Der står gammeldags tv-apparater og video-bokse rundt om i det hvide lokale. Og de levende billeder på skærmene er udtænkt af fem danske og udenlandske billedkunstnere med fodfæste i skulptur. De enkelte produktioner er meget forskellige, men har til fælles at de afbilder lange tidsforløb, praktisk talt uden klip. Det kan lyde trættende, men så er der til gengæld fem forløb (eller billedskulpturer) at følge skiftevis med i.
At tiden er faktisk tid, fremgår af Mark Formaneks døgnlange digitalur, fremstillet af lange brædde-tal på et stillads og skiftet manuelt minut for minut. Så der er nok at gøre for det disciplinerede arbejdssjak med sikkerhedshjælme på. Tid er penge, og lyset skifter hen over dagens og nattens gang på den tomt i dét bymiljø, hvor tidsinstallationen oprindelig er sat op.
Henriette Heise demonstrerer på en anden tv-skærm, hvordan man samler et fjernsyn, skrue for skrue med ledninger, printplader og gammeldags billedrør. Altså et kik ind bag skærmens egen historie. Tricket er, fortæller udstillingsteksten, at filmen viser en baglæns udgave af kunstneren, der i nærbillede skiller apparatet ad.
Over to skærme prøver Sofia Hultén at flytte store koreanske sten i en park, ad tankens vej. På den ene skærm ser man kunstneren stærkt koncentreret om at se på stenen, og på den anden tekstlinier fra en koreansk meditations-anvisning. Der sker så at sige ikke noget. Og handling og undertekst er skilt ad.
Olivia Seilings film forestiller en computeranimeret hånd i en model af udstillingslokalet. Så her er det hverken faktisk tid, rum eller størrelse der tæller.
Endelig har Haris Epaminonda med spejleffekt sat fingerøvelser og tekstilbevægelser i symmetrisk bevægelse så resultatet er blevet obskønt mini-skulpturelt.
Historik
Hvad skal nu alt dét være godt for? Udstillingen er kurateret af billedkunstneren Tommy Stöckl. Men hvad har arrangementet med filmkunst eller skulptur at gøre – selv i disse tider, hvor ingen genrer længere står til troende?
For det første er udstrakt tid, efter Andy Warhols lange filmoptagelse af en sovende model, ikke længere en ukendt kunstnerisk størrelse. Og tiden i Formaneks digitalbrædder er i familie med Warhols lange faste filmoptagelse af en gade i New York.
Filmpioneren Dziga Vertov benyttede i pædagogisk sovjetisk øjemed en slags baglænsfortælling af et produkt som det daglige brød. Symmetri og hånd-gestik indskrevet i et illusorisk rum er også klassiske skulpturelle størrelser, her mod- eller omgået med ny teknik.
Ingen af de tidligere eksempler nævnes her for at tage luften ud af billederne i rummet på Skulpturi.dk, men for at sætte de yngre eksempler i en film- og kunsthistorisk ramme. Det kollektive kunstner-styrede galleri havde oprindelig til huse i et industrihus på kanten af Sydhavnen, men er nu flyttet til et baghus på en fashionabel adresse lige om hjørnet fra Kongens Nytorv.
Det er i sig selv en metamorfose eller et rumligt trick, som gør det nemmere at følge udstillingsrækken. I alt fald hvis man bor i København eller har sin gang i indre by.
Det bevægede Objekt. Udstilling i Skulpturi.dk, Store Kongensgade 3, baghuset. Onsdag til Lørdag 12–17 (eller efter aftale). Til 4. september
Mark Formaneks Standard Time sælges i galleriet for 220 kr. til installering som ur på computerskærmen
Kommentarer
Thomas Winding lavede engang en film for børn, som vist nok hed “Omvendtslev”, hvor alt foregik baglæns. Teknikken var for så vidt billedsiden den samme som beskrevet i Henriette Heises projekt. Windings rolige og tvivlsomt overbevisende stemme gjorde selvfølgelig ikke resultatet mindre underholdende.