Musik kan mere end bare fornøje folkemasser og bringe lise til vingeskudte eksistenser. Den kan også terrorisere. Mure falder, forsvarsværker smuldrer. Fjenden stikker halen mellem benene, fængselsfangen bryder sammen.
Sådan har det været i hvert fald siden dengang Josva ifølge Biblen sendte hornblæsere rundt om Jeriko, indtil bymurene styrtede sammen. Sådan er det i Francis Ford Coppolas film Apocalypse Now, da helikopterne angriber en fiskerby med Wagners Valkyrieridtet for fuld udblæsning.
Ude i virkeligheden måtte Panamas præsident Manuel Noriega finde sig blandt andet i det britiske popæg Rick Astley ved øresønderrivende lydniveauer, da han blev belejret i 1989. Da FBI belejrede Branch Davidians-højborgen i Waco spillede de både »These Boots Are Made For Walking«, julesange og tibetansk messen. Og under belejringen af Fallujah, Irak, i 2004 blev der bl.a. skudt med AC/DC fra ekstremt kraftfulde lydkanoner.
Men den musikalske krigsførelse har for længst bredt sig fra slagmarkerne og ind i forhørslokalerne.
Så sent som i oktober 2009 protesterede en bred koalition af musikere mod brugen af deres og andres musik som tortur eller som led i tortur. R.E.M., Nine Inch Nails, Pearl Jam, David Byrne etc. Og dengang sagde Tom Morello fra Rage Against The Machine: »Guantánamo er måske Dick Cheneys forestilling om USA, men det er ikke min. Det faktum, at musik, som jeg var med til at skabe, har været brugt i forbrydelser mod mennesker, giver mig kvalme«.
Det har fanger i Abu Ghraib og Guantánamo og andre steder sikkert også fået. Og mere til. Den enkle strategi er at spille musik ved lydniveauer, så høje at man lige akkurat ikke sprænger trommehinderne på de internerede.
Diskoteket
I et fængsel ved den irakisk-syriske grænse foregik det et sted, som blev kaldt the disco diskoteket. På Guantánamo har det kunnet foregå overalt selv i baderummene og 24 timer i døgnet. Britney Spears, Eminem, Bruce Springsteen, Queen, Christina Aguilera, Bee Gees, Metallica.
Ben Albright fortalte i 2008 til det undersøgende journalistiske magasin Mother Jones, hvordan han i 2003 i Irak stoppede nye arresterede i fragtcontainere, hvor temperaturerne nåede 63 grader, for dernæst at spille AC/DC og Ozzy Osbourne for fuldt tryk. Hvilket i øvrigt blot var standardprocedure.
Binyam Mohammed fortalte i 2008 til The Guardian, at flere af hans medfanger i CIAs Dark Prison i Afghanistan og under påvirkning af høj musik endte med at skrige og hamre deres hoveder mod væggene. »Mange blev sindssyge«. Selv blev han udsat for hiphop fra Eminem og Dr. Dre 20 dage i træk. Og i december 2005 offentliggjorde Human Rights Watch fortællinger fra samme fængsel, hvor mange berettede om at blive lukket inde i et bælgmørkt rum med musik, som de beskrev som »ulideligt høj«, »vantro« og »vestlig«.
Alle tre adjektiver passer på heavy-bandet Deicides »Fuck Your God«. Og dén sang er ikke rar. Ikke engang bare spillet én gang ved almindelig høflig lydstyrke. Et frontalangreb af raseri og testosteron. Det kan man selv konstatere på Torture Classics The Ultimative Collection, som den østrigsk-amerikanske kunstnerduo Hans Bernhard og James Powderly netop har udgivet på nettet: En download-fil med i alt 60 sange, som er blevet brugt som tortur eller som led i tortur. Alt fra temaet til børne-tv-serien Sesame Street over discoklassikere som Bee Gees »Stayin Alive« og ballader som Don McLeans »American Pie« til Eminem og AC/DC.
