Spøgelser for moderne mennesker

De var i kamp med og imod det moderne. Den ene var den mest moderne forfatter i Norge, mens den anden rasede mod den lidenskabsløse, sladrende og middelmådige modernitet i 1800-tallets Danmark.

Større billede

Man kan således ikke tale om det moderne gennembrud i Norge uden at tale om dramatikeren Henrik Ibsen, og man kan ikke beskæftige sig med kritikken af det moderne i Danmark uden at opholde sig ved Søren Kierkegaard. Ibsen troede på fremskridtet og historien, mens Kierkegaard troede på det, der netop ikke er historisk, men evigt. De to skønånder er således fra 1800-tallet ideologiske modsætninger, men deres ærinde var ikke ideologisk. Og der er også fællestræk mellem Kierkegaard og Ibsen: De foragtede begge massen og flertallet, de var radikalt på kant med deres samtid, og de dyrkede den stærke mand, som tør stå alene. Og så var de begge en slags anti-intellektuelle intellektuelle: Kierkegaard kritiserede de store systemer, som skulle forklare hele verden, og Henrik Ibsen bragte velkendte figurer sammen i situationer, som skabte ukendte konsekvenser. Selv sagde Ibsen engang i en samtale: »Jeg er at ligne med en Kemiker, der kender Stoffer og afventer Resultater. Tit forbavser mine Skikkelser mig ved at gøre eller sige Ting, jeg ikke havde ventet af dem; ja de kan undertiden vende helt op og ned på min Plan, de Sataner. En Digter maa lytte til sit Værk.«

Søren Kierkegaard ville ikke kalde sig selv for kemiker, men han slog også fast, at han bestemt ikke var herre over sit forfatterskab, som blev skabt af det, han kaldte »Styrelsen«. Midt imellem Ibsen og Kierkegaard står Georg Brandes, der var stærkt optaget af Kierkegaard og korresponderede med Ibsen, som han også skrev adskillige tekster om.

Forstod endnu mindre

Kierkegaard og Ibsen traf aldrig hinanden personligt. Søren Kierkegaard blev født i 1813 og levede i København indtil efteråret 1855, hvor han træt og slidt selv henvendte sig på Frederiksberg Hospital for at dø. Henrik Ibsen blev født i den mindre norske provinsby Skien i 1828 og levede lange perioder uden for Norge, inden han døde i Oslo i 1906.

De kunne have truffet hinanden, da Ibsen som ung teaterchef i 1852 kom til København for at få inspiration. Han mødte flere danske kulturpersonligheder og så adskillige teaterstykker, men Kierkegaard så han ikke noget til. Der er siden spekuleret meget på, om Ibsen skulle være inspireret af Søren Kierkegaard, og det er også et tema i en ny antologi, som er udkommet på norsk. Udgangspunktet for antologien Kierkegaard, Ibsen og det moderne, som er skrevet af Kierkegaardforskere, Ibsenforskere og andre humanister, er to konferencer, som blev afholdt i 2006 og 2008. Bogen indledes med et fint essay af den norske forfatter Dag Solstad, hvor han fortæller historien om Ibsens rejse til København og promenerer den tese, at Ibsen ikke skulle være synderligt påvirket af Kierkegaard. Det baserer Solstad på et udsagn fra et berømt brev fra 1870, hvor Ibsen afviser, at hans stykke Brand skulle være bygget over Søren Kierkegaards skæbne: »Det er en fuldkommen misforståelse, når man tror, jeg har skildret Søren Kierkegaards liv og levned. (Jeg har overhovedet læst meget lidet af S.K. og forstået endnu mindre.)«

Dette tekststykke vendes og drejes af adskillige forskere i bogen. Nogen læser det som Solstad som et oprigtigt udtryk for, at Ibsen ganske enkelt ikke har læst og forstået Kierkegaard, mens andre finder eksempler i andre tekster på, at nordmanden måske alligevel har læst mere af den danske filosof, end han vil være ved.

Eivind Tjønneland argumenterer i sin læsning af Brand for, at dramaet kan forstås som en kritik af Kierkegaard. Han viser, hvordan flere citater fra Kierkegaards forfatterskab synes klippet ind i stykket, og det er ikke tilfældigt. Både Kierkegaard og Ibsen beskæftiger sig med idealister og metafysiske sværmere. For Kierkegaard henviser idealismen i hverdagslivet ofte til fortvivlende og fortvivlede vilkår, at mennesket er sammensat af noget endeligt og noget uendeligt, noget dødeligt og noget evigt. Hos Ibsen afsløres det ofte, at de største idealister er drevet af smålige interesser. Det skyldes ikke en konflikt mellem evighed og endelighed, men derimod at idealismen bruges til at stabilisere tilværelsen for moderne mennesker, som netop ikke har en evighed at holde fast i. Derfor er Ibsen ifølge Tjønneland »mere moderne end Kierkegaard«.

Leonardo Lisi udfordrer i en interessant analyse en almindelig opfattelse af modernismen i litteraturen: Det antages gerne, at franske forfattere som Charles Baudelaire og Gustave Flaubert i midten af det 19. århundrede grundlagde en modernisme, som de næste generationer af modernister skrev efter og imod. Den skandinaviske modernisme var således en slags elev i den kontinentale skole. Nordiske forfattere skulle altså have forholdt sig til en allerede etableret modernisme, men Lisi viser i sine analyser, hvordan Ibsen og Kierkegaard udviklede originale figurer, som siden kom til at påvirke det tyvende århundredes engelske og amerikanske modernister.

Spøgelser

Det gælder generelt for Kierkegaard, Ibsen og det moderne, at der er fine litterære, teologiske og intellektuelle analyser af begge forfattere og deres kamp med og imod det moderne liv. Róbert Haraldson minder i sin tekst om genfærd hos Kierkegaard og Ibsen om, at litteraturen og filosofien sikkert for altid vil være kilder til indsigt i de destruktive kræfter, vi ellers ikke kan få øje på. Det er hævet over ideologisk uenighed og idealismens funktion, at både Ibsen og Kierkegaard iscenesatte de genfærd, som stadig hjemsøger mennesker, der ellers regner sig for moderne.

Både Ibsen og Kierkegaard havde i hvert fald fat i de genfærd, der hjemsøger moderne mennesker, som ellers slet ikke tror på spøgelser.