LEDER: USA's mand

Da Danmark gik med amerikanerne i krig i Irak, tænkte jeg, selvfølgelig gør vi det. Det er det, Anders tror på, er rigtigt. Vi er nødt til at samle os om amerikanerne. Vi har altid haft en meget positiv holdning til USA, det kan jeg huske fra vores barndom. Det har ligget dybt i Anders.
- Peter Fogh Rasmussen, Anders Fogh Rasmussens bror, i bogen Fogh - historien om en statsminister

Hvor længe endnu skal en amerikansk general, kaldet »den øverste allierede kommandør i Europa«, sidde i Belgien og koordinere Europas sikkerhed fra NATO’s hovedsæde? Det er det spørgsmål, der kan høres runge uudtalt bag Danmarks tidligere statsminister Fogh Rasmussens udtalelser til Berlingske Tidende om hans ønsker til Danmarks forsvarssamarbejde.

NATO og EU skal arbejde tæt sammen, mener Fogh, der som forsvars- alliancens generalsekretær er ved at færdiggøre et strategipapir om NATO’s fremtid med USA’s tidligere udenrigsminister Madeleine Albright som projektleder. Blandt andet skal EU’s militære kapacitet indgå mere tydeligt i samarbejdet med NATO, og tendensen til at fordele ansvarsområder mellem de to organisationer ved at opdele dem i »militære« og »ikke-militære« skal modarbejdes.

Ambitionerne ligger i naturlig forlængelse af det traditionelle amerikanske syn på NATO, som er, at organisationen er meget mere end en forsvarsalliance. Ifølge denne analyse er NATO uden sammenligning verdens mest magtfulde militære OG politiske alliance, med en medlemsbase, der måske nok i befolkningstal kun repræsenterer 13 procent af kloden, men i økonomi repræsenterer hele 45 procent af det globale BNP.

Europas økonomiske og politiske vægt er, som USA’s tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski har forklaret det, et fundament for NATO på lige fod med den hårde militære magt, som USA repræsenterer i alliancen. Fordelingen har som en geopolitisk karikatur af bestselleren
Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus altid været symboliseret ved, at NATO’s militære kommandør kun kan være amerikaner, mens hans civile modpart er europæer.

I fordelingen ligger en byttehandel: Vi europæere rider med på bagklappen af USA’s militære styrke, mod at vi accepterer en betydelig amerikansk indflydelse på europæiske affærer. Således har USA gennemgående betragtet EU som en slags civil opfølger på NATO-beslutninger, f.eks. i spørgsmål om medlemsoptagelse: Når NATO har udvidet østpå, er EU fulgt efter - og det samme burde gælde for Tyrkiet, hvis optagelse i EU amerikanerne længe har forholdt sig utålmodigt opmuntrende til. Et forenet Europa er en fredelig og ressursestærk amerikansk indflydelsesfære; NATO har været det effektive rum, hvori indholdet af de amerikanske interesser - i modsætning til i EU - har kunnet udtrykkes tydeligt.

Som årene går, bliver det langsomt mere åbenlyst, i hvor høj grad Anders Fogh Rasmussen passer perfekt til denne rolle som civil talsmand for et NATO, der skal varetage amerikanske interesser i Europa. Der går en lige linje fra fotografierne af Fogh og præsident George W. Bush i cykelshorts, kammeratligt motionerende på vej gennem skovene omkring Camp David i 2006, til Foghs USA-støttede udnævnelse til NATO’s generalsekretær i april sidste år. Her foretrak amerikanerne blandt andet Fogh, hvis opbakning til USA’s krige i modsætning til Canadas altid har været utvetydig, frem for den canadiske forsvarsminister Peter Mackay.

Det interessante spørgsmål er imidlertid, om knyttetheden til USA kan vise sig at blive generalsekretærens akilleshæl. De tider er forbi, hvor europæiske statsledere som Anders Fogh og Tony Blair blev fotograferet i golfvogne og jeans med den amerikanske præsident. Ikke alene er USA’s nuværende præsident ekstremt tilbageholdende med at fremstå som perlevenner med udvalgte, vestlige statsledere; heller ikke blandt Europas nye ledere er der stor trang til for enhver pris at blive slået i hartkorn med USA.

Foghs første 16 måneder har derfor heller ikke budt på prangende europæiske resultater i forholdet til NATO. Når han i dag på Københavns Universitet skal fortælle om alliancens altdominerende opgave, engagementet i Afghanistan, er det efter et år præget af europæisk modvilje mod troppe-forstærkninger kombineret med stigende amerikansk overtagelse af opgaverne i forbindelse med Obamas optrapning af indsatsen.

I det lys kan det for et EU, der ønsker at minimere sine tab i det fjerne Afghanistan og samtidig styrke sit eget forsvarssamarbejde med direkte sigte på europæiske interesser (såsom patruljering af grænserne mod syd og beskyttelse af maritime handels- og råstofområder mod syd og nord) være svært at se, hvorfor man skal opprioritere opbakningen til NATO, hvor det altid vil være en amerikaner, der har fingeren på aftrækkeren.

For Anders Fogh Rasmussen vil den store udfordring bestå i at bevise for europæerne, at han som politiker stadig er fremtidens mand - og ikke fortidens.