Befinder du dig i dag i Bosnien-Hercegovinas hovedstad, Sarajevo, skal du lede langt efter optimisme om fremtiden. Flere planlagte byggeprojekter er gået i stå eller er aldrig blevet påbegyndt, og spørger du folk på gaden om deres forhåbninger om landets politiske fremtid, smiler de og ryster opgivende på hovedet. Spørger du, om de ikke er glade for, at de fra næste år ikke længere skal købe visum for at komme end i EU, får du som svar, at ‘det er de jo blevet lovet så mange gange’.
Til trods for store løfter er processen med integrationen af Balkan i EU ved at køre fast. Håbet og interessen på Balkan falder, og EU’s mulighed for at sikre stabilitet i regionen daler i samme takt. Man kan spørge sig selv, om denne region overhovedet er vigtig for EU? Nedenfor følger et svar på dette spørgsmål.
I den lille portugisiske by Santa Maria da Feira mødtes EU’s regeringsledere til et topmøde i juni 2000. Mødet var specielt, fordi man blev enige om at anerkende hele den sydøsteuropæiske halvø som en fremtidig del af EU, og dermed også det politisk omtumlede Eks-jugoslavien. Dette kom sig bl.a. af, at man året før i Helsinki havde anerkendt Tyrkiet som potentielt medlem - og så var det naturligt ligeledes at acceptere det område, der lå imellem Tyrkiet og EU-landene.
Ny traktat på vej
Denne beslutning kom til stor gavn for EU. Nu havde man skabt et uvurderligt sikkerhedspolitisk værktøj. Det potentielle medlemskab viste sig at være en enormt effektiv gulerod til at lokke forskellige reformer igennem i landene på Balkan, så der kunne skabes bedre markedsvilkår og menneskerettigheder, og demokrati blev respekteret. Helt konkret skabte denne betingelsesstrategi et væld af økonomiske aftaler, og både Kroatien og Makedonien fik kandidatstatus.
Blandt staterne på Balkan vidste man godt dengang, at der i virkeligheden ikke var plads til dem i EU pga. strukturelle årsager i den gældende traktat. Men man vidste jo, at der var en ny på vej, der ville lave om på dette - ligesom Amsterdam-trakteten i 1998 havde fået plads til de 10 nye lande, der blev medlemmer i 2004. Men i 2005 opstod problemet: Forfatningstraktaten blev ikke til noget. Frankrig og Holland sagde nej tak til flere udvidelser. Tyrkiet - der jo var delårsag til, at EU overhovedet anerkendte Balkan som potentielle medlemmer - var et tungt argument på nej-fløjen i begge lande.
Den følgende usikkerhed om traktatens fremtid og forkastelsen af Lissabon-traktaten i Irland i tre år senere understregede blot EU’s uvilje til yderligere udvidelse og bidragede til voksende EU-skepsis blandt landene på Balkan, hvor man begyndte at miste tålmodigheden.
Svær at vende
Problemet er i dag, at selv om Lissabon-traktaten nu endelig er blevet vedtaget, er det svært at få accelereret udvidelsesprocessen igen, og man kan ikke uden videre genoptage betingelsesstrategien som før. EU’s vægelsind og udvidelsesskeptiske befolkninger har gjort sit indtryk, og det er svært at vende pessimismen. Den hårde kurs imod Tyrkiet, hvor centrale europæiske personligheder som Merkel, Sakozy og Rompuy har udtrykt klart negative holdninger om udvidelse, får EU-gulerødderne til at lugte råddent.
For at gøre ondt værre har flere EU-medlemsstater enkeltvis sat en kæp i hjulet for specifikke ansøgerlande. For eksempel Slovenien har blokeret for kroatisk medlemskab, Holland blokerer for serbisk, Grækenland blokerer stadig for makedonsk, og Bulgarien truer med at blokere tyrkisk medlemskab. Alt sammen pga. nationale bi- laterale årsager. Hvis vi ikke passer på, vil EU’s tvetydighed og fraværende engagement kunne ende med disintegration i regionen frem for det modsatte.
Europas passivitet
Hvorfor kan vi ikke bare være ligeglade og lade disse lande køre deres eget show? ,
For det første bør Europa råde bod på sin passivitet i de væbnede konflikter på Balkan. EU forsøgte at mægle i de indledende faser og forhandlede freden efter 12-dageskrigen i Slovenien i 1991, men herefter slog alle diplomatiske tiltag fejl, og volden eksploderede snart i Kroatien og Bosnien-Hercegovina. Til gengæld opretholdt EU en helt håbløs og illegitim våbenembargo af begge lande. Besøger man i dag for eksempel Bosnien eller Kosovo, findes der udbredt skepsis over for EU’s indsats - både da og nu - mens man til gengæld hylder USA. Pristina byder f.eks. på både billboards og statue af Bill Clinton.
For vores egen samvittigheds skyld - og for de diplomatiske relationer - bør EU tage sig sammen og lancere en dedikeret og ambitiøs strategi for Balkan.
