VESTKINA - Det er ingen hemmelighed, at den kinesiske regering er stærkt utilfreds med udenlandske mediers dækning af Kina. Den er forudindtaget og negativ, og udenlandske journalister »udnyttes af kræfter, der vil Kina ondt«.
I et forsøg på at kurere den syge, inviterer det kinesiske udenrigsministerium mig og andre udenlandske journalister til Vestkina, der inden for de sidste år har været ramt af blodige optøjer blandt de uighuriske og tibetanske mindretal.
Chefen for udenrigsministeriets informationsdepartement forsikrer mig, at det er en mulighed for at »se situationen med egne øjne og rapportere den sandfærdige historie.«
Det lyder forførende.
Jeg takker ja til invitationen i håbet om, at den officielle tur er en god mulighed for at komme til at tale med højtstående politiske ledere - noget som ellers normalt er en umulighed for udenlandske journalister at arrangere på egen hånd.
Inden turen ringer jeg dog til Rebiya Kadeer. Eksillederen for det uighuriske mindretal, som sammen med tibetanernes Dalai Lama i kinesisk optik er personificeringen af de onde kræfter, er ikke overraskende skeptisk:
»Regeringen vil ikke lade dig tale med de undertrykte og vil ikke præsentere dig for sandheden, men i stedet et rosenrødt billede af situationen,« advarer hun.
Men det er vel også blot, hvad man kunne forvente af enhver regering? Det ville være besynderligt, hvis Beijing arrangerer en tur, som får Kinas politik overfor mindretallene til at fremstå negativ.
En bryllupsinvitation
Inden turen tager jeg til informationsmøde. Det består af en opfordring til at tage en varm sweater med til de kølige aftener og så to formaninger: Respektér de lokale religiøse traditioner - det er nemlig udenrigsministeriets erfaring, at »udenlandske journalister har problemer på den front« - og på intet tidspunkt vil det være tilladt for os at forlade gruppen. Ikke fordi de vil kontrollere os, men fordi det kan bringe det tidsmæssigt stramme program ud af kurs, får vi at vide.
På den fire timer lange flyvetur fra Beijing til den nordvestlige provins Xinjiang tænker jeg på ordene fra en kinesisk viceminister, der for nylig overfor en samling udenlandske medier forklarede, at det at arbejde som korrespondent i Kina er som at blive inviteret til et bryllup: Man er hjertens velkommen til at kommentere brudens flotte kjole, den overdådige kage og den fine mad. Men det er på ingen måde høfligt at omtale det skrald, som brylluppet genererer.
Sigter metaforen på, at udenlandske medier skal dække Kinas økonomiske mirakel, som også er nået til Vestkina, men skal holde sig fra de konflikter, det har skabt med de etniske mindretal, der klager over, de bliver marginaliseret af det stadig større antal hankinesiske migranter og ikke nyder gavn af væksten?
Kort efter jeg er landet i provinshovedstaden Urumqi sammen med kolleger fra otte andre lande, udtrykker officielle kinesiske medier håb om, at turen vil »udvide vores horisont« og få os til at »sprede sandheden om situationen i Xinjiang«.
Sandheden præsenteres for os af en endeløs række af embedsmænd, der forklarer os, at centralregeringens generøse investeringer har skabt enorm vækst og mindsket fattigdom, og alle etniske grupper arbejder sammen i harmoni. De problemer, der måtte være, er fremprovokeret af udefrakommende kræfter.
Provinsens guvernør, Nur Bekri, takker os for at være kommet til provinsen: »Xinjiang byder udenlandske journalister velkommen til at besøge enhver krog af provinsen og til frit at bevæge sig rundt og tale med folk for at forstå situationen, som den virkelig er,« siger han.
Nuvel. Flere af os har allerede været i Xinjiang mange gange før på egen hånd, og mange af os har oplevet at være blevet tilbageholdt af politiet og blive smidt ud af byer, der de sidste år har været plaget af sammenstød mellem uighurerne og myndighederne. Samtidig befinder vi os i en provins, hvor en uighur netop har fået en dom på 15 års fængsel - hovedanklagen mod ham var, at han havde talt med en udenlandsk journalist.
Guvernøren erklærer, at han ikke kender til den slags problemer. Det lyder dog »beklageligt«, siger han.
En monolog, en dialog
Vores ledsagere fra udenrigsministeriet insisterer på, at vores møder med de politiske ledere ikke er pressekonferencer, men derimod »en dialog«.
Samtale er der dog ikke meget af. Nur Bekri holder en 70 minutters statistiktung monolog, der starter med essentielle oplysninger om Xinjiangs geografisk placering i Kina og slutter med provinsens styrker og bedrifter - ind imellem krydret med hyldest til kommunistpartiet og etnisk harmoni.
Efter han har sagt sit, beklager han, at der kun er tid til få spørgsmål - præcist fire - og de følsomme af dem bøjer han af på. Det er så det, der udgør den eftertragtede mulighed for at stille kritiske spørgsmål til en politisk leder.
De kinesiske medier er dog åbenbart begejstrede. Her præsenteres vi som en delegation, der allernådigst modtages af guvernøren, som belærer os om - ja, netop - sandheden.
I en rapport fra det officielle nyhedsbureau Xinhua gengives lange passager af guvernørens monolog, og artiklen slutter abrupt med en konstatering af, at han derefter »indgik i en ærlig dialog« med de tilrejsende journalister.
Det afhænger som bekendt af øjnene, der ser.
Ok, vi bruges til propaganda. I hvert fald bruges vores tilstedeværelse til at illustrere regeringens åbenhed overfor den kinesiske befolkning.
Det bliver ikke bedre, da en japansk journalist i Qinghai-provinsen går med til at optræde som vores ‘delegationsleder’, og foran provinsens viceguvernør tilbyder »et hjertens tak til regeringen for at have givet os en bedre forståelse af situationen i provinsen«. Det bringes selvfølgelig i den kinesiske presse.
Det gør til gengæld ikke vores spørgsmål om provinsens politiske fanger fra det tibetanske mindretal - men dem vil viceguvernøren alligevel heller ikke svare på.
Ingen tid
Udenrigsministeriet præsenterer os for et tæt pakket program, og de fleste dage er vi på farten i 14 timer. Da vi en aften omkring midnat ankommer til Qinghai, spørger en kollega: »Hvad har de mon røget, da de planlagde programmet for denne tur?«
Det mest generøse svar på det spørgsmål er, at udenrigsministeriet vil tilbyde os så mange oplevelser som muligt med ture til landbrug og fabrikker, møder med politikere og kulturelle shows.
En mindre godtroende forklaring kunne være, at vi blev holdt travlt beskæftiget med officielle briefinger og lange busture til mennesketomme lokaliteter, simpelthen fordi de vil give os noget nær ingen tid til at vandre omkring på egen hånd og høre, hvordan uighurerne og tibetanerne selv ser på situationen.
Vores ledsagere forklarer mig, at »der ikke er tid« til den slags, og det eneste, jeg alligevel ville få ud af det, ville være at »høre rygter«.
Jeg spørger chefen for informationsdepartementet, om regeringens version ikke vil virke mere troværdig, hvis vi får adgang til alle kilder - hvis sandheden er, at her er harmonisk, hvad er der så at frygte ved at give os mere tid på egen hånd?
»Det er rigtigt, at programmet er stramt,« svarer han - og jeg får et svagt håb om, at manden, der er chef for udenrigsministeriets talsmænd, landets angiveligt bedste kommunikatører, forstår min pointe. Men håbet svinder, da han fortsætter: »Vi skulle måske have givet jer mere tid, så I kunne komme ud og shoppe og købe noget med hjem til familien.«
Jeg ved ikke, hvordan man siger ‘goddag mand, økseskaft’ på hverken kinesisk eller engelsk, så jeg giver op.
På egen hånd
Det eneste tidspunkt, hvor jeg reelt har tid til at tage ud på egen hånd, er mellem midnat og tidlig morgen. Men både i byen Shihezi og provinshovedstaden Urumqi bliver jeg fulgt af civilklædt politi, så snart jeg forlader hotellet. Begge gange fortrækker de sig dog tilsyneladende, efter jeg er gået i ring tilstrækkeligt længe og til sidst spørger dem, hvad de har gang i. De lader ikke til at være interesseret i en genfortælling af guvernørens ord om, at jeg frit må bevæge mig rundt og tale med folk på gaden.
Måske er der en grund til, at myndighederne foretrækker den sandhed som guvernøren leverer frem for den, der fortælles på gaden. De uighurer, jeg møder, fortæller om fortsatte etniske spændinger, ulige økonomiske muligheder mellem dem og hankineserne og manglende respekt for deres kultur og religion.
I det officielle program er uighurerne blot en turistattraktion. I Urumqi ser vi en uighursk teatertrup. Og i Turpan, en oaseby i ørkenen, bliver vi lovet frokost og interviews med uighurer i deres hjem. Destinationen ligner dog mere en restaurant. Der er et lille politikontor ved indgangen, en scene til shows, og under et tag af vindrueklaser er der nok pladser til en stor bryllupsfest. Vi ser den uighuriske ejer og hans 10-årige datter danse for os. Interviews er der ikke noget af.
»Det er tydeligt, at vi respekterer det uighuriske mindretals kultur,« siger en repræsentant fra udenrigsministeriet senere.
I de tibetanske områder i Qinghai-provinsen er muligheden for kommunikation med almindelige tibetanere noget nær lig nul. Da vi får at vide, at vi vil få mulighed for at interviewe tibetanske hyrder, ender det med, vi i stedet bliver præsenteret for en tibetansk kommunistisk partiboss. Og da vi kommer til Kumbum-klostret, der er hjemsted for Gelugpasekten, som Dalai Lama er overhoved for, hænger to eller flere lokale embedsmænd over mine skuldre, hver gang jeg forsøger at tale med de tibetanske munke.
Man er ladt tilbage med indtrykket af en kinesisk regering, som er besat af sandheden, så længe den blot er dens egen.
Da jeg fortæller en af vores ledsagere fra udenrigsministeriet, at jeg inden turen har interviewet Rebiya Kadeer, siger han: »Du skal ikke lytte til den slags mennesker. De forsøger bare at udnytte dig og politisere situationen.«
- Måske er det også det, som den kinesiske regering forsøger på med denne tur?
»Det er anderledes, fordi vi fortæller sandheden,« siger han.
Kommentarer
Martin Gøttske fortjener et meget stort kompliment for denne velskrevne og modige journalistiske reportage, der forhåbentlig minder alle frihedselskende mennesker i vores eget demokrati og folkestyre om, at Kina anno 2010 trods alt stadig er verdens største totalitære kommunistiske et-parti regime med politisk enhed under tvang for 1,4 milliarder borgere, og sådan har det været lige siden formand Maos revolution i 1949.
Som en frihedselskende sjæl med respekt for andres synspunkter, har jeg altid foretrukket Danmarks politiske styreform med demokrati og folkestyre. Her træffes de politiske beslutninger i simpelt flertal. Her er ytringsfrihed og forsamlingsfrihed en del af de personlige frihedsrettigheder. Her er der frie hemmelige folketingsvalg, hvor fire millioner vælgere hvert fjerde år kan skifte regeringen ud med et nyt flertal.
Det kan den kinesiske befolkning ikke.
skræmmende og stærk artikel. også en stor hånd til Martin Gøttske fra min side. Man kan undre sig over hvem den kinesiske regering egentlig prøver at narre. Det lyder lidt som om der ikke er blevet lagt mange kræfter i at overbevise de udenlandske journalister, for jeg er da overbevist om at enhver person med bare en anelse kritisk sans kan gennemskue et sådanne skuespil og se om bag facaden.
Det ville være mere sandsynligt at den kinesiske regering netop som MG siger udnytter de udenlandske journalister til at dæmpe interne stridigheder. Der kommer alligevel ingen systemvæltning udefra så hvorfor bruge kræfter på det.?
Ja, den beretning kan får blodet til at isne i årerne. Jeg kunne næsten ikke sove efter at have læst den og jeg må give Ole Brockdorff ret, hvilken modig journalistisk reportage… Og tænk sig at udskift tibetanske hyrder med en kommunistisk partiboss - hvilke beretninger vi læsere er gået glip af, kan enhver med lidt fantasi selv tænke sig til.
Danmarks regering må på trods af sin åbenlyse merkantile tilgang til Kina kunne formås til at protestere mod dette “ondskabens rige”. Vi har klaret ærterne i Irak og når vi er færdige med at indføre demokrati i Afghanistan, så må næste stop selvsagt være Kina…
“Moderne spin, gammeldags propaganda og goddag mand økseskaft.” Hvor er det lige man har hørt det før?
Trist som nogen her på debatten altid sætter en ære i at forklejne de alvorlige problemer med autoritære regimer og deres menneskefjendske natur, og samtidig blæser lokale detaljer fuldstændig ud af proportion.
Men, det må man jo se i øjnene; Hitlers Tyskland, Stalins Sovjet, Maos Kina, Kims Korea, Catros Cuba og Hoxas Albanien kunne jo ikke have eksisteret, hvis ikke der altid var nogen, der var parat til at romantisere det horrible, det groteske og det umenneskelige.
De såkaldte “kommunister” i Kina fremstår ganske naragtige, når de fastholder drømmen om at kunne bedrage alle mennesker hele tiden.
På den anden side skal vi nok ikke være for hurtige til at ønske mere intern ballade i Kina. Partiets selvforskyldte paranoia vil nemlig hurtigt udvikle sig til en, for omverden, langt farligere, ekstrem nationalisme. Det er jo nærmest en naturlov for autoritære regimer i opløsning.