En kikset integration

Det begyndte ellers med de bedste hensigter. Som han selv udtrykker det:

Større billede

»Jeg kom til Danmark med et ønske om at integrere mig fuldstændigt i mit nye land.«

Han er født i 1934 og døbt Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat. Da han indvandrede til Danmark i 1967, tog han navnet Henrik.

Men han forsømte fra begyndelsen en vigtig forudsætning for at blive en del af det danske samfund: at mestre sproget.

Som han selv i dag erklærer:

»Jeg ærgrer mig i særdeleshed over, at jeg ikke forstod, at det var kolossalt vigtigt, ja, helt essentielt, at jeg kom til at tale dansk meget godt og meget hurtigt. Det har været en stor fejl fra min side. Jeg sagde til mig selv, at det ville komme med årene. Ganske vist forventede man nærmest, at jeg talte godt dansk fra min første dag i landet, hvilket var umuligt. Men jeg var for længe om det. Det var min fejl.«

Forfærdelig ærgrelse

Disse ord siger Henrik ikke engang på dansk. Han siger dem på fransk til den fransktalende danske journalist Stéphanie Surrugue, som har oversat ham til dansk i bogen Enegængeren, hvor hun på grundlag af samtaler med Henrik og hans nærmeste laver et portræt af ham. Stéphanie Surrugue er Henriks tolk til det danske folk.

I sine samtaler med Surrugue kredser Henrik om, hvor meget det med sproget nager ham:

»I dag ved jeg, at jeg aldrig kommer til at tale 100 procent flydende dansk. Det ærgrer mig. Det indrømmer jeg gerne. Jeg ærgrer mig helt forfærdeligt.«

Lige så uheldigt for Henriks indpasning i det danske samfund er det, at han aldrig har fået sig et ordentligt job.

Henriks far advarede ham i sin tid mod at indlade sig på en usikker fremtid i Danmark, forklarer Henrik:

»Det er en fiks idé,« sagde faderen, da Henrik fortalte om sin påtænkte forlovelse med en dansk kvinde. Faderen mistænkte sønnens følelser for at »være dikteret af ambitioner«.

Faderen var også sikker på, at danskerne ikke ville acceptere sønnen i ægteskabet. Og faderen, der var De’s med sin søn, mente fra sin fortid som avisejer i Fransk Indokina at kende pressens onde luner og sagde advarende til sønnen: »De bliver flået levende resten af Deres dage.«

Da sønnen ikke var til at rokke, søgte faderen at få afklaret, hvad det var for en stilling, sønnen gik ind til i det danske samfund.

Det havde sønnen svært ved at svare fyldestgørende på. Det fik faderen til at råde sønnen:

»De må tale med kongen om, hvilken position De får.«

Sønnen forklarede, at hans kommende svigerfar havde sagt, at han ville blive prins på sin bryllupsdag.

Faderen rystede på hovedet:

»Henri, jeg råder Dem til at få klarlagt Deres situation.«

Det gjorde sønnen ikke, og det angrer han nu - mindst lige så bitterligt som det med sproget.

Ingen position

I dag forklarer Henrik:

»Jeg har ønsket at blive brugt af det danske samfund. Men man har aldrig diskuteret min titel. Og det har betydet, at folk ikke har tildelt mig en veldefineret position i det danske samfund, om jeg så må sige. Man ved ikke, hvad en prins laver. Måske laver han ingenting, eftersom han ingen officielle funktioner har.?«

Henrik slår resigneret ud med armene:

»Men man må forstå, at ethvert menneske har en selvfølelse.«

Efter en pause fortsætter han:

»Efter min overbevisning skal et ægtepar være ligeværdigt, uanset hvilken rolle i samfundet parret måtte indtage. Danmark kunne have gjort mig til statsprins, rigsprins, kongegemal, hvad ved jeg. Det er en forglemmelse, måske en uvilje. Det er ikke titlen, der er afgørende, men bevidstheden om, at jeg har en rolle, en funktion.«

Har Henrik bedt om at blive statsprins, rigsprins eller kongegemal? Han svarer:

»Nej, og det er min fejl. Det burde jeg have gjort. Dér må jeg indrømme, at min far havde ret, dengang han rådgav mig om at få afklaret min position med mine svigerforældre. Min hustru tænkte jo heller ikke over det dengang - vi skulle jo bare giftes og var så glade.«

Var der noget, der forhindrede hustruen i at give Henrik en attraktiv titel, da hun tiltrådte sit nuværende job?

»Nej, jeg kan ikke se, hvad der skulle have hindret hende i det. Men jeg bebrejder ingen. Og jeg siger disse ting med stor respekt for min hustru. Jeg bebrejder, at man negligerede det dengang for 30-40 år siden.«

Igen: selvbebrejdelser

Igen bliver Henriks akavede situation i det danske samfund vendt til selvbebrejdelse:

»Den eneste person, jeg bebrejder, er mig selv. For ikke at have haft modet eller klarsynet til at bede om en afklaring dengang. I dag er det naturligvis umuligt. Folk vil sige: ‘Han har alt i livet. Han skal ikke beklage sig.’ Og det er rigtigt, at jeg har alt i livet.«

Men erkendelsen af at have alt i livet har været nok til at dulme Henriks følelse af manglende anerkendelse. Da Henriks kone var sygemeldt ved en stor nytårsreception i januar 2002, fik Henrik besked på, at det ikke var ham, der i stedet skulle modtage gæsternes hilsner, men parrets ældste søn.

Det knækkede Henriks stolthed. Han tænkte:

»Man vil fratage mig min funktion. Jeg går gerne bag min kone, men dog ikke bag mine børn, når gæsterne kommer for at ønske os, regentparret, godt nytår. Nu går det dog for vidt. Det må alle da kunne se.«

Men ingen andre bemærkede, at noget var galt. Det fik Henrik til at forlade Danmark og tage ophold på sin ejendom i Frankrig.

Efter en måned blev han opsøgt af dagbladet B.T. Hvad han sagde til avisen, prøvede hans nærmeste siden at få ham til forhindre trykt, men det nægtede han.

Derfor kom det til at stå sort på hvidt:

»Jeg har prøvet at gøre alt, hvad jeg kunne, for mit land. Jeg er glad for at bo i Danmark. Jeg holder meget af Danmark. Hvorfor så hele tiden nedvurdere mig? Skuffe mig hele tiden? Og træde på mine tæer og på den måde prøve at ødelægge min selvrespekt?«

Henrik ville helst gøre »det, der er godt for min familie og mit land«:

»Det er det, jeg har prøvet. At gøre alt for Danmark. Måske er det mislykkedes.«

Henrik endte med at vende hjem fra sit selvvalgte eksil, og i 2005 prøvede hans kone at opmuntre ham ved at bestemme, at han fremover kunne kalde sig »prinsgemal«.

Det synes ikke at have gjort ham gladere, snarere trodsig. Han erklærer:

»Det var min beslutning at tage den titel. Hvorfor? Fordi jeg var træt af at blive kaldt ‘prinsen’. For hvad er en prins? Er det lille prins Felix? Eller er det dronningens mand? Nuvel, så efter mere end 30 år tog jeg den titel af prinsgemal, som mine ligestillede i Holland og England dog har haft. Men hørte De det ramaskrig, det gav? Med stikkende kommentater og ironi - ‘Ud med ham!’ De reaktioner holdt ikke ved, men der er mange, der nægter at bruge titlen. De mener, at prins Henrik er prins Henrik. I så fald ville jeg foretrække, at de kaldte mig ‘Monsieur Henrik’.«

Den behandling, som danskerne har givet Henrik, harmer også hans søn Frederik, som siger:

»Da jeg var lille, tænkte jeg ikke så meget over det. I de senere år har jeg syntes, at det er meget uretfærdigt. Man kan ikke andet end at undskylde den danske uvidenhed. Da han f.eks. begyndte at producere vin, blev han jo hånet. Det viste sig, at han var 10 år foran udviklingen i Danmark, men danskerne vidste altid bedre: ‘Sådan en prinsgemal, en fremmed, der har giftet sig med vores dronning, han er da nærmest en klovn, et monster.’ Det er synd for ham og pinligt for Danmark.«

Stéphanie Surrugue:

Enegænger - Portræt af en prins 386 s., ill. 300 kr. Politikens Forlag