Opslag til denne artikel

Emneord:fordomme, tolerance, ytringsfrihed
Steder:Danmark, Sverige

For at værne om ytringsfriheden/råber jeg røvhul efter min nabo … som Peter Poulsen blandt andet skriver i et af sine digte.

Ytringsfriheden her i landet er for længst taget som gidsel i et vildt postulat om dens truede vilkår. Ytringsfrihedens nidkære fortalere i borgerlige partier og trykkefrihedsselskab (fri én fra dét selskab) insisterer fortrinsvis på, at ytringsfrihed er ensbetydende med forulempelse af andre. Fortrinsvis forulempelse af udpegede befolkningsgrupper. Fortrinsvis af folk af islamisk tro.

Disse folk, der som de fleste større menneskelige forsamlinger givetvis også omfatter personer med skumle motiver og ondt i sinde, er som massebetegnelse i ytringsfrihedens navn eksponeret som frit vildt, om hvem man kan hævde hvad som helst. I ytringsfrihedens navn må muslimer i det danske samfund kollektivt se sig anklaget for at have til hensigt at sprænge bomber i myldretiden, stene ægteskabsbrydere, afskaffe kristendommen og indføre islamisk ret. De er jo allerede i gang med tørklæde om hovedet og ramadanen for fuld musik, mens børnene sulter.

Ytringsfrihedsfanatikere som ikke skelner mellem formalitet og indhold beskylder nu pæne danske mennesker, anført af socialministeren, der har sagt ja tak til ramadanafslutningsfestmåltidet på Christiansborg, for at deltage i den islamiske sammensværgelse til fædrelandets undergang.

Dansk Folkepartis Martin Henriksens ytringsfrihed inspirerede ham blandt andet til følgende: »… middagens formål er at fremme accepten af islamiseringen af samfundet ved at bringe fejringen af islam ind i Christiansborgs og folkestyrets lokaler«.

Halal

Islam, et trossamfund som Folkekirken og Mosaisk Troessamfund, må ikke være i demokratiets højborg. At danske muslimer betaler skat og Martin Henriksens folketingsgage, at de stemmer ved valgene og bidrager til det danske samfund spiller ingen trille. De skal ikke sidde dér og æde deres halal på Christiansborg og slet ikke med rigtige kristne (og jødiske) danskere som gæster.

Dansk Folkeparti bør på den baggrund slå pjalterne sammen med Venstres Jens Rhode, der nu vil have romaerne ud en bloc.

Hvad med at tage næste skridt og skille sig af med alle, der ikke i sind og skind ligner Rhode og Henriksen, hvor skræmmende den tanke ellers er? Hvorfor ikke sige det rent ud i ytringsfrihedens navn? Hvorfor ikke bruge ytringsfriheden konsekvent og nægte folk af anden baggrund end Dansk Folkepartis og Jens Rhodes leverpostejsfarvede sjæl og segment retten til riget? Ingen forhindrer dem i at sige det.

Danskerne sætter ytringsfriheden over alt andet. Siden for nylig den danskeste af alle danske værdier. Når ytringerne vel at mærke rammer de fejle af farven. Og folk der spiser middag på Christiansborg. Og det ikke drejer sig om de ytringer, der anfægter ytringsfrihedens konkrete udgydelser.

Det er sundt at få afskyen for andre, hadet og den transformerede selvforagt ud i det åbne og ikke brænde inde med det. Som når nogen kalder Pia Kjærsgaard for racist, hvad hun har dom for at kunne kaldes. I ytringsfrihedens navn. Det brød hun sig ikke om og anlagde sag. Og tabte. Og hvor har hun dog ret, hvor er det nedrigt at kalde Pia Kjærsgaard racist. I ytringsfrihedens navn. Som at råbe røvhul efter sin nabo. I ytringsfrihedens navn.

Tanketom torsk

De mest ytrende i ytringsfrihedens navn er også de mest følsomme, når andre folk i ytringsfrihedens navn siger, hvad de mener om dem. Ofte med ret og rimelighed. Og det er ikke så sært, de bliver kede af det. Man kan nøjes med at tænke det, man behøver ikke sige det. Man kan og bør i et demokratisk sundt samfund føre dialogen uden at sige alt og kalde naboen røvhul og Pia Kjærsgaard racist og Martin Henriksen en tanketom torsk.

