'Hvis vi ikke tager konflikten, skal buschaufføren'

Vejen til Nexus går gennem Egelunden i Jægerspris. Efter en kilometer asfalteret skovvej dukker institutionen for kriminelle unge op på toppen af en bakke omringet af træer og med udsigt over vandet. Det er her, Thomas, Ahmed, Baasim og Yazid bor. Nexus er en åben institution for kriminelle unge i alderen 16-18 år. Der er plads til 12, men i øjeblikket bor der kun fire. De unge kommer fra en lukket institution eller et fængsel, og på Nexus skal de bevise, at de kan administrere, at tremmerne er væk. Bliver de fristet til at begå kriminalitet, ryger de tilbage på en lukket afdeling.

»Jeg har prøvet at sidde to uger i Vestre Fængsel, og hvis jeg ikke havde været under 18 år, skulle jeg have siddet der i tre år. Men i stedet kom jeg på Nexus, og det er min chance,« fortæller Ahmed.

Han er sytten år og ankom til institutionen efter et bankrøveri og et halvt år på en lukket afdeling.

»Det mærkelige ved at være her er, at døren står åben. Men nu skal jeg køre god stil, og så skal vi lade være med at lokke hinanden til at lave lort.«

Låst dør eller fængsel

For to uger siden boede der to unge på institutionen, som fik lokket de andre med til at begå kriminalitet. På en weekend blev der stjålet fire biler i området og begået indbrud hos en nabo. Som konsekvens har flere beboere i området nu gjort det klart, at de vil kæmpe for at få lukket Nexus. Det er selvom de to unge i dag befinder sig på en lukket afdeling. Men hvis regeringens nye beføjelser til de ansatte på institutioner for anbragte børn og unge var trådt i kraft, kunne personalet have reageret anderledes. Det fortæller Nexus’ forstander Hamid Vazin.

»Vi var slet ikke i tvivl om, at de tro drenge mentalt var et helt andet sted, end de skulle være. De ville slås med personalet, og vi måtte overvåge deres værelser om natten, så de ikke stak af. Hvis vi havde haft mulighed for at sikre, at de blev på institutionen, ville vi både kunne have skånet de to unge og en masse andre mennesker i området,« fortæller han.

Regeringens nye beføjelser til de ansatte går blandt andet ud på, at det fremover bliver muligt at låse de unge inde i fem dage ad gangen og i op til 30 dage om året. Men Nexus venter i øjeblikket på, at Københavns Kommune skal give institutionen tilladelse til at benytte loven, og derfor er den endnu ikke taget i brug. Men det vil den snart blive.

»Der er tale om unge mennesker, der befinder sig et sted midt i mellem at kunne være på en lukket og en åben institution. I de situationer vil jeg hellere låse den unge inde i fem dage, end jeg vil sende ham tilbage til et permanent ophold i et fængsel,« siger Hamid Vazin.

I almindelig skole

På Ahmeds værelse står otte par gummisko på en snorlige række. En lille vandpibe pynter på skrivebordet, og en svag duft af aftershave hænger i luften. På væggen hænger to billeder af den amerikanske rapper Tupac. Ahmed sætter sig på sin seng. Han har lige været i bad for at vaske sveden af efter en time med løb og hård boksetræning. Hver mandag står der boksning og løb på skoleskemaet. Træningen afløser undervisningen på institutionens skole, hvor drengene befinder sig om formiddagen. Men nu har Ahmed fri. Det er mandag og en af de to dage om ugen, hvor drengene skal blive på institutionen om aftenen. De andre dage plejer Ahmeds kæreste at komme forbi, ellers også besøger han sin familie i København. Uden for sit værelse støder Ahmed på Baasim, der netop har fået fri fra skole. Baasim går i skole uden for institutionen, men hver eftermiddag skal han tilbage på Nexus.

»Walla, skolen siger, jeg stak af i dag. Det gjorde jeg ikke!«

Baasim er ophidset. Han fortæller Ahmed, at skolen har sagt til de ansatte på Nexus, at han har pjækket i tre timer.

»Det’ løgn. Jeg var på skolens område hele tiden,« siger han.

Ahmed bakker ham op.

»De vil have dig til at indrømme det, selvom det er løgn. De bruger polititricks på dig!«

»De er alle sammen politibetjente. Jeg hader dem,« siger Baasim.

Baasim kom til Danmark fra Somalia, da han var tre år gammel. I dag er han sytten år og tiltalt for at være medlem af en bande, for at have affyret et skud og for vold mod en tjenestemand.

»Jeg skal bare væk så hurtigt som muligt. De eneste jeg møder heroppe, er harer og elge,« siger han.

Baasim vil hellere tilbage til den lukkede institution, han kom fra. På den lukkede institution er der et bedre fællesskab, fortæller han. Det ærgrer forstander Hamid Vazin, at nogle af de unge bliver kastebold mellem flere institutioner. For resultatet er, at de unge ofte begynder at spekulere i, hvor meget ballade de skal lave for at komme et nye sted hen og få nye bekendtskaber.

»Jeg tror på en institution, der kan det hele. Institutioner, der både har åbne, delvist lukkede og helt lukkede afdelinger. På den måde kan vi tage os af de unge, lige meget hvordan de opfører sig. Men det kræver beføjelser og nye fysiske rammer,« siger Hamid Vazin.

Selvom regeringens nye beføjelser har mødt hård kritik af socialrådgivere og socialpædagoger, er Hamid Vazin ikke i tvivl om, at det er den rigtige vej at gå.

»Det her område er blevet meget forsømt, og der er stor forskel på, hvad der er populært at sige, og hvad der rent faktisk virker. De her drenge ved ikke, hvad der er bedst for deres egen udvikling, og enten kan man vente på, at det går op for dem og dermed løbe en stor risiko. Eller også kan man selv overtage styringen, fordi man ikke tror på, at de selv kan styre det. Men for at kunne overtage styringen, er du nødt til at have beføjelser,« siger han.

Hamid Vazin peger på, at det i den pædagogiske verden er populært at sige, at man undgår konflikter med de unge. Men hvis det er sådan, man griber de unge an, så vil behandlingen slå fejl, mener han.

»På Nexus opererer vi med, at de unge lærer noget af at tage en konflikt med pædagogerne. For hvis vi fastholder dem i en kunstig situation, så giver vi dem de ringeste forudsætninger for at klare sig, når de kommer ud. Tager vi til gengæld de konflikter, der er nødvendige her og nu, så hjælper vi dem,« siger han.

Det handler for Hamid Vazin om at give de unge nogle realistiske oplevelser og ikke lade dem leve i en boble, mens de opholder sig på institutionen.

»Hvis vi undgår konflikterne med de unge, så ender det med, at det pludselig er buschaufføren eller kassedamen i Netto, som må tage dem i stedet. Det betyder, at alle mulige andre i samfundet bliver holdt som gidsler, fordi vi ikke tør røre ved det, der er betændt«.