Immigranter jages som fredløse i Mexico

TEGUCIGALPA - 16 honduranere kom onsdag middag hjem til Honduras’ hovedstad, Tegucigalpa - men som lig. De 16 blev fløjet tilbage om bord på et mexicansk militærfly. De havde forladt deres hjemland få uger tidligere som immigranter, der søgte lykken nordpå.

Som tusindvis før dem havde de kurs mod USA og den amerikanske drøm, men Tamaulipas i Mexico blev sidste stop. Her blev 72 fortrinsvis mellemamerikanske immigranter - 14 kvinder og 58 mænd - fundet bagbundet og skudt i en lagerbygning. Sandsynligvis efter deres møde med det mexicanske narkokartel, Los Zetas.

I dag modtages de døde som nationale helte. Landets præsident, Porfirio Lobo Sosa, holdt en bemærkelsesværdig kort mindetale:

»Det er sorgens dag for de efterladte og for hele nationen.«

Hvad præsidenten og resten af landets politikere sjældent bruger tid og ord på, er imidlertid det faktum, at hver dag året rundt pakker 550 honduranere en lille rygsæk og sætter kursen mod USA, 4.500 km mod nord.

Drømmen om USA

Der tales heller ikke meget om de fire-fem chartrede fly, der hver uge lander i Honduras med deporterede immigranter fra USA. De ankommer hverken som helte eller skurke. De kommer bare tilbage efter deres møde med de nordamerikanske myndigheder.

Men de er heldige. Bliver de illegale indvandrere fanget i Mexico, er der ikke noget fly til dem. Så ryger de med bussen tilbage til Mexicos grænse mod Guatemala, og derfra må de selv finde hjem. Uden penge og uden mad.

Det fortæller Karla Rivas, der er journalist og arbejder med oplysning for immigranter for den lokale radiostation Radio Progreso.

»Den modtagelse, de døde immigranter har fået, er næsten pervers. Det er følelsesporno og udnyttelse. Normalt hører vi aldrig et ord om immigranter. Intet om deres desperation og intet om deres behov. Her i landet lever næsten 80 procent af befolkningen i fattigdom og flere hundredetusinder forlader hvert år deres hjem for at søge beskæftigelse i USA. Det har ingen regering nogensinde taget ansvaret for,« siger Karla Rivas, der tværtimod peger på, at politikernes ligegyldighed utvivlsomt hænger sammen med, at der årligt sendes i omegnen af tre mia. dollar hjem til Honduras fra de mange immigranter i USA. Det svarer til 15 procent af landets samlede BNP.

»Det er uden sammenligning den største indsprøjtning af udenlandsk valuta til landet. Og det er penge, der redder økonomien for mange familier. Penge, der holder desperationen i ave,« siger Karla Rivas.

Misbrug

Men vejen til USA og drømmen om arbejde dér er belagt med store risici og tragedier. I Mexico oplyser den nationale kommission for menneskerettigheder, CNDR, at der hver måned bortføres 1.600 immigranter.

De tvinges til at smugle narko, de sælges til prostitution eller de bruges til at presse penge ud af deres familier derhjemme.

»De rejsende har altid et kontaktnummer på sig. Det ved alle. Derfor tilbageholdes immigranterne af bander i Mexico, der venter på løsepenge fra enten deres familie i USA eller her i Honduras,« forklarer Karla Rivas.

Det drejer sig om beløb på mellem 1.000-2.000 dollar. Normalt løslades immigranterne igen, når de har modtaget koden til pengeoverførslen. Men sådan går det ikke altid. Problemet er, at immigranter ikke har nogen rettigheder - de er fredløse og bange.

»De befinder sig illegalt i et andet land. De har ingen papirer og ingen penge. De udsættes for alt: De misbruges, voldtages og i nogle tilfælde myrdes de. Men ingen ved besked, for de eksisterer i princippet ikke,« siger Karla Rivas, der peger på, at det går særlig hårdt ud over det stigende antal kvinder, der rejser nordpå: »Tit går det galt undervejs. Den guide, de har betalt, er måske ikke til at stole på. Måske efterlader han bare en gruppe midt i det rene ingenting. Vi registrerer misbrug af kvinder, og det viser sig, at seks ud af 10 kvinder, der forsøger at finde vej til USA, enten voldtages eller ender med at måtte sælge sig selv til prostitution.«

Børnene følger efter

Ved modtagelsen i lufthavnen i Tegucigalpa sørgede familierne til de døde onsdag. Her er forældre, børn, kusiner og onkler til de efterladte. Og blandt dem er moderen til den 20-årige Junior Bastilio Espinoza. Hun fortæller, at hendes søn ville være fyldt 21 i denne uge:

»Men han tog afsted. Han kunne ikke finde arbejde, og han har en kone og et barn at forsørge. Til hans søn har vi forklaret, at hans far skulle til USA og købe en ny cykel til ham. At han ville vende tilbage.«

Et af de store problemer er børnene. Ofte er begge deres forældre væk, og de bor kummerligt hos tilfældige slægtninge. Derfor tager mange selv afsted eller sendes afsted med en betalt guide.

»Tidligere var det fortrinsvis familiefædre, der drog afsted for at skaffe penge. I dag er det både unge mødre og fædre, der forlader deres børn for at søge lykken. Og i deres spor følger desværre ofte børnene,« siger Karla Rivas, der fortæller, at alene i årets første fem måneder har de honduranske myndigheder registreret 128 børn, der blev deporteret fra Mexico igennem Guatemala og tilbage til Honduras:

»Det er børn ned til seks-års alderen. De forlader Honduras med en guide, men ofte går noget galt, og de bliver efterladt.«

I Tecucigalpas lufthavn fuldendes tragedien, da ligene af de 16 skal identificeres. Fire af de døde viser sig at være andre end dem, man regnede med.

»Vi behandler lige nu mere end 500 henvendelser om forsvundne honduranere. Der er mange, der venter i uvished. Sådan er det. Og nogle får snart en meget kedelig besked,« siger Karla Rivas.

Sidste år mistede 267 honduranere livet i Mexico. Mere end 1.000 andre er forsvundet.