USA bestemmer
For det andet har EU tabt ansigt i forhold til omverdenen pga. den mangelfulde indsats på eget kontinent. Det var NATO (læs Clinton), der bombede de bosniske serbere til forhandlingsbordet i Bosnien i 1995, og det var USA, der forhandlede Dayton-freden i Ohio. Det var NATO (læs Clinton), der bombede Milosevic til forhandlingsbordet i 1999 i Kosovo-konflikten, og det var igen NATO, der standsede konflikten i Makedonien i 2001. Europa har stået på sidelinjen og set til.
Hvis Europa skal vise sig som en global sikkerheds- politisk spiller, vil det være et minimum at have styr på sit eget kontinent. Hvis ikke EU finder en bæredygtig helhedsstrategi for Vestbalkan, vil det fortsat være USA, der bestemmer over EU’s egen baggård.
Effektiv metode
For det tredje er Sydøst- europa vital for europæisk sikkerhed. Det har været standardpolitik for EU at benytte udvidelse og betingelsespolitik for at sikre sikkerhed på kontinentet. Det handler for eksempel om konsolideringen af det spanske demokrati efter Franco, det græske efter juntaen, det portugisiske efter Salazar og hele den europæiske østblok, efter de sovjettro autoritære kommunistiske regimer opløstes i 1989. Metoden har været højst effektiv, og vi har ikke set nye udemokratiske regimer i Unionen siden.
EU-medlemskab vil ligeledes kunne sikre stabilitet på Vestbalkan, og man vil få bedre mulighed for samarbejde på tværs af grænserne for blandt andet at bekæmpe organiseret kriminalitet i regionen. Landene på Balkan har begrænset kapacitet for bekæmpelse af organiseret kriminalitet - narkohandel såvel som menneske- og våbenhandel. En fælles europæisk indsats vil kun være mulig inden for EU’s rammer.
Det sidste stykke tid er stabiliseringen på Balkan begyndt at gå baglæns. Nationalkonservative har fået vind i sejlene i Makedonien, efter at nabo- og EU-medlemslandet Grækenland har blokeret for landets medlemskab af NATO samt for de indledende forhandlinger om optagelse i EU pga. en bilateral strid om terminologi. I Bosnien-Hercegovina er den nationalistiske retorik eksploderet igen, og den bosnisk-serbiske del af landet kræver ret til at udråbe selvstændighed, selv om det strider imod landets forfatning, der var kernen i fredsaftalen i Dayton i 1995. I Serbien har det radikale nationalistiske parti genvundet fodfæste, efter at den internationale domstol ICJ har afvist Serbiens anklager om en illegitim løsrivelse af Kosovo fra Serbien, og i Albanien har hele det politiske miljø været sat på standby i et år pga. politisk krise.
Alt dette kan selvfølgelig i første omgang ses som bevis på, at Balkan ikke er klar til at blive optaget i EU, men samtidig er det et klart udtryk for manglende lokal optimisme for fremtiden. EU er ganske enkelt stadig meget langt væk for befolkningerne i disse lande. Men der findes simpelthen intet alternativ.
Tiden er derfor mere end moden til et velsammentømret hands on-engagement fra EU’s side. Vi skal vise, at vi stadig tager vores ansvar alvorligt, og at døren står åben.
Kristoffer Hecquet er cand.mag i historie med speciale i EU-Balkan relationer
Kommentarer
Hvis man interesserer sig for Østeuropa - og evt. til forfatteren til denne fremragende kronik - så bør man kigge forbi på internetmagasinet rØST:
www.magasinetroest.dk
Hvor er det rigtige synspunkter, Kristoffer Hecquet fremfører.
Desværre har jeg svært ved at være optimistisk specielt med hensyn til Tyrkiets optagelse, som skal vedtages ved en folkeafstemning i bl. a. Frankrig.
Jeg har lige fra 1973 ønsket en kraftigere sikkerhedspolitisk indsat fra EU; men det er også på dette område svært at være optimistisk. EU har ikke redskaberne til at skaffe enighed om noget som helst, så vi kan ikke handle uden amerikanerne.
Jamen, størstedelen af Balkan er da allerede med i EU? Nu kan man ganske vist diskutere om Ungarn er et Balkan-land, men lande som Rumænien, Bulgarien, Slovenien og Grækenland er da i hvert fald Balkan-lande.
Så i og for sig mangler der kun lande i det gamle Jugoslavien + Albanien. Altså Kroatien, Serbien, Nordvestmakedonien [størstedelen af Makedonien ligger som bekendt i Grækenland, Nordøstmakedonien i Bulgarien] og »konglomeratet« Bosnien-Hercegovina.
Så er der lige området omkring Romerrigets gamle hovedstad, Konstantinopel, tilbage, men Tyrkiet er som bekendt slet ikke et europæisk land.
Lad endelig hele Balkan komme med i EU, hvis det er det de vil.
Men ellers er jeg meget uenig i kronikørens vurdering af EU´s rolle. EU har ikke, har aldrig haft, og bør heller ikke have nogen fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. EU er et handelspolitisk samarbejde, og burde ikke være andet. Se hvordan EU forholdt sig til Irakkrigen. Frankrig og Tyskland ville ikke være med, mens England og Danmark gik med – endda uden om FN.
Nej-erne i Frankrig, Holland og Irland skyldtes først fremmest nej til yderligere unionsudvikling (ikke hverken angst for polske blikkenslagere eller tyrkisk medlemskab). Det vil de unionsbegejstrede bare ikke erkende. I forhold til Balkan og andre steder har magtfulde drømmere og regeringsledere forsøgt at lade som om, EU havde en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Og har derved klodset godt og grundigt rundt i det i forhold til navnlig Balkan. For på Balkan spillede Den kolde Krig i manges hoveder stadig en rolle lang tid efter, at den egentlig skulle være hørt op. Serbien skulle straffes. Det var også hovedbaggrunden for, at USA støttede alle andre end serberne – og den ensidighed var Kosovoalbanerne naturligvis glade for.
At bruge EU og udsigten til et medlemskab til at fremme alle mulige politiske dagsordener, der ikke har noget med sagen at gøre, er hvad der i forvaltningsretten kaldes magtfordrejning. Og det giver fuldstændig uklarhed og usikkerhed hos mulige ansøgerlande, at de ikke ved hvad der stikker under og hvad de egentlig skal leve op til. Så tilbage til det egentlige, det handelspolitiske samarbejde, og det er det.
Det er lidt ærgerligt at vi glemmer hvorfor EF udviklede sig til EU.
Man kan være modstander eller tilhænger af EU, men det er faktum at EF
ikke kunne imødekomme de udfordringer Europa stod overfor efter
afslutningen på den Kolde krig. Manglende politisk sammenhold i Europa
resulterede i at krigen i den tidligere Jugoslavien kunne vare i
perioden 1990-1995 og så igen i 1999. EU imødekom opløsningen i
Østeuropa og gav de lande et alternativ. Hvis de Østeuropæiske lande
ikke var støttet i demokratiseringsprocessen, så ville vi have set
mange flere krige i Østeuropa.
Problemet med Balkan er at Europas fokus er blevet flyttet fra
området. Sydøsteuropa er vigtig for Europas sikkerhed, faktisk kan man
opfatte Balkan som en slags prøve for Europa, en prøve som skal teste
Europas evne til at rumme mangfoldigheden og løse først og fremmest
etniske, men også religiøse spændinger. I sin optagelse af landene på
Balkan, så skal EU være meget mere aktiv i løsningen af de problemer,
der er på Balkan, ellers risikerer man kun til at forværre situationen
yderligere. Som et eksampel kan nævnes at Serbiens og Kroatiens
borgere har fået tilladelse til at rejse til EU lande uden visum.
Dette betyder at de bosniske kroater og bosniske serber også kan rejse
til EU lande uden visum, da de har dobbeltstatsborgerskab. Dette
betyder så at bosniakerne som den tredje etniske gruppe ikke kan rejse
udefra Bosnien uden visum. Eksampel som dette forværrer kun
situationen, skaber aversion mod EU, forøgelse af etniske tensioner og
øget fundamentalisme.
Det burde være indlysende at de lande på Balkan skulle gennemføre
reformer, som skulle bringe dem tættere på EU, da dette vil gavne dem
økonomisk, men sådan er realiteterne ikke. Nationalisme, arrene efter
krigen og en række andre faktorer spiller ind på det følelsesmæssige
område, som sætter fornuften ud af spillet. Derfor er en tredje part
af afgørende betydning i løsningen af problemerne og denne tredje part
er EU.
Imellem de to verdenskrige talte man ikke om Balkan. Man talte i stedet for om Tyrkiet i Europa. Bosnien Hercegovina er jo ikke en levedygtig stat endnu. Derfor er det da alt for tidligt ja, uansvarligt, at tale om et EU medlemsskab. De Balkanlande, der er blevet medlemmer senest, er jo alarmerende eksempler. De var og er slet ikke klar; de har ikke bare et nogenlunde niveau i sammenligning med midt og nordeuropa. Hvad kan de tilbyde EU og os - bortset fra problemer, som bosnierne tilsyneladende endnu ikke selv evner at ordne hjemme? Det er en “failed state”, der i realiteten er under administration. Skal vi have et EU med 1. klasses-, 2. klasses- og 3. klasseslande?
Lad os da vente og se, indtil de selv finder ud af at organisere deres samfund og at etablere og leve i et demokrati. Der er lang vej endnu. Dem, der har flest ressourcer og potentialer, er helt klart serberne.
Jeg har en vis forventning om, at jo større pres på indgangen til EU, jo større pres vil der komme på udgangen!
Men det er jo mest et problem for tilhængerne!