I den verserende debat om Afghanistan-krigen høres der jævnligt røster om, at Talebans forfærdelige behandling af kvinder kun er et perifert spørgsmål. Nok er afghanske kvinders skæbne rædselsvækkende, men den er også irrelevant for spørgsmålet om, hvorvidt vi skal trække vores tropper hjem. Det synspunkt er skrupforkert. Tværtimod er det nødvendigt at tillægge spørgsmålet om kvinders ligestilling en fuldkommen central betydning, hvis der skal være det mindste håb om at genoprette fred og velstand i krigshærgede nationer som Afghanistan.
Den 18-årige Aishas lemlæstede, men stadig uforglemmeligt smukke ansigt skabte sensation, da det kom på forsiden af Time tilføjet ordene: »Hvordan vil det gå, hvis vi forlader Afghanistan?« Hendes lemlæstelse skete ikke i et kulturelt vakuum. Et samfund, som tillader vold mod kvinder, er et generelt brutaliseret samfund, hvor også mænd forkrøbles.
Når kvinder mishandles og fratages økonomisk magt, skabes grobunden for fremtidig terrorisme. Når familier og deres unge sulter, vil de kæmpe for hvem som helst, som betaler. For krige handler ikke kun om hære og bomber, men også om økonomisk ustabilitet.
Så længe afghanske kvinder holdes nede i forfærdende trældom og fattigdom, vil en fredelig udvikling - for slet ikke at tale om håb om velstand - forblive en fjern ønskedrøm. Den sammenhæng gælder ikke kun Afghanistan. Det er muligt, at kvindeundertrykkelsen i andre lande ikke når samme grad af modbydelighed, men mange andre steder fanger en indgroet ulighed hele samfund og familier i en ond cirkel af forarmelse. Over to tredjedele af den milliard mennesker på Jorden, som må leve for under en dollar om dagen, er kvinder. Den aktuelle krise, som i den vestlige verden knap har gjort mærkbart indhug i vores luksusforbrug og livsstil, har fået ødelæggende virkninger for landarbejdere i udviklingslandene, hvoraf de fleste er kvinder.
Kvindefaktoren
Disse kvinder, hvis mænd forlader hjemmet for at finde arbejde eller deltage i væbnede konflikter, rammes for tiden hårdt af stigende benzinpriser og omkostninger til gødning. De mangler adgang til kredit, de ejer kun én procent af jorden, og ifølge De Forenede Nationer er deres underordnede rolle »til skade for ikke blot deres egen udvikling, men for udviklingen af samfundet som helhed«. Med andre ord: Kvinders ulige stilling resulterer i ringere høstudbytter, lavere indkomster og flere sultende børn.
Afghanske pigers skolegang er igen i fare. World Economic Forum advarer om, at afghanske skolepiger mange steder trækkes ud af skolen og bliver sat til at arbejde for at tjene deres familier. Dette er, som WEF gør opmærksom på, en ren katastrofe for et udviklingslands betrængte økonomi. At uddanne piger er en investering, der fortsætter med at give afkast i generationer fremover. Mødre, som har gået i skole, er mere tilbøjelige til at anerkende værdien af uddannelse for deres børn og er mere bevidste om sundhed og ernæring. At investere i skolegang og uddannelse til piger kan på sigt skabe dramatisk fremgang, hvorimod fattige lande med uuddannede kvinder sandsynligvis vil forblive fattige for altid.
Talrige undersøgelser peger på, at der findes en stærk korrelation mellem graden af ligestilling mellem kønnene i udviklingslande og økonomisk vækst. Kald det kvindefaktoren: Penge, som finder vej til mors pung, er til større gavn for familier og lokalsamfund end de kontanter, som havner i mænds tegnebøger. Undersøgelser foretaget af investeringsbanken Goldman Sachs finder, at kvinder er mere tilbøjelige til at investere indtægter i deres børns sundhed, uddannelse og tøj.
En styrkelse af kvinders muligheder for at skabe sig et levebrød vil ifølge Goldman Sachs kunne forbedre gennemsnitsindkomsten i udviklingsøkonomier pr. indbygger med 20 procent over de næste to årtier. Vurderingen støttes af andre undersøgelser: Verdensbanken hævder, at kønsulighed og kønsadskillelse har enorme økonomiske omkostninger i hele Mellemøsten, hvor forskellene mellem kønnene i økonomiske muligheder er de største i verden.
Klog politik og økonomi
Budskabet er klart: Lande, der nægter kvinder lige muligheder, hæmmer deres egne muligheder for udvikling og vækst. Og kvindelige subsistenslandarbejderes vilkår er ikke et fjernt og lokalt problem. At myndiggøre udviklingslandenes kvinder er også i vores interesse. Samfund, hvor kvinder behandles ordentligt, er mere tilbøjelige til at være fredelige og velstående samfund.
Trods fortsat debat om kvinders underrepræsentation i bestyrelser og lignende rester af diskrimination har de udviklede lande allerede haft enorme fordele af den større lighed, som er realiseret. Som Cambridge-økonomen Ha-Joon Chang påpeger i sin bog 23 ting, du ikke vidste om kapitalismen, har vaskemaskinen muligvis ændret verden mere end internettet, fordi den har frisat millioner og atter millioner af kvinder til at arbejde uden for hjemmet. Når vi i de rige lande er tilbøjelige til at tage skyklapperne på over for de undertrykte kvinders sag i fattige lande, er det fordi, vi i vidt omfang har vundet mange af disse kampe. Vi er så heldige at have en adgang til uddannelse og beskæftigelse, som vores oldemødre knap turde drømme om.
Den største enkeltstående faktor for succes for enhver virksomhed eller nation er dens menneskelige kapital - dens ansattes og borgeres talentmasse, uddannelsesgrad og produktivitet. Kvinder udgør halvdelen af verdens menneskelige kapital og har et enormt potentiale som drivkraft for økonomisk vækst - ja, er måske det stærkeste potentiale, vi overhovedet har. Men i store dele af verden holdes de nede af en mandschauvinisme, som forestiller sig, at øget indflydelse til kvinder på en eller anden måde vil svække mænd. Men velstand er ikke et nulsumspil: Hvis et samfund forstår at udnytte kvindefaktoren til at skabe mere velstand, får mænd og børn også deres rigelige andel i udbyttet. Alle vinder kort sagt.
Sunde kulturer respekterer den rolle, som kvinder har at spille med hensyn til at binde familie og lokalsamfund sammen. Hvis de dømmes til en vedvarende underordnet status, udsættes for vold, berøves muligheder for uddannelse og afskæres fra at tjene en anstændig indtægt, er det hele familien og hele samfundet, som betaler prisen. At stræbe efter de afghanske kvinders ligestilling er ikke kun et spørgsmål om retfærdighed og idealisme - det er klog politik, klogt diplomati og klog økonomi.
Ruth Sunderland er økonomiredaktør på The Observer
© The Observer og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Kommentarer
Nemlig!
eller læreren som blev nødt til at holde op med at undervise fordi han ikke tjente nok som lærer, så han blev nødt til at dyrke valmuer, og helt ærligt,.. nu når Taleban har fået en ordenlig en over snuden, tror jeg hverken de har styrken eller modet til at lave et rædsel regime igen hvis de kom tilbage, og hvis de gjorde så ville de være så paranoide så de aldrig brugte telefoner(Echelon) og aldrig gik ud, man ved jo aldrig hvornår USA lige fløj en drone over dem i 30.000 fod, pakket med 6 gps styrede bomber med samlet vægt på et ton?, jeg tror Taleban er tæmmet, eller var det ikke mujehadin de plejede at hedde?,hvor lærte de alle deres beskidte tricks?hvem lærte dem at bruge Stinger-missiler?hvorfor ringede USA ikke bare til sine bedste venner Mujehadin/Taleban og bad dem om at holde op med deres kvindeundertrykkelse?, eller syntes de bare at det var ok at Taleban ville skabe Saudi Arabien II ?, hvorfor er det at dobbeltmoralen lever i bedste velgående?, hvis vi inderlig mener at vi er der for at beskytte kvinder, jamen så synes jeg vi også skulle i gang med at befri kvinder mange andre steder i verden, og i det mindste boykottede regimer som dyrkede kvinde-undertrykkelse, dem er der nogle stykker af, men det gør vi jo ikke, som bare beviser at det er en mere af de der undskyldninger som lyder meget noble(og er det hvis det er ærligt ment) men er stadigvæk bare en dårlig undskyldning for det var ikke begrundelsen vi fik da vi invaderede Afghanistan, så var det Osama og Taliban de var ude efter, en militær operation som havde intet med ligestilling at gøre, ligesom med Irak og masseødelæggelsesvåbnene, da man ikke fandt nogen, som alle vidste ikke var der, og Bush gjorde grin med senere hen i en af hans taler : “some people call you the elite, I call you my base” (base betyder qaeda på arabisk,.. som i al-Qaeda (hahahahahaha))….”no weapons under here”(hahahahaha)… no weapons over there(muhaaaahahahaaa), ændrede man til “jamen Saddam var en slem diktator” og “vores verden er bedre uden ham” og mange folk slikker det gud hjælpe mig op uden at stille kritiske spørgsmål, man kan ikke blive ved med at skifte begrundelse for sine handlinger som underbukser, det ser meget utroværdigt ud. mvh
Lad mig først pointere at afghanske kvinders vilkår og muligheder også er af betydning for mig. Alle steder hvor menneskers rettigheder krænkes burde det sanktioneres og retfærdigheden genoprettes. Jeg mener universelle menneskerettigheder er idealet i vores omgang med andre kulturer og vores handlinger bør afspejle idealet.
Men jeg kender også godt idealismens begrænsninger, og hvad angår virkemidler er det mere end svært at få militære til, at foretage kulturforandringer i de afghanske familier.
I Afghanistan foregår der i øjeblikket en justering af strategien, så det bliver muligt at trække tropperne hjem på et tidspunkt indenfor de nærmeste ti år og overgå fra kampopgaver til træning af lokale sikkerhedsstyrker.
Hvordan har kommentarens forfatter (og Hanne Christensen?) tænkt sig soldaterne og de øvrige værktøjer, som vesten har udsendt, skulle kunne revolutionere ligestillingen i Afghanistan indenfor de næste fem år?
Rasmus,
“Hvordan har kommentarens forfatter (og Hanne Christensen?) tænkt sig soldaterne og de øvrige værktøjer, som vesten har udsendt, skulle kunne revolutionere ligestillingen i Afghanistan indenfor de næste fem år?”
Det kan de naturligvis heller ikke.
En realistisk tidshorisont hedder snarere100 år, eller mere.
Indien har nu været et demokrati efter alle kunstens regler i mere end 60 år - og tro mig, de overgreb, der stadig finder sted mod kvinder rundt omkring i Indien, er på fuld omgangshøjde med Taleban.
Så man skal ikke nære illusioner om, at den Afghanske kultur ændrer sig synderligt, selv med et demokrati. /O
Fin artikel.
Der er desværre for mange, der med diverse undskyldninger og udflugter nedprioriterer menneskerettighederne, når de er i konflikt med kulturbetingede rædsler.
Når børn bliver sat i verden som en resourse og arbejdskraft, ser man tydeligt hvor ofte det leder til store børneflokke der lever fra dag til dag, uden udsigt til hverken rettigheder af noge nform eller nogen videre dannelse og dermed bedre muligheder i tilværelsen.
Fordi den største fattigdomsgenerator således bliver børnearbejde, kan man tilsvarende spore en effekt ved at at skabe kønsligestilling i samfundene, kvinderne føder således færre unger og familierne er ikke i samme grad afhængige af børnearbejde.
Bekæmp børnearbejde skaber velstand samtidig med at befolkninstilvæksten tøjles i nogen grad.
“nu når Taleban har fået en ordenlig en over snuden, tror jeg hverken de har styrken eller modet til at lave et rædsel regime igen”
Helge,
det tror jeg desværre ikke, at du skal være så sikker på.
Talaban står stærkere end nogen sinde og det kan man skylde på en eneste begivenhed, nemlig den uprovokerede angrebskrig og besættelsen af landet som danmark deltager i.
Men etableringen går længere tilbage idet USA som i sin tid skabte talaban, i årtier har bidraget til bevægelsen i form af store pengesummer, militær træning og materiel og ikke mindst lønnede arbejdsopgaver ude omkring i verden.
Talaban har ligeledes modtaget støtte fra saudiarabein og andre lande i vesten herunder de borgerlige partier i danmark.
Så længe at verden ikke kigger på disse fakta og retsforfølger de ansvarlige, så vil der bare opstår nye generationer af talaban eller lignenede.
PS. Glem ikke at talaban fik Afghanistan af NATO/USA som tak for indsatsen i X-Jugoslavien.