Med i downloadpakken følger også ucensurerede torturbilleder og stærkt censurerede militærdokumenter. Samt en infomercial, hvor to herrer giver sig ud for at være Bernhard og Powderly som samtidig hævder at være den akustiske duo The Enhancers: »When we started performing in 2001 a fresh new wave came out of Afghanistan. Something cruel, mellow and melodic, now we have come to know as torture music«, siger Bernhard og Powderly i videoen, hvor de sidder i et celebert hjem og ligner en californisk udgave af Brdr. Olsen. »Its music that just makes you feel free and drive others crazy«.
På Torture Classics finder man 60 af de bedste sange at torturere med, lyder det. Og mens de to herrer smiler lykkeligt til hinanden og til kameraet, fortæller de, at en sangs glatte klange og florlette popkvaliteter forsvinder, når man lytter til den igen og igen, meget højt, i 24 timer i træk.
No touch torture
Suzanne Cusick, professor ved New York University, skrev i 2006 i Transcultural Music Review at disse akustiske bombardementer er blevet en del af et standardsæt af forhørsmetoder udviklet af CIA (i samarbejde med engelske og canadiske efterretningstjenester) gennem den anden halvdel af det 20. århundrede et standardsæt af metoder, som inkluderer hætteklædning, stress-positioner og seksuel/ kulturel ydmygelse, som fotografierne lækket fra Abu Ghraib-fængslet har vist os. Dets talsmænd kalder dette sæt af praksisser for no touch torture.
»Musik bliver brugt til at gøre internerede klar over at de ingen kontrol har over, hvad der foregår med nogen af deres sanser overhovedet,« fortalte Dr. Michael Peel fra Medical Foundation for the Care of Victims of Torture til BBC News. »Fratagelse af normal sanselig stimulering og manglende kontrol over ens omgivelser er en umyndiggørelse, som i sidste instans umenneskeliggør folk.«
Og Cuzick: »Lyd ved visse niveauer skaber sensorisk overbelastning og nedbryder subjektivitet og kan forårsage regression til infantil adfærd.«
Sanseinvasion
Det er en form for sanseinvasion. Invasionsstyrkerne er nu også i dine ører og hjerne. Og det er en kulturel invasion. Det er fortrinsvis amerikanske og britiske bands og musikere, der brager løs på Torture Classics og altså i forhørslokaler rundt omkring i verden.
Som vestlig lytter er mødet med allerede kendte sange i denne antologis sammenhæng lidt som at gå ind i et rum kun oplyst af ultraviolet lys. Alt antager dæmoniske former. Voldsom heavy metal bliver næsten ubærligt brutal, Eminems voldsorgie »Kim« er ren gru. Og pludselig bliver Christina Aguileras simulerede perversion på »Dirty« en form for liderlig waterboarding af trommehinderne. Mens Britney Spears lumre lillepige morfer til en sadistisk-fascistisk berider af ens sanser. Bee Gees højfrekvente sang bliver til dødbringende angrebsformationer mod nervesystemet. Og det bliver endnu mærkeligere med mere behagesyge sange som Boney Ms »Rivers of Babylon« eller Don McLeans »American Pie«.
Fra vellyd til rædsel
På dén led er Torture Classics et tveægget sværd, som ikke kun bliver svunget mod tortur light, der forsøger at undslippe Genève-konventionen, men også mod populærmusikkens mest enerverende angreb mod menigmands ører. Potentialet for overgreb i et hit, der er allestedsnærværende i vores kultur, bliver dissekeret. Og pop-produktionens luksus, hittets lir, kærlighedssangens lykke, den vestlige velfærd udstilles i et modbydeligt krydsfelt mellem popklassiker og torturpotentiale forhørslederens vellyd (og måske formidler af hjemve) kan blive hans forhørsoffers rædselskabinet.
Under belejringen af Fallujah blev der ikke givet direktiver omkring hvilken musik, der skulle spilles mod byen. Og det ser ud til at det samme gør sig gældende i forhørslokalerne. Der er altså en særlig mulighed for kulturel ydmygelse og sadistisk kreativitet på spil i forhørsledernes valg af musik. Hvilket så næsten bliver endnu mere uhyggeligt og sært, når børnesange fra tv-serier som Sesame Street og Barney & Friends også er blevet brugt til tortur. Bliver bødlens lykkelige barndomsminder til offerets uafrystelige traumer?
I tortur-branchen kalder man torturmusik for futility music, nyttesløshedens musik, fordi den skal overbevise den internerede om det nyttesløse i at holde oplysninger tilbage. Problemet er bare at torturofre ifølge utallige undersøgelser vil sige hvad som helst, hvad som helst! Så længe det kan få torturen og altså også musikken til at stoppe.
Hans Bernhard & James Powderly present…
‘Torture Classics The Ultimative Collection.’
www.tortureclassics.com
Kilder: Transcultural Music Review, BBC, The Guardian, La Figa, Mother Jones.
Kommentarer
Musik som tortur - ja det kender vi skam godt.
Bare to minutters ”The Voice’. så er jeg klar til at tilstå alt. /O
Særligt grotesk og bestialsk er det, at en pæn andel af den musik der har været anvendt som del af tortur (iflg. artiklen), er frembragt af fremragende kunstnere. En tredjedel af de omtalte kunstnere, gives med glæde adgang til mine ørekanaler — omend ved et markant lavere lydtryk.
Perverst
Men sder er selvfølgelig Copyrights på de lyde, så som kunstner ville jeg da kræve deres militær budget fra 2006, altså :
3000 miliarder $
Det skulle stoppe de ulovlige lydbølger.
Denne kommentar er anbefalet af:
Ja det skal nok få de muslimske lande til at elske os.
Mest af alt er det vel vores kultur de ikke vil ha. vores perverse konsumptionskultur, vores ulideligt ligeglade kultur, vores kulturløse kultur. Så alt hvad man kan gøre for at få dem til inderligt at hade vesten, bliver åbenbart gjort.
Bob,
Ja, det er ekstremt bevidst og udspekuleret.
Jeg kom umiddelbart til at tænke på Kubricks ‘A Clockwork Orange’ - men her blev det godt nok brugt i en lidt anden ‘terapeutisk’ sammenhæng - dog med samme effekt. /O
De protesterende kunstnere omfattede ikke Metallica, hvis forsanger James Hetfield udtalte, at han syntes det var glimrende, at Metallicas musik blev brugt som torturredskab - hvis det kunne få “these people” til at forstå ideen om frihed (!).
Det har fået den britiske (agit-)folk-gruppe Chumbawamba til at skrive sangen “Torturing James Hetfield”, hvori de - efter forgæves at have forsøgt med “Simply Red non-stop” - (selv-)ironisk fantaserer om at udsætte stakkels James for den ultimative prøvelse: Chumbawambas “greatest hits” (“there’s only one”).
http://www.youtube.com/watch?v=jP76X-9JwVM
Simply Red non-stop — se, det ville være tortur. Også ved et moderat lydtryk.
Naomi Klein gav allerede i 2007 i bogen Chok-doktrinen følgende beskrivelse:
»Ved tilbageholdelsen bliver fangerne udsat for sanseberøvelse med hætter, sorte dykkerbriller og store hovedtelefoner, der lukker al lyd ude. De får lov at sidde i isolationsceller i månedsvis og får kun lov at komme ud for at få deres sanser bombarderet med lyden af gøende hunde, stroboskobisk lys og endeløse båndsløjfer med barnegråd, skrattende musik og lyden af elskovssyge katte.«
…jeg synes lige jeg ville sætte ovenstående bestillingsarbejde i den rette sammenhæng, inden nogen efter læsning får ideer om at kalder deres næste diskoteksaften i forsamlingshuset for ‘Guantánamo Sounds’ eller ‘Abu Graibh rhythm and blues’.
I øvrigt påviser Naomi Klein at lydtorturen har sit udspring i CIA’s systematiske arbejde igennem mere end 70 år med denne specielle gren af torturens udvikling, beskrevet i Kubark-manual.
Mindst halvtreds fanger i Guantánamo-fængslet bevæger sig rundt i en tilstand af infantil regression efter lydtortur.
Der er ikke meget nyt i, at musik bruges til tortur.
Men det, der skrives i denne artikel, er et vidnesbyrd om en kultur, der ikke viger tilbage for at bruge midler mod mennesker, der er på samme niveau som de laveste niveauer i nazisternes mishandlinger.
De metoder er jo godkendt på de højeste ledelses-niveauer.
Og de beordres og udføres af folk, der anser sig for kaldet til at belære mennesker fra andre kulturer om vor vestlige kulturs højere niveau.
Det er dybt foragteligt.
Jeg synes at James Hetfields kommentar er lidt mere nuanceret end der ellers gives udtryk for:
“Part of me is proud is because they chose METALLICA,” Hetfield said about the reports that the band’s song “Enter Sandman” was used during the interrogation of Mohammed al-Qahtani — known as the 20th hijacker on Sept. 11 — and that listening to the track brought al-Qahtani to tears “because he thought he was hearing the sound of Satan.” James added, “It’s strong; it’s music that’s powerful. It represents something that they don’t like — maybe freedom, aggression… I don’t know… freedom of speech. And then part of me is kind of bummed about it that people worry about us being attached to some political statement because of that. We’ve got nothing to do with this and we’re trying to be as apolitical as possible, ‘cause I think politics and music, at least for us, don’t mix. It separates people, [and] we wanna bring people together. So, so be it. I can’t say ‘Stop.’ I can’t say ‘Do it.’ It is just a thing — it’s not good or bad.”
Jeg synes han udtrykker en høj grad af ambivalens.
“Da FBI belejrede Branch Davidians-højborgen i Waco spillede de både »These Boots Are Made For Walking«, julesange og tibetansk messen”
Hvordan udvælges monstro egnet musik til tortur?
Det er tydeligvis ikke bare Heavy-Metal, det hele.
Hvad er det f.eks. med julesange, der gør dem så fortræffelige til at knække fjenden?
Undres /O
Alf Petersen,
Hetfield er nok heller ikke den værste:
“Steve Asheim, drummer for the death-metal band Deicide, questions whether music really counts as torture. “Look at it this way,” he says. “These guys are not a bunch of high school kids. They are warriors, and they’re trained to resist torture. They’re expecting to be burned with torches and beaten and have their bones broken. If I was a prisoner at Guantánamo Bay and they blasted a load of music at me, I’d be like, ‘Is this all you got? Come on.’ I certainly don’t believe in torturing people, but I don’t believe that playing loud music is torture either.””
Dette iflg en artikel i The Guardian 19/7 2008, som også citerer Hetfield for flg:
“If the Iraqis aren’t used to freedom, then I’m glad to be part of their exposure,” James Hetfield, co-founder of Metallica, has said. As for his music being torture, he laughed: “We’ve been punishing our parents, our wives, our loved ones with this music for ever. Why should the Iraqis be any different?”
Hetfields oprindelige udtalelser stammer vist tilbage fra 2004 eller 2005.
Interviewet du citerer fra er et tv-interview fra efteråret 2008. Her har han reflekteret lidt mere over det, dog ikke mere, end at han er ét stort grin og vist ikke rigtig kan se, det er noget særligt: “It’s not good or bad”.
Men iflg en skribent på sitet Culture Catch (december 2009) er vores James nu nået hertil:
“Hetfield seems to have changed his tune. Recently he expressed sympathy for Eddie Vedder, Limp Bizkit, Meat Loaf, and his many other colleagues who support the Zero dB Initiative against “music torture.””
Det har han så været 5 år om, men bedre sent end aldrig. Måske har kritikken af ham gjort indtryk. Lad os blot beklage, at der er kunstnere, der har så svært ved at se alvoren i problemet…
Bevar mig vel - tror I, at det for musiks anvendelse til tortur er vigtigt, hvilken musik, der anvendes - og at smag er det væsentlige i en diskussion om tortur af mennesker?
Læs lige den artikel en gang til.
Hvis jeg blev udsat for den behandling, der beskrives, og med min yndlingsmusik som torturmiddel, ville jeg gå totalt i smadder. Min yndlingsmusik ville være forvandlet til et torturinstrument for resten af mit liv.
Denne kommentar er anbefalet af:
Tom,
“tror I, at det for musiks anvendelse til tortur er vigtigt, hvilken musik, der anvendes?”
Jeg tror bestemt ikke det er tilfældigt, hvad man bruger som torturmusik.
Hvad skulle de ellers have brugt 70 års research på?
Men Julesangene er stadig lidt overraskende for mig. /O
At blive udsat for Vivaldis fire årstider er tortur i mit tilfælde. Ja, måske ikke de første gennemløb, men dernæst vil det hurtigt blive ulideligt. Så megen gentagen sødsuppe ville givetvis nedbryde personligheden — torturs sædvanlige formål.
Hvad der er skadeligt, er i vid udstrækning formodentligt temmelig individuelt?
Hvis det handler om, at lyd skal bruges til tortur, er båndsløjfer med barnegråd, gøende hunde og meget andet der kan fremkalde følelse af afmagt og af at være truet, vel det mest logiske? Og hvis det er lydtrykket der er afgørende, er musik næppe det mest velegnede lydspor. Hvis det var, hvorfor er det ikke f.eks. Einstürzende Neubauten eller noget tilsvarende der er anvendt?
Hvis musik skulle bruges som tortur, var det mest logiske vel, at man spillede folks yndlingsmusik før, under og efter, de blev udsat for anden tortur. Således at lyden af den musik man kan lide, forbindes med fysisk tortur. Det ville være usigeligt ondskabsfuldt.
Men hvis projektet handler om at regression skal fremkaldes, giver musik selvfølgelig mening. Det ville dog være noget nemmere, blot at fratage folk muligheden for at trække vejret i intervaller — det forårsager formodentligt den samme type hjerneskader.
* Men hvis projektet handler om at regression skal fremkaldes, giver musik med et absurd højt lydtryk selvfølgelig mening.
Olivier Goulin:
“Men Julesangene er stadig lidt overraskende for mig”
Det kan være tortur. At blive præsenteret for intensiv, lallende, jovial dumhed ad continuum, må være nedbrydende for den menneskelige psyke — i det mindste hos renæssancemennesker og åndsbeslægtede.
Internetradiostationen Soma FM har dog et temmeligt virksomt middel, fra slutningen af november til og med december, hvor de spiller julemelodier fra hele verden, inklusive spoofs og et utal af mærkværdigheder. Det er lige før, man kan komme til at holde af julemusik ;-)
Med andre ord: et forslag til hvordan man kan undgå julemusik-tortur, og finde glæde ved den rædselsfulde genre i stedet.
Om igen.
Det drejer sig stadig ikke om, hvilken musik, man kan lide eller ikke.
Det handler om at anvende musik på en sådan måde, at det bliver tortur.
Mon den amerikanske stat nu husker at betale gebyr til piratorganisationen Coda, som tilsyneladende mener sig berettiget til at malke enhver som drister sig til at afspille musik udenfor egne ørepropper. Jeg tør vædde på at Coda vil komme efter den glorværdige US Army når de hører om dette!