
Hov, korrekturlæsning kunne jeg godt lige have brugt:
*bevidst undlader at arbejde under overenskomst, naturligvis
*pseudo-demokrati - det levende medlemsdemokrati, der har været en af fagbevægelsens store styrker op gennem forrige århundrede
* Og derfor må der langsigtede mål til
I øvrigt kan jeg afslutningsvis tilføje at jeg synes fagforeningerne lægger for meget fokus på ‘mere i løn’ og bedre arbejdsforhold, statiske størrelser og relative pengebeløber. Hvad med at tage udgangspunkt i noget radikalt anderledes såsom mere indflydelse på arbejdspladsen?
Denne debat er det dummeste i verden: tænk at konkurrere om at komme til at arbejde!
Sandheden er, at en procentdel af jordens befolkning rigeligt kan klare hele produktionen. Det er en skøn revolution, som menneskeheden da skal profitere af.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er med stor interesse, jeg har læst Tesfayes
indlæg i debatten og glæder mig vældigt til at læse bogen.
Det er en fuldstændig korrekt beretning og analyse af fodholdene på det danske arbejdsmarked, især det arbejdsmarked, hvor det er let for udenlandsk arbejdskraft af få fodfæste.
Blot håber jeg, at de, der tilhører arbejderklassen og de partienr, som hævder at kæmpe deres sag, er i stand til at indse, at arbejderklassen og klassesamfundet stadig eksisterer, trods mange forskeres og politikeres forsøg på at undervurdere og omdifinere begrebet.
Det allervigtigste er, at alle lønmodtagere indser, at de alle tilhører arbejderklassen. Det er ikke det belløb, som står nederst på lønsedlen, som definerer,om man tilhører arbejderklassen, men det at man er lønmodtager uanset indtægt, og dermed underkastet arbejdsmarkedets vilkår som lønmodtager.
Hilsen Kirsten
Det er vel på tide at man overkommer den kulturelle ide at lønlovgivning er dårligt og udemokratisk. Slavehandel er ulovligt lønlofter lader til at være akseptabelt. En mindsteløn vil nok klare nogle af de problemer vi har med EU arbejdere som arbejder billigt,men mindstelønnen skal være Europæisk ikke kun Dansk.
I England har man en mindsteløn, det har ikke gjort nogen synlig forskel.
Hvis der er en lovbestemt mindesteløn, hvordan skal kommunerne så få deres job besat med arbejdsløse slaver?
@ Markus Lund
Er du skizofren? Du skriver i to forskellige indlæg ret så modsætningsfyldt:
I det første:
“I mine øjne bør fagforbundene have en mening om snart sagt alt, der kan vedrøre kampen for bedre løn- og arbejdsforhold for medlemmerne, det være sig både EU, indvandring, skattepolitik osv.”
og i det næste:
“I øvrigt kan jeg afslutningsvis tilføje at jeg synes fagforeningerne lægger for meget fokus på ‘mere i løn’ og bedre arbejdsforhold, statiske størrelser og relative pengebeløb. Hvad med at tage udgangspunkt i noget radikalt anderledes såsom mere indflydelse på arbejdspladsen?”
Det er selvfølgelig afsnittet om mere i løn, der forekommer mig kryptisk.
Markus Lund (ML) skriver flere gange på forskellig måde om fagbevægelsens katastrofale mangel på strategi og perspektiv (jeg er enig), men får ikke rigtig kædet dette spørgsmål sammen med spørgsmålet om kampen for de aktuelle krav, og man savner i hans indlæg forklaringer på hvorledes fagbevægelsen formulerer de konkrete krav, som skal overskride systemets logik. MLs indlæg har mange gode pointer, men man ser perspektiver langt bedre og mere konkret udfoldet i dette dobbeltinterview med Anders Olesen (Formand for Byggefagenes samvirke i København) og John Holten Andersen (Lerktor ved DTU, miljøaktivist), fra dagens udgave af Dagbladet Arbejderen:
Græsrødder: Klima reddes nede fra
som er en klar illustration af mit første postulatoriske indlæg i denne debat. Det er absolut et interview, som alle der interesserer sig for fagbevægelsens retning, perspektiv og nye strategier bør læse. Så vidt jeg kan se, så ligger det lige for, og interviewet bekræfter mig i dette, at indtænke kapitalismens permanente krise og peak oil i den skitserede strategi, og det vil helt sikker komme efterhånden som disse forhold presser sig på. Interviewet, som alle kan læse på internettet er en gave til Informations læsere, som dd ikke har noget vigtigt om klimaet, og som kun sjældent bringer klimastof med denne vinkling. Desværre er der ingen muligheder for debat på Arbejderen, så jeg kan kun opfordre til, at vi trækker essensen af dette vigtige interview ind i såvel debatterne om fagbevægelsens retning som i debatterne om klimakampens mål og midler.
Græsrødder, græsrødder og atter græsrødder vejledt af helhedssyn på tidens vigtigste spørgsmål er forudsætningen for at erobre terræn og organisationer. Endvidere er det forudsætningen for at vinde sejre i forhold til de nære krav om vores leveforhold og om et anstændigt samfund.
Som interviewet også fremhæver så er midlet alliancer, alliancer og atter alliancer med boligforeninger, miljøbevægelser, småfiskere og økologiske landmænd. Læs det!
Meget opmuntrende interview - man kan kun ønske, at projektet lykkes.
Jeg har stor respekt for John Holten-Andersen, og sjovt nok er jeg netop midt i hans tidligere bog “Vanvid og virkelighed” - også inspirerende i flere henseender.
Det korte af det lange er, at Mattias Tesfaye og medsammensvorne vil have mere for deres arbejdskraft, end den er værd for andre mennesker, og samtidig fratage andre dygtigere og flittigere mennesker til prisen deres levebrød.
Det er muligvis socialisme, men socialt er det ikke.
Hej Morten og ligesindede
De, der virkeligt scorer “kassen” på at få mere for deres arbejdskraft end den er værd for andre mennesker, er ganske givet ikke medlem af 3F!
Hilsen Kirsten
Jeg har fast arbejde og er fattig. Så glæder mig til at blive velhavende!!!
Til Kirsten Svejgaard og andre interesserede.
Her er et interview mwd Asbjørn Whal om transportarbejdernes klimainitiativ:
a href=”http://www.arbejderen.dk/artikel/2010-09-04/chauff-rer-giver-den-gr-n-gas”>Chauffører giver den grøn gas
og her er ITFs klimaerklæring og handlingsprogram desangående:
Transportarbejdere svarer på klimaudfordring
Det Internationale Transportarbejderforbund vil opbygge et netværk af afdelinger og medlemmer over hele verden, der kan koordinere faglig aktivitet i forbindelse med klima-forandringerne.
Dette epokegørende dokument fortjener at blive læst af alle fagligt og klimamæssigt interesserede i den vide verden.
Undskyld fejlen, her er rettelsen:
Til Kirsten Svejgaard og andre interesserede.
Her er et interview mwd Asbjørn Whal om transportarbejdernes klimainitiativ:
Chauffører giver den grøn gas
og her er ITFs klimaerklæring og handlingsprogram desangående:
Transportarbejdere svarer på klimaudfordring
Det Internationale Transportarbejderforbund vil opbygge et netværk af afdelinger og medlemmer over hele verden, der kan koordinere faglig aktivitet i forbindelse med klima-forandringerne.
Dette epokegørende dokument fortjener at blive læst af alle fagligt og klimamæssigt interesserede i den vide verden.
Niels-Holger Nielsen:
Tak for henvisningerne. Jeg har gemt artiklerne og vil nærlæse dem senere. Dejligt at nogle forsøger at gøre noget effektivt.
Flere debatt¢re angriber fagbevægelsen for at have svigtet sin opgave, men det er ikke fagbevægelsen der har svigtet, men derimod politikerne og folk i den offentlige forvalgtning.
Ved det offentlige har overtaget områder som f¢r blev varetaget af fagbevægelsen, i stedet for bruge offentlige skatte kroner på rigtige jobs som holde vores vejnet, skoler, b¢rnehaver, og et bedre renavations system.
Bruger vi milliarder af offentlige skatte kroner, på behandling af mennesker og i den behandling indgår, de bliver oplært til kunne vare tage en 3
dels stilling eller 50/50 ordningen, disse tiltag koster kassen, og var de penge elelr blev de penge brugt til arbejde som man kunne se et resultat af, ville forholdene være meget bedre på danske arbejdes marked og fagforeninger vil have en noget st¢rre indflydelse, og i den offentlige forvalgtning taler man jo ikke den lille mands sad, men kontroller og stigmatisere ham/hende.
Samt glemmes det at fagforeningerne var ikke bare en organisation for de faglige krav, men tog sig også af mennesker sociale liv igennem arbejderbevægelsens organisationer. Man mente det offentlige så kunne overtage den opgave ved uddanne professionelle social arbejder, som socialrådgiver, socialpædagoger og ikke mindst psykologer indflydelse.
Men de faggrupper har så vidst sig ikke at kunne magte denne opgave, tros de milliarder af skatte kroner der brugt på dette sociale eksperiment, da virkelgiheden er de taler ned og taler nedsættnde til de små mennesker.
Det er en af årsagerne til de ¢gede klasse modsætninger i Danmark, samt indvandingen og den maglende integration og de fastholder deres kulturalle patrikalske nrmer og familien er centrum ikke forstilling om en stat, der vare tager befolknings interesser.
Men kort og godt hvis vi Danmark ompriviotere de offentlige penge og bruger pengene på vores vejnet, skoler, idrætshaller, milj¢, og renavation arbejde, skaber vi en lang række jobs og hvor der kommer noget ud i den anden ende.
http://podia.dk/site/artikler/artikel-politik/1570…