Opslag til denne artikel

Personer:Anders Fogh Rasmussen
Organisationer:NATO
Steder:Danmark

Klokken 16.29 præcis forstummer den konstante væg-til-væg mumlen pludselig. Den højloftede, rigt bemalede festsal på Københavns Universitet venter i dybeste stilhed. Og på slaget halv træder han ind på scenen, tæt fulgt af en hale af PET-livvagter, embedsmænd og en enkelt lyshåret kvinde i uniform. Anders Fogh Rasmussen, tidligere partiformand og statsminister, nu generalsekretær for NATO er på charmeoffensiv i sit hjemland og de andre medlemslande, hvor opbakningen til alliancens ni år lange engagement i Afghanistan vakler.

Større billede
Større billede
Større billede

»Ja, sidst du var her, var du statsminister, nu er du generalsekretær, hvad kan det ikke blive til …« henånder rektor Henningsen til salens store morskab. 57-årige Fogh Rasmussen har altid være en ambitiøs mand, og det er han helt tydeligt stadigvæk.

250 studerende er mødt op for at høre, hvor den danske generalsekretær vil hen - i Afghanistan og med alliancen.

»NATO’s oprindelige formål var at holde kommunisterne ude, amerikanerne inde og tyskerne nede. Er NATO’s mål så i dag at holde talebanerne ude, de internationale styrker inde og skolerne åbne?« spørger rektor, før han overlader ordet til Fogh.

Masser af fremskridt

Og NATO’s øverste leder er både veloplagt og velforberedt. Også Fogh har set de seneste meningsmålinger. For første gang siden 2001 er et flertal af befolkningen imod det militære engagement i Afghanistan.

»Jeg ved godt, mange betragter krigen i Afghanistan med betydelig skepsis,« kvitterer den erfarne politiker.

»De dårlige nyheder er i overtal de seneste måneder. De internationale styrker har lidt tab, vestlige læger er blevet skudt ned, der er korruption osv. Og ja, Afghanistan er en kæmpe udfordring! Men husker I forsiden på Time Magazine for nogle uger siden med billedet af en ung pige, der havde fået næsen og ørerne skåret af Taleban? Det er disse barbarer og deres formørkede livssyn, vi står over for!«

Og så tager han ellers fat på at fortælle om de fremskridt, der er sket: den store historie, som bliver kvalt under strømmen af dårlige nyheder, som han tidligere på dagen har underholdt verdenspressen med på et velbesøgt pressemøde i Statsministeriets imposante spejlsal: syv millioner børn i skole, heraf tre millioner piger, 3.500 nybyggede skoler, 13.000 kilometer vej, 80 procent har fået adgang til basale sundhedsydelser, fem millioner flygtninge er vendt tilbage. »Og det ville de vel næppe have gjort, hvis forholdene var så forfærdelige, som nogle ynder at fremstille dem.«

Baser i Afghanistan

Afghanistan er ikke et stabilt land, men det går den rigtige vej, lyder NATO-chefens budskab. Og afghanerne skal vide, at NATO bliver der, til de kan klare sig selv. Præcis hvor længe det så er, vil han imidlertid ikke ud med.

»Vores engagement slutter først, når afghanerne selv kan tage vare på deres sikkerhed,« siger han gang på gang. Og det er ikke nødvendigvis til nytår 2015, sådan som præsident Karzai har krævet, og det internationale samfund har lovet på sommerens store donorkonference i Kabul.

»Det er en overdragelse, der vil være baseret på, hvordan situationen udvikler sig på jorden,« erklærede han og understregede adskillige gange, at overdragelsen af det fulde ansvar til afghanerne ikke er det samme som, at NATO trækker alle sine styrker ud. Tværtimod har NATO tænkt sig opretholde en række militærbaser på afghansk jord et godt stykke ud i fremtiden, fremgik det.

»Selv når vores tropper rykker ind i en mere tilbagetrukken rolle, skal afghanerne vide, at NATO vil stå bag dem, mens de udvikler deres land.«

Eller som han tidligere på dagen udtrykte det over for det internationale pressekorps: »Når afghanerne skal overtage ansvaret i slutningen af 2014, får NATO’s soldater en mere tilbagetrukken rolle, hvor vi fortsat træner de afghanske styrker og desuden kan træde til, hvis de afghanske sikkerhedsstyrker får brug for hjælp.«

Den tid, den sorg

»Jamen, hvornår er opgaven så løst?,« >vil Tobias fra statskundskab vide.

»Opgaven er færdig, når vi er sikre på, at den afghanske regering og de afghanske sikkerhedsstyrker er i stand til at overtage ansvaret. Taleban skal vide, at når vi trækker os ud, så efterlader vi en massiv og stærk afghansk sikkerhedsstyrke, som Taleban ikke vil være i stand til at besejre!«

»Men fanger bordet ikke, når man først har sat en deadline?« supplerer ordstyrer og nybagt chef for Center for militære studier professor Mikkel Vedby Rasmussen.

»Jo, en deadline er en drivkraft, den er selvforstærkende, men lad os nu krydse den bro, når vi kommer til den!« svarer Fogh.

For lidt, for sent

Både Astrid og Kalam fra statskundskab vil gerne vide, om den militære indsats i Afghanistan har skabt mere eller mindre ekstremisme? Et spørgsmål, som inkasserer dagens eneste spontane bifald. Og Anders Foghs eneste indrømmelse.

»Jeg er helt enig i, at der ikke er en militær løsning på konflikten. Det internationale samfund har både fejlvurderet og undervurderet opgaven. Vi har hverken afsat tilstrækkelig civile eller militære ressourcer de første mange år. Det er først nu, de militære ressourcer er på plads, og de skal gå hånd i hånd med en forstærket civil indsats,« erkender han og afslører, at ifølge det strategikoncept, som han selv har skrevet, »mens han var på ferie i Sydfrankrig,« >skal alliancen fremover satse langt mere på at uddanne lokale sikkerhedsstyrker i skrøbelige stater som Somalia og Yemen end på at føre krig.

»NATO har ikke kapacitet til at gå ind alle mulige steder. Og det er nu engang en langt mere overkommelig opgave at uddanne lokale styrker i stedet for selv at gå i krig,« siger han.

»Det er en af de lektier, jeg har lært i Afghanistan.«