Oprøreren der kom ind i varmen

Man kan bogstaveligt talt se kulturen sive ud fra Det Frie Gymnasium på Nørrebro. Den løber fra den store gule bygning med et overdimensioneret zinklåg fra Møllegade og ud på de omkringliggende gader. Piger med piercinger i alle ansigtets folder og drenge med lyserødt hår og sorte hættetrøjer driver rundt i kvarteret på vej til skole. Her er sort tyl, sort neglelak og hvide cigaretter, og selv om det naturligvis ikke kan føres tilbage til skolen, vokser mængden af graffiti, tags og kruseduller på husvægge og veje, jo tættere man kommer på skolen. I skolens port står Sofia. Her har graffitien fuldkommen taget over.

Større billede

Større billede

Større billede

»Jeg kom fra Børneuniversitetet på Vesterbro og hertil,« forklarer hun. Nu er hun er i gang med at tage HF på enkeltfag.

»Det lå ligesom ret godt i forlængelse af de værdier, der var der. Et fuldkommen åbent og tolerant miljø, hvor folk kan være lige præcis, som de har lyst til, men samtidig har maksimalt ansvar for deres uddannelse. Man accepterer hinandens særheder, og hvis man vil have lov at være sig selv, kan man være det. Det holder jeg meget af.«

Sofia er efter forholdene her klædt diskret. Blå jeans, sort trøje og et farvet tørklæde om halsen, men de fleste her har en uniform, der skiller sig væsentligt mere ud fra dem, du normalt vil møde på Strøget en lørdag eftermiddag.

Vi går gennem den overmalede port og tværs over en lige så overmalet skolegård. På en lukket gangbro i baggården har en eller anden skrevet ‘Obama’ med meterhøje bogstaver, men ellers er det svært at tyde, hvilke budskaber, der sælges på væggene. En gruppe sidder i en rundkreds på jorden, og folk driver over mod baghuset. Her ligger skolens kantine, og hvis skolegården synes overmalet, er kantinen et inferno.

»Det kan på overfladen godt se ud, som om det hele drejer sig om en meget hardcore Nørrebro-kerne, men sådan er slet det ikke, hvis du leder lidt,« forklarer Sofia.

»Det er virkeligt et åbent og i mødekommende sted, selv om det selvfølgelig har en vis forbindelse til venstrefløjen.« Hun peger op mod nogle politiske plakater på væggen fra SFU.

Veganerkost er tolerance

Siden Det Frie Gymnasiums grundlæggelse i 1970 har skolen tilhørt sine elever, og det har dermed også betydet venstrefløjen. Med et udgangspunkt i kulturradikalismen og 68-bevægelsen har skolen taget turen gennem 70’ernes punkbevægelse, 80’ernes bz-miljø, og senere har den været tæt forbundet med det autonome miljø, men ifølge Sofia er det ikke noget, der er sat i system eller vedtaget.

»Jeg startede her ude, lige da Ungeren blev ryddet, og der blev stort set ikke talt om andet i flere måneder. På fællesmøderne, i skolegården og på lokummet - så på den måde har det autonome miljø en stor betydning for mange af dem, der går her. Men det er ikke en forbindelse i den forstand.«

I dag er der 800 elever på skolen, der også har en afdeling for folkeskolens ældste trin

Læs rettelse i bunden af artiklen. [red.]

Ved et bord ved kantinens indgang sidder, hvad der må være en gruppe lærere. De har ikke noget læreværelse. Det er en del af skolens grundidé, at elever og lærere er helt ligestillede, så derfor sidder de her i kantinen og holder møde. Skolen er stadig bygget af 100 procent basisdemokrati, med én mand, én stemme, og lige som der har været elever med til at ansættelserne af skolens lærere, sidder de også med i samtlige af skolens udvalg. Det er også flertallet, der har bestemt, at kantinens mad skal bestå af ren veganerkost.

»Det handler igen om at være tolerant over for mindretallet,« siger Sofia.

En mand med kort gråt hår, løbesko og en pæn sort T-shirt tager mikrofonen. Det er Ejnar Ritterband, skolens rektor - sådan én findes trods alt.

»Er der nogen fællesbeskeder,« begynder han med udpræget midtjysk dialekt. En enkelt lærer siger lige lidt om en fodboldturnering, og eleverne bliver orienteret om, at der formentlig vil gå en fotograf fra Information rundt på skolen i morgen.

»Og en journalist,« bliver jeg så nødt til at bekende og får mikrofonen for at præsentere mig. Sådan er proceduren. Her er ingen, der får lov at luske rundt, medmindre man har bedt om det først.

Efter mødet går vi igen tværs over baggården og over i en nyere tilbygning. Vi passerer et par klasselokaler, der er udsmykket som resten af skolen, men ellers er der ikke så meget graffiti i denne del.

»Man må slet ikke male i de lokaler, hvor der er fysik og biologi og den slags, og det respekterer folk faktisk nogenlunde. Det er noget med de forsøg, der skal laves. Vi har også besluttet på fællesmøderne, at man ikke må male på vinduer og selve lokummerne - det accepterer folk også. Nogenlunde.«

Eliten har gået her

Ligesom det er noget særligt at gå på Det Frie Gymnasium er det også noget særligt at komme herfra. Listen over gamle elever vrimler med kendte navne både fra det kreative miljø og toppen af landets universiteter. Thure Lindhardt, Tor Nørretranders, Søren Ulrik Thomsen, juraprofessor Peter Pagh, borgmester Klaus Bondam og debattøren Lars Hedegaard.

»Selv om der kommer mange med forskellig baggrund her, er det er overvejende unge med en ressourcestærk baggrund. Det er der ingen tvivl om,« siger Sofia, da vi står og kigger på de sidste mange års studenterbilleder. Selv om skolen ligger midt på det multietniske Nørrebro, er der næste ingen elever på billederne, der er brunere i huden end Dronning Margrethe.

»Jeg ved ikke helt, hvorfor det er sådan, men det har nok mere at gøre med økonomi end idealisme. Altså, det er jo en privatskole.«

For digteren Søren Ulrik Thomsen var det en befrielse, da han i 1974 startede i de gamle fabriksbygninger i Bagsværd. Han havde allerede forsøgt sig med gymnasiet én gang, men dumpede i 1. g. Fascineret af en pige han kendte - Cæcilia - der læste sine lektier med spontan interesse, besluttede han sig for at give studenterlivet en chance mere.

»Der var en helt elektrisk stemning,« forklarer han om sit første møde.

»En smeltedigel af kulturer og sociale lag. Elever fra det bedre borgerskab i Nordsjælland blandet med nogle fra en helt anden social baggrund fra hele Storkøbenhavn, og på den måde blev det en øjenåbner for mig. Jeg tror aldrig, jeg var blevet student, hvis det ikke havde været for Det Frie Gymnasium.«

På Det Fri kunne Søren Ulrik Thomsen få lov at være sig selv. Og mens han i nogle perioder gik meget op i det faglige, kunne han i andre gemme sig lidt og dykke ned i de digte, han selv skrev og læste. Han oplevede det ikke som et dogmatisk sted, hverken i politik eller livsstil, og selv om lærerne var udprægede produkter af 68-bevægelsen, fandt han ikke deres holdninger omklamrende eller snæversynede, som de ellers siden er blevet kritiseret for. Tværtimod var Det Fri et sted, hvor tidens strømninger løb sammen, mener Thomsen.

»Det var to strømninger, der løb sammen, nemlig kulturradikalismen og 68-oprøret. Jazzmusikeren Adrian Benzon, der var skolens første rektor kom fra Bernadotteskolen og var indbegrebet af den københavnske kulturradikalisme, og mange af lærerne var af 68-generationen. Én fløj pegede mod en sammenbidt, stærkt politisk tankegang over for en mere kulturradikal, humoristisk, frisindet.

Dog er Søren Ulrik Thomsen skeptisk over for det meget flade elevdemokrati, der ellers kendetegner stedet, og til tider fandt han det direkte ubehageligt.

»Jeg husker en episode, hvor en lærer dyrisk blev mobbet ud under dække af en demokratisk beslutning. Det var som en kinesisk folkedomstol og en af de oplevelser, der har fået mig til at forstå, hvor vigtig retsbeskyttelsen er. Men alt i alt vil Det Fri altid have en stor stjerne hos mig.«

Se revolutionen i øjnene

Tor Nørretranders blev student i den første årgang, gymnasiet producerede, og allerede som folkeskoleelev sad han med i forberedelsesarbejdet til Det Fri. Alligevel startede han på et andet gymnasium, men da han endelig fandt over på Det Fri var det som at komme hjem, fortæller han.

»Det var hele tidens ånd og idealisme, der løb sammen der og var repræsenteret med et meget kraftfuldt udtryk. Verden var enormt spændende på det tidspunkt, og når verden ser sådan ud, så bliver et fladt demokratisk projekt også et spændende sted.«

Egentlig betegner han projektet som et fuldkommen sindssygt pædagogisk eksperiment, »men det fungerede jo. Vi havde lange diskussioner om diskussioner, og selv om der fra min årgang helt givet var en masse studenter, der ikke fik læst så meget af, hvad der stod i bøgerne, så var det et hold af meget ansvarsfulde og virkeligt kloge, unge mennesker, der kom ud af det,« siger Tor Nørretranders

»Det er sådan, en revolution ser ud, når man ser den lige i øjnene. Den kulturoptimisme, der lå i tiden var noget af det, der dannede Det Frie Gymnasium. Det er kendetegnet ved en enorm selvtillid og tro på verden, og mange af de tiltag, der var dengang, viste sig jo bare at være en tiltrængt modernisering mere end en egentlig revolution, men det var vigtigt og kunne kun blive foretaget på den måde. Vi troede, det var revolutionært, men egentlig var det vel bare evolutionært.«

Ansvar giver dannelse

Det er i den nye afdeling, skolens administration ligger, og her sidder Ejnar Ritterband.

Hans kontor ligner ikke resten af skolen og kunne sikkert være et rektorkontor i Viborg eller Randers, men selv om han lidt beklagende fortæller, at skolen er blevet normaliseret med gymnasiereformen, afviger hans job stadig væsentligt fra hans kolleger

»Der hviler en meget gennemtrængende ånd over stedet her,« forklarer han.

»Og det kan vi også mærke på de elever, der kommer her. Her sætter eleverne helt og holdent dagsordenen, og det betyder også, at man meget klart mærker, hvad der er oppe i tiden. Hvor det tidligere var USA ud af Vietnam og klassekampen, der optog mange af elever, er det i dag klima, globalisering og verdens skævheder, og det får de så lov at arbejde med.«

For Ejnar Ritterband handler det basalt set om dannelse, og for ham er der en tæt forbindelse mellem basisdemokratiet og dannelsen.

»Vi tror jo på, at det danner unge mennesker at give dem det store ansvar, de får her. Det betyder, at du får et helt andet engagement. Med dannelse mener jeg ikke, hvordan man holder på en kaffekop, men en dannelse i demokrati og samfundsopbygning. Det er selvfølgelig ikke alle, der holder til den frihed, og det er heller ikke alle, der deltager i fællesmøderne, men de, der gør, oplever jeg som afsindige dygtige til at bruge demokratiet og til at respektere andre. Du hører aldrig nogen som helst bue eller råbe ad andres kommentarer - det sker aldrig. Eleverne er afsindigt disciplinerede og argumenterer sig grundigt ud af tingene. Nogen vil sikkert også mene for grundigt.«

Med gymnasiereformen i 2005 mistede skolen de fleste af sine dispensationer fra Undervisningsministeriet og måtte opgive en del af skolens tidligere varemærker som gruppeeksamen og teatervidenskab på højt niveau. Det ærgrer Ejnar Ritterband.

»Men på den anden side er det måske ikke helt så katastrofalt, som vi først frygtede. Vi har jo lavet i hundredvis af forsøg - og jeg mener virkelig i hundredevis. Efterhånden kan vi jo se, hvad der fungeret rigtig godt, og hvad der må ud, og store dele af gymnasiereformen er taget direkte fra Det Fri. Faktisk vil jeg mene, at det selve det grundlæggende i reformen. Gennemført af en borgerlig regering.«

Rettelse: Følgende afsnit er ved en fejl faldet bort fra artiklen i den trykte udgave af avisen. [Red.]:

Gymnasierevolutionen

I dag er der 800 elever på skolen, der også har en afdeling for folkeskolens ældste trin. Skolen er for længst blevet en del af det etablerede system og underlægger sig i dag uden dispensationer den samme gymnasiereform, som resten af landets gymnasier. Men da Lars Jakob Muschinsky, der i dag er rektor på Zahkles Seminarium i København, sammen med en gruppe revolutionære universitetsuddannede i slutningen af 60’erne satte sig sammen for at danne gymnasiet, var den en reaktion i trods.

”Jeg hadede at gå i gymnasiet og var nærmest en karikatur over, hvad ungdomsoprøret indebar,” siger Lars Jakob Muschinsky.

”Den gang var gymnasierne styret af typer som lektor Blomme og de studerende havde reelt ingen rettigheder.”

Derfor var det vigtigste punkter i det nye gymnasieeksperiment, at give eleverne styringen over skolen og give dem muligheden for frit at kunne vælge fag. Det er det system vi i dag kender som HF. Gruppen af lærere fik økonomisk og moralsk støtte fra den daværende undervisningsminister Helge Larsen og den socialdemokratiske Gladsaxe-borgmester Erhard Jakobsen, der senere skulle danne CD og kæmpe mod alt, hvad der lugtede venstreorienteret og han hjalp også gruppen med at finde nogle lokaler til gymnasiet, der i opstarten havde til huse på Charlottenborg på Kongens Nytorv. Siden fandt det sine lokaler i en nedlagt fabriksbygning i Bagsværd og flyttede herefter i en periode til Birkerød. I slutningen af 1980’erne flyttede gymnasiet til København, hvor det først lå Vesterbrogade og siden på Kronprinsesse Sofiesvej på Frederiksberg, men i 1992 til Møllegade på Nørrebro, hvor det har ligget siden.

”Erhard Jakobsen var givetvis ikke enige i alle vores ideer, men han havde en god forståelse for at en udviklingsdynamo altid skal kommer fra neden,” siger Lars Jakob Muschinsky.

”Og det er vel et af de sidste tiltag, hvor det har gjort sig gældende. Det var en stor gruppe elever og lærere, der gjorde noget i trods og det er der en voldsom kraft i. På mange måder troede vi, at vi udførte revolution med Det frie Gymnasium. I virkeligheden var det først og fremmest en meget tiltrængt modernisering af en ellers helt tilsandet gymnasieverden. Det krævede revolutionær begejstring og vanvid at bryde med den tilsanding.”

Som elev kan det være ekstremt hårdt sted at være, mener Lars Jakob Muchinsky, der allerede forlod gymnasiet igen i 1975, men siden har fulgt det tæt, dels som bestyrelsesmedlem og gennem sine egne børn, der har gået på gymnasiet.

”Tingene bliver sagt så lige ud i sådan miljø med et komplet demokrati, og folk bliver virkelig uenige. Det er et ekstremt krævende sted at være – både for elever og lærere – fordi det er et sted, der insistere på at være konstant bevægelse. Derfor er det også langt fra alle, der kan holde til det.”

Ifølge Lars Jakob Muschinsky viste det Det frie gymnasium en helt anden grundidé efterhånden som det etablerede sig, med den tiltrækningskraft det havde på en bestemt type unge ekstremt samfundsengagerede mennesker og de studenter, der stod distancen med den uendelige frihed og det direkte demokrati.

”Det blev en slags fristed og rugekasse for pionerer. Det kan godt være, at det ikke var det, vi forestillede. Men jeg tror, det var det, det blev. Derfor var det så hårdt – er det så hårdt – at være der, pionerlivet er hårdt. Mange holder ikke så lang tid, for hvor længe kan man holde til at være pioner,” spørger han.

”Jeg tror, Det frie Gymnasium har kunnet overleve og placere sig så stærkt, fordi det har kaldt på den slags pionerer – givet dem et sted at høre hjemme, en base at virke ud fra og styrken ved Det frie Gymnasium er den trods og varme, det er født i. Man trodsede nogle betingelser, og holdt fast i at om nødvendigt måtte man trodse og man insisterede på det sociale fællesskab som noget helt afgørende.”

Også er der ifølge Muschinsky en anden væsentlig indstilling Det Frie Gymnasium har holdt ved, hvor resten af landets gymnasier ikke har taget ved lære:

”Det er stadig en styrke, at man ikke falder for det almindelige karakterræs og lægger vægt på at få højere karakterer – men snarere er lidt tilbageholdende med at offentliggøre gennemsnittet. Langt mere optaget er man af, om eleverne arbejder med noget, der optager dem, om de overvinder de vanskeligheder de har. Det er et meget smukt – og levedygtigt - træk i en uddannelsesverden, der ellers er ved at drukne sig selv i præstationstyrranni, der trækker tænder ud af al kritisk tænkning,” siger Lars Jakob Muschinsky.