Opslag til denne artikel

Emneord:eliteuddannelser, eliteuniversiteter, studerende
Personer:Jens Oddershede, Svend Hylleberg
Organisationer:Dansk Industri
Steder:Danmark

Der er brug for yderligere differentiering af den undervisning, der tilbydes til de universitetsstuderende i Danmark, når kvaliteten falder i takt med, at flere studerende bliver optaget på universiteterne. Det mener både fagfolk og eksperter.

»Det er nødvendigt at følge massetænkningen op med flere eliteuddannelser, for ellers vil det samlede niveau blive for lavt,« siger lektor ved Afdeling for Nordisk Sprog og Litteratur ved Aarhus Universitet, Hans Hauge:

»I dag er universitetet blevet til en slags overbygning til gymnasiet, og der er brug for elitelinjer eller sågar et eliteuniversitet for at have noget, der rent faktisk er en højere læreanstalt,« fortsætter han.

Også Svend Hylleberg, dekan på det Samfundsviden-skabelige Fakultet på Aar-hus Universitet, mener, at der skal laves justeringer i form af øget differentiering af undervisningen.

»Det er vigtigt for Danmark, at der er mange, der går på universitet. Men vi bliver nødt til at rette os ind efter det,« siger han.

Inddel dem fra start

Ifølge ham er det især en ændret indstilling til undervisningen, der gør behovet for eliteuddannelser stort:

»Der er kommet flere studerende, som ikke er vokset op i et hjem med en akademisk baggrund, og som derfor har et andet forhold til det at studere. Det ville, set fra vores side, være rart, hvis man gav de studerende forudsætningerne først, og de så siden virkelig kunne lære noget, når de finder ud af, hvad deres viden kan bruges til.«

Han mener derfor, at man allerede fra uddannelsernes start skal tilbyde elitekurser til de særligt motiverede studerende: »Hvis vi skal klare de her problemer, så mener jeg, at man bliver nødt til at dele de studerende ind i grupper fra starten af. Dem, der er afklarede og målrettede, kan lægge hårdt ud med nogle særlige kurser med højt fagligt niveau. Vi skal så kommunikere ud, at hvis man går i den retning, så leder det direkte til en ph.d.,« siger Svend Hylleberg:

»De andre – som formentlig vil være den største gruppe, skal starte et andet sted. Men vi skal ikke lukke døren for dem, for så mister vi mange talenter. Man skal stadig kunne blive ph.d., selv om man ikke har gået på elite­uddannelsen som bachelor.«

Alle skal udfordres

Rektor ved Syddansk Universitet og formand Danske Universiteter, Jens Oddershede, støtter op om tanken om flere tilbud til eliten:

»Jeg tror ikke mængden af talent er vokset siden 1950, men vi optager langt flere på universiteterne, så det er en udfordring for os at tilbyde en undervisning, der udfordrer alle,« siger han og fortsætter: »Jeg er enig i, at vi skal have mere differentieret undervisning. Og at der skal stilles nogle særlige krav til dem, der engang skal være forskere. Vi skal sørge for, at dem, der har talent for at blive forskere, laver nye opfindelser, og får de udfordringer de skal have. Derfor er der brug for nogle særlige linjer og uddannelser for dem.«

Mads Eriksen, politisk konsulent i Dansk Industri, mener heller ikke, at det kun er nødvendigt at oprette flere eliteuddannelser og optage flere på dem, men også at hæve niveauet på dem, der allerede findes: »Elitestuderende i Danmark har et væsentligt lavere tidsforbrug end i andre lande. De elitestuderende her arbejder kun 25 timer om ugen, hvorimod de i for eksempel Singapore arbejder 60 timer,« siger han.

Hans Hauge tvivler dog på, at det kommer til at gå hurtigt fremad med eliteuddannelser i Danmark:

»Vi har en vis modstand mod eliter her i landet, fordi vi lægger meget vægt på lighedstanken. Men på et tidspunkt vil vi ikke kunne komme udenom at gøre mere for eliten.«