Martin Hall har skrevet en pornobog. Om igen, Martin Hall har skrevet en roman, hvori hård pornografi indgår i en fiktiv afsøgning af grænserne for kunsten og kunstneren. Romanen hedder Kinoplex, og når det faldt mig ind at kalde den en pornobog, skyldes det, at man skal være grundigt godmodig, hvis man vil se de videooptagelser og arrangerede fester, en væsentlig del af romanen går med at gengive, som andet end porno.
I handlingen indgår en navnløs jeg-fortæller, hans ven Daniel og en slags kærlighed, Beatrice. Alle tre figurer, som det er umenneskeligt at kræve, at læseren skal interessere sig for. Den navnløse er statist i sin egen beretning, der løber fra cirka midt 80’erne til i dag, og vrænger besværet om omgivelserne sådan lidt a la noirgenrens private eye, der har set for meget til, at noget for alvor kan ryste ham. På romanens sidste sider formulerer den navnløse sig mere stemningsfuldt, her som søvnløs i en nattescene i en fremmed sydamerikansk by, hvor han har genfundet sin Beatrice:
»Hvor mange gange før havde jeg ikke ligget på den måde og lyttet til blodets susen, nætternes svage hyletone? Betragtet de fine hvide linjer, der synes at holde natten sammen, mens byen ligger og simrer som et levende spejl for stjernehimlens bevægelser. Det ville snart være morgen. Det var trykkende lummert, som havde luften feber.«
Lir royal
Daniel er en slags kunstner, iskold, der i nogen tid har optaget samtaler, han har haft med andre, på kassettebånd uden at fortælle dem det. Han samler på perfekte sætninger og pauser. En dag i 1990 præsenterer han for første gang den navnløse statist for en af sine videofilm. Det er en uskyldig optagelse af en kvinde på en stol i Daniels egen lejlighed. Senere bliver filmenes indhold meget voldsommere, og det konstruerede ord, Kinoplex, er godt konstrueret, idet plexis betyder slag eller stød.
Martin Hall mangler som forfatter aldrig ord, indimellem har han ligefrem for mange:
»Erhvervelsen af det første videokamera blev et vendepunkt for Daniel. Han vendte ryggen til båndoptagelsernes ansigtssløse lydgengivelser for helt og holdent at hellige sig det nye billedmedie.«
Gennem Daniel præsenteres læseren for ligegyldige karakteristikker af de levende billeder: »Kameraet er en sonde, noget der gør os i stand til at rekonstruere frosne øjeblikke i det uendelige.«
Jeg tror ikke, det har været særligt svært for Martin Hall at skrive denne roman. Når tiden skal gå, indleder han blot et kapitel med »Tiden gik.« For at skabe stemning henvises der til stjernehimlen, til nede på gaden, til uden for vinduet, til kyllingestykket på tallerknen. Det er nok af skræk for ikke at vække opmærksomhed, at romanens sexscener er så detaljerige, og at aktørernes og ofrenes kønsdele får et nyt navn for hver scene, hvilket jo faktisk er noget af en præstation, men altså uden vedvarende indtryk. Kongefamilien inddrages også i de vilde fester, som Daniel begynder at filme, og ja, det er de sædvanlige rygter om bestemte prinsers seksualitet, det igen forsøges at score billige points på. How low can you go? Og Ritt Bjerregaard ved gud.
Vold og sex
Jeg kom sådan til at tænke på norske Matias Faldbakkens Skandinavisk Misantropi i tre bind, som udkom fra 2001-2008, og som også blander vold og sex i en billedverden. Jeg tænkte på, hvordan Faldbakkens værk behandler emnet grænseoverskridende kunst for alvor, hvordan jeg blev anfægtet som læser. Hvordan jeg fik det fysisk dårligt af at læse den, men alligevel meget gerne vil diskutere den og tænke over den. Og hvordan Daniels grænseoverskridende handlinger til gengæld blot pænt - og pænt kedeligt - bliver inden for bogens kanter.
•Martin Hall
•Lindhardt og Ringhof
•204 sider
•300 kroner
Kommentarer
Mange tak for den levende gengivelse i ugens bogtillæg som vakte min nysgerrighed i en grad så jeg købte bogen og slugte den rub og stub.
Jeg må dog sige at jeg blev temmelig anfægtet af den dokumentariske skrivestil og fik det fysisk dårligt med en tiltagende knugen i maven, som tingene udviklede sig.
Der begåes det ene overgreb efter det andet, anfægter det dig slet ikke??
Jeg synes det er en alvorlig sag. Den sætter fokus på et emne med mange aspekter og lag, der ikke begrænser sig til kunsten (kunstneren Daniel) og kunstens verden, men også er aktuelt og foregår i virkeligheden omkring os i dag.
Jeg synes Hall skriver overbevisende, med stort overskud og variation. Veksler ubesværet mellem forskellige fortællestemmer, perspektiver og vinkler, indefra og ude, abstrakt og konkret. Justerer tempo og intensitet som var det en film eller musik, og behersker det så elegant at man ikke engang lægger mærke til det.
Jeg tænker det måske realistisk set vil være et fåtal foruden litteraterne som (nogensinde) får læst det nævnte trebindsværk, men jeg ville ønske at denne bog ville vinde udbredelse og på den måde måske være med til at ændre - eller få vores øjne op for - nogle forhold i vores samfund som er på alvorlig diskurs. Måske lidt på samme måde som Janne Tellers lille “Hvis der var krig i Norden” der omhandler en anden problematik, men som også i sin form involverer og aktiverer sin læser til måske at gå ud og handle anderledes bagefter.
Jeg synes det er en vigtig bog.
Tak igen!