Visse mennesker lærer det aldrig. Tavshed, stilhed, er det værste, de ved. Det er som om deres organisme ikke kan tåle det. Høre efter hvad andre siger, kan de heller ikke.

Det virker næsten som en forbandelse: de er nødt til at tale og tale hele tiden. Det kan være folk, man tilfældigt møder på gaden efter ikke at have set noget til dem i lang tid. Ens høflige spørgsmål om, hvordan det så er gået dem siden sidst, får dem først til at lyse af glæde og taknemmelighed, derefter forstår man, at man har trykket på en knap, man nok hellere skulle have holdt fingrene fra. Hold da kæft som de kan snakke! Og hvor er der dog, viser det sig, sket en helt utrolig masse i deres liv siden man talte med dem sidst. Ikke så tit store og afgørende begivenheder, meget oftere en ophobning af banaliteter - men gudbevares, på det punkt ligner de jo de fleste andre. Banaliteter er vores fælles temperatur - heldigvis da. Mens man hører på flommen af fuldt ud genkendelige historier - måske er man trukket ind på en café eller et værtshus - begynder man selv at trippe lidt. Sådan indvendigt. Man bliver lidt utålmodig, måske også lidt mere end bare lidt utålmodig, for hvornår kommer det, tænker man. Det lille spørgsmål. Kvitteringen, så at sige, for at man nu, måske i halvanden time, har lagt øre til den andens helt afsindigt interessante redegørelse for sandheden, kun sandheden og intet andet end sandheden om hvad der er overgået ham eller hende de sidste uger eller måneder. År, måske. Det lille, i og for sig beskedne spørgsmål: Og hvordan går det så med dig? Det er det, man venter på.

Det er nu ikke sikkert, det kommer. Slet ikke. Men måske kommer det, måske for skams skyld, men selv i så tilfælde, er det ikke sikkert man vil få lejlighed til at svare. Snakketøjet er slet ikke færdig med at udrede sin egen situation endnu. Det er vigtigt, det her, forstår man. Og herregud, hvad man evt. selv måtte have at fortælle, er jo som regel ret banalt, måske ligefrem kedeligt. Det kan man godt selv se. Et sæt banaliteter må også være nok. Ligefrem at skulle forholde sig til hele to - den andens og ens egen - hen over cafébordet, er ikke til at bære. Så hvad fanden, tænker man, lad nu idioten ævle af sig. Før eller siden får det vel en ende. Og man kan jo bare lade være med at høre efter. En anden gang kan man jo undlade at spørge den anden om noget som helst. Værre er det heller ikke.

Der er vel tale om to forskellige psykologiske karakterer. To forskellige typer af gemyt. Dem med det alt for velsmurte snakketøj og os andre, der har for store og måske for velvillige ører. Det kan forekomme - og det opleves bestemt ofte sådan - at det er dybt uretfærdigt. Hvorfor skal det altid være os, der skal høre på de andres lort? Men i øvrigt er det ikke altid et snakketøj er så heldig, at han eller hun lige render ind i et stort øre.

En kamp om næstens øre

Det sker oftere, at et snakketøj ikke kan finde andre ofre for taletrangen end et andet snakketøj. Det kan både være ulideligt og ret underholdende at høre på. To mennesker der overdænger hinanden med banaliteter, som de hver især synes er hhv. livsvigtige og irriterende at høre på. Så får man virkelig bekræftet det Milan Kundera skriver et sted, nemlig at tilværelsen kan udarte til en kamp om næstens øre. Den ene gider ikke høre om, at den anden havde influenza i sidste uge, men kræver til gengæld at den anden hører opmærksomt efter, når den egentlige, den vigtige, historie fortælles, nemlig den om hvordan det føles at blive væltet omkuld og være sengeliggende en hel uge med 39,2 i feber! Lægers venteværelser og hospitaler er en yndet scene for snakketøj. Jeg gider ikke høre om dine sygdomme, men du skal høre om mine. Imens sidder vi forstandige folk med vores store ører og ryster på hovedet. Tsk, tsk, folk er virkelig nogle mærkelige skabninger, tænker vi. Vi, derimod, vi forstår kunsten at lide i stilhed. Spørgsmålet er selvfølgelig, om man er mindre selvoptaget bare fordi man ikke føler trang til at snakke hele tiden.

Om det er uretfærdigt, at vi må lægge øre til snakketøjets eskapader, det ved jeg snart ikke. Måske er det slet ikke os, men netop snakketøjet, der er det egentlige offer.

Når vi nu engang ikke har behov for at lette os i tide og utide, og vælte banaliteter af os, så er det vel ikke os, man skal have ondt af. Det sker da også, at et snakketøj pludselig kan blive aggressiv og begynder at se bebrejdende på én. Hvorfor siger man ikke noget? Hvorfor sidder man bare der og labber i sig af andres betroelser? Selv skal man sandelig ikke nyde noget af at afsløre noget - eller hvad? Ganske vist er der rigeligt, der taler til ens forsvar - når man ikke siger noget, når man bare labber i sig og når man ikke selv ‘afslører’ noget, er det i alle tre tilfælde fordi man ikke kan få ørenlyd. Men derfor kan der jo godt være noget om det. Når snakketøjet langt om længe er gået sin vej, kan man sagtens sidde tilbage med noget, der ligner dårlig samvittighed.

Nej, hvor man nu ved meget om snakketøjets inderligt kedsommelige og gennembanale liv, tænker man. Og snerten af dårlig samvittighed til trods, er det da en stille, storøret glæde, at han eller hun aldrig fandt ud af, at man selv, samtalepartneren - hvis det udtryk ellers giver mening - er nøjagtig lige så kedsommelig og lige så rystende banal.