Jens Chr. Djuurhus og Peder Andersen beskriver i weekendens kronik (28.-29. august), hvordan fakturatænkning vil føre til forskerflugt. Hvorvidt de har ret, skal jeg lade være usagt, men det er da glædeligt, at ingen af delene er tilfældet i Danmark.
For nylig sendte jeg en redegørelse til folketinget, som viser, at interessen for at komme til Danmark er stigende blandt højtuddannede udlændinge. Antallet af henvendelser for at få godkendt en lang videregående uddannelse eller en forskeruddannelse i Danmark er faktisk mere end fordoblet på to år. Det tyder på, at forholdene og mulighederne i Danmark er gode. Det understøttes også af en undersøgelse fra juni i år, som blev offentliggjort i Nature. Den viser, at de danske forskere er de lykkeligste i verden.
Jeg synes, det er lidt vel flot, at Jens Chr. Djuurhus og Peder Andersen afskriver basismidlerne som fri forskning, fordi de bruges til bl.a. forskeruddannelse. Det er vel netop en del af rationalet for, at vi har øget basisforskningsmidlerne til universiteterne i disse år. Derfor vil jeg holde fast i, at hver gang der er afsat én krone til strategisk forskning, så går der ni kr. til fri forskning, basismidler m.v. Hertil kommer, at det samlede offentlige forskningsbudget er steget med knap 40 pct. siden 2006. Altså et historisk højt løft.
Politiske prioriteter
Når det så er sagt, så er jeg helt på det rene med, at forskerne på de danske universiteter bedriver deres forskning for at lære nyt og bruge deres dygtighed og nysgerrighed og ikke for at fakturere. Det skal de også fortsætte med. Men det ændrer ikke ved, at vi skal blive bedre til at udnytte den viden, der frembringes på universiteterne.
Vi står i Danmark med den udfordring, at 98 pct. af vores virksomheder er små og mellemstore. De har ikke midlerne til selv at be-drive tung forskning, men de har ikke desto mindre brug for ny viden, hvis de skal klare sig i konkurrencen med store virksomheder i Kina, Indien, Brasilien osv. Hvis ikke disse virksomheder i fremtiden kan sælge produkter, så er der heller ikke skatteindtægter til at skabe forskning for. Den udfordring er vi da nødt til at forholde os til politisk.
Dertil kommer, at strategisk forskning ikke ‘kun’ har noget med ‘faktura’ at gøre. Det har sådan set også noget at gøre med, at vi fra politisk side har nogle områder, vi gerne vil prioritere, fordi de er vigtige for Danmark og for befolkningen. Det gælder f.eks. forskning inden for miljø, sundhed og samfundsforhold. Det er altså ikke kun et spørgsmål om bundlinje.
Afslutningsvis vil jeg minde om, at Sydney Brenner- som Djurhuus og Andersen fremhæver for at have forsket på et tidspunkt, hvor der ikke blev skelet til ‘faktura’ - i 2006 modtog en udmærkelse for sit strategiske arbejde i forbindelse med udvikling af Singapores videnskabelige kultur. Singapore regnes i dag for et af de mest strategisk orienterede forskningscentre i verden, hvor der stort set kun satses på forskning, der har kommercielle perspektiver. > > >
Kommentarer
Men hvorfor skal Universiteternes viden være noget der skal ‘sælges’ til virksomhederne, fremfor et tilbud man kan tage imod eller lade være? Hvis virksomhederne ikke selv kan se behovet for ny viden, og ikke gør den fornødne indsats for at bearbejde og omsætte den til nye produkter og services, så er det da på egen risiko.
Den viden der udvikles på Universiteterne er i første omgang afgørende for en nations demokrati, selvforståelse, konkurrencekraft og udviklingspotentiale. Virksomhederne gør da på mange områder klogt i at trække på den, men hvis de ikke gør, så må det da være deres egen sag.
Tingene bliver vendt på hovedet. Der er i Danmark, med statsstøtte fra Regeringen, en kultur hvor man mange steder fornedrer den viden der udvikles på Universiteterne, på baggrund af det argument at den ikke er umiddelbart tilgængelig. Men fanden læser også biblen, så det er den enkeltes uddannelsesniveau og kompetence der afgør i hvilken grad viden kan omsættes i praksis. At den så ikke gør det, og jeg er helt enig i problemstillingen, så er der fordi virksomhederne ikke har denne kompetence. Problemet kan ikke løses ved at Universiteterne bliver bedre til at sælge, eller med det mere politisk korrekte ord, ‘formidle’, deres viden. Tingene skal stadig omsættes, og virksomhederne kan ikke genkende ny innovation om det så blev smurt på morgenrundstykket, fordi man ligesom regeringen er mere interesseret i at hævde sin egen (forretnings)ideologi, end at lytte til nye forslag og synspunkter. Der skal andre løsninger til her. Løsninger der forholder sig til at det er den der bruger viden, der skal besidde den tilstrækkelige motivation, og udvikle tilstrækkelige kompetencer til at kunne omsætte den.
Og så kan der faktisk godt være forskerflugt uden at antallet af forskere bliver mindre. Det sker når de bedste forskere finder andre græsgange, og bliver afløst af en ringere men mere ‘lydig’ kopi.
Selvom Internationalisering på mange måder er positivt, så øger det i sig selv ikke kvaliteten af Dansk forskning, som har været fremragende i de officielle benchmarks gennem mange år.
Bare min mening.
Denne kommentar er anbefalet af:
Videnskabsministeren taler imod bedrevidende. Der hár allerede fundet en forskerflugt sted, bl.a undertegnede. Henvisningen til udenlandsk forsker-rekkruttering giver for så vidt igen reel mening, når talen er om universiteterne selv kan genere en tilgang af kvalitet i forskningen med de rammer den siddende Regering har afstukket med universitets-lovgivningen i sin nuværende from. Og tallene alene i al deres blottethed for indhold af kvalitativ karakter frem for en kvantitativ én af slagsen, afspejler ikke den uro, der er opstået med hensyn til forsknings-friheden. Her er der ingenlunde tale om “et historisk løft”, snarere tværtimod.
Videnskabsministeren gentager blot tendensen til at opgøre forsknings-indsatsen i form af et bogholderi - og demonstrerer hermed, at hun ikke kar begrebet kernen i kritikken. Men det var vel snart sagt ganske forventeligt. Men hun indrømmer da, at det er et politisk ansvar, at kritikken har antaget de dimensioner, som tilfældet er. Om man så deler hendes opfattelse af (eller embedsmændenes førsøg på at forklare sig), om hvorvidt bundlinien er den afgørender faktor, kan man så undre sig over med henvisningen til små og mellemstore virksomheder. Det synes umiddelbart som en gentagelse af rent idelologiske perspektiver for den samlede forsknings-indsats. Altså: om igen. Ikke forstået, kort og godt. Er det dialog og debat, der efterlyses med offentlighedens mellemkomst - eller er det en fortsat kampagne for den længe førte politik, som klart har medført den rejste kritik? Som drejer sig idelologisk reduktionisme med en tendens til at spænde universiteterne og videns-genereringen ydeligere for erhvervlivets vogn? I modstrid med offenlighedens perspektiver for en fornuftig samfundmæssig vidensindsats? Og universiteternes, for den sags skyld…
Videnskabsministeren synes at tale i øst, når der bliver spurgt i vest. Hvor længes skal det stå på?…
Med venlig hilsen
Denne kommentar er anbefalet af: