STOCKHOLM - Berlin den 4. juli 1940: Jøder må kun indkøbe levnedsmidler mellem klokken 16 og 17. Den 29. juli 1940: Jøder må ikke længere have en telefonforbindelse.
Da disse to nyeste indskrænkninger i de tyske jøders frihed trådte i kraft, havde Nelly Sachs og hendes mor Margarete forladt landet. Den 16. maj 1940 steg mor og datter op i en af de sidste civile maskiner, der afgik fra berlinerlufthavnen Tempelhof. Destinationen var Stockholm, hovedstaden i det neutrale Sverige.
De medbragte det tøj, de gik og stod i, en termokande med fennikelte til den syge mor, en brun kuffert og de fem mark, det var tilladt for jøder at udføre. Det vil sige, da den røde flyvemaskine lettede, afslørede moderen, at hun havde smuglet yderligere fem mark ud. Var det blevet opdaget, kunne det have kostet dem udrejsen og i stedet skaffet dem en enkeltbillet til tyskernes udryddelseslejre østpå. Dette uhørte mirakel, at de to jøder så sent kunne slippe ud af Nazityskland, skyldte kvinderne den store svenske forfatter Selma Lagerlöf.
I sommeren 1970 døde den tysk-jødiske digter Nelly Sachs i Stockholm af kræft i tyktarmen. Tre og et halvt år forinden havde hun på sin 75-års-fødselsdag, den 10. december 1966, modtaget Nobelprisen i litteratur.
I anledning af 40-året for hendes død viser fire europæiske byer en udstilling om digterens helt igennem usædvanlige og usædvanligt gribende liv. Den åbnede i foråret i Berlin, fra dette efterår følger Stockholm, Zürich og Dortmund. Den poe- tiske og samtidig realistiske udstilling Flugt og Forvandling er kurateret af Aris Fioretos, svensk forfatter og hovedudgiver af Sachs’ værker i Sverige. Man behøver ikke at have læst en linje af hendes poesi for omgående at blive suget med på den overvældende rejse, som hun foretog både personligt og litterært. Desuden har Fioretos skrevet en fremragende bog om Nelly Sachs, der med talrige illustrationer udgør udstillingens katalog.
Fra en svunden tid
Rio Bio emmer af en svunden tid. Den er en af Stock-holms velbevarede biografperler, der åbnede i 1940’erne ud til vandet ved Horns- tull i Södermalm, byens sydlige del. Filmene er omend smalle, så tidssvarende nok. I øjeblikket kan man blandt andet se en israelsk film, Armadillo, en film om Rolling Stones, en operafilm eller deltage i en filmfestival om fanatisme. Skråt overfor ligger en afslappet, smart café, og flere unge designere har åbnet kontorer i området.
Rundt om hjørnet langs med Skærgårdens bred går gaden Bergsunds Strand. Denne dag, hvor regnen siler ned, ser man dem pludselig for sig med hinanden under armen: To små damer med frakker og hatte. Den ene ældre og mere svagelig, den anden støtter hende nænsomt. Eller måske er der kun den ene, den yngre. Med et indkøbsnet i hånden. Hun går forbi Rio Bio. Der er hverken tid eller råd til den slags forlystelser. Hun skal hjem til nummer 23, hvor den skrantende mor venter på mad og pleje. Senere skal oversættelserne til tysk af store svenske lyrikere som Gunnar Ekelöf, Johannes Edfelt og Harry Martinson fra hånden, før hun endelig i nat kan sætte sig på det rosa tæppe på briksen ved det runde bord i hjørnet og begynde på sine egne digte. Lyset holder hun slukket, så hun ikke vækker moderen. Den 41 kvadratmeter store lejlighed rummer kun ét værelse.
De fire kvadratmeter med briks, bord og lampe var hele Nelly Sachs’ privatliv. Her spiste og sov hun, og her skrev hun på en skrivemaskine, model Mercedes. Hjørnet kaldte hun sin ‘kahyt’ på grund af udsigten til bådene og fabrikkerne på Liljenholmen på den anden side af vandet. Her blev hun boende også efter moderens død i 1950 til sin egen død 20 år senere.
Det var ellers under andre forhold, den lille Leonie Sachs, som hun egentlig hed, kom til verden i berliner- bydelen Schöneberg i 1891. Hun var enebarn. Hendes far, ingeniør Georg William Sachs, videreførte sin fars gummivarefabrik i en bygning i Lessingstrasse. Ejendommen tilhørte Nellys mor Margarete. Ejerforholdet fik nazisterne senere ændret på.
Skrev for at overleve
I 1908 oplevede den 17-årige Nelly sin første kærlighed på et kurophold i Riesengebirge i det nuværende Tjekkiet. Mandens identitet afslørede hun aldrig. Men hun blev forladt og var så slået ud, at hun nægtede at spise og måtte i behandling. I et halvt år i 1909 opholdt hun sig i Berlinforstaden Grunewald på et sanatorium, der blev ledet af neurologen og psykiateren Richard Cassirer. Han frygtede, at den unge kvinde skulle sulte sig ihjel, men da hun viste ham nogle digte, hun havde skrevet, så han et lyspunkt og rådede hende til at holde fast ved livet. Måske kunne digtningen få succes, hvor lægerne måtte give op, og for første gang blev dét at skrive til et spørgsmål om overlevelse for Nelly Sachs.
I 1921 debuterede hun med Legenden und Erzählungen (Eventyr og fortællinger) på det ukendte F.W. Mayer Verlag. Samlingen vidner om den unge forfatters beundring for Selma Lagerlöf og om hendes store interesse for romantik, helgenlegender og folke- og ridderdigtning. Hun sendte et eksemplar til sit idol og fik et takkekort på tysk fra Mårbacka: Det var stilet til »frøken Nelly Sachs, forfatterinde«, hvilket selvfølgelig i sig selv var en blåstempling. Og så fulgte ordene: »Hjertelig tak for den smukke bog! Kunne ikke have gjort det bedre selv. Deres hengivne Selma Lagerlöf«. Kortet lå blandt de få ejendele, der kom med i den brune kuffert til Sverige, og Sachs bevarede det som sin dyrebareste skat hele sit liv.
Hjælp fra Lagerlöf
Forbindelsen til Lagerlöf blev i sig selv dyrebar. Da nazisternes jødeforfølgelser blev livstruende for Nelly og hendes mor - faderen var død i 1930 - var det den svenske Nobelprismodtager, der med et par enkelte linjer anbefalede de svenske myndigheder at modtage de to kvinder.
Det var svært at opretholde livet med det beskedne underhold, de modtog fra Stockholms jødiske menighed. Derfor begyndte Sachs trods ufuldstændige svenskkundskaber snart at oversætte. I eksilet blev omfanget af nazisternes forbrydelser mod hendes stammefrænder klart for hende. Hun bestemte, at hendes værk fra før flugten i 1940 aldrig skulle trykkes eller bare nævnes bibliografisk, og hendes værk er siden blevet set i lyset af antagelsen: I begyndelsen var Shoah.
Forfølgelsesvanvid
I årene efter moderens død i 1950 knyttede hun nære venskaber med blandt andre digterne Paul Celan og Hans Magnus Enzensberger. Sidstnævnte arvede også rettighederne til hendes værk. Men samtidig med, at hun i tiltagende grad i slutningen af 1950’erne begyndte at modtage litterære udmærkelser, dukkede de første tegn på forfølgelsesvanvid op. Sachs havde mistet adskillige familiemedlemmer og nære venner i holocaust, forfølgelserne i 1930’ernes Berlin havde sat sig sine spor, og en række psykiatriske indlæggelser fulgte. Da hun modtog Nobelprisen sammen med den israelske romanforfatter Josef Agnon, var en af hendes personligt inviterede gæster hendes psykiater Sven Mårtens, som hun følte, hun skyldte så meget.
Først i 1952, 11 år efter at tyskerne havde frataget hende hendes statsborgerskab, blev Nelly Sachs statsborger i sit nye land. Svensker følte hun sig næppe som, dertil havde hun som digter for stærk brug for sit modersmål. Den lillebitte skikkelse i ny blå kjole og månestenshalskæde sluttede sin korte tale ved Nobel-højtideligheden med disse ord, udtrykt i et digt: »I stedet for hjemstavn holder jeg fast på tidens forvandlinger«. Hun kunne leve med, at hendes hjemstavn for evigt blev taget fra hende, fordi hun havde set, at tiden forvandlede sig, trods alt.
‘Flucht und Verwandlung’. Judiska Teatern, Stockholm. 2. oktober 2010 - 20. november 2010. Strauhof, Zürich. 15. december 2010 - 27. februar 2011. Museum für Kunst und Kulturgeschichte, Dortmund. 15. oktober 2011 - 18. december 2011. Katalog af Aris Fioretos: ‘Flucht und Verwandlung. Nelly Sachs, Schriftstellerin, Berlin/Stockholm’, Suhrkamp Verlag 2010, 317 sider, 29,90 euro
Kommentarer