Opslag til denne artikel

Emneord:ligestilling, menneskehandel
Steder:Danmark

»Vi må gøre de mest formørkede mænd i indvandrerkredse begribeligt, at det er Danmark, de bor i

Sådan sagde Inger Støjberg (V) i 2009, da hun stadig var ligestillingsminister. Selvfølgelig skal vi sørge for, at ligestilling også gælder udenlandske kvinder i Danmark. Men hvorfor kun fokusere på »formørkede mænd i indvandrerkredse«, når det handler om udenlandske kvinder? Ifølge en rapport fra Ligestillingsministeriet og Statens Institut for Folkesundhed fra 2007 flyttede 2.162 kvinder ind på et kvindekrisecenter i 2006. 40 pct. af disse var født i et andet land end Danmark, men volden mod dem var i tre ud af fire af disse tilfælde udført af en dansk mand. Samme statistik gør sig gældende i Storbritannien, hvor de fleste voldsofre er gift med britiske mænd, og samme tendens gør sig sandsynligvis gældende mange andre steder i det velhavende Europa. I alt bliver 28.000 kvinder i Danmark hvert år udsat for partnervold.

Derfor var og er Inger Støjbergs kommentar selvfølgelig noget værre sludder. Når indvandrerkvinder ender på et krisecenter, er det altså oftest danske mænd, der står bag. Ofte er samme danske mand endda leverandør af flere udenlandske kvinder til krisecentrene, for der er ingen regler, der forhindrer ham i hente en ny kone i udlandet, som han så kan slå videre på.

Find dig i det - eller skrid

På Integrationsministeriets hjemmeside kan man se en kraftig vækst i antallet af familiesammenførte kvinder fra fortrinsvis Thailand og Filippinerne. Mange af disse kvinder svarer til det, man også kalder postordrehustruer. Det er udenlandske kvinder, der rejser til Danmark for at blive gift med danske mænd, de næsten ikke kender - ikke mindst i udkantsområderne. Her råder disse modige kvinder bod på, at antallet af enlige mænd i Udkantsdanmark er voksende i takt med, at de danske kvinder flytter til storbyerne. Selv om de udenlandske kvinder har fast arbejde (thailandske kvinder den højeste erhvervsfrekvens af alle udenlandske kvinder i Danmark), betaler deres skat punktligt og sørger for familien, kan de ikke blive skilt og blive i Danmark, før der er gået minimum fire år. Men for at opnå opholdstilladelse efter fire år, skal de ved siden af fuldtidsjobbet, danskundervisningen og husholdningen samtidig deltage i frivilligt arbejde, hvad de færreste nok har kræfter til. Så derfor ender de med at blive målt ud fra, hvem de er gift med, frem for om de er selvforsørgende. Et noget nedslående kvindesyn. Hvis de udsættes for vold fra ægtemanden, er der ingen kære mor. Således sætter vi kvinderne over for valget mellem at prøve at overleve vold og mishandling eller risikere en udvisning. Der findes flere eksempler på kvinder, der er flygtet fra voldtægt og mishandling af deres danske ægtemænd, og som nu sidder i et asylcenter med dystre fremtidsudsigter. Det er takken for at udfylde en funktion i det danske samfund.

Vi har nu fået en ny ligestillingsminister, Lykke Friis, som ikke mener, at man skal fokusere ensidigt på indvandrerkvinder. Enig. Men der er god grund til at bekymre sig om udenlandske kvinder i Danmark og deres forhold. Der er derimod ingen grund til at tro, at problemet kun har rødder i Mellemøsten eller Afrika og ikke i vores egen lovgivning og samfund.

Billig arbejdskraft

Indvandrerkvinder tilhører en af de mest sårbare grupper i vores moderne samfund. Ikke mindst når de kommer alene til landet og står uden familie. Blandt denne gruppe finder vi også de filippinske au pair-piger. Piger er nu så meget sagt - oftest er der nemlig tale om voksne kvinder i nogle tilfælde med op til flere børn i hjemlandet. De skal forestille at rejse til Danmark på kulturel udveksling. Men filippinske familieforsørgere forlader selvfølgelig ikke deres børn for at komme til Danmark for at lære et sprog, der beherskes af fem millioner mennesker. De kommer for at tjene penge til deres familie, og de arbejder oftest meget mere end au pair-ordningen tillader både hos værtsfamilien og med sort arbejde i fritiden. Så hvorfor kalder vi dem ikke det, de er: Nemlig husassistenter og giver dem en løn, de kan leve af i stedet for lommepenge? Deres rettigheder i Danmark står tilbage fra før tyendelovgivningen blev afskaffet i 1921. De leverer et reelt stykke arbejde, som vi har brug for, og derfor skal de selvfølgelig have en reel løn. Hvis regeringen ønsker at støtte, at danske familier har brug for hjælp i hjemmet, er jeg den største fortaler for det - men er det virkelig nødvendigt spise voksne kvinder af med lommepenge, når de udfører et stykke arbejde? Med vores misbrug af au pair-ordningen i Danmark bidrager vi til den illegale immigration i Europa, for når au pair-kontrakten er udløbet, forsvinder de fra de danske myndigheder. Nogle af dem til Italien, hvor de arbejder illegalt under kummerlige forhold og uden myndighedernes kontrol med arbejdsforholdene. Hvert år forsvinder flere hundrede au pair-piger for myndighederne, når deres opholdstilladelse udløber.

Lad os anerkende, at familier i dag har brug for hjælp i hverdagen, men at den hjælp selvfølgelig ikke skal være underbetalt. Derfor bør vi genindføre hjemmeserviceordningen. Således kan vi nedsætte brugerbetalingen og dermed minimere brugen af sort arbejde og udnyttelsen af au pair-piger. Samtidig kan vi gennem krav til virksomheder under hjemmeserviceordningen sørge for ordentlige arbejdsforhold for de ansatte og sikre varige arbejdspladser for kortuddannede og filippinere, som vi tilbyder ordnede arbejds- og opholdsbetingelser.

Bagmændenes ansvar

Endelig er der den gruppe af udenlandske kvinder i Danmark, der er her på fuldstændig ufrivillig basis. Der er nemlig en branche, der står upåvirket af finanskrisen. En branche, der tværtimod blomstrer, og i dag udgør en af EU’s største illegale industrier. Jeg tænker på menneskehandel. Ifølge EU-Kommissionens tal vil der i 2010 blive solgt flere hundrede tusinder kvinder og børn alene til Vesteuropa til moderne slaveri. Og Danmark er et særdeles attraktivt sted for bagmændene at operere. Kvinder, der tvinges ud i prostitution og lever uden rettigheder, finder ingen hjælpende hånd i Danmark. Tværtimod. Får en af disse kvinder mulighed for at gå til myndighederne, risikerer hun at blive mødt med beskeden om, at hun opholder sig ulovligt i landet, og at hun vil blive sendt hjem efter maksimum 100 dage. Lige lukt tilbage i hænderne på de bagmænd, der i første omgang solgte hende til prostitution. Og bagmændene? Ja, hvis de overhovedet fanges, er der ingen grund til at frygte det danske retssystem. Disse umenneskelige forbrydelser ledsages i øjeblikket ikke nødvendigvis af en mærkbar straf for de bagmænd, som tjener styrtende på at handle med kvinder og børn.

Det er tankevækkende, at selv Berlusconis Italien har valgt at behandle ofre for trafficking bedre, end vi gør. Italien har sat fokus på ofrene for menneskehandel ved at garantere dem minimum seks måneders opholdstilladelse, og samtidig har støvlelandet sat hælen i over for bagmændene. Disse står til fængselsstraffe på op til 20 år, hvis de fanges.

Problemet med menneskehandel er selvsagt grænseoverskridende. EU-Kommissionen er derfor netop kommet med et direktivforslag til forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel. Forslaget indeholder mange gode og progressive elementer. For eksempel lægges der op til, at der skal slås hårdere ned på bagmændene, at ofrene får en bedre hjælp, og at EU-landene arbejder mere systematisk sammen. Gode initiativer, men med det danske retsforbehold kommer det ingen af de handlede kvinder i Danmark til gode. Således kan Danmark ende med at blive et sandt Mekka for menneskehandlere.

Så der er uden tvivl behov for at fokusere på udenlandske kvinders forhold i Danmark. Og der er behov for at vise, at det Danmark, de bor i, ikke slår kvinder, udnytter billig arbejdskraft eller lukker øjnene for menneskehandel!

Hvem sagde ligestilling?

Britta Thomsen er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne

Denne artikel er anbefalet af: