»At tale med De Radikale er som at skulle skabe kontakt med en anden dimension. Dét kræver umådelige mængder af sort energi.«
Sådan lød hjertesukket allerede i januar fra en af topfolkene i S-SF-alliancen, efter at den radikale leder, Margrethe Vestager, opstillede krav om afskaffelse af efterlønnen, halvering af dagpengeperioden og lignende ubehagelige reformer som betingelse for at træde ind i en regering med S og SF.
Et lignende suk gav genlyd på de folkesocialistiske og socialdemokratiske kontorer på Christiansborg i går, da De Radikale krydrede fremlæggelsen af deres finanslovsudspil ved at gentage deres uenighed i S-SF’s ét år gamle skatteplan ‘Fair Forandring’ og i øvrigt at kræve et nyt »princip« om, at en S-ledet regering ikke må hæve skatten for at betale mere velfærd.
Lige siden at de tre partier i sommer sidste år opgav at blive enige om det fælles skatteudspil - ifølge S og SF, fordi R stillede alt for urealistiske krav, og ifølge R, fordi de to ‘storesøskende’ havde aftalt det hele på forhånd - har Margrethe Vestager gentagne gange og ofte på avisforsider markeret sin afstand til Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) på såvel udlændinge- som skattepolitikken og den økonomiske politik.
Alligevel fastholder hun, at det er Helle Thorning-Schmidt og ingen anden, hun peger på som statsminister efter næste valg.
Højt oppe i et ensomt træ
For De Radikale giver det mening - for de andre absolut ikke. Begynder vi med S og SF’s syn på sagen, så er De Radikale kravlet stadig højere op i et meget isoleret træ - og er nu ved at nå op til de faretruende tynde grene.
For fuldstændig ligesom at rød blok elsker at stikke kniven ind i den mindste sprække mellem V, K og O, så er der ingen tvivl om, at blå blok vil svælge i oppositionens uklare linje på økonomi, skatte- og udlændingepolitik frem til næste valg. Præcis det, der har været vinderformularen de sidste tre valgkampe.
For S og SF har projektet lige siden sidste valg handlet om enighed. At finde fodslag også på de besværlige områder, konstant at tale om alt det, man er enige om - og at sparke det til hjørne, man virkelig ikke kan blive enige om. SF’s i dag uudtalte modstand mod den omstridte 24-årsregel er ét af eksemplerne.
Og ser man på forslagene i De Radikales finanslovsudspil i går, så ville S og SF kunne sige ja til det meste: flere penge til forskning, uddannelse, folkeskolen, klimaindsats, de socialt svageste og den kollektive trafik. Alligevel er det budskab, som De Radikale gør allermest ud af at sælge, budskabet om økonomiske stramninger, som hverken rød blok og i øvrigt heller ikke V og DF vil være med til.
Ved konstant at fokusere på uenighederne i stedet for det, de er enige om, er det en kamikazetur, som De Radikale er ude i, siger flere på venstrefløjen - også med henvisning til, at kursen til stadighed ikke giver øget opbakning til liste B i meningsmålingerne. Ifølge dem må De Radikale erkende, at deres særegne kombination af ønsket om en udlændingepolitik, der er humanistisk, og en økonomisk politik, der er »strammere end Djengis Khan« ikke længere giver bonus hverken hos vælgere eller samarbejdspartnere.
Fælles fodslag er en løgn
Ikke overraskende er analysen stik modsat hos De Radikale selv. Både i de strategiske overvejelser og i indholdet af politikken.
At skulle foregøgle, at hele oppositionen pludselig var rørende enige, ville være en gentagelse af fiaskoen ved sidste valg i 2007, lyder analysen. Dengang købte vælgerne simpelthen ikke Helle Thorning-Schmidts og Margrethe Vestagers forsøg på at signalere fælles fodslag. Derfor er det bedre klart at lægge sine forskellige synspunkter frem. Og jo mere realistisk en valgsejr til rød blok vil komme til at se ud, jo større er chancen også for at trække vælgere til, der måske nok er trætte af VKO, men alligevel gerne vil have en garant for stram økonomisk politik i en rød regering, mener de.
På det indholdsmæssige er De Radikale - som vanligt, kunne man sige - HELT overbeviste om, at de nok skal få ret. Med fremdragelse af vismandsrapport og økonomisk fremskrivning gentager de igen og igen budskabet om, at dansk økonomi er på vej ned i et sort hul, hvis ikke der snarligst og senest i 2013 gennemføres gennemgribende økonomiske reformer. Hér har VKO efterladt sig et fallitbo - og det vil blive det første, en økonomisk ansvarlig, S-ledet regering må erkende og få styr på efter et valg, mener De Radikale.
Da Helle Thorning-Schmidt for nylig holdt tale for de danske redaktører, roste hun humoristisk statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) stamina under de 72 timers klimaforhandlinger ved topmødet i København sidste vinter. Men dét vil være vand imod, hvad hun skal igennem, når hun skal forhandle regeringsgrundlag med Margrethe Vestager, sagde hun.
Spørgsmålet er, hvem der blinker først af træthed.
1 mia. til folkeskolen med fokus på efteruddannelse af lærere
Fortsatte milliardinvesteringer i forskning og uddannelse
1 mia. til udsatte grupper i SATS-puljens fravær – især psykiatrien
500 mio. til investeringer i kollektiv trafik
2 mia. til sygehusene
500 mio. til forbedringer for udlændinge
800 mio. til afskaffelse af starthjælp, kontanthjælpsloft og 450-timers-regel
400 mio. mere til kommunerne
500 mio. til økologiplan
400 mio. til klimainitiativer
Finansiering især via udskydelse af topskattelettelser, bedre skatteligning, oprydning i erhvervsstøtteordninger – men fra 2012 også gradvis afskaffelse af efterløn, halvering af dagpengeperioden og forøget topskat-grænse og beskæftigelsesfradrag
Kommentarer
Ja hvorfor ikke se mere på enigheden mellem R, S og SF. Eller begynde at se mere på uenigheden mellem OVK, der senest har omfatte selskabsskatten og efter oppositionens forslag om at tage erhvervsstøtteordningerne op til en gennemgående revision - som også blev støttet af erhvervslivets egne organisationer – vil regeringen nu efter først at afvise oppositionens forslag tage erhvervsstøtteordningerne op til revision – ja K mener at en omlægning kan finansierer en nedsættelse af selskabsskattet – der i forvejen er mellem EU s laveste .
PS: Sjovt nok er videnskabsministeren i P1 –morgen, hvor hun spørges om, hvorfor hun nu mener at studenterne igen må kunne gå til gruppeeksamen. Ja slingerkurs er der meget af i OVK.
Set ud fra et radikalt synspunkt, så er det ( korrekt set ) næsten politisk selvmord bare at blive S-SF’s lydige følgesvend.
De radikale kan gå hen og score en drømmeposition ved næste valg, hvor de med S og SF som marionetter kan styre dansk politik -det er måske heller ikke så galt, for R’s økonomiske politik giver fagligt og socialt set meget mere menig end S-SF’s.
Og så er vejen vel åbnet for at R kan vinde en god del flere mandater ved det derefter følgende valg.
På sin vis er det tankevækkende at hensynet til 37% af de 60 - 64 årige(efterlønnere) tilsyneladende er det eneste der forhindrer oppositionen i at komme til magten og spørgsmålet er om ikke man skulle bide i det sure æble? Omvendt kan der ske rigtig meget på den politiske front inden valget, selv om meget taler for at det gør der nok ikke.
Ungdomsarbejdsløsheden stiger netop nu.
Hvis R fjerner efterlønnen, vil ungdomsarbejdsløsheden igen eksplodere, og en hel generation vil blive tabt på gulvet.
Arbejdsløsheden begyndte med oliekrisen i 1973.
Fra midten af 70-erne blev det umuligt for de unge nyuddannede at få arbejde. Efterlønnen blev indført i 1979 og efter et par års indkøring var den med at at sænke ungdomsarbejdsløsheden.
MEN !!!!
Da der så småt igen kom gang i hjulene omkring 83 havde arbejdsgiverne ikke lyst til at ansætte folk med op til 7 år gamle uddannelser, der aldrig havde haft mulighed for at bruge deres uddannelse. De ville selvfølgelig hellere ansætte nyuddannede med frisk viden.
Hvis man fjerner efterlønnen på den måde R foreslår, kommer det lige akkurat til at passe, at den generation, der netop IKKE nåede af få glæde af efterlønnens ungdoms-service (de der blev færdiguddannede mellem 1975 og 1982) HELLER IKKE når at få glæde af efterlønnens alderdoms-service.
Efter et langt liv i underpriviligerede jobs, hvor de gennem skatten har betalt til de andres såvel ungdoms som alderdoms priviliegier i forhold til efterløn, fratages de såvel ungdoms-delen som alderdoms-delen af efterlønnen.
En del af den lange tid i ufaglært arbejde måtte endog bruges på at afdrage en studiegæld til en uddannelse, de aldrig kom til at bruge.
De der blev færdige før 75 fik glæde af efterlønnens alderdomsdel.
De der blev færdige efter 83 fik glæde af efterlønnens ungdomsdel.
De der blev færdige mellem 75 og 82 kom til at betale for det hele - og blev snydt for det hele - den Supervrede generation !!!
Fra det sekund efterlønnen afskaffes grundlægges en ny supervred generation i tiden frem til den (på grund af ungdomsarbejdsløshed) genindføres.
Godt indlæg, Gorm Petersen, men:
Selv om man umiddelbart skulle forestille sig at der ved afskaffelse af efterlønnen vil være behov for tiltag der modvirker ungdomsarbejdsløshed, er det jo så “heldigt” at den demografiske udvikling synes at råde bod på netop det problem, idet der i fremtiden menes at være mangel på arbejdskraft - grundet de små årgange. Altså en væsentlig forskel på det du beskriver (som jeg sagten kan huske) og fremtiden.
eller nu vi er i gang :
Svækker eller styrker SF det Konservative Folkeparti ved at føre SF’s politik …. ?
Skader eller styrker DF Socialdemokratiet …. der er mange muligheder.
Jojo, politiske kommentatorer skal også have smør på bordet. Men det er underlige problemstillinger. Skal (her) RV da arbejde for andre partiers synspunkter før sine egne ?
Jeg mener ikke en ny “tabt generation” er nogen god ide - slet ikke overfor små generationer.
Den førnævnte tabte generation (de nu. 47-57 årige rundt regnet) var faktisk en ret lille generation sammenlignet med baby-boomerne (68-erne).
Dem skulle man have passet på - så havde de bidraget med større merværdi til samfundskagen end ved at gå ned med flaget (overrepræsenteret på mændenes hjem og i dødsstatistikker) eller ved at udgøre en uforholdsmæssig stor andel af mandlige SOSU-er med en gammel (og for samfundet dyr) uddannelse, som blev forældet, og hvor studiegæld umuliggjorde en ny uddannelse.
Arbejdsgiverne motiveres ikke til at ansætte nyuddannede (som altid skal have en vis oplæring) hvis de gamle og erfarne ikke trækker sig tilbage.
Måske er de gamle og erfarne de eneste der har den fornødne tid og tålmodighed til at oplære de nye :)
Arbejdsgiverne motiveres økonomisk til at vente længst muligt med at ansætte nyuddannede.
Særlig inden for de seneste år, hvor der inden for en række erhverv (f.ex. de tekniske) er skabt præcedens for, at ældre går ned i løn, vil en afskaffelse af efterlønnen få ungdomsarbejdsløsheden til at eksplodere med langt større voldsomhed end i 1975, hvor sammenhængen mellem alder og løn altid var positiv.
Når sammenhængen mellem alder og løn indenfor de tekniske fag ikke længere eksisterer, mon så ikke det bla. skyldes at de unge, der er vokset op med en computer i barneværelset, ofte er langt bedre kvalificeret end de ældre og at de derfor også har nemmere ved at få arbejde indenfor de teknisk fag?
Det er besynderligt at de Radikale vælger at profilere sig selv så højt på den økonomiske politik. Realistisk set vil de være det mindste af de tre regeringspartier efter valget, en regering som iøvrigt vil være parlamentarisk afhængig af Ø. De kan derfor nok regne med at få en vis indflydelse på nogle mærkesager, men det er galimatias at forvente at de skulle kunne styre den økonomiske politik i den stik modsatte retning af de tre andre partier. De har ikke en jordisk chance for at indfri disse programpunkter, så med understregningen af dem er de godt igang med at male sig selv op i et hjørne hvor de er nødt til at true - og i sidste ende vælte - en ny regering, eller svigte valgløfterne til de allerede hårdt prøvede kernevælgere.
Hvorfor i alverden R ikke satser hårdere på udlændinge-, rets- og miljøpolitik, hvor de på engang vil kunne markere sig som fornuftigt anderledes end S og A, og finde fælles fodslag med både Ø og store dele af S og SF, og derfor har reel mulighed for at få indrømmelser og trække en ny regering i en progressiv retning, det kan være svært at gennemskue.
Indtil man erindrer sig at det altid har været Rs prioritering: borgerlig økonomi først og fremmest; snusfornuft og humanisme når der er tid til andet.
Til: SK
Jeg tror det gælder inden for alle fag.
Det gør jo bare effekten af at stoppe efterlønnen endnu mere fatal for de unge.
Men det kan til gengæld bedre integrationen på gadeplan at få flere bandemedlemmer med lys hud.
Der er langt flere “tilbud” til tabte generationer i dag end i 1978.
De herrer Petersen og Christensen.
Spekulationerne over en højere retfærdighed over lang tid er absurde. Vi møder den i udsagnet: Jeg har betalt min skat hele livet. Nu vil jeg sørme ha` noget tilbage.(efterlønsdebat).
Vores skat nu er da ikke øremærket til en bestemt social ydelse om tyve år. Skatten nu skal dække budgettet nu. Ydelserne er dem folketinget til enhver tid bestemmer sig til.
Efterløn : Bestemte man idag til en total afvikling, ville det antagelig optimistisk set vare mellem 7 og 10 år før den var helt væk. Og hvad med demografien og arbejdsmarkedssituationen til den tid og videre frem. Efterlønnen skal væk af hensyn til den sociale retfærdighed og samfundssolidariteten, og ikke kun af økonomiske grunde. Hvis vi skal ha` borgerløn skal den gælde hele befolkningen og ikke kun en alderklasse på 5 år. (borgerløn er betingelsesløs, nøjagtig som efterløn)
Og til emnet :
Selvfølgelig er den radikale holdning til rød side noget uforståelig. Men lur mig, om ikke de finder en udvej til tidligere tiders position, hvis mandaterne efter valget gør det muligt.
Hvad med den eksploderende ungdomsarbejdsløshed ?
Vi har allerede nu bittesmå generationer af nyuddannede - men de kan allerede nu ikke få arbejde fordi de gamle ikke vil trække sig tilbage.
Det kan da ikke passe, at vi prisbelønner Jesper Tunell for at have afsløret samtlige Klaus Hjorths fupnumre gennem 9 år, hvor han b.la. sammen med arbejdsgiverne skabte en illusion af, at der var mangel på arbejdskraft - og så alligevel tror på illusionen.
Vi har det svært efter 10 år med sort blok-politik. Måske er det sagen, at vi skal tænke i andre muligheder end blok-politik? Der kan være andre alternativer til sort blok end rød blok. Der kunne f.eks. være en traditionel mindretalsregering, hvor ikke alle køber hele pakken en bloc. Måske kunne man forestille sig et folketing, hvor man tingede. Måske. Måske er det for svært.
Denne kommentar er anbefalet af: