Sara er klassens kloge pige, kun 15-16 år, men allerede med blik for omgivelsernes rollespil og identitetsproblemer. Hun viser også sin modenhed ved at passe sin lillebror i de arbejdsbebyrdede forældres konsekvente fravær.

Klassens drengeklike prøver at stive sig af med en rå, saftig seksualitet, som de mest har i munden, og i den mere drømmende Mikkel har de et nemt drilleoffer. Mikkel er tavst forelsket i Sara, men da han tror, han griber hende i en løgn, går han amok, og ansporet af kammeraterne udfører han i klasseværelset et voldeligt overgreb på den forfærdede Sara.

Inden da har vi i nogle gode scener set, hvordan drengene leger noget håndfast og uskyldigt erotisk med både Sara og klassens seksuelt erfarne pige Louise. Men nu går Mikkel og co. langt over stregen og ydmyger den hjælpeløse Sara på det groveste, samtidig med at den jaloux Louise filmer alt på sin mobiltelefon.

Dette er nøglescenen i Kaspar Munks kun 76 minutter lange debutfilm, Hold om mig, og den er svær at tro på. Gruppepres kan være en infam ting, men at den trods alt pæne Mikkel skulle gå til sådanne yderligheder over for Sara, er ganske enkelt svært at tro på.

Instruktøren er blevet inspireret af en lignende episode i Polen, men henlagt til klasseværelset i en nydelig dansk skole kort efter klokkeringning ser man den grimme hændelse med skepsis. Jeg synes i hvert fald, at hverken miljøet eller psykologien gør den troværdig.

Efterveerne for den traumatiserede Sara bliver fatale, ikke mindst fordi hendes forældre giver absolut nul støtte. Også drengene får et regnskab at gøre op med forældrene, som ikke udviser den helt store forståelsesevne.

Overfladisk karakteristik

Som en øjenhøjdefortælling om skoleungdom placerer filmen sig et usikkert sted mellem Nils Malmros og Råzone.

I debutanten Julie Sandra Brochorst Andersens sensitivt-melankolske fremstilling kunne hovedpersonen nok fortjene en videre uddybning (ikke mindst i betragtning af hendes voldsomme skæbneforløb), men i stedet spreder filmen sin korte spilletid ud over tre andre skoleelever og deres mestendels umulige forældre, og her bliver der også kun tid til en summarisk og temmelig stereotyp karakteristik.

Kaspar Munk har i novellefilm vist sensitivt talent for at skildre ungt spirende følelsesliv i en meget neddæmpet fortælleform, men denne gang arbejder han med et postulat af en historie, som giver følsomheden ringe kår - selv om den af og til trænger igennem, især i scenerne med Sara.

Tilmed virker filmen af og til noget krukket fotograferet med vilkårlige kameravinkler, der orienterer ringe om miljø og kun afgiver minimal atmosfære.

Hold om mig

Instruktion: Kaspar Munk
Manuskript: Jannik Tai Mosholt
Dansk
En række biografer landet over