'Fingrene væk fra migranternes penge'

Nedværdigende og sårende. Hyklerisk. Sådan lyder filippinske Annie Gerons umiddelbare reaktioner på minister for udviklingsbistand, Søren Pinds udtalelser i foråret om au pair-ordningen som »måske verdens bedste form for udviklingsbistand«.

»Hvordan kan man sige den slags, hvis man kender bare det mindste til fakta?« lyder det fra Annie Geron, hvis øjne langsomt er ved at genvinde det bløde skær efter at have været præsenteret for Søren Pind-citatet.

Hun er formand for den filippinske fagforening for offentligt ansatte, PSLINK, og international forhandler for migrantarbejderes rettigheder. Og hun er rimeligt chokeret.

»Så udbytning skulle være en erstatning for udviklingsbistand? Jeg forstår det ikke,« siger Annie Geron. Hun har ingen problemer med au pair-ordningen - hvis den altså fungerer som netop det.

»Men sådan er virkeligheden jo ikke for flertallet. Au pair-ordningen er camouflage, en facade.«

Til argumentet om, at selv au pair-lommepenge er bedre end filippinske lønninger, og det derfor er en win-win-situation for danske middelklassefamilier og fattige filippinere, siger Geron:

»O.k., så dét er jeres benchmark. I siger: ‘Du ligger i rendestenen, så nu løfter vi dig op på bænken’. Det er som at smide krummer til os fra de riges bord, og glemme, at det er mennesker, man snakker om - og mennesker skal arbejde med værdighed. Jeg kan næsten ikke tro det - i stedet for at hæve gulvet, graver man i det. Sådan argumenterer I i denne velfærdsstat?«

Værdighed

Annie Geron er i Danmark for 12. gang, og kommer lige fra et møde med LO og FOA om arbejderrettigheder og forholdene for migranter i Danmark.

»Hvis folk reelt arbejder som hushjælp, så skal de kompenseres for det. Jeg har fuld forståelse for, at danske kvinder gerne vil gøre karriere, og at en hushjælp kan være en smutvej til den mulighed, når det fortsat er sådan, at kvinder forventes at tage sig af hovedparten af arbejdet i hjemmet,« siger Geron og tilføjer:

»Men man må vælge - enten implementerer man au pair-ordningen, som den var tiltænkt med al den frihed og kulturel udveksling og ligeværdighed, der faktisk ligger i den. Eller man ansætter en hushjælp og betaler rigtig løn. Frigørelse af Den første verdens kvinder skal ikke være på bekostning af Den tredje verden. Og der ingen værdighed eller empowerment for filippinske kvinder i at få lommepenge for arbejde.«

Et meget stort men

Annie Geron mener, at der - au pair-ordning eller ej - er noget grundlæggende galt med forestillingen om remitter som udviklingsstrategi.

»Jeg benægter ikke, at remitter er en meget vigtig del af Filippinernes økonomi. Uden remitter - og det er virkelig mange penge, vi snakker om (100 mia. kr., red.)- var vi gået under, især i løbet af den seneste krise,« siger Geron.

»Remitterne giver de enkelte familier tag over hovedet, adgang til uddannelse og sundhed. Og til basale forbrugsgoder, som gør livet lettere og mere komfortabelt. Men. Og der er et meget stort ‘men’ i det her …«

Blod, sved og tårer

De penge, migranterne sender hjem, er nemlig hverken ‘gratis’ eller bæredygtige.

»De sociale omkostninger kan man ikke sætte tal på, ligesom man kan med remitter. Men man kan se det ret konkret: Børn, der føler sig forladt og kommer i problemer - f.eks. med stoffer - også selv om andre familiemedlemmer tager sig af dem. Og det er rigtigt, at vi har tradition for et udvidet familiebegreb i Filippinerne. Men det her er noget andet. Det handler ikke om, at børnene somme tider bliver passet af andre, eller at man bor i samme hus som sin mormor og sine fætre og kusiner. Det handler om, at man permanent mangler sine forældre,« siger Geron.

Dertil kommer de afsavn, som migranterne lider under, forklarer Geron:

»Det bliver udsat for udbytning, for mishandling, de spiser mindre, end de burde for at kunne sende flere penge hjem. Undlader at købe selv de mest basale fornødenheder. De lever under konstant pres for at tjene penge og for ikke at miste deres opholdstilladelser,« siger hun og tilføjer:

»De remitter er optjent med blod, sved og tårer - og det tilkommer ikke nogen, at tale om det som udviklingsbistand.«

Permanent ikke-løsning

Desuden fungerer den institutionaliserede migration og remittance-flow som en dårlig undskyldning for regeringer i både rige og fattige lande for ikke at tage sig af strukturelle problemer, mener Geron.

»Da Marcos (filippinsk diktator i 1970- og 80’erne, red.) introducerede arbejdseksport som strategi, kaldte han det en midlertidig løsning på arbejdsløshed og fattigdom. Men i stedet blev det en permanent regeringspolitik. De benægter det, men faktum er, at den filippinske stat markedsfører arbejdsmigration, og opfordrer vores højest uddannede arbejdere til at søge job i udlandet.«

Og hvad det betyder, kan selv ikke remitter dække helt over: »Vi har lige nu én læge pr. 40.000 indbyggere. Vores befolkning vokser hver dag, og hver dag lukker sygehuse, fordi der ikke er personale til at bemande det. Vi uddanner flere og flere sygeplejersker - men så snart de har muligheden, søger de til udlandet, fordi vi ikke tilbyder dem en værdig løn i Filippinerne.«

Dermed er det kun de rigeste, der reelt har adgang til behandling i Filippinerne, siger Geron.

»Det er ikke en løsning at basere et lands økonomi på eksport af kompetencer og på remitter. Det bliver en dårlig undskyldning for ikke at udvikle økonomien, for ikke at tænke i bæredygtige forandringer. Filippinerne er langt fra det mønstereksempel på såkaldt managed migration, som det bliver fremstillet - det er skrækeksemplet.«

Hullet i velfærdsstaten

Samtidig bliver migrationen af især hushjælp også en dårlig undskyldning for rige landes regeringer for ikke at investere i den kollektive sociale infrastruktur:

»I fylder det hul, der er i jeres velfærdsstat, ud med billig arbejdskraft fra Den tredje verden. Og så mødes jeres regering og jeres private virksomheder med andre landes regeringer og virksomheder og diskuterer, hvad vores, Den tredje verdens arbejderes penge skal bruges til. Diskuterer ‘remitter og udvikling’ på lukkede fora som f.eks. Global Forum on Migration & Development,« siger Geron, og undskylder, at hun »bliver noget oprevet«.

»Men vi bliver behandlet som statistikker. Hvordan kan ministre og arbejdsgivere tillade sig at mene noget om, hvad migrantarbejdernes remitter skal bruges til? Det er meget ufølsomt og anstødeligt. Det er ikke deres kagedåse. Det er vores egne penge.«

I morgen kl. 17-19 deltager Annie Geron i paneldebatten ‘Global Care’ med Jakob Bang, forbundssekretær i FOA, Helle Stenum, migrationsforsker ved Aarhus Universitet, og Britta Thomsen, MEP for Socialdemokratierne i Kunsthal Charlottenborg