Ka’ selv. Kunstnerne vrager i højere grad end tidligere pladeselskaberne og galleristerne for i stedet at klare det hele selv. Kunstnerdrevne gallerier, forlag og butikker dukker op i landskabet, og her laver kunsterne det hele selv. Fra idé til produktion, over i momsregnskaber, lageroptælling og salg. En tendens, der er afstedkommet af den udtømte forretningsstrategi, som især pladeselskaberne og galleristerne har måttet lide under igennem de seneste mange år. Det siger Mark Lorenzen, der er lektor i kreative brancher på Institut for Innovation og Organisationsøkonomi på Copenhagen Business School (CBS).
»Igennem de sidste 10 år er de traditionelle pladeselskabers, filmselskabers og galleriers forretningsmodeller kommet under pres fra mere effektive distributionsformer på internettet, forbrugernes ændrede smag og den stærke konkurrence fra nye oplevelsestyper. Og samtidig har den teknologiske udvikling reduceret omkostningerne for kunstnerne ved selv at producere og markedsføre deres produkter. Meget kan i dag laves på computeren og markedsføres gennem f.eks. de mange nye sociale tjenester og netværk på internettet,« siger Mark Lorenzen. Hvis man som kunstner hvert halve år skal lave momsregnskab og desuden markedsføre sig selv, kan det i værste fald føre til en forringelse af den kreative kvalitet. Kunstnerne ender med at blive mere administrative end kreative, påpeger Mark Lorenzen.
»Der er en masse problemer i dét, at kunstnerne skal klare det hele selv. De skal være involverede i nogle processer, som trækker tid ud af deres kunstneriske kalender, til gengæld får de mere kontrol med deres markedsføring og det endelige produkt,« siger Mark Lorenzen. Og en øget kontrol og større krav til kunsternes administrative evner kan ligefrem skille fårene fra bukkene og øge niveauet på kunsten, mener Mette Ohlendorff. Hun er partner og kreativ direktør i ArtRebels (artrebels.com), en virksomhed for kunstnere, hvis formål er at fremme kreative projekter.
En bredere kunst
»Det positive element, i at så mange kunstnere i højere grad end før gør det hele selv, er, at man får skillet fårene fra bukkene. Dem, der virkelig vil det og kan noget, de skal nok drive det til noget udenom pladeselskaberne og galleristerne,« siger Mette Ohlendorff. Selv om det praktiske element i markedsføring og administrativt arbejde tager tid fra den kreative proces, ser Mette Ohlendorff det ikke som en ulempe: »Påvirkningen fra det praktiske arbejder er garanteret forskellig fra kunstner til kunster. For nogen vil det højne deres niveau, fordi de er tvunget til at tænke dem selv meget mere struktureret. For andre vil det være en negativ begrænsning, men generelt skærper det kreativiteten. Det kan løfte niveauet, fordi folk er tvunget til at tænke lidt skarpere,« siger hun.
Ud over at tvinge kunstnerne til at tænke businessminded, kan gør det selv-tilgangen til at distribuere kunst medvirke til en bredere og mere forskelligartet kunst, påpeger Mark Lorenzen.
»I gamle dage var der en vis form for konservatisme, som blev udøvet af pladeselskaberne og galleristerne ud af rene forretningsbetragtninger. De prøvede at lave noget nyt, men de løb kun beregnede risici. Hvis kunsterne selv er involveret i hele processen, så tror de på projektet hele vejen. Og pludselig er der sandsynlighed for, at spændvidden på forskellige genrer og udtryk bliver lidt større,« siger han.
Det, at alle i princippet kan blive udgivende eller udstillende kunstnere har demokratiseret tilgangen til det at lave kunst, pointerer Mette Ohlendorff.
»Det er vigtigt, at der kommer mange forskellige udtryk, og som billedet ser ud nu, er der simpelthen en mere demokratisk tilgang til kunsten. De kreatives spillerum er mere demokratisk. Alle kan komme ud og møde hele verden. Nu er det et spørgsmål om, hvor god du er til at networke, og hvor dygtig du er til det, du laver.«
Kommentarer
“Verden går i ring”. Da jeg var ung kunstner i midten af forrige århundrede, var billedekunstnerne små selvstændtge håndværkere, som solgte deres arbejder, hvor de kunne - og kunne leve af det (dog tit med et bijob). Men - de måtte - og kunne - selv styre deres salg og karriere, fordi det var resultatet og ikke historien bag arbejdet, der talte.
(Og - det er ikke engang løgn, spørg selv gamle billedkunstnere)
Men det er altså et dilemma, fordi det ikke nødvendigvis er mangel på vilje hos dem, der ikke kan overskue momsregnskaber og andet business!
Som ikke producerer helt vildt mange værker der kan sælges og derfra have en indtægt. Så skal der være tid til fordybelse og ro og non-kommerciel beskæftigelse.
Det er et problematisk at tro, at administration og marketing direktre fra kunstnerne skiller fårene fra bukkene, fordi man også i mange tilfælde ser en masse crap-kunst, fra folk som kan sælge sne til en grønlænder!!