Genfærd

AMERIKAS Forenede Stater vil sætte en stjerne på himlen. I morgen skyder rumfærgen Discovery op fra Kennedy Space Center i Florida for at foretage en færd, som National Aeronautics and Space Administration (kald os bare NASA) på forhånd har sikret alverdens opmærksomhed. Om bord på færgen befinder sig nemlig foruden seks anonyme astronauter en herre, der er ved at trække sig ud af det amerikanske senat, hvor han har siddet i 24 år. Det drejer sig om John Glenn - bemærkelsesværdig fordi han er 77 år, og fordi han en gang tidligere i sit liv, for 36 år siden, var stjernen i amerikanernes første bemandede rumfærd.
Nu ville det være let at gøre sig morsom over senatoren, som skal have en sidste tur i den store manege, inden showet lukker. I så fald kunne man hente inspiration hos de kommentatorer, som ved Rolling Stones’ koncert i sommers talte om bævende geriatri-rockere, der - holdt oppe af krykker og piller - netop var undsluppet fra plejehjemmet.
Hvorfor ikke hellere glæde sig over, at det åbenbart ikke er alle ældre, som behandles med ringeagt af samfundssystemets yngre, besluttende generationer. Lad det så ligge, at NASA’s officielle begrundelse for at sende Glenn til himmels er tynd som en tefalbelægning. Man vil angiveligt undersøge det ydre rums indvirkning på den ældede krop. Vittige hoveder har foreslået, at man i stedet sendte vicepræsident Al Gore med rumfærgen for at afprøve det ydre rums effekt på - drivtømmer.

AT NASA nu genbruger Glenn skyldes ikke videnskabelige hensyn. John Glenn er som alderspræsident politisk korrekt, ligesom den første kvindelige, den første farvede og den første civilperson i rummet var det.
Og så er Glenn symbol på en tid, som mange har en uimodståelig trang til at mindes. Da John Glenn den 20. februar 1962 i rumkapslen Mercury blev den første amerikaner, som kredsede om kloden, var verden ikke af lave. Velstanden og byerne blomstrede, troen på teknikkens vidundere var intakt, og USA klarede sig i kappestriden med kommunisternes verdenssamfund.
Det er næsten synd at erindre om, at Sovjetunionen netop i disciplinen rumkapløb havde givet amerikanerne baghjul i årevis. Russerne kom i slutningen af 1950’erne først med deres ubemandede Sputnik. Snart blev russiskgøende Laika verdens første rumhund. Og menneskehedens første rummand (på russisk: kosmonaut) hed Jurij Gagarin, som tog turen rundt om Jorden den 12. april 1961.
Få dage senere var en trængt amerikansk præsident, John F. Kennedy nødt til at bekendtgøre ‘a great new American enterprise’. Han lovede befolkningen, at USA ville sætte den første mand på Månen. Der skulle gå otte år, før præsidentens løfte blev indfriet, da Neil Armstrong tog sit ‘lille skridt for et menneske og store spring for menneskeheden’ og samlede småsten i strandkanten af Stilhedens hav.
Resten er nedtur.

ASTRONAUTERNE på Månen skulle prises af præsidenten, men Kennedy var gjort kold, så det blev Richard Nixon, der via telefon talte til astronauterne fra det ovale værelse. “Den mest betydningsfulde uge i historien siden Skabelsen,” sagde han såmænd.
I de følgende uger registrerede luftfartsselskabet Pan Am 90.000 pladsbestillinger til ruteflyvning Månen-Jorden. I dag er Pan Am gået konkurs, og flere af os har opgivet at komme til Månen.
I 1970’erne blev rumprogrammet til rutine, med månelandinger så hyppige og ophidsende som Danmarks Radios licensopkrævninger, og efter alt at dømme eksploderede rumfart som amerikansk pr-redskab sammen med rumfærgen Challenger i 1986.
Finalen på den anden side af kloden blev indledt i maj 1991, da kosmonauten Sergei Krikalev røg af sted med kurs mod rumstationen ‘Mir’. Opholdet var planlagt til at vare i fem måneder, men da Krikalev skulle hjem, var hans land i mellemtiden blevet nedlagt. Baikonur rumcenter med computerne til at styre skibet sikkert i havn lå nu i staten Kazakhstan, der ikke uden videre kunne bemande udstyret til hjemkaldelsen. Og mens kazakhstanerne diskuterede, cirklede Sergei 16 gange i døgnet om Jorden. Dagene blev til uger og ugerne til måneder. En fragtraket fandt man ud af at sende op med forfriskninger. Omsider bragtes i marts 1992 Krikalev tilbage, og han trådte ud af fartøjet iført sin dragt med de besynderlige sovjetrussiske symboler på.

AK JA, det var så den rumalder, troede man. Men NASA og mediekoncernen CNN, der aldrig er bleg for at arrangere historien, er af en anden mening. Genopførelsen af Glenns Greatest er storslået orkestreret, og det meddeles betryggende, at man har taget alle forholdsregler mod uheld.
Det kan være fristende at foreslå andre af epokens færder gentaget live.Der er flere muligheder i årene omkring 1962.
Hvad med invasionen i Svinebugten? Det var i foråret 1961, at CIA fik landsat en håndfuld militært utrænede eksilcubanere på en populær badestrand i det kommunistiske Cuba. Genopførelsen burde af hensyn til nostalgiens bevarelse forbedre det tragikomiske forløb ved at supplere angrebet med de amerikanske elitesoldater, man glemte at sende efter første invasionsbølge i 1961. Fidel Castro kunne overtales til at spille sig selv.
Lige så oplagt er den præsidentielle køretur forbi skolebogsdepotet i Dallas, november 1963. Denne scene behøver ingen rettelser i manuskriptet, men blot et par skuespillere, og Steven Spielberg kunne koreografere kørslen, som satte præsidenten op på erindringens forgyldte piedestal med en glorie om hovedet.
Genfærd og blændværk? Hold selv øje med himlen i morgen. lieb