Suzanne Brøgger, forfatter:

I Frederik Stjernfelts artikel den 21.-22. aug. ‘De nye rejsekammerater’ føres den amerikanske forfatter Paul Berman i felten som det lys, der skal spotte »vestlige intellektuelles knæfald for islamismen«.

Et par dage inden, 19. August, publicerede The New York Review of Books en sønderlemmende anmeldelse af same Berman-bog The Flight of the Intellectuals ved historikeren Malise Ruthven med overskriften: ‘Righteous and Wrong’. Forsiden af tidsskriftet er mindre nænsom. Her hedder det: ‘The Terror of Berman’.

Er Frederik Stjernfelt ude i at promovere en langt-ude-i-hampen-høg, som i sin ideologiske iver gerne sammenblander fascisme, nazisme, kommunisme og islamisme, overser historisk kontekst, og er stor i slaget, når det gælder kilder, kompleksitet og præcision?

Hvis mange fornuftige folk i den vestlige verden har taget tilflugt til tavsheden, går de vel ikke nødvendigvis islamismens ærinde? Opinionen er blevet både professionaliseret og populiseret - og man vil jo nødig bidrage med mere sludder i det offentlige rum end højst nødvendigt.

Hvis man vil blive klogere på totalitarismernes udviklingshistorie, kan jeg anbefale Aftenland - Vesten set med fjendeøjne, af Ian Buruma, professor i menneskerettigheder og journalistik ved Bard College i New York og Avishai Margalit, professor i filosofi ved Det Hebræiske Universitet i Jerusalem. Buruma er netop typen på den intellektuelle, som Paul Berman retter sit skyts imod.

Frederik Stjernfelt, som - med rette - er blevet rost for sin research på Balkan i forbindelse med krigen i Ex-Jugoslavien, ved nok, at krige - også i Europa - starter i medierne, verbalt. Hvorfor så highlighte Paul Berman, rejsekammerat til Bushs’ repræsentant, Paul Bremer, i Irak? Jeg skal ikke gøre mig klog på, om Irak var en god eller dårlig ide, men alle ved, at netop Bremer got it wrong.

Frederik Stjernfelt, forfatter og professor ved Aarhus Universitet:

Svar til Suzanne Brøgger: Suzanne Brøgger mener at kunne afvise Paul Bermans bog The Flight of the Intellectuals med henvisning til en dårlig anmeldelse af bogen, hun har set i New York Review of Books - og ved i øvrigt at sige en række grimme ting om forfatteren. Derimod siger hun intet om hans bog, som hun ikke synes at kende.

Nu er en anmeldelse i NYRB ikke automatisk noget sandhedsvidne, og at ophobe skældsord om forfatteren siger ikke meget om sandhedsværdien af det, han fremlægger i sin bog.

Brøgger tilføjer, at tavshed ikke er det samme som opbakning til islamisme. Det er jeg enig i. Men det, Berman angriber, er ikke tavshed, men aktivt forsvar for islamisme, således hos Ian Buruma og hans krav om, at folk der ikke er muslimer, ikke må kritisere islam.

Når Brøgger foretrækker et personangreb i stedet for at diskutere de påstande, bogen lægger frem, illustrerer hun ironisk nok netop det Berman kalder de intellektuelles flugt: de skyder på budbringeren i stedet for at diskutere det, der siges. Ligesom man i sin tid skød på Koestler i stedet for at diskutere hans vidnesbyrd om Sovjet.

Således går Brøgger helt uden om det vigtigste emne i Bermans bog: nazistiske og antisemitiske ideers videreliv i dele af den arabiske verden, især i islamistiske kredse. Jeg kan ikke her resumere bogens omfattende diskussion af dette emne, men et aktuelt citat fra den indflydelsesrige Yussuf al-Qaradawi, Det Muslimske Broderskabs åndelige leder og den kårne helt for Tariq Ramadan og dele af den europæiske venstrefløj, kan måske anskueliggøre denne oversete forbindelse mellem nazisme og islamisme.

Al-Qaradawi udtalte så sent som sidste år, januar 2009: »Gennem historien har Allah udsendt folk for at straffe jøderne for deres fordærv. Den seneste straf blev udført af Hitler. I kraft af alle de ting, han gjorde imod dem - selv om de overdriver det - sørgede han for at sætte dem på plads.« (Berman, s. 78).

Qaradawi fortsatte med at udtrykke håb, om at jødernes næste guddommelige straf vil blive udført af muslimer. En af de mest beundrede islamiske lærde kalder således på en genoptagelse af holocaust.

At Brøgger helt viger uden om dette bogens centrale emne, understreger Paul Bermans basale anliggende: at mange vestlige intellektuelle simpelt hen nægter at vide disse ting. Ligesom man i sin tid ikke ville vide, der var noget, der hed Gulag.