Svenskerne har fundet ud af, at forudsætningen for et sobert demokrati i dybden er en rimelig debatkultur.

Se, dét var et helt nyt begreb: debatkultur. At man kan føre en debat uden at ty til udokumenterede beskyldninger og rablende påstande om gruppers og personers mulige eller umulige hensigter og adfærd.

Flere i DF’s flok og det herskende flertal, samt deres skrivende og talende støtter af indeklemte demagoger og forsnævrede teologer mener, at krænkende beskyldninger mod andre bliver rigtige af at blive gentaget i det uendelige, og at gentagelsen hver gang er en særlig festligholdelse af ytringsfrihedsbegrebet og beviser dansk kulturs overlegenhed, samt udviser passende foragt for politisk korrekthed.

Måde i galskaben

I Sverige ser de anderledes på de dele og insisterer på at soignere debatten, også når det gælder valgmateriale fra Sverigedemokraterne, parallellen til DF.

Opstandelsen i Danmark er stor. Svenskerne undertrykker demokratisk synspunkter og partier, jamrer madam Kjærsgaard og kalder civilisationen Sverige for en bananrepublik.

Pia Kjærsgaard! Svenskerne har såmænd bare en debatkultur med måde i galskaben. Som førhen i Danmark.

Censur er det ingenlunde, men politisk tolerance som kultur - betingelsen for et demokrati. Forargelsen kender ingen grænser: ved at udelukke skældsordene gør man alt værre og går Sverigedemokraternes ærinde. Så propper eliten det sunde folkelige oprør ned i trykkogeren, det hele eksploderer, og de rabiate får magt. Vi har jo netop i Danmark ladet debatten i ytringsfrihedens navn flyde frit og uden selvpålagt beherskelse og misforståede hensyn, og se hvor vi har lukket luften ud, så det hele ikke er gået galt, og de stedlige tosser, de lokale Sverigedemokrater står uden for indflydelse. Eller hvordan det nu er …

Sverige har gjort noget formasteligt. Svenskerne har taget ved lære af den danske debats deroute, hvor den ene vulgære grovhed efter den anden, den ene Langballe efter den anden Krarup og den tredje Messerschmidt og den fjerde Rhode og den femte Kjærsgaard og den sjette Espersen under påkaldelse af ytringsfriheden har gjort fordomme og mistænkeliggørelse til den politiske meningsudvekslings grammatik. Disse personer definerer selv deres bekymring for ytringsfriheden ved retten til at bemøge de foragtede. Som i antisemitismens, religionskrigenes og racefordommenes dystre tradition: pådutte de udskældte alverdens motiver, samt i ord og gerning stigmatisere og isolere de forhadte grupper, forudsætningerne for de uforsonliges magt. Det grovkornede ordvalg, de vredladne udbrud fører ikke til afklaring, kun til flere grovheder, mere vrede.

Verbale voldsmænd

Det har altid været muligt i dansk sammenhæng at opføre sig åndssvagt og udtrykke sig tilsvarende. Men engang for snart længe siden blev man ikke nødvendigvis hyldet for at opføre sig urimeligt, men måtte tværtimod se sig distanceret af kvalificerede udsagn.

Det var ikke en begrænsning af ytringsfriheden. Tværtimod. Grovhederne, forenklingerne, vreden og hadet i denne hyldest til den såkaldte åbenhed er derimod ytringsfrihedens mest uforsonlige fjende. Kun den, der har nerver til at stå op i en sådan debat, kommer til orde. Kun den, der har adgang til og rutine i offentligt skænderi, kan gøre sig håb om at imødegå grovhederne og få mæle i opgøret.

Og imens eskalerer det hele i rene meningsløsheder. Som når verbale voldsmænd i stil med en Martin Henriksen eller en Langballe hjerteløst lancerer deres attentater på muslimer og muslimernes middag, og alle indignerede indvendinger mod disse urimelige overfald i polariseringens fortvivlelse danner fælles bundfald med de voldelige. Lad os lære af Fosterlandet.