Michel Houellebecqs nye roman er ved at lande.
La Carte et le Territoire, der endnu ikke har dansk titel, men med lidt svung kunne hedde Landkortet og landjorden, er ganske vist endnu ikke at finde blandt de 700 romaner, som efterårets franske boghøst består i. Den ankommer først på boghandlernes hylder den 8. september. Som nummer 701.
Imens stiger spændingen. For der skal selvfølgelig noget til at lande en Houellebecq-roman. Det må være lidt som at lande en Airbus A380 eller den langt mere udbredte, men lidt mindre Boeing 747. For nu at illustrere det med noget, der kunne være en Houellebecqsk metafor. Flere anmeldere nævner således en lang, tør passage i den nye roman, hvor Audis egenskaber sammenlignes med Mercedes’.
Michel Houellebecq er en gigantisk bogsælger og publikumssluger, men samtidig er han ustyrlig og stærkt omdiskuteret. Første oplag for den nye roman, hvis handling udspiller sig omkring den franske kunstscene, med optræden af forfatteren selv, samt andre såkaldt virkelige offentlige personligheder, ligger på 120.000. Men med salg, der nærmer sig halve millioner og oversættelser til utallige sprog ligger den tidligere deprimerede it-ingeniør i en klasse for sig. Og det irriterer det elitære Frankrig.
Hele to gange ud af blot fem romaner har Michel Houellebecq været oplagt kandidat til den prestigiøse Goncourt-pris. Det er derfor svært at afvise ham som useriøs, men samtidig holder det hårdt for det finkulturelle Paris at sluge mandens provokationer og udsøgt jævne sprog. Houellebecq er måske derfor snarere en ufo, og hvordan lander man sådan én?
En ubehagelig suppedas
Houellebecq er tilbage på forlaget Flammarion, der udgav succesromanerne Elementarpartikler og Platform. Muligheden af en Ø blev udgivet på det mere aggressive forlag Fayard. Men der har været gisninger om, at markedsføringen stod i vejen for én af de store litteraturpriser.
Tilbage hos Flammarion vælges det tydeligvis at undgå provokationer. Ikke et ord om racisme, islam eller sex til at opflamme medierne.
Houellebecq er tilbage i litteraturen efter en maveplasker som instruktør på filmatiseringen af Muligheden af en Ø, en ubehagelig suppedas ved udgivelsen af moderens usmagelige selvbiografi og et forsøg på at træde vande som lidt gumpetung e-mail-essayist i duet med den højtflyvende filosof Bernard-Henri Lévy.
La Carte et le Territoire er derfor varsomt blevet dryppet ud til visse kritikere, med udgivelsesdato uger efter sæsonens ‘almindelige’ romaner. Om det er strategi eller ej, er resultatet der: Der destilleres stille og roligt et rygte. Houellebecq årgang 2010 er en stor årgang.
Offentlig clinch
Visse kritikere har ganske vist svært ved at klemme det ud mellem sidebenene: »Jeg har ikke brudt mig om hans tre sidste romaner,« skriver ugemagasinet L’Express’ faste anmelder François Brusnel, der i tidens løb har været i offentlig clinch med Houellebecq. »Men ja. Det er en god roman. Hvad er der dog hændt, så Houellebecq har forladt sin irriterende stil?« Og han indrømmer, at »det afstedkom helt ukontrollerbare latteranfald hos læseren, overrasket over, at en forfatter, der har vist sig så paranoid, også er i stand til selvironi«.
Et af romanens højdepunkter synes at være et så afvæbnende ondt selvportræt, at de fleste overgiver sig. »Houellebecq ligner sig selv,« skriver Dominique Guio i Le Figaro, »samfundet pilles fra hinanden i en jubilatorisk massakre«. »Men først og fremmest består det interessante i Houellebecq beskrevet af Houellebecq.«
Guy Depalt fra webmagasinet Lalibre.be er også begejstret: »Vi hørte helt sikkert til den kritiske klan, der ikke formåede at interessere os for en neurotisk og narcissistisk prosa, der kredsede omkring sexturisme i Thailand. Den nye Houellebecq er anderledes, bemærkelsesværdig og passionerende, med en ætsende og herlig humor, beriget ved en smidig, klassisk og lysende skrift«.
Plads på parnasset
Så hvad skulle der dog gå galt denne gang, for omsider at opnå den så eftertragtede Goncourt-pris og en plads på parnasset?
Pierre Assouline fra Le Monde er enig med de øvrige kritikere, men med spydende ironi: »Hvordan kan Goncourt-juryen undgå at lade sig tiltrække af en roman, der er så elskværdig, at man spørger sig selv, om det er med vilje? Den er så renset for kritik, at den i al sin totale betydningsløshed ikke volder det mindste problem.«
Og det er så måske alligevel problemet. I al fald har det journalismekritiske webblad, rue89, hentet en polemik ind fra Italien, der kunne være gået ubemærket hen i Frankrig. Det var nemlig i La Repubblica, at et af Goncourt-juryens medlemmer, den fransk-marokkanske forfatter Tahar Ben Jelloun, midt på sommeren offentliggjorde en voldsom pamflet mod Houellebecq. »Ingen anden bog har været spild af tid som denne. Hvad handler den om? Al denne namedropping, og det mysterium han skaber omkring sin person, er blot mangel på fantasi«.
Polemikken er således begyndt, lige meget hvor sød Michel denne gang har vist sig at være. Ved at være så ond ved sig selv, at romanen skulle byde på en beskrivelse af hans egen ikke særlig glorværdige begravelse.
Men inden det en dag kommer så vidt, i det skel mellem virkelighed og fiktionen, han åbenbart leger så effent med i Kortet og territoriet - som den også kunne hedde - venter læserne, på en åbenbart i enhver forstand ny Houellebecq.
Kommentarer