Opslag til denne artikel

Emneord:eurosamarbejdet, statsborgerskab, udenrigspolitik
Organisationer:EU
Steder:Europa

Min amerikanske kone og jeg tog i sommer på et krydstogt langs hele Vesteuropas kyst fra Gibraltar til Nordkap. Hensigten var naturligvis at holde ferie, men også at vurdere om Europa som union hænger sammen. Det gør det desværre ikke.

Der hænger ganske vist et EU-flag hist og her, mange biler kører med EU-nummerplader, og det er nemt at komme over grænserne, men ellers er det stort set kun euroen, der viser, at Europa har forsøgt at slutte sig sammen. Og som vi hurtigt erfarede i både Portugal og Spanien er euroen truet. Mens vi i Danmark er villige til at hjælpe betrængte nordjyder og bornholmere, føler vi os lettede over, at vi som et ikke-euroland slipper for at komme portugisere og spaniere til undsætning, hvis det en dag skulle blive nødvendigt. For slet ikke at tale om de hårdt ramte grækere.

Men det er alt sammen lidt fjernt og teoretisk. Umiddelbart er hele Europa en kulturel og social perle. Bygningsmæssige attraktioner så fjernt fra hinanden som domkirkerne i Santiago de Compostela og Trondheim findes ikke uden for Europa. Her er smukt, her er rigt, og her er den socialdemokratiske drøm om det retfærdige samfund blevet realiseret. Alle har mere end nok til dagen og vejen. Ligestilling mellem kønnene er selv i det sydlige Europa ved at blive en realitet. Hospitaler og skoler er ikke perfekte, men bedre end andre steder i verden. De sociale sikkerhedsnet virker. De gamle får folkepension. De unge får studiestøtte. De arbejdsløse får dagpenge.

Vi har for længst klaret mange af de problemer, som amerikanerne stadigvæk slås med. Bortset fra Irland har vi fri abort, mens halvdelen af USA’s befolkning stadig forsøger at få den afskaffet. Vi har ikke længere dødsstraf i Europa, mens 36 amerikanske stater effektuerer den og dermed forhindrer USA i at blive medlem af EU, hvis amerikanerne ellers skulle komme på den tanke! Vi er godt på vej til at give homoseksuelle samme ægteskabelige vilkår som andre, mens USA stadigvæk diskriminerer på den ene eller anden måde.

Europa er som sagt ikke uden økonomiske problemer. Mest tydeligt i Grækenland, Portugal, Spanien og Irland, men det kniber alle steder med at holde væksten ved lige og budgetterne under kontrol. Storbritannien og Danmark klarer nok skærene, indtil olien og gassen slipper op. Men selv da er vi så rige, at selv et større tilbageslag ikke er nogen katastrofe. Tænk på, at selv hvis Danmarks nationalindkomst gik ned til det halve - hvilket nærmer sig det utænkelige - så ville vores levestandard være den samme som i 70’erne. Og dengang havde vi det også ganske fortrinligt.

Rigt og stillestående

På mange måder minder Europa i dag om Japan: rigt og stillestående. Gør det noget, at Europa ligesom Japan ikke spiller den rolle internationalt, som deres store økonomier ellers muliggør, og som inkarnerede europæere som jeg selv drømmer om? Kan vi ikke bare trække på skulderen af det pinlige billede fra klimakonferencen i København, hvor Obama som en anden skolelærer står og fortæller de lidt betuttede Merkel, Sarkozy, Brown og Løkke Rasmussen, hvad han og kineserne er blevet enige om skal være konferencens - manglende - resultat?

Det gør noget, fordi verden i stigende grad møder globale problemer og som med klimakonferencen, terrorismen, befolkningstilvæksten og den økonomiske krise har svært ved at håndtere dem.

Vi var på strandene i Normandiet og så resterne af Hitlers atlantiske mur. Vi har dyrekøbte erfaringer i Europa, og vi har lært nok af dem til, at krig os imellem i EU er utænkelig. Så vi burde med begejstring slutte op om en stadig stærkere europæisk union. Vi burde gå ind for tyrkisk medlemskab og med tiden se frem til også at få Israel og hele Nordafrika med i unionen, så Middelhavet som i romertiden igen ville blive et europæisk indhav. Fornemmelsen efter samtaler med europæere her i sommer langs hele Europas vestkyst er desværre, at det alt sammen er ren fantasi.

Et land som Holland viser, at vi er for mange mennesker i Europa. For mange og for rige. Der er som et eksempel, der med vores rejse i sommer lå os lige for, konstant mere end en million mennesker på krydstogt rundt omkring i verden på skibe, der udspyr tonsvis af kuldioxid. Et ekstremt eksempel på den forurening, som for mange og for rige mennesker producerer.

Så vi skal være glade for, at befolkningstallet falder i Europa. I stedet klager vi over, at der bliver for mange gamle og for få unge til at forsørge dem. Men vi er stadig mere end rige nok til at klare det problem med højere produktivitet og skat, så vi burde i stedet juble over det faldende befolkningstal.

Vi er ikke overbevisende

Et flertal af europæere har en åbenlyst rigtig holdning til disse problemer. Vi skal gøre mere ved CO2-udslippet, end amerikanere og kinesere er villige til, vi skal holde op med at føre krig mod terrorismen og i stedet betragte den som en almindelig forbrydelse, og resten af verden burde indføre sociale og økonomiske sikkerhedsnet som dem, vi har.

Vi europæere er imidlertid ikke i stand til at virke overbevisende på disse områder. Vores eksempel med, at demokratiske stater frivilligt afgiver en del af deres suverænitet til fælles bedste, er vejen frem mod den verdensregering, som alene vil kunne tackle problemerne. Men når vi som i år ved valget af en europæisk præsident og udenrigsminister får chancen til at tale med vægt, udnævner vi to stort set ukendte personer i stedet for, at en Merkel og en Sarkozy med begejstring tager jobbene, eller i det mindste en Tony Blair eller Carl Bildt bliver vores repræsentanter.

EU har potentielt med et moderne udtryk soft power (blød magt), der består i at være et eksempel, som andre gerne vil efterfølge. Men da vi ikke kan blive præcist enige om, hvad vi står for, sker det ikke.

Da kanonerne i 1945 tav langs Europas vestkyst, var det håbet, at FN kunne blive en form for verdensregering. Men så længe de fem store - USA, Frankrig, Storbritannien, Rusland og Kina - ikke kan blive enige, når det gælder, og Sikkerhedsrådet derudover ikke har Japan, Indien, Brasilien og Sydafrika som permanente medlemmer og ikke får Storbritannien og Frankrig til at opgive deres pladser til fordel for en samlet EU-repræsentation, er der ikke meget håb om et handlingsdygtigt FN.

Det er en skam. For det kan jo lade sig gøre at samarbejde på tværs af lande og kulturer. Noget jeg oplevede i mit arbejdsliv i Verdensbanken og FN, hvor personalet bestod af folk fra hen ved 200 lande og uden mere besvær end i andre store bureaukratier udførte et internationalt arbejde. Det har ikke været nok til at skabe et handlingsdygtigt FN. Vejen frem må være, at alverdens lande ligesom medlemmerne af EU afgiver suverænitet til en overnational organisation. Villigheden hertil kan være på et meget lille sted.

Jeg er først og fremmest dansker, men også europæer. Og jeg kan ligesom Radikale Venstre ikke forstå, at de to holdninger skulle være uforenelige. Jeg er tilhænger af europæisk statsborgerskab, af fælles forsvar og udenrigspolitik, af et Europa som er fuldt så integreret som USA, men med en mere nuanceret, erfaren og livsklog udenrigspolitik end den USA, for slet ikke at tale om Kina, står for. Det har lange udsigter, før den drøm bliver til virkelighed.

Sven Burmester er forfatter og udforsker

Denne artikel er anbefalet af: