Opslag til denne artikel

Emneord:embedsmænd, korruption, valgsvindel
Personer:Barack Obama, Hamid Karzai
Organisationer:CIA, Taleban
Steder:Afghanistan, USA

NEW DELHI - Beskyldninger om at den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, har infiltreret det afghanske præsidentstyre, truer nu med at skabe den hidtil værste krise i det i forvejen anspændte forhold mellem de to lande.

Unavngivne CIA-embedsmænd blev 27. august citeret i flere medier, deriblandt The New York Times, for, at godt halvdelen af de embedsmænd, som arbejder i Afghanistans præsidentpalads, er på CIA’s lønningsliste. Blandt disse blev der sat navn på Mohammad Zia Salehi, den administrative leder af landets nationale sikkerhedsråd. En CIA-kilde forklarede, at efterretningstjenesten ser sig nødsaget til denne fremgangsmåde, fordi Afghanistans præsident ikke selv er villig til at dele vitale oplysninger med USA.

Udenlandske efterretningsvæseners infiltration af afghanske statsinstitutioner er ikke nyt; Afghanistans moderne historie kender flere fortilfælde. Men det er første gang, siden NATO-styrkernes ankomst til landet i efteråret 2001, at en vestlig spiontjeneste selv melder ud, at den har privilegeret adgang til højtplacerede afghanske embedsmænd.

Det var det internationale samfund med USA i spidsen, som i sin tid indsatte den regering i Kabul, hvis embedsmænd nu - ifølge CIA’s eget udsagn - i vid udstrækning er underkøbt af USA. Hertil kommer, at hele det afghanske regeringsmaskineri i forvejen er dybt afhængig af omfattende økonomisk støtte fra USA og dets allierede. Landets udviklingsprojekter gennemføres således typisk i et fællesskab af afghanske og amerikanske embedsmænd, ligesom begge lande har underskrevet en »langsigtet strategisk samarbejdspagt«, hvori det hedder, at forbindelserne mellem de to lande bygger på »tillid og gennemsigtighed.«

Tre afgørende faktorer

Afghanerne husker også meget vel præsident Karzai, under bevogtelse af CIA-kommandosoldater, blive firet ned fra en amerikansk helikopter i den sydlige Urozgan-provins i efteråret 2001.

Hvad betyder afsløringen af CIA’s indflydelse i det af-ghanske præsidentpalads på denne baggrund?

Svaret skal søges i den negative udvikling i de diplomatiske forbindelser mellem de to lande, som har kendetegnet de senere år, navnlig siden præsident Obama kom til magten.

Der er mindst tre faktorer i Afghanistan, som ligger bag konfrontationskursen mellem de to regeringer: Taleban, narkotika og korruption.

Karzais administration har i den senere tid koncentreret sig om forhandlinger med Taleban og om at integrere bevægelsen i Kabul-regeringen. Derimod har præsident Obamas regering fokuseret på at nedkæmpe Taleban militært ved at øge antallet af de internationale tropper i Afghanistan. Et stærkt billede på disse modsatrettede bestræbelser kom til udtryk i august 2009, da NATO-styrker engagerede sig i en omfattende militær-operation i den sydlige Helmand-provins, samtidig med at Karzais delegerede drak grøn te med Mullah Omars stedfortrædere i et af Talebans ‘sikre huse’ i den vestpakistanske by Quetta.

Også Afghanistans omfattende produktion af opium har skabt alvorlige gnidninger mellem de afghanske og amerikanske regeringer. Amerikanske regeringsembedsmænd har gentagne gange beskyldt de afghanske myndigheder og ikke mindst præsidentens bror, Ahmed Karzai, for at være dybt involveret i narkotikahandel. Det har de afghanske regeringsembedsmænd på deres side konsekvent afvist - i stedet beskylder de ‘fremmede lande’ for at fremme valmuedyrkning og narkotikasmugling i Afghanistan.

Hvad angår korruption, har Obamas regering gentagne gange beskyldt præsident Karzai for ikke at gøre nok for at dæmme op for korruptionen i Afghanistan, men tværtimod acceptere en høj grad af korruption på regeringsniveau. Omvendt har Karzai beskyldt ‘udlændinge’ for at ødelægge hans statsapparat.

Uenigheden om valg af strategi og de gensidige beskyldninger mellem de to lande har efterhånden resulteret i en veritabel krise i de bilaterale relationer.

Iran, Rusland og Kina

Allerede da Barack Obama kom til magten, havde præsident Karzai grund til at formode, at han ikke længere ville have en lige så høj status i Det Hvide Hus som under forgængeren Bush. Han søgte derfor en tilnærmelse til regionale stormagter som Iran, Rusland og Kina. Han anmodede således eksplicit om russisk støtte og foretog diplomatiske rejser til Tehe-ran og Beijing. Herigennem ønskede han presse Det Hvide Hus for bedre at kunne tvinge sin vilje igennem.

Men det var ikke nok for præsident Karzai. Efter Af-ghanistans forrige og skandaløse præsidentvalg greb han også til at føre ‘antiamerikansk’ kampagne i medierne. Det gjorde han primært i et forsøg på at føre sig frem hos den afghanske offentlighed som en patriotisk skikkelse. Han affejede blandt andet beklagelserne over udbredt valgsvindel som endnu et eksempel på uønsket indblanding i sit lands interesser. Og gentagne gange anklagede han sine vestlige allierede for manglende forståelse for hans særlige ‘interne’ tilgang til at løse landets problemer.

Med denne adfærd opnåede den afghanske præsident snart at forværre de diplomatiske forbindelser mellem de to lande.

Nu har den amerikanske regering øjensynlig taget konsekvensen af Karzais egenrådighed, selvom der har været adskillige diplomatiske forsøg på at bringe forholdet mellem de to lande på god fod igen. Men de seneste udtalelser fra CIA-embedsmænd tyder på, at disse regelmæssige bestræbelser ikke var nok til at mindske den amerikanske ledelses mistro til den politik, som førtes fra det afghanske præsidentpalads.

Ved selv at melde ud omkring sit nære forhold til højtplacerede afghanske myndighedspersoner forsøger CIA øjensynligt at så tvivl om Karzais patriotiske akkreditiver blandt afghanerne og presse ham væk fra sine tilnærmelser til regionale magter, navnlig Iran. Budskabet fra USA’s regering til Karzai synes at være: Sæt dig ikke op imod vores politik i Afghanistan.

Uanset hvor megen sandhed der er i afsløringerne af afghanske regeringsembedsmænds tilknytning til CIA, har den nuværende medie-krig mod Karzai et reelt potentiale til at stoppe hans ambitioner.

CIA har slået ned på et for afghanerne meget ømt punkt: spionage. I den af-ghanske offentlige mening er dette en stærkt belastende anklage; ja, i afghansk straffelov rangerer spionage blandt de værste forbrydelser overhovedet.

Washington ved naturligvis meget vel, at den afghanske offentlighed kan reagere meget skarpt imod enhver national leder eller regering, som anklages for at være købt af udlandet. Og såvel den afghanske som den amerikanske regering ved, at hvis disse beskyldninger fortsætter, vil afghanernes ubehag ved deres politiske ledere, navnlig præsidenten, kun vokse sig større.

internationalt@internationalt.dk

Sayed Yaqub Ibrahimi er afghansk journalist

Oversat af Niels Ivar Larsen