Flere europæiske lande tager i øjeblikket livtag med højrepopulistiske fremstød i den offentlige debat. I Sverige har Sverigedemokraternes kontroversielle valgvideo, der viser en pensionist i kapløb med burkaklædte muslimer, skabt fornyet debat om grænserne for politiske budskaber på offentlige tv-kanaler.
Og i Tyskland har en kontroversiel bogudgivelse fra bankmanden og socialdemokraten Thilo Sarrazin fremprovokeret en voldsom debat med sine teser om muslimsk indvandreres nedarvede dumhed. Ikke mindst det officielle Tyskland har ihærdigt givet sig i kast med at afsværge Sarrazins teser om muslimernes nedarvede dumhed, deres manglende uddannelse og deres rovdrift på tyske velfærdsydelser. Men i boulevardbladenes læserbrevsspalter hyldes Sarrazin som tabubryder.
Ifølge populisme-eksperten Markus Linden tydeliggør tumulten omkring Sarrazin en »eklatant kløft« mellem medier og politikere på den ene side og den tyske befolkning på den anden side.
»I forbundsrepublikkens nyere historie kan jeg ikke komme på et eneste tilfælde, hvor kløften mellem elitens holdning og holdningen i et flertal i befolkningen har været så stor,« siger Markus Linden, der til daglig forsker i politik og minoriteter ved universitetet i Trier: »Selv ikke i Afghanistan-spørgsmålet er kløften så stor.«
Slørede skillelinjer
I mindre europæiske lande har yderligtgående partier haft voksende held med at profitere på kløften mellem de etablerede partier og de indvandrerskeptiske dele af befolkningen. Populisterne udnytter blandt andet, at de ideologiske skillelinjer mellem de store folkepartier i tiltagende grad er blevet slørede. I Holland er Geert Wilders blevet politisk udslagsgivende med en skinger islamkritik, og i weekenden har Pia Kjærsgaard (DF) ansporet til at kræve ministerposter af Lars Løkke Rasmussen (V) inden et kommende valg.
I Tyskland har højrepopulistiske partier indtil videre ikke haft held med at udnytte kløften mellem vælgerne og den offentlige mening. Og det skyldes ifølge Linden primært de historiske erfaringer med Det Tredje Rige, som stadig hæmmer ekstremistiske knopskydninger i Tyskland. Men hensygnende folkepartier - som eksempelvis CDU og SPD - må indstille sig på at bearbejde de sociale sammenhænge, der eksisterer mellem mennesker med indvandrerbaggrund og samfundsmæssige problemer som eksempelvis kriminalitet, mere offensivt og mindre symbolsk.
»I modsat fald vil det eventuelt kunne føre til etableringen af et højrepopulistisk parti i Tyskland«, advarer Linden og peger på et nærliggende eksempel: »I Østrig forsøgte man at inddæmme Haider, hvis frihedsparti forstyrrede den østrigske tradition for brede koalitioner. Støtten til Haider kunne kun opstå, fordi konflikterne mellem de store partier ikke var tydelige.«
Godt med bramfri debat
Ifølge Linden taler europæiske erfaringer imidlertid ikke for, at regeringsdeltagelse gavner opbakningen til de populistiske partier. »I det øjeblik, hvor Haider kom i regering, blev han lille. På samme måde tror jeg, at Dansk Folkeparti ville få problemer, hvis de kom i regering. Spørgsmålet er, om deres krav om ministerposter ville gøre dem godt.«
Hvis man ønsker at modarbejde de yderligtgående partier kurs mod regeringsdeltagelse opfordrer Markus Linden det politiske etablissement til at benytte populistiske fremstød som Sarrazins debatbog og Sverigedemokraternes valgvideo som en anledning til at gå i offensiven. Det nytter ikke noget at forsøge at imødegå populisterne med moralsk fordømmelse.
»Populismeanklagerne forhindrer en saglig diskussion af emnet«, siger Linden der mener, at det handler om at afvæbne populisterne og vende argumenterne mod dem selv. Og det vil også ske i Tyskland efter at den første bølge af forargelse over Sarrazin har lagt sig, forudser Linden: »Efter min opfattelse er de store partier intelligente nok til at reagere på kløften mellem befolkning og eksperter. Ikke ved at nagle Sarrazin fast på hans biologiske racisme, men ved at gå sagligt og argumenterede til de problemer, som findes, og som enhver også kan se. Man har forsøgt sig med en delvis afpolitisering af eksempelvis integrationsspørgsmålet. Men det førte i stedet til en økonomisering af emnet og en opdeling i nyttige og mindre nyttige indvandrere.«
Men indvandrere har godt af, at følsomme spørgsmål om eksempelvis integration i højere grad bliver politiseret og gjort til genstand for offentlig diskussion, hævder Markus Linden, hvis forskning peger på, at øget debat fører til øget samfundsengagement og øget politisk repræsentation af indvandrere i partier og offentlige institutioner.
