LGERBESTIKKELSE. Sådan er det fristende at betegne gårsdagens regeringsudspil: En ‘hjælpepakke’ til Danmarks udkantsområder. Hjælpepakken er floromvundent indpakket: »Danmark i balance i en global verden«.

Reelt handler det om, at Venstre døjer med medlemsflugt i sine højborge, navnlig i Vestjylland. Folk svigter Venstre, fordi Venstre har svigtet dem. Som forfatteren Lars Olsen udtrykker det:

»Kommunalreformen har nedlagt kommunerne, politireformen har nedlagt politistationer, domstolsreformen har nedlagt domhusene, på uddannelsesområdet har man nedlagt seminarier, mens sygehusudviklingen har båret mod massenedlæggelser og oprettelsen af supersygehuse.«

OVENI har VKO-flertallet svigtet udkantsområder ved at svække bus- og togforbindelser og favorisere mega-indkøbscentre, der ud- suger den lokale handel. Plus grovliberaliseringer af landbrugslovgivningen, der giver frit slag for indførelse af nyt storgodsejerdømme, nu tilsat en gyllestank, der forpester tilværelsen for alle andre end dem, der lugter penge.

REGERINGENS indsats til generobring af Venstre-vælgere går bl.a. ud på at svække planlovgivningen i 29 udvalgte kommuner: Ejere skal frit kunne bygge boliger og erhverv på landet, også i de kystnære områder, som Svend Auken i sin miljøministertid fik sat særligt værn om.

Svækkelse af planloven giver smukke udstykningsindtægter for landmænd, men prisen er en tilbagevenden til 1960’ernes vilde planløshed og skæmmede landskaber. Regeringens ‘hjælpepakke’ rummer også nye store veje i naturområder.

Statsminister Lars Løkke messede i går fromt: »Vi holder fast ved den høje beskyttelse af natur og miljø, som vi har i dag.«

Gu’ gør Venstre da ej. Partiet sætter natur- og miljøværdier på udsalg til en særligt nærtstående skare.

Denne artikel er anbefalet af: