Mere undervisning, tak!

Da jeg for tre år siden begyndte på universitetet, var det i en rigtig klasse med faste undervisere, skolekammerater og skema. Det eneste, der syntes at være virkelig forskelligt fra gymnasiet, var de kun 12 timers undervisning om ugen. At have så få timer føltes voksent og selvstændigt og stemte meget godt overens med forestillingen om at være ‘rigtig studerende’.

Siden har jeg lært, at 12 timer om ugen nok kræver selvdisciplin og selvstændighed. Men slet, slet ingenting målt med, hvad jeg siden har måttet mønstre. Siden jeg begyndte, er det nemlig gået kraftigt nedad med timeantallet - og i løbet af det sidste års tid har jeg modtaget henholdsvis fire og syv timers ugentlig undervisning per semester.

Se, dét er noget, der gør én til ‘rigtig studerende’ - hvis et rigtigt studieliv altså er kendetegnet ved endeløse og ensomme timer ved eget skrivebord, evindelig læsning af genstridige kompendietekster der sjældent bliver gennemgået af en underviser, og ved en konstant svindende tilknytning til dét universitet, der burde være grundstenen i enhver studerendes hverdag.

Store ambitioner

Københavns Universitet vil gerne være blandt de bedste i verden. Tidligere i år, da rektor skulle indbyde til åbent hus på fakulteterne, indledte han sin virtuelle velkomst med at skrive om, hvor højt placeret vi er i Norden, og om vores »stjernealliance« med bl.a. Oxford og Cambridge Universiteter. Og statsminister Lars Løkke har for kort tid siden ytret ønske om, at Danmark inden for ti år skal have et universitet på den europæiske topti-liste

Men hvordan i alverden kan vi måle os med Oxford, når vi har studerende, der ligesom jeg har modtaget kun syv timers undervisning om ugen i sølle tre måneder? At de ca. 70 timers undervisning, jeg har modtaget fra februar til april, skulle kunne kvalificere mig til én af verdens dygtigste studerende er mig en gåde. For nok er undervisningen både kompetent og spændende - men der er alt, alt for lidt af den.

Især humaniora er hårdt ramt. Hvis man sammenligner en tredjeårsstuderende her og én på natur- eller sundhedsvidenskab, forlyder det ifølge Politiken, at den naturvidenskabsstuderende har 78 procent mere undervisning end en danskstuderende. Det skyldes, at når der udløses taxameterpenge hver gang, en studerende bliver færdig, bliver humaniora honoreret med den laveste sats i systemet. Og færre penge i kassen for hver enkelt færdig kandidat betyder færre penge til de studerende.

Men hvorfor den store forskel inden for fakulteterne? Er en matematikstuderende mere værd end en dansk- eller historiestuderende - og har han større ret til at dygtiggøre sig inden for sit fag end jeg, der læser humaniora, har?

Hvad kan man blive?

Vi lever, at dømme efter pengeposernes størrelse, under en regering, der ikke finder humaniora væsentligt. Men humaniora er vigtigt.

Nok kan vi ikke redde menneskeliv, som en færdiguddannet læge kan - men vi kan videreføre en kulturarv og en tradition, som er uvurderlig for det moderne velfærdssamfund, man kæmper for at opretholde her i landet.

I sommer var jeg med min barndomsveninde på feriebesøg hos hendes forældre, Jan og Diane. En aften sad vi på terrassen og grillede, og bedst som jeg sad og faldt hen i tanker om den danske sommer - sådan som den var på den aften, og som den så ofte er beskrevet i den klassiske danske litteratur - blev jeg revet ud af tankestrømmen med Jans spørgsmål:

»Du Amalie, hvad kan man egentlig bruge det der danskstudie til?«

Egentlig en rimelig uskyldig forespørgsel - hvis ikke det havde været for den noget sarkastiske tone, der lå i hans stemme. Og hvis ikke han havde fortsat med:

»Vi kan sgu da ikke alle sammen gå og lave noget så ligegyldigt som at læse bøger.«

Med et var sommeraftenen spoleret for mig. For åh, hvor er det dog frustrerende gang på gang at opleve folk, der uden den mindste refleksion konstaterer, at hvis ikke man udretter noget - dvs. kan konstruere en maskine, bygge et hus, udføre et forsøg eller få et regnestykke til at gå op - så er man ubrugelig. Den holdning synes Jan - som er ingeniør - at dele med en stor del andre. I så høj grad at da jeg sagde, at jeg ønsker at blive gymnasielærer og dermed at kunne videregive al min tilegnede viden til andre, så stemplede han også den idé som en fejldisponering af mit liv. For hvorfor i alverden skal ungerne overhovedet have dansk i gymnasiet - når de kommer dertil har de jo for længst lært at læse og skrive.

I chok over hans holdning klappede jeg totalt i dér på terrassen. Jeg opgav simpelthen at forsvare mit elskede fag og min idé om, hvad et rigt liv består af. For det er lige præcis dét, humaniora giver os: livsrigdom. Evnen til at reflektere over levet liv og menneskelige vilkår. Evnen til at kommunikere hensigtsmæssigt og tage moralsk stilling til samfundet omkring os. Til at fordybe os og til at afklare vores verdensbillede. Humanister tager udgangspunkt i menneskeheden og dens færden. Deraf navnet - og deraf vigtigheden!

Og derfor skal de humaniorastuderende have noget mere undervisning. Det kan ikke være rigtigt, at den eneste måde at blive forankret i sit universitet på, er gennem socialt engagement. Jeg er snart medlem af samtlige sociale udvalg på danskstudiet - og nok er det vidunderligt og sjovt og givende, men det er da tankevækkende, at jeg snart oftere er på KUA for at arrangere en fest end for at have undervisning. Og at jeg, for overhovedet at få min videbegærlighed tilfredsstillet, er nødt til at arrangere månedlige møder i studiekredsen, hvor vi mod vingaver betalt af egen lomme får en klog mand eller kvinde til at komme og tale med os om litteratur.

Det er dejligt, at KUA står klar med faciliteter og professorer til studiekredse og frivillig faglighed.
Men udover egne arrangementer er det svært at få ekstra lærdom derude.

Ingen eksamen

Det er nemlig sådan, at man ikke må få flere ECTS-point, end hvad der ifølge studieordningen tilkommer én i løbet af sine studieår.

I stedet for at lade os suge al den lærdom til os, vi kan, begrænser man vores undervisning til det, der er allerhøjst nødvendigt, for at vi kan få vores grad
.Altså må jeg ikke gå til eksamen i de ekstra fag, jeg måtte ønske at følge - hvis jeg da overhovedet får lov til at følge dem
.Så når der udbydes et brandspændende fag, som jeg bare må deltage i - af interesse og af iver for at udfylde min tid med noget meningsfyldt - så afhænger det af underviserens velvilje, om jeg må få lov at være med på en kigger. Eksamen må jeg under ingen omstændigheder tage - for der er ikke råd til at have de studerende oppe, som ikke skal bruge eksamen til noget. Slet ikke når fakultetet knap har penge til at give os den nødvendige undervisning.

Hvor er det dog himmelråbende åndssvagt, at man ude i samfundet skriger på veluddannede unge mennesker fra et universitet i verdensklasse - og samtidig spænder ben for både sig selv og dem ved at hindre dem i at lære mere end hvad syv ugentlige undervisningstimer kan give.

Mindre kvalificeret

Efter tre år på KUA kan jeg nu med stolthed kalde mig bachelor i dansk og retorik.

Men jeg må indrømme, at denne stolthed ikke sjældent blandes med en følelse af undren, ja, næsten af falskhed, idet jeg har svært ved at tro mig selv så kvalificeret, som man bør være, når man er bachelor. Og det er hverken på grund af eget manglende engagement eller urimeligt høje krav til, hvad jeg skal kunne evne på dette stadie af mit studie - nej, det er simpelthen, fordi både studieordningerne og mængden af undervisning er tilpasset de penge, humaniora har at rutte med.

Og det er altså ikke nok til at give os lige så mange timers undervisning, som bachelorerne fra andre studier har modtaget - hvorfor jeg vel desværre kan anse mig selv for en mindre kvalificeret bachelor end mine venner fra DTU, jura og sundhedsvidenskab.

Heldigvis, kan jeg med en vis bitterhed konstatere, har ingen af mine kommende humanistkonkurrenter og kolleger fået mere undervisning end mig - så vi er alle lige underkvalificerede, når vi om et par år skal ud og undervise Danmarks nye håb i dansk, historie, filosofi og engelsk.

I disse dage starter 1.910 nye studerende på KUA. Det er mit håb, at alle disse nye humanister sammen med os, der er godt i gang med vores uddannelse, vil være med til at skabe debat om den manglende undervisning på humaniora. For det er dét, vi har allermest brug for. Vi skal få sat fokus på den manglende undervisning og på vigtigheden af vores fag. Vi skal overbevise både regeringen og folk som min venindes far om, at vi også kan noget - og at vi vil have penge til flere timer, så vi kan blive endnu dygtigere.

Humanisterne fra Københavns Universitet kan godt blive i verdensklasse - men vi bliver det ikke uden mere undervisning.

Amalie Laulund Trudsø er bachelor i dansk og retorik fra Københavns Universitet og har netop påbegyndt sin kandidatuddannelse