LEDER: Obama er ingen krigspræsident

Det var en besynderlig formel afslutning på en amerikansk krig!

Ingen fejring af de hjemkomne soldater med en ‘ticker-tape‘-parade gennem Manhattan, ingen storslået hyldest fra det amerikanske folk, ingen hejste flag vajende fra officielle bygninger. Blot et stort kollektivt og lettet suk samt en præsident - der fra start var modstander af invasionen af og besættelsen af Irak i 2003 - som i en alvorsfuld tv-tale godt nok hylder hundredetusinde amerikanske soldater for deres tapre indsats, men i virkeligheden anser de to krige nedarvet fra George W. Bush som en irriterende afledning fra langt vigtigere sager på den politiske dagsorden i USA.

Sådan ser det ud efter en forfejlet krig, der varede i syv år, kostede over 4.000 amerikanske soldater og mindst 100.000 irakere livet, og som i en periode i 2004-07 lignede et gigantisk nederlag for USA og en sejr for al-Qaedanetværket og militante islamister verden over.

Efter præsident Barack Obamas forkyndelse på tv i går, at krigen er ovre, er det værd at erindre, hvor håbløs situationen virkede i de tre år. Hver dag løb der meldinger ind om dræbte og sårede soldater, terroristiske massemassakrer på uskyldige civile irakere. Billederne var forfærdelige. Det var en hel anderledes krig, end vi var vant til. Nuvel, oprørere mod besættelsesmagter opererer traditionelt anonymt og i civilt, men aldrig før havde man oplevet en så rå og hensynsløs vold begået mod civile. Den rene terror. Amerikanerne og deres allierede gjorde sig også skyldige i overtrædelser af de internationale krigskonventioner, men det var den rene barnemad i forhold til de islamistiske terrorister.

Denne nye form for terrorkrig blev snart overtaget af Taleban, således at slagmarken i Afghanistan i dag er begyndt at ligne Irak mere og mere. USA og NATO kan - hvis de vil - fortsætte med at indlede og føre krig med konventionelle midler. Men når det kommer til stykket, er den æra ovre. Det 20. århundredes krig er afløst af en ny form for krig, der udspilles på flere niveauer og i forskellige fora. De islamistiske oprørere bruger konventionelle såvel som terroristiske midler, de opererer på tværs af grænser, infiltrerer stater, nyder støtte fra velhavere i visse islamiske lande og tjener kæmpe summer gennem narkotikahandel. Og så forstår de at anvende den nyeste teknologi til at føre propaganda og vinde nye rekrutter.

I sin tv-tale fra Det Ovale Kontor i går lod den amerikanske præsident ane, at han udmærket er sig denne nye tilstand bevidst. »Vi lever i en tidsalder uden overgivelsesceremonier,« sagde Barack Obama. Under den sidste konventionelle krig med landstyrker i det 20. århundrede - den første præsident Bushs angreb på Irak i 1990 for at befri det besatte Kuwait - havde amerikanske og irakiske generaler underskrevet en våbenhvile i et telt i den irakiske ørken. Det lignede en overgivelse, og var det egentligt, bortset fra at Saddam Hussein fik lov at blive ved magten. Præsident Bush og hans udenrigsminister James Baker forstod, at uden en enevældig hersker - selv en tyran som Saddam - ville Irak falde fra hinanden og destabilisere hele det olierige Mellemøsten. Hans søn lod sig derimod forføre af nykonservative ideologers hallucinerende forestillinger om vestlig demokrati og frihed - indført under tvang - som medicin mod islamisering og garanti for fortsat amerikanske herredømme i den olierige region.

Nogle historikere vil uden tvivl argumentere, at Irak-krigen styrkede fremfor at svække al-Qaeda og det islamistiske netværk, der har erklæret Vesten samt vantro regimer og individer endeløs krig. Det argument blev faktisk fremført af Obama under valgkampen i 2007; om det er korrekt, ved vi ikke endnu. Man må ikke glemme, at der stadig er mange afghanere, irakere og pakistanere, som er villige til at risikere deres liv for at leve et liv frit for islamisternes tyranni. Det er disse modige mennesker, som USA under Obama ønsker at støtte. En svær, men ikke umulig opgave. Som han sagde i går: »Vi må anvende alle de magtinstrumenter, vi råder over« - (altså ikke kun de militære, red.)

Hvad Obama forstår, er, at den del af den muslimske befolkning - der ikke ønsker at leve under islamistiske regimer - bedst er tjent ved, at USA trækker sine konventionelle styrker ud af Afghanistan og Irak. I februar 2009 lovede præsidenten at trække størsteparten af styrken ud af Irak inden 31. august 2010, bortset fra 50.000 rådgivere, trænere og en mindre slagstyrke, der kan sættes ind mod oprørere. Han har holdt sit løfte. Nu lover han, at de 50.000 vil forlade Irak ved udgangen af 2011. Der er ingen grund til at betvivle, at Obama agter at holde sit ord. Det samme gælder for Afghanistan, hvor tilbagetrækningen vil begynde næste sommer.

Amerikanerne er trætte af krige og vil forståeligt fokusere på hjemlige problemer. Det forstår Obama, der i øvrigt gerne vil genvælges i 2012.