Følelsernes bagholdsangreb

Der er noget ualmindelig lækkert ved filmen Mademoiselle Chambon. Ikke på overfladen, for historien udspiller sig i et uprætentiøst miljø, en småkedelig provinsby et sted i Frankrig. Her fører hovedpersonerne, der er henholdsvis murer og skolelærerinde, et nærmest uskadeligt almindeligt liv.

Det lækre ved filmen lister sig langsomt frem, mens vi følger personerne scene for scene. Instruktør og manusforfatter Stéphane Brizé har i al stilfærdighed et rasende stramt og samtidig omsorgsfuldt greb om sine karaktertegninger. Hans sjette spillefilm er moderne, fransk minimalisme, når den er bedst - umiddelbart undseelig, men ved nærmere eftersyn fyldt med bagvedliggende fortællinger. Mens personerne taler om indkøbslister eller musik, er der uudtalte eksistentielle dramaer i spil, tvivl, længsel, raseri, tilgivelse, kærlighed.

Det lyder måske overspændt - men det imponerende ved Mademoiselle Chambon er netop, at den naturalistiske tone er dominerende. Replikker og scener er ladet med dobbeltbetydning uden at virke kunstige eller bastant symbolske. Filmen er som et nøje udvalgt og ekstrem præcist klippet udsnit af en genkendelig virkelighed. Og den vandt forståeligt nok den franske filmpris César for bedste manuskript.

Rent i mål

Når troværdigheden virker så stærk, skyldes det i høj grad Vincent Lindons overbevisende fremstilling af den ordknappe murer Jean, samt Aure Atika og Sandrine Kiberlain som henholdsvis den trofaste kone og den sårbare mademoiselle Chambon.

Plottet er enkelt: Jean lever jævnt hen veltilfreds med sin kone og søn og et job, han er glad for, da mødet med sønnens lærerinde ryster ham i hans grundvold. Sensitiv og kunstnerisk vækker hun sider i Jean, som aldrig er blevet dyrket, og til hans egen bestyrtelse tændes der vilde flammer i ham. Hun på sin side savner den ro og varme, Jean udstråler, og så har vi balladen. For hvad skal han vælge at gøre?

Der er enkelte scener i sidste tredjedel af filmen, der gentager følelsesmæssige pointer – f.eks. omkring ensomhed. Men herudover rammer filmen rent i mål i forhold til dens ærinde: Det skarpe røntgenblik ind bag personernes handlinger, det fordomsfri portræt af en håndfuld mennesker, der kunne være vores naboer – eller os selv.