Kommentarer
De almindelige vælgere aner ikke, hvad der er godt for dem selv og andre og skal ikke stå til ansvar for deres holdninger. Derfor er populisme på ingen måde en positiv ting for samfundet.
Denne kommentar er anbefalet af:
Før 1985 var racisme og fremmedhad ikke ret udbredt - der var ting som “Den Danske Forening” men den havde kun få medlemmer.
I 1985 startede BT og Ekstrabladet en serie af målbevidste kampagner, som skulle oppiske fremmedhadet.
Kampagnen pressede S-vælgerne - men de modstod presset fordi Fremskridspartiet var plaget af en lidt for karismatisk leder (Glistrup) og for mange landsbytosser.
Præcis 10 år efter kampagnestart lykkedes projektet: Dansk Folkeparti blev grundlagt - man slap af med begge problemer - og kunne ændre partiprogrammet så meget, at man blev interessant for racistiske S vælgere.
I 5-6 fatale år herefter bar de “normale” partier sig utroligt dumt ad.
I stedet for at søge at ramme de BT og Ekstrabladet læsere, som havde skiftet parti, hvilket kunne have været klaret ved at satse massivt på Aktuelt (flere patter og massageannoncer) lukkede man (i realiteten) bladet og gjorde fælles sag med åndssnobberne om at latterliggøre den almindelige dansker.
Hvad der skulle have været landets største parti står i dag uden et loyalt talerør, og dets vælgergrundlag forlanger simpelthen en fremmedfjendsk politik.
Sådan vil det være indtil det lykkes at ophæve snart 25 års racistisk indoktrinering.
Denne kommentar er anbefalet af:
Populisme mangler forankring i samfundets velafprøvede institutioner, så som de politiske programmer, NGO’ernes erfaringer, eksperternes viden, embedsværkets procedurer. Populisme er døgnfluer, der avles i en uendelighed og som serveres af politiske klovne i et dertil indrettet mediecirkus, hvor de populistiske påstande lever, som var det de endegyldige sandheder - indtil næste dag hvor nye døgnfluer serveres under store overskrifter…
…at populisme er sundt for demokratiet, er en populistisk påstand?
Dejlig velovervejet tilgang til problemet, helt på linie med Winthers leder om ”bodegasnak”.
Populismen skal ikke mødes med besværgelser, svadaer af moralsk fordømmelse, dæmonisering og problemfornægtelse.
Populismen skal splittes ad ved konkret, solid argumentation og ved konkrete løsningsforslag på de konkrete eksisterende problemer.
Denne kommentar er anbefalet af:
Populisme er dovenskab, og vi har 9 års skolepligt for at imødegå dén fristelse. Når det alligevel ikke lykkes helt, er det utvivlsomt, fordi der er flere og flere, der ikke formår at gennemføre grundskolen.
Det er for plat, at kalde det man er uenig med for populisme!
Socialisme og humanisme er derfor også populisme i højeste grad.
Og racisme og fremmedhad er ikke noget der er opstået i DK efter 1985. Det virker til at være en naturlig menneskelig reaktion når en anden stamme trænger sig på og true den oprindelige stamme.
MT:
“Det virker til at være en naturlig menneskelig reaktion når en anden stamme trænger sig på og true den oprindelige stamme”
GP: Den opgave har i mange 100 år været overladt til militæret.
Der var ingen der truede nogen i 1985 (længe før 11 sept. 2001) - tværtimod tog indvandrerne de mindst priviligerede jobs.
I forbindelse med de såkaldte “grønjakker” i 1986 opstod følgende vandrehistorie:
Sagsbehandleren sagde til Brian (grønjakke):
“Desværre Brian - du kan ikke få penge fordi Hassan har fået en ny cykel for de penge, som DU SKULLE HAVE HAFT”.
Jeg tror Ekstrabladet kværnede rundt i “nye cykler til indvandrere” i ugevis.
Michael Thomsen. Til din orientering:
http://da.wikipedia.org/wiki/Populisme
GP skriver:
“Der var ingen der truede nogen i 1985 (længe før 11 sept. 2001) - tværtimod tog indvandrerne de mindst priviligerede jobs.”
Netop, de danskere der normalt bestred mindst priviligerde jobs blev jo netop truet. Og det hænger også godt sammen med ekstra bladet.
Til BA:
Det jeg reagere på, er også det der står i wiki’en, at populisme bruges som en nedladende betegnelse, hvilket alle herinde også bruger det som.
DF er ikke populisme. Det er et parti på linje med andre med en politisk dagsorden.
Populismen opstår, når der er et misforhold mellem den beskrevne verden og den oplevede verden.
Den forsvinder, når de to verdener bringes i overensstemmelse med hinanden – der skal oplysning og handling til i denne proces.
Ordet ”populisme” er desværre gennem mange år blevet misbrugt til at nedgøre og dehumanisere politisk anderledes tænkende mennesker, men hvad ”populistisk” er der egentlig ved, at store dele af befolkningerne i EU-landene ikke længere vil acceptere en uhæmmet indvandring af muslimer fra hele verden, og derfor ønsker nogle lovmæssige ændringer i simpelt demokratisk flertal?
Tilbage i februar 2000 gik EU-landene med Danmark i spidsen fuldstændig amok, da 29 pct. af den østrigske befolkning stemte Jörg Haider og Frihedspartiet ind. Udelukkende fordi denne tredjedel af befolkningen ønskede en klar opstramning af landets førte indvandrer- og flygtningepolitik gennem mange år, og adskillige europæiske regeringschefer råbte løs om, at Østrig nu skulle ekskluderes af EU.
De politiske modstandere af Jörg Haider gik totalt i selvsving med påstande om ”populisme” og ”nationalsocialistiske strømninger” som under Adolf Hitler, selvom mange tidligere socialdemokrater og borgerlige stemte på Frihedspartiet. Men heldigvis slog FN-flygtningehøjkommissæren entydigt fast, at en selvstændig nation selvfølgelig har ret til selv at bestemme, hvor mange flygtninge og indvandrere, man ønsker at tage imod gennem sin etablerede lovgivning.
”Hvis ikke SR-regeringen i den kommende valgperiode får strammet op på indvandringen i ly af Flygtningeloven fra 1983 sammen med venstrefløjen, ja, så vil Dansk Folkeparti komme i Folketinget med endnu flere mandater ved det næste valg”, sagde den tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen ved afslutningen på valgaftenen den 11. marts 1998, da han fratrådte som Venstres formand og gav roret videre til Anders Fogh Rasmussen.
Og sådan blev det i november 2001.
Brugen af ordet ”populisme” kan trods alt bruges i forbindelse med andre emner, som for eksempel når Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal fra oppositionen i foråret sagde til alle os danskere, at hvis vi bare arbejder 12 minutter længere hver dag, ja, så får nationaløkonomien det meget bedre og vi får stadig råd til den omfattende økonomiske velfærdspolitik med langt over to millioner borgere på overførselsindkomster.
”Anklagerne om populisme forhindrer en saglig diskussion om emnerne”, siger populisme-eksperten Markus Linden der mener, at det handler om at afvæbne populisterne og vende argumenterne mod dem selv gennem en lødig og bramfri debat.
Jeg er helt enig.
Men problemet er jo desværre, at nøjagtig som med debatten om EU, hvor politikerne har nægtet den europæiske befolkning en folkeafstemning om Lissabon-traktaten, har de mangeårige etablerede socialistiske og borgerlige partier i Europa gjort alt for, at undgå enhver debat om indvandrere og flygtninge i deres lande.
Markus Linden har ret.
Lad os få en bramfri debat.
Så kan vi omsider slippe for det gyselige ord ”populisme” …
Ja, en på en gang velovervejet analyse af den politiske realitet, men på den anden side en mangelfuld analyse af både det politisk men i høj grad også praktisk mulige.
Citat: hensygnende folkepartier - som eksempelvis CDU og SPD - må indstille sig på at bearbejde de sociale sammenhænge, der eksisterer mellem mennesker med indvandrerbaggrund og samfundsmæssige problemer som eksempelvis kriminalitet, mere offensivt og mindre symbolsk.
Selvom det ofte er populisternes foretrukne kæphest, skal vi passe på ikke at indsnævre udlændinge problematikken til at handle om kriminalitet: Kriminalitet i sig selv er i virkeligheden er et ganske håndterbart problem med eksiterende løsningsmodeller, men mangel på politisk vilje til at føre dem ud i livet.
Kriminelle handlinger giver de mest konkrete eksempler på problemer, og derfor er de mest brugbare frygt indgydere i populisternes diskurs, men disse handlinger er jo ofte blot symptomer på de dybtliggende sociologiske og psykologiske problemer der opstår når to vidt fremmede kulturer mødes ansigt til ansigt.
Hvad politikere og andre må få en erkendelse for er, at mere eller mindre påtvugne kulturmøder kan berøre begge sider dybt, og på et ofte irrationelt plan.
Det giver sig udslag i stress hos individer på begge sider og menneskelige reaktions mønstre, irrationele som de ofte er, er ikke til at komme udenom.
Det nytter ikke noget at kalde den ene part for tilbagestående og den anden for racist, tværtimod. Et presset menneske bliver blot endnu mere agressivt.
Der har været en tendens til at mene, at blot fordi man tilhører et stort flertal, så bør man i kraft af sit tilhørsforhold på ingen måde føle sig truet af et lille mindretal. Man bør derimod kunne udvise storsind og imødekommenhed og forståelse for mindretallets problemer, måske endda give mindretallet lidt ekstra spillerum.
Set i gruppeperspektiv og ud fra statiske kalkuler er dette syn ganske legitimt. Men lande består ikke af en gruppe. De består af individer. Individer som kæmper alene med individuelle problemer, og som derfor ikke kan have det “helikopter overblik” som er den mere intelektuelle elite til dels.
Som individer føler de sig ikke “beskyttet” af flokken per automatik. De søger derimod en flok af ligesindede. det gælder såvel grupper af udenlandske gadedrenge som det gælder indenlandske vælgere.
Begge grupperinger synes de har kulturelle værdier der understøtter deres identitet og så som alle andre definerer de sig selv i opposition til andres kulturelle værdier.
Det gælder for politikere af alle observanser at anerkende disse primitive men menneskelig træk i deres befolkninger.
At debatten er blevet mere skinger og hadefuld er ikke nødvendigvis et udslag af at den er blevet frigjort fra tidligere tabuer og nu slår mennesker sig rigtig løs. Det kan ganske enkelt skyldes at man er kommet nærmere et måske udefinerbart mætningspunkt.
Det kan måske være at Europas befolkninger har brug for et time-out. De har måske brug for et pusterum, hvor de kan nå at føle et nyt følelsesmæssigt ekvilibrium. Begge sider af skille linien.
Tænk, hvis alt der skulle til for at undgå yderligere eskalering og måske endda reducere spændinger i vore samfund ville være politikere som turde sige: ” OK, vi tager et indvandringsstop de næste 10 år. Vi bruger de næste 10 år ptil at fokusere på at reducere eksisterende spændinger og på at hjælpe emmigrations lande til forbedre forholdende for deres egne befolkninger”.
Ville det virkelig være så frygteligt?
Niklas,
“Tænk, hvis alt der skulle til for at undgå yderligere eskalering og måske endda reducere spændinger i vore samfund ville være politikere som turde sige: ” OK, vi tager et indvandringsstop de næste 10 år. Vi bruger de næste 10 år ptil at fokusere på at reducere eksisterende spændinger og på at hjælpe emmigrations lande til forbedre forholdende for deres egne befolkninger”.
Ville det virkelig være så frygteligt?”
Nej, jeg synes det lyder meget fornuftigt.
Men under den forudsætning, at man så til gengæld helhjertet accepterer dem, der allerede er her, og giver dem tid til at tilpasse sig i fred og ro - uden at hetze dem eller tvinge dem til konformitet og assimilering.
Det er betingelsen for, at integrationen kan lykkes. /O
Denne kommentar er anbefalet af:
@MT.
Det er ikke min opfattelse at DF’s partiprogram indeholder politiske ideer, der ikke er repræsenteret på Christiansborg i forvejen. DF lever på at deres indvandrefjendtlige holdninger, vinder gehør langt ind i gammelpartiernes række på begge fløje, men det at DF støtter den borgerlige fløj, gør at DF ikke trækker mange vælgere fra højrefløjspartierne, mens de trækker en del indvandrefjendtlige vælgere fra den socialistiske fløj og dermed forrykker de det politiske billede i Danmark. For at tilfredsstille disse traditionelle socialistiske vælgeres forventning til et socialt engagement i samfundet modtager DF, hvert år til finanslovsforhandlingerne, en større pose penge til enkeltsager, pensionistcheck, skrotningspris m.m., som de så får kolossal mediedækning på at fordele. DF afviser konsekvent forhandlinger med oppositionen og deres retorik er konfrontorisk:
http://sitestory.dk/wordpress/2010/08/01/dansk-fol…
Jo, jeg mener absolut at DF er populistisk…
@Jacob
“De almindelige vælgere aner ikke, hvad der er godt for dem selv og andre og skal ikke stå til ansvar for deres holdninger.” hvem er de almindelige vælgere ?? ….alle dem, som ikke læser den mindst ringe kanske ;o) det lugter voldsomt af elitært snobberi (“jeg ved, hvad der er godt for dig”), det der
I vore dage er populisme vist bare politikersprog for:
“Skal du komme her og fiske mine stemmer, dit dumme svin?”
De almindelige vælgere aner ikke, hvad der er godt for dem selv og andre og skal ikke stå til ansvar for deres holdninger.
Skriver Jacob Christiansen. Jeg troede det var et citat fra Mein Kampf.
Hmm, at populisme ligefrem skulle være godt for demokratiet lyder da i bedste fald lidt kontraintuitivt i mine ører.
Men at afpolitisering af emner fører til økonomisering (lækkert begreb dér!) har vi dog set i stor stil her i Danmark. Du kan ikke foreslå mange faglige forbedringer før du møder økonomisk begrundede kontraspørgsmål!
Det skal være åndssvagt før det bliver klogt, det skal være billigt før det bliver noget værd, og det skal være skidt før det bliver godt synes at være tidens løsen.
“»I forbundsrepublikkens nyere historie kan jeg ikke komme på et eneste tilfælde, hvor kløften mellem elitens holdning og holdningen i et flertal i befolkningen har været så stor,« siger Markus Linden”
Hmmm…mon ikke A-kraft, EU, Irak, socialiseringen af finansspekulanternes tab og løsningen af klima-problemerne kunne være eksempler?
Og hvad de så kaldte “løsninger” på populismen angår, så er opgaven vel først og fremmest at udstille hysteriet, den manglende proportionssans og de lejlighedsvise løgne blandt de kræfter som opportunistisk profiterer på populistiske synspunkter. At håndtere reele problemer er politiks omdrejningspunkt, populisme eller ej, men populismens fingerede problemer er sjældent reele.
Populisme er en metode, ikke en ideologi.
Den benyttes af fløje mere end midter-fænomener i det politiske spektrum.
Men der er ingen højre-venstre-konflikt deri.
Jo naturligvis er der for fløjenes brigader en konflikt med ‘de andre’ populister. men grundlæggende er populisme vel at ‘følge folkets røst’ - og give samme folk skylden bagefter. Det er en demokratisk entropi man ikke slipper for. For folket skal da ofte beskyttes mod sig selv.
Så er der naturligvis den mere initiativrige populisme der uden større belæg meddeler at ‘vi er mange der mener….’. Det må man så lige checke om der er.
Men den dille at kalde al form for solidaritetsteori og enhedspolitik for populisme, - al tankegang ud fra decentrale fællesskabskræfter, - den går ikke. Det er … populisme.
Populisme er let at komme igennem med, hvis man kontrollerer pressen.
Hvis modstanderne kontrollerer pressen, er det umuligt (tænk på hvordan det gik Nyrup når han forsøgte at spille folkelig - f.ex. cykelhjelmen).
Den eneste grund til den nuværende regering er de S vælgere, som takket være BT og Ekstrabladet skiftede til DF.
Disse blade beskriver ikke DF som populistisk. De beskriver DF som sandt folkeligt - som Socialdemokratiet “classic”.
Det gamle socialdemokrati er til gengæld blevet kuppet af elite-kvinder, som står i dybt afhængighedsforhold til de “militante lebber” hos R.
Hvis S kommer til magten, bliver det i realiteten R der kommer til at bestemme, og deres første handling bliver at forbyde prostitution og Ekstrabladets massageannoncer.
Det er virkelig den historie, BT og Ekstrabladet fortæller i de Grill barer og kantiner, hvor de dagligt læses af 30-50 personer - PR EKSEMPLAR.
Disse blade har derfor langt større gennemslagskraft end oplaget antyder.
Jeg spørger tit deres læsere - og de tror på historien - der er ingen til at modsige den.
Måske er den ligefrem sand ?
Denne kommentar er anbefalet af:
@ BA
Jeg vil bare kalde DFfor politikere i et flertals demokrati.