Et monument over tolerance eller eftergivenhed?

Skal en 15 etagers moské med tilstødende islamisk kulturcenter opføres to husblokke fra skuepladsen for den værste jihad-grusomhed i mands minde?

Når spørgsmålet stilles sådan, giver svaret sig selv. Dermed vil jeg ikke plædere for, at man skal hindre muslimske medborgere i at bygge ‘Ground Zero’-moskeen. Det vil der formentlig ikke være - og bør ej heller være - lovgrundlag for. Men marginen imellem, hvad der er lovligt, og hvad der er ønskeligt eller anstændigt, kan give plads for mange projekter, som retskafne mennesker stadigvæk vil kunne finde anstødelige.

Hvis nogen ellers kan skaffe 100 millioner dollar til formålet, kunne man også opføre en helligdom for Satan på dette sted. Eller et ‘Institut for Sandheden om 11. september’ for at imødekomme naiviteten, masochismen og paranoiaen hos de 16 procent af amerikanerne, som er overbevist om, at World Trade Center var et ‘insiderjob’ udført af agenter fra USA’s regering. En sådan helligdom for konspiratorisk tænkning kunne udmærket indeholde en moské samt en liste over de 4.000 jøder, som sært nok undlod at praktisere deres pengepugeri i Tvillingetårnene på hin fatale dag.

Avisen The New York Times har kaldt den påtænkte moské for intet mindre end »et monument over tolerance«. Man kan heller ikke se bort fra, at mange af moskeens modstandere inkarnerer de aktuelle dårligdomme i det konservative USA - fra de ‘birthers’ (som fastholder, at Obama ikke er amerikansk statsborger og derfor ikke kunne være lovlig præsidentkandidat, red.), højrekristne eskatologer, opportunistiske republikanske politikere til galninge, som længes efter at se Sarah Palin som De Forenede Staters næste præsident. Vi har at gøre med mennesker, som tager fejl om så at sige alt under solen. Problemet er bare, at de ikke nødvendigvis tager fejl, når det gælder islam.

Moské lukket i Tyskland

I sit forsvar for mosképrojektet sagde New Yorks borgmester, Michael Bloomberg:

»Vi ville forråde vore værdier - og spille vore fjenders spil - hvis vi behandlede muslimer anderledes end andre medborgere.«

Hvor indlysende rigtigt! Men sandt er det også, at oprigtige og frihedselskende muslimer burde være de første til at se med skepsis på visse af deres trosfæller. På dette tidspunkt af historien indtager islam ganske enkelt en særstilling i forhold til andre religioner. Den udfordring, vi står overfor - muslimer som ikke-muslimer - er at finde frem til de mest godartede og pragmatiske strategier til at svække disse problematiske forskelle og ændre denne religion til det bedre.

Det er både ironisk og sigende, at netop den dag, hvor vejen blev banet for opførelse af ‘Ground Zero-moskeen’, blev den moské i Hamburg, som leverede åndelig næring til flykaprerne fra 11. september 2001, lukket af Tysklands regering. Der skal nok have været tyske muslimer, som i den anledning følte deres religionsfrihed krænket. Men efter i et årti at have opfattet denne moské som et ‘monument for tolerance’, blev tyskerne nødsaget til at erkende, at den reelt var en uforbederlig rugekasse for jihadisme og had til vestlige værdier.

‘Den sande islam’

Intellektuel hæderlighed tilsiger, at der er mange anstødelige og rent ud sagt forfærdende aspekter ved religionen islam og af den diskurs, som føres af muslimer, der lever i Vesten. At påpege det er ubekvemt, da man uvægerligt vil blive hængt ud som ‘intolerant’ af velmenende venstreorienterede og humanister - til dels fordi kritikken kan lyde som et ekko af det aktuelle snæversyn hos en hel del ikke så velmenende højreorienterede. Men jeg kan ikke se anden udvej end at insistere på de afgørende pointer.

Det første, som alle intellektuelt hæderlige udforskere af islam må erkende, er, at det er ikke står absolut klart, hvor medlemmer af al-Qaeda, Taleban, Lashkar-e-Taiba, Hamas og andre muslimske terroristgrupper har fejlfortolket deres religiøse forpligtelser. Hvis de er ‘ekstremister’, som har forvansket en ærværdig gammel verdensreligion til dødskult, så har denne forvanskelse ikke voldt dem større besvær. Læser man Koranen og Hadith og rådfører sig med muslimske retslærdes synspunkter igennem århundreder, må man konstatere, at drab på frafaldne, et ringeagtende kvindesyn og jihad - ikke forstået som indre spirituel kamp, men som hellig krig imod vantro - er praksisser, som er centrale for den muslimske tro.

En vej ud af dette vanvid for mainstreammuslimer består i simpelthen at lade, som om det ikke forholder sig sådan - og i forlængelse af forstillelsen overbevise næste generation om, at ‘den sande islam’ er fredelig, tolerant over for forskelle, egalitær og fuldt forenelig med et globalt civilsamfund.

Men de hellige bøger vil for evigt være der til at modsige det, og endnu har ingen vovet at redigere i disse. Følgelig vil de mest barbariske og splittende passager for altid være tilgængelige for deres mest plausible udlægninger.

Barbari

Da Allah således befalede sine disciple at nedslagte de vantro, hvor end de finder dem, indtil islam styrer suverænt i hele verden (Se 2:191-193; 4:76, 8:39; 9:123; 47:4; 66:9) - for at understrege, at voldelig erobring af denne art er obligatorisk, hvor ubehageligt det end må forekomme (2:216), og at døden via jihad faktisk er det allerbedste, der kan overgå et menneske, i lyset af de belønninger, som vanker for martyrer i Paradiset (se 3:140-171; 4:74; 47:5-6) - så mente Allah efter alt at dømme nøjagtig, hvad han sagde. Og i og med at ‘han’ er universets skaber, er hans ord normsættende og foreskrivende for muslimer til alle tider.

Vel er det sandt, at Det Gamle Testamente rummer et endnu større barbari, men der er indlysende historiske og teologiske grunde til, at det inspirerer til langt mindre jødisk og kristen vold i dag.

Enhver, som viger uden om det, eller som anerkender problemerne med jihad og muslimsk terrorisme for straks at nævne Korstogene, Israels behandling af palæstinenserne, De Tamilske Tigre og bombeattentatet på en føderal bygning i Oklahoma, tænker ganske enkelt intellektuelt uredeligt i forhold til islam.

Og hvad man generelt ikke hører fra vestlige muslimer er en ærlig erkendelse af disse ubehagelige sandheder.

Som reaktion på de alvorlige bekymringer, som islamiske doktriner må rejse i relation til jihad, martyrium, frafald og blasfemi - med deres uundgåelige sammenhæng med terrorisme, voldstrusler, karikaturkontroverser og lignende - svarer de i reglen med irritation, foregiven forvirring, halve sandheder og ugyldige følgeslutninger.

Islamofobi findes ikke

Islams apologeter har sågar forsøgt at værne deres religion mod kritik ved at opfinde den psykiske lidelse ‘islamofobi’.

Min ven Ayaan Hirsi Ali siges at lide af denne sygdom. Skønt hun blev omskåret som lille pige af religiøse barbarer (som 98 procent af de somaliske piger stadig bliver), har været på konstant flugt fra teokrater lige siden og bestandig må omgive sig med livvagter, hvor hun end færdes, bliver hendes kritik af islam opfattet som en form for ‘snæversyn’ og ‘racisme’ blandt mange moderate muslimer. Og dog burde moderate muslimer være de første til at erkende, hvor modbydelig den muslimske intimidering kan være - og de første til offentligt at forsvare intellektuelles, karikaturtegneres og romanforfatters ret til at kritisere deres tro.

Islamofobi som sådan findes ikke. Racisme og snæversyn findes selvfølgelig - og er dårligdomme, som alle anstændige mennesker må gå imod. Fordomme mod muslimer og arabere alene på grund af deres herkomst er fordømmelige. Men som alle religioner er islam et system af ideer og praksisser. Og det er ikke snæversyn eller racisme at fremføre den iagttagelse, at specifikke trosartikler i islam udgør en specifik trussel imod civilsamfundet, ligesom det ikke er tegn på intolerance at gøre opmærksom på det, når folk er ikke er ærlige omkring, hvad de selv og deres trosfæller tror på.

Påstanden om, at begivenhederne den 11. september 2001 ‘ikke havde noget at gøre med islam’, er en ynkelig og farlig løgn. Mordet på 3.000 uskyldige blev oplevet som en sejr for Den Ene Sande Tro af millioner af muslimer over hele verden (selv idiotisk nok af dem, som er overbevist om, at Mossad stod bag).

Og anlæggelsen af en moské på askedyngerne fra denne grusomhed vil også blive oplevet af millioner af muslimer som en sejr - og som endnu et tegn på, at Vestens liberale værdier er synonyme med dekadence og fejhed. Er det tilstrækkelig grund til at opgive projektet? Ikke nødvendigvis. Men de liberale og frisindede muslimer, som burde stå i spidsen for moskeen, er formentlig de sidste, der har ønske herom.

Sam Harris er amerikansk forfatter

© The Daily Beast og Information.
Oversat af Niels Ivar Larsen