For nylig læste jeg i nærværende avis, hvordan det ikke er uden konsekvenser, hvis ‘pigebøger’ altid er lyserøde. Ifølge Jette Kofoed, lektor ved DPU, Aarhus Universitet, er der intet galt i gerne at ville være prinsesse, men det er absolut vigtigt, at vi er opmærksomme på, at der er variation i de rollemodelmuligheder, vi videreformidler, fordi vi med for fasttømrede stereotyper er i fare for at begrænse vores børn og ikke mindst fodre dem med vrangforestillingen om den ‘rigtige’ pige og den ‘rigtige’ dreng. Nu ved jeg ikke, om der findes noget, der hedder rigtige piger eller rigtige drenge, men prinsessedrømmen, ved jeg, lever i bedste velgående, f.eks. i et fænomen som Sex and the City-filmene.
Selve tv-serien er noget andet end filmene og havde efter min mening en berettigelse som et frisk pust fra den vestlige NY-verden, hvor singlekvinder pludselig var hotte og oven i købet fik p.., så det stod efter - formatet var kort, vittigt og aktuelt for det moderne kvindeliv. De fire veninder kunne være en og samme side af dig selv, svingende mellem ambitionen om den semi-intellektuelle Carrie, den lavpraktiske og fornuftige rødhårede, den modige men dydige familieorienterede brunette, og så sexbomben der tager, hvad hun vil have, lige præcis når og hvor hun vil have det.
Man kunne sagtens se sig selv som en hybrid af alle fire, og så alligevel hælde mere til den ene stereotyp frem for den anden, og ligeledes sagtens definere sig selv ud fra de noget firkantede rammer, der blev udstukket, uden at føle sig alt for fastlåst. Fire kvinder, der kunne klare sig selv, samtidig med at de holdt sammen i tykt og tyndt, efter parolen - kvinde er kvinde bedst, sådan lidt musketeragtigt, på den moderne kvindelige måde.
Lad jer ikke reducere
I filmene synes det der med at tage vare på sig selv at være gået lidt tabt, med Carries løbetur gennem New Yorks gader i brudekjole som nedturens højdepunkt. På det tidspunkt havde man set Manolo Blahnik-sko sådan ca. 18 gange i close up, og man havde også set Carrie i mindst 38 forskellige outfits ligne alt fra lille skolepige, til madonna, til high society socialite på toppen af verden, gaaaaab og prinsessedrøm så det fløjter. Der synes faktisk ikke at være meget andet tilbage af vores alle sammens seje, frie, sjove og veluddannede New Yorker Carrie end ønsket om at ægte Mr. Big!
Sammenholdt med ønsket fra Jette Kofoeds side om litteraturens nødvendige agtpågivenhed over for prinsessedrømme, kunne man, da millioner af kvinder verden over endnu engang valfartede til biograferne for at se den nye ørkenversion af askepotkomplekset, vist godt sige, at noget ikke gik, som præsten prædikede på Femø-lejren for herrens mange år tilbage.
Jeg for min del undrede mig i al fald over, hvorfor den moderne kvinde havde lyst til endnu engang at bruge to stive klokketimer af sin kostbare tid på at sidde og se på fire stk. Gucci-klædte, askepotkompleks-ramte kvinder over 40, der sådan lidt firkantet sagt var mere eller mindre reduceret til skofetichister og prinsejagere.
Selvfølgelig et kompliceret spørgsmål, men går man en tur gennem barndommens højborg, Fætter BR, tror jeg, man hurtigt får øjnene op for den kulturelle prægning, forløberen til Sex and the City og for, at der også er andre og større merkantile kræfter på spil end litteraturen i forhold til fastlåste kønsroller og prinsessedrømme.
Møgirriterende Snehvide
For alt til piger er lyserødt og prinsesseagtigt, det vrimler og funkler med diademer, diamanter og store rober til udklædning. Barbiedukker en masse, hvis forbillede synes at være eksdiktatoren Marcos kone, Imelda, og hvis eneste mission her i livet er at indfange Mr. Kent. Samtidig bugner udbuddet af Disney-prinsesser, som også vores døtre hver anden dag kan få ind under huden direkte via tv-skærmen eller dvd’en.
Her er heltinderne næsten alle sammen handlingslammede ungmøer med kun en eneste tanke i hovedet - Mr. God damn Big. Den vel nok mest kendte af dem må være skofetichisten og prinsejageren over dem alle, Askepot herself. Askepot, der finder sig i hvad som helst, mens hun lalleglad traller rundt og gør rent, lige indtil hun bliver iklædt haute couture af en masse små grå mus, hvorefter hun passivt sætter sig til at vente på, at Mr. Big kommer sejlende ind ad døren for at besegle romancen ved at knalde et stk. Manolo ned over hendes ligtornbefængte fod.
I samme kategori finder vi også Snehvide, der nok må være noget af det mest møg-irriterende en moderne kvinde kan forestille sig. Nynnende og trallende glad, grænsende til det absurde over et møgliv, hvor hun ikke har udsigt til andet end at gøre rent og passe syv små grimme mænd, liiige indtil Mr. Big redder hende, sæføli. Den måske mest lamme af dem alle, i bogstaveligste forstand, Tornerose, er næsten forbilledlig, da hun i det mindste bare smider sig på divanen og får sig en ordentlig skraber, liiige indtil …
Så et eller andet sted tror jeg bare ikke, litteraturen alene kan klare opgaven med diversitet i de rollemodeller, vi serverer for vores børn. Efter min mening kunne det tyde på, at vi desværre er inde i en ret så kedelig udvikling, hvad angår rollemodeller, jeg mener, sæt lige din datter til at vente på Mr. Big på chaiselongen i et lyserødt tylskørt fra Fætter BR i 2010 og se, hvor langt hun når med det.
Renée Toft Simonsen er psykolog og forfatter. Hun skriver på skift på denne plads med Mette Bom, Pernille Rosenkrantz-Theil og Emilia van Hauen
Kommentarer
Jeg synes det er fint, at kvinderne giver sig selv lov til at udforske det kvindelige univers. Det undrer mig bare at det tilsyneladende ikke vokser. Men det gør det måske også når tv-kameraerne er slukkede?
“Jeg for min del undrede mig i al fald over, hvorfor den moderne kvinde havde lyst til endnu engang at bruge to stive klokketimer af sin kostbare tid på at sidde og se på fire stk. Gucci-klædte, askepotkompleks-ramte kvinder over 40, der sådan lidt firkantet sagt var mere eller mindre reduceret til skofetichister og prinsejagere.”
Nu ved jeg ikke, hvem “den moderne kvinde” er? Jeg kender ingen, der gad se den omtalte film. Måske er filmen overvejende et city-jetset-fænomen?
Men så var min barndoms højborg (heldigvis) heller ikke Fætter BR, og her i hjemmet er reklamerne derfra som regel blevet smidt ud, før børnene nåede at komme for godt i gang med at falde for lokkemaden.
Det undrer mig meget at en cand.psych. som den der har skrevet denne kommentar ikke kan eller vil se, at eventyr er arketypiske og bruger arketypiske symboler til at fortælle med (virkemidler).
Og jeg tror, at Renee har set alt for mange Disney-film med sine piger/børn. Askepots mus findes (så vidt jeg ved kun i Disney’s udgave) af eventyret.
Hvis man kigger på Tornerose, så sker der det (jeg har nemlig bogen til filmen), at Tornerose møder en ung mand i en skov og drømmer om, at hun vil have ham (giftes med ham). Siden er det netop ham (fra det ubevidste=skov) som skærer sig vej igennem tornebusken, da hun har stukket sig på en ten. (og alle burde kunne se de seksuelle undertoner her….)
Mht. pigers prinsesse-drømme, mon ikke de til dels kommer fra forældrene, dels kommer fra sådan, som legetøj f.eks. bliver markeds-ført til børn (og unge).
Er man en dreng f.eks. er det sejt at have Bakugan-kugler, er man en pige, er det sejt at have perler og prinsesse-tøj. Dette billede ser man næsten hele tiden, gentaget igen og igen og igen.
Og det er svært at trænge igennem alt dette; jeg har f.eks. en niece, som jeg gav en bog i julegave. Den handlede ikke om Twilight, men om en stærk pige, som skulle frelse et land gennem sin handlekraft.
Markeds-føringen af Twilight-fænomenet slog min (iøvrigt gode) ud med flere længder.
Mht. piger og rolle-modeller tror jeg godt, at de fleste piger udmærket i dag godt ved, at de skal vente på Mr. Big - og godt er klar, at de kan vælge at blive som Miranda eller Samantha - eller et sted midt imellem.
Drengene derimod - er jeg mere usikker på. For nogle år siden var der et interview i JP med to lærere, som køns-opdelte børnene i deres undervisning. Og de udtalte i 2007 eller 2008, at vi tror skam ikke, at ‘drengene bliver bøsser af at blive sat til at lave perle-plader’. Og hvis man spørger dem, vil de sikkert sige det samme igen…
Hvis man f.eks. er (meget) indadvendt dreng, som hellere vil spille skak end fodbold, eller hvis man f.eks. hellere vil male, tegne og gøre andre kreative ting, ja så er der jo en vis risiko for, at man netop denne dreng risikerer at få ‘bøsset’ - betegnelsen på sig.
[Og den risiko er større i dag end i 1970erne, vil jeg hævde, fordi i dag, her i 2010, er der snævre grænser for hvad en rigtig pige er og hvad en rigtig dreng er.]
Og det gør han, fordi kvinde-bevægelsen (og gudsketak og lov for det) udvidede forvetningerne til det som piger skal og kan. Men drenge skal bare stadig være drenge, også selvom nogle drenge, er indadvendte, reflektoriske og kreative af natur. (lad os kalde det for det).
Hver dag ser jeg tegn og små symboler overalt på, at kreativitet og leg mm. åbenbart kun er noget for små piger, ikke noget for små drenge…eller store for den sags vedkommende…
Karsten Aaen:
Man kan godt blive cand. psych. uden at være hverken freudianer eller jungianer. Der er mange andre retninger, man kan vælge i stedet.
Men jeg er enig med dig i, at drenges kreativitet og alsidige udvikling alt for ofte forsømmes. Det er jo sådan set ikke noget nyt - en mandlig bekendt fortalte mig engang, at nogle af hans kammerater, da de var drenge, af og til fik penge af deres fædre for at gå hen og smadre en rude et eller andet sted - for det gjorde “rigtige drenge”.
I forhold til Karsten Aaens udtalelse om de snævre handlemuligheder drenge har, kan jeg jo kun være enig.
Men i forhold til, at de eventyrlige arketyper på en eller anden måde berettiger en “degradering” af kvindekønnet, og at de på ingen måde er socialt konstruerende, da disse prinsessedrømme skulle komme fra forældrene alene kan jeg ikke være med på.
Selvfølgeligt er der ikke noget i vejen med at vise sine børn tornerose, eller læse den højt, for den sags skyld. Men det ændre ikke på det faktum at alle disse historier kommer fra en tid hvor kvinden var en klar andenrangs borger. Og den trend der for tiden er i i medierne, i skildringen af den “selvstændige kvinde” går i aller tydeligstegrad væk fra de køns idealer som har været i udvikling siden den gang Simone Beauvoir skrev sit værk det andet køn, og så frem til i dag.
Kvinden bliver efterhånden i mindre grad løsrevet for de kønslige forpligtelse de havde løst sig for, og i stedet falder man tilbage til en forståelse af kvindekønnet som “det andet køn” - og det er på alle måder en skam.
@ Tobias Sandorff:
Ganske og aldeles enig.
Det er lige så stor en skam som det er at belemre vort smukke sprog med undersættelsen ‘rollemodel’, når vi nu har det gode danske ord ‘forbillede’.
Det er den slags ting der sker med kønsroller og selvforståelse, når man kritikløst æder mediernes billeder af både køn og sprog. Hvor blev den kritiske, selvstændige tænkning af?
Mange glemmer, at eventyrerne er folke-eventyr, fortalt af folket igennem flere hundrede år, indtil Brødrene Grimm (og Svend Grundtvig herhjemme) tog opgaven på sig med at opsøge dette folk, altså almuen og høre dem fortælle de historier, de altid har fortalt til hinanden.
Hvis man f.eks. får fat i DVD-samlingen ‘the story-teller’ vil man få de oprindelige sagn, myter og eventyr at se. Og her er kvinderne lige så stærke og aktive som mændene, men Brødrene Grimm og Svend Grundtvig digtede om. Det samme har Disney så gjort.
Min pointe om drenge og mænds handle-muligheder er denne: Vi synes at have glemt at også drenge og mænd er kreative, er legende - ikke kun store fornuftige drenge eller mænd.
Prinsessedrømmen – hvad er der nu galt med den? For det første er der vel to meget forskellige tolkninger af prinsessedrømmen! Den ene handler om den pæne pige, der passer hus, og passivt venter på at lykken skal stå hende bi og prinsen på den hvide hest komme ridende og frelse hende. Den anden er vel netop forklaringen på, hvorfor prinsesserne stadig er så populære og Fætter BR sælger bunkevis af lyserøde prinsessekjoler og Barbier. Det hænger vel sammen med, at der ligger mere i prinsessedrømmen end underkastelse og opofring. Prinsessedrømmen handler jo netop også om det idealistiske billede af en perfekt, smuk, ung kvinde – om at være noget unikt og noget særligt, om at skille sig ud fra alle de andre. Hvilket jo passer glimrende ind i en tidsalder, hvor individet er i højsædet!
Men, hvad er det for noget med, at vi alle skal være såsan nogle uafhængige individualister? Hvad er det for et samfund, vi lever i? Et samfund, hvor man hele tiden skal definere sig selv og sine mål med livet, uafhængigt af alt og alle omkring én. Det personlige valg er i højsædet – individualitet og uafhængighed. Men hvad med fællesskab og afhængighed? Hvor er de blevet af?
Det er ikke værdier, der sættes højt i nutidens samfund. Og det er vel derfor, at Renée Toft Simonsen mener, at prinsesserne i eventyrerne er forældede som rollemodeller, og det derfor er nødvendigt at redefinere en moderne rollemodel for vores børn. En person, som ikke venter på prinsen på den hvide hest, men tager sagen i egen hånd og selv rider ud for at finde sin prins. Som to personer, der demokratisk vælger hinanden i et frit samfund, hvor der er ligestilling mellem kønnene, og ingen personer begrænses af social status, religion eller noget som helst andet. Hvor der er lige rettigheder for alle.
Man bør vel tænke på at i de af Renée Toft Simonsen nævnte eventyr, havde prinsesserne (Askepot, Snehvide og Tornerose) vel ikke noget valg – man tænker, at hvorfor skulle de dog blive hjemme og passe op og være pæne og uskyldige og passive, hvorfor gik de ikke bare deres egne veje og selv fandt deres prins. Men hvor skulle de gå hen? De havde jo ikke andre steder at tage hen!
Askepot havde ingen anden familie end sin stedmoder og to stedsøstre, Snehvide var blevet tvunget til at flygte fra sin egen far af frygt for sit liv og Tornerose sov jo en dyb søvn og kunne derfor ikke rigtig flytte sig nogen steder hen!
Men det var selvfølgelig datidens samfund, hvor en kvinde ikke nødvendigvis kunne gå sine egen veje, og derfor passede de godt som rollemodeller dengang.
Men - for at vende tilbage til mit udgangspunkt – hvad er der egentlig galt med denne del af prinsessedrømmen? Hvorfor er det forkert at gøre noget for andre på bekostning af sig selv? At tilpasse sig og være tilfreds med det, man har og værne om sine nærmeste? At være “et godt eksempel”! Hvad hvis vi allesammen var Pippi Langstrømpe og levede efter vores egen fregnede næses logik? Det virker lidt som om alle har så travlt med at definere sig selv og forkaste alt, der bare minder om at være noget for andre. Hvorfor er der ellers så mange skilsmisser i nutidens samfund? Måske vi er blevet for vant til, at samfundet gør alting for os og tager sig af os, og derfor er der ikke behov for at være noget for andre – måske vi i virkeligheden burde læse flere eventyr højt for vores børn? Eventyr om Hans og Grete, Snedronningen, Askepot og Snehvide og alle de andre, hvor hovedpersonerne klarer sig fordi de står sammen og gør noget for andre, fordi de udviser medmenneskelighed og ikke kun tænker på sig selv…
Cecilie Breinholm Christensen:
Jeg synes, du blander begreberne lidt sammen i dit indlæg. Frihed og selvbestemmelse er ikke nødvendigvis og altid det samme som ‘individualisme’.
Som jeg har forsøgt at argumentere for i en anden tråd, kan man f.eks. frit vælge at indgå i et forpligtende fællesskab og “værne om sine nærmeste”, som du udtrykker det. Forskellen mellem frihed og afhængighed er så, at med frihed og selvbestemmelse kan man vælge at forlade fællesskabet, hvis fællesskabet misbruger ens ansvarsfølelse f.eks., mens man ikke kan forlade noget, som man er ‘afhængig’ af.
Din beskrivelse af Pippi Langstrømpe forstår jeg slet ikke. Hun er jo netop en meget ansvarlig og omsorgsfuld person. At hun ikke finder sig i regler for reglernes egen skyld, og at hun insisterer på friheden til at være anderledes, kan jeg kun se som noget positivt. Historierne om Pippi Langstrømpe handler jo også om de voksnes mangel på forståelse og deres frygt og angst for friheden.
Men jeg kan kun give dig ret i, at hovedpersonerne i mange eventyr klarer sig, fordi de står sammen og hjælper hinanden. Men det gør de jo også på en ikke-undertrykkende, ikke-formynderisk måde.