Således synes også Suzanne Brøgger at være en af Bermans flygtende intellektuelle.

Klaus Rifbjerg, forfatter:

Kommentar til debatten: Der er få, man i tidens løb gør knæfald for, men jeg kaster mig af gode og kammeratlige grunde i støvet for Frederik Stjernfelt, som desværre i de senere år som så mange andre er blevet fobisk og har fået ytringsfrihed og islamisme på hjernen. Han befinder sig nu dér, hvor han som de krigsbegejstrede ved optakten til den katastrofale Irak-krig viftede krigsmodstanderne om næsen med spørgsmålet: om man da foretrak Saddam Hussein! Det har kostet mere end 100.000 civile irakere og flere tusinde amerikanske soldater livet at få væltet tyrannen, og det kaos, krigen har efterladt, er ganske uoverskueligt. Nu hedder det sig altså, at de intellektuelle flygter fra et opgør med islamismen, underforstået at de foretrækker stening og burkaer for vort eget storartede demokrati. At det hele går i selvsving, vidner diskussionen om Flemming Roses ny bog og genoptrykningen af Muhammed-tegningerne om, for hvis man ikke synes, at Rose er landets ypperste frihedskæmper, og tegningerne den største og mest underfundige kunst til bekæmpelse af muhamedanismen, er man modstander af ytringsfriheden.

Fra støvdyngen, hvor jeg har anbragt mig i mit knæfald for Stjernfelt, vil jeg blot sige, at jeg ret tidligt bl.a. her i avisen har talt imod fundamentalistisk, islamisk grusomhed (stening) men samtidig er tilhænger af enhver diskussion med de millioner og millioner af muslimer, som hverken drømmer om at sprænge Nørreport Station i luften eller er tilhængere af det religiøse barbari, som nogen af deres trosfæller udøver. Stjernfelt mener, at Suzanne Brøgger går efter ham og ikke sagen i sit indlæg og derfor er en flygtning. Jeg synes til gengæld, det er F.S., der med stigende hastighed tilslutter sig det kor af fundamentalister, der mener, at hvis man rækker hånden frem og ønsker dialog i stedet for provokation, er man en blanding af en landsforræder og en intellektuel fej hund. I øvrigt oplever man for det meste en let kvalme, når selvretfærdigheden til hest kommer anstigende og vrinsker sine krav om engagement til kolleger og andre, der tillader sig at have en anden mening end bjergets.

Jeg kender rumlen efter i lang tid at være lagt for had af Information, som under det nuværende regime ikke tillader dissens, hvis man formaster sig til at tage afstand fra den underdanige ærbødighed, man i spalterne viser Dansk Folkeparti og den hellige, almindelige danske folkekirke.

Men nu rejser jeg mig lige og børster støvet af knæene efter mit fald, for stillingen er ikke naturlig, hverken når det gælder konfrontationen med Frederik Stjernfelt, eller de galninge som i troens navn gerne vil have bombet os alle sammen tilbage til stenalderen.

Camilla Gyldendal, gymnasielærer og Thomas Nystrøm, politisk rådgiver

Et er, at Flemming Rose (manden bag Muhammed-tegningerne) nu laver en bog med sine greatest hits. Fred være med det. Men skræmmende er det, at store dele af det danske litterære miljø, samlet til kaffe og kage hos Gyldendal (Inf. 27/8), ikke kan kende forskel på ytringsfrihed og dumhed. Jørgen Leth vælger ligefrem at fremhæve Rose som en kulturhelt.

Den eneste heltebeskrivelse der passer på Flemming Rose er selvtægthelten, som kun er optaget af sin egen agenda. Han udnytter den stærkes ret og har ingen fornemmelse for simpel konsekvensanalyse. Flemming Roses fjende er ikke en stor hensynsløs overmagt, men en på verdensplan temmelig presset gruppe, og i Danmark et mindretal vi konstant trækker frem og prygler, for at kunne mærke, hvem vi selv er. Leth griber dermed pisken og prygler videre. Han holder liv i det fanatiske korstog for ytringsfriheden, som Fogh lancerede for at fjerne fokus fra en inhuman indenrigspolitik og en krigerisk udenrigspolitik. Retten til at håne en i forvejen presset og marginaliseret gruppe har aldrig været formålet med ytringsfriheden. Derimod har ytringsfriheden altid været et vigtigt redskab til at sætte kritisk fokus på magthavere, majoriteter og de herskende moral- og normsæt i samfundet. Der er mennesker, der kæmper for disse rettigheder i undertrykkende og middelalderlige regimer i Mellemøsten. Dem kan man med rette kalde helte, og det er dem, vi skal støtte. Det gør vi ikke ved at gentrykke nogle dumme tegninger - også selvom vi har ret til det.

Denne artikel er anbefalet af: