Privatskolerne fremfører tit det synspunkt, at det er en grundlovssikret rettighed, at forældre kan vælge en anden skole end den offentlige. Det tror jeg ikke, der er mange, der kan være uenige med dem i.

Men det er bestemt ikke en grundlovssikret ret, at skatteyderne skal betale op til 87,5 procent af privatskolernes drift. Det er en politisk beslutning i folketinget, der kan ændres. Det er politikernes valg.

Jyllands-Posten dokumenterede i foråret, at udgiften til privatskole plus fritidsordning - hvad de fleste jo benytter sig af - er billigere end de kommunale SFO’er i flere kommuner.

Det har vel aldrig været meningen, at det ligefrem skulle kunne betale sig at sende sine børn i privatskole, når nu alle er enige om, at folkeskolen er en af de bærende institutioner i samfundet.

Kendsgerningen er, at privatskolerne trives som fisk i vandet under disse forhold. Andelen af privatskoler er steget fra seks procent i 1970’erne til 14 procent i dag. I København til næsten 30 procent.

Privatskolerne har altid værnet om deres ret til selv at vælge hvilke elever, de vil optage, men den ‘frihed’ har folkeskolerne ikke.

Klædelig åbenhed

Professor Peter Allerups store undersøgelse over etniske og sociale forhold i 117 folkeskoler og privatskoler i København fra 2007 er en af de få undersøgelser herhjemme, der kortlægger elevsammensætningen i vores skoler. Den viser, at der er en ganske dramatisk social skævvridning i den københavnske skoleverden. Blandt de velstillede skoler er privatskolerne voldsomt overrepræsenteret. Hvorimod de dårligst stillede skoler består af folkeskoler og muslimske friskoler. Her er ikke en eneste ‘dansk’ privatskole.

I København - og i de andre storbyer - oplever vi da også en stigende opdeling i a- og b-skoler. De veluddannede københavnere sender i meget større udstrækning børnene i privatskoler, end det var tilfældet tidligere. Folkeskolerne bliver - efter amerikansk mønster - de skoler, som skal tage sig af gruppen af elever og familier, der har store sociale og faglige problemer at slås med.

Privatskolerne må tage et socialt ansvar. Det kunne gøres igennem et samarbejde mellem kommunerne og privatskolerne, der i fællesskab bliver enige om, hvordan dette skal foregå. Det er afprøvet i København, desværre uden succes.

Det kunne også gøres sådan, at privatskolernes tilskud justeres efter forældrenes husstandsindkomst som på efterskolerne.

Endelig kunne man forestille sig, at privatskolerne får adgang til de tilskud, som elever med særlige behov udløser i folkeskolen, hvis privatskolerne åbner dørene for disse elever. Men hvor ville det dog klæde privatskolerne, om de var åbne over for en dialog om disse problemer. Det, tror jeg, ville være til glæde for alle - også privatskolerne.