Sidste fredag følte jeg mig nordisk. For første gang nogensinde. Det ramte mig lige midt i hjertekulen, og det skete i Reykjavik en dag, hvor hele sagaøen lå badet i et magisk sollys.
Jeg sad i Nordens Hus for første gang omgivet af seks nordiske forfattere, der ikke kunne være mere forskellige: Einar Már her fra byen, en rockpoet og gudsbenået fortæller, der trækker tunge hængsler på de islandske sagaer og har fornyet det digteriske engagement i en hidsig krig mod de islandske finansfyrster; Zinaida, en globalist uden andre rødder end sit eget fantastiske sprog, født i det daværende Leningrad, men flyttet til Finland og debuteret på dets minoritetssprog, svensk, og med flere års ophold i Japan i bagagen; Åsa fra Väs-terås, der litterært har fornyet diskussionen om arbejderlitteratur og nordisk velfærd og er en fyrig fortaler for de forandringer, kulturen kan frembringe; Kjartan fra Oslo, den største norske magiske realist, der på det seneste har taget kampen op med nazismen og dens efterliv i europæisk kultur; Aaju fra Grønland, der maler og digter, så man forstår, hvad det vil sige at være født i en grønlandsk bygd og at have mistet sit oprindelige naturgrundlag, men uden at ende i patos; og endelig Jens fra Århus, der heldigvis ikke kan lade være med at være ironisk og satirisk, men som alligevel besinder sig og pludselig springer ud som alvorsmand og naturdigter.
De seks talte fra hvert deres nordiske hjørne med en kraft, så man tydeligt kunne høre, hvor de kom fra og med en ydmyghed i forhold til andre steder og måder at gøre tingene på.
Mit indre verdensbillede
Det var mærkeligt for sådan en som mig, der hånden på hjertet altid mest har haft en fnysen tilovers for det nordiske og prist mig lykkelig over i det mindste at leve dér, hvor det europæiske fastland begynder i sydlig retning. Min opmærksomhed har altid været rettet mod Centraleuropa, det sande Europa, det flerkulturelle Europa. Mit forbillede har været det hedengangne Habsburgerrige med dets væld af nationaliteter og identiteter side om side.
Derfor har ‘mine’ forfattere altid først og fremmest været Robert Musil, Hermann Broch, Joseph Roth og Kafka, der med en blanding af patos og ironi har tegnet mit indre verdensbillede. Bevares, jeg holder da også meget af de islandske sagaer og af Hamsun, Strindberg, Laxness, Lagerlöf og hvad de nu hedder alle de store nordiske fortællere, men de har aldrig helt på samme måde været mine.
Med ét forstod jeg sidste fredag i Nordens Hus, hvad jeg for længst burde have vidst og som én gang for alle vil forsone mig med mit nordiske udspring: Norden er så rig, rig på måder at se og forstå verden på, rig på paradokser og rig på sprog og identiteter. Når man kan være så forskellig som disse nærmest tilfældigt valgte nordiske forfattere, så kan jeg kun holde af det og erklære mig for ubetinget tilhænger.
Kommentarer