Velfærdssamfundet, den skandinaviske velfærdsmodel, støttes af et flertal i befolkningen, og alle partier erklærer, at de går ind for velfærdssamfundet. Samtidig advarer økonomer om omkostningerne ved velfærd, og begrebet defineres derfor forskelligt afhængigt af partifarve og indstilling. Det skyldes bl.a., at velfærden er statens opgave og skal betales via skatteindtægter, og de forskellige partier har forskellige indstillinger til beskatning (niveau og fordeling).
Velfærdssamfundet i den oprindelige socialdemokratiske udformning er beskrevet i partiprogrammet
Fremtidens Danmark, udarbejdet af Jens Otto Krag og offentliggjort i 1945. Det bærende princip var en ligelig fordeling af pligter og rettigheder, herunder et socialt sikkerhedsnet. Man havde 30’ernes arbejdsløshed og elendighed i erindring. Der blev stillet tre krav:
•»Fuld beskæftigelse. Alle arbejdsdygtige danske borgere skal have arbejde på menneskeværdige vilkår.«
•»Social tryghed. Når hele folket er i arbejde, bliver produktionen større. Der må sikres en ligelig fordeling af dette større samfundsudbytte.«
•»Effektivitet og Demokrati i Erhvervslivet.«
I efterkrigsårene arbejdede man i Skandinavien hen imod et samfund baseret på disse principper. Med Danmarks indtræden i EF og integration i globaliseringen er der imidlertid, desuagtet det forties af de politiske partier, sket så betydelige forskydninger i de enkelte regeringers dispositionsret og -muligheder, at det ikke er sagligt at referere til velfærdssamfundet, som det blev effektueret af de suveræne skandinaviske stater.
Som det mest eklatante brud med velfærdsprincippet kan fremhæves retten og pligten til et arbejde. Den enkelte borger kan kun føle sig som en del af samfundet, når han/hun har et dagligt arbejde. Samtidig er det sociale fællesskab med andre mennesker på arbejdspladsen for de fleste en absolut nødvendighed. Etiketten »ubrugelig« er menneskeligt noget af det mest nedværdigende, og myten om de arbejdssky, der lever lykkeligt af sociale ydelser, er usaglig. I Danmark skønnede man i 60’erne, at to procent af arbejdsstyrken ikke var i stand til at arbejde, et tal der slet ikke svarer til de hundredtusinder, der er parkeret i dag uden for arbejdsmarkedet, på førtidspension, efterløn m.v. Men globaliseringen og erhvervslivets overførsel af de mere enkle arbejdsfunktioner til lande med lavere løn- og arbejdsudgifter, herunder udviklingslande, har gjort, at mange danske borgere ikke kan få et arbejde, de er i stand til at udføre.
Større krav
En effekt af globaliseringen er oprettelsen af flere arbejdspladser inden for konkurrencedygtige produktioner, hvor de mest kompetente medarbejdere kræves. Men endvidere at et stadig stigende antal danskere tvinges ud i marginalisering og en lavstatus-tilværelse på sociale ydelser, fordi de ikke kan opnå de nødvendige kompetencer til arbejdsmarkedet. Dette er sket samtidig med, at der på alle niveauer på arbejdsmarkedet stilles stadig større krav til kompetencer, som en stadig mindre del af arbejdsstyrken kan honorere. Endvidere har de øgede krav til konkurrenceevnen over for udlandet (med de lavere lønninger og ringere arbejdsvilkår) medført krav til effektivisering, hvor den enkeltes arbejdsbyrde forøges, hvilket medfører, at flere bliver tvunget væk fra arbejdsmarkedet og ud i efterløn eller førtidspension.
Samtidig importeres til de mere enkle arbejdsopgaver udenlandsk arbejdskraft, som evt. accepterer lavere lønninger og/eller ringere arbejdsbetingelser, end de danske organisationer kan acceptere. Forsøget på at få de ledige i arbejde er ofte mere formelt end reelt. Udliciteringen af arbejdsformidlingen, som VKO har iværksat, giver private firmaer en fortjeneste ved at ‘undervise’ chanceløse ansøgere. En meget hyppigt anvendt metode er at give kurser i edb, fordi edb er blevet så vigtig på mange arbejdspladser. De ledige tvinges til at sidde og arbejde med en computer, selv om det ikke er relevant for de fag, de er kvalificerede til eller har mulighed for at bestride, og selv om de på forhånd måtte have en ekspertise inden for edb, der er betydeligt højere end kursets niveau. Men for det firma, som har fået aktiveringsopgaven, er fortjenesten større ved computermetoden, idet omkostningerne pr. klient er ret små.
Problematikken omkring aktivering blev for en arbejdssøgende studerende uden erhvervserfaring opsummeret af sagsbehandleren som følger:
»Du kan ikke aktiveres i det offentlige, for så vil du besætte en normeret stilling, og heller ikke i erhvervslivet, for her kræver man 100 procents effektivitet. Og de specielle aktiveringsordninger har vi ikke flere penge til.« Men til trøst: »Du har jo en hund, den kan du jo gå med morgen, middag og aften«.
Udsættes for chikane
Derudover bliver de arbejdsløse udsat for en chikane, som har til formål at tvinge dem tilbage til det arbejde, der ikke eksisterer. Pligt til at møde til kontrol, pligt til at søge de stillinger, som de ikke har en chance for at få. Nogle arbejdsgivere, både offentlige og private, er så forstående ved henvendelser fra ansøgere, at de frabeder sig de chanceløse ansøgninger og tilbyder at sende et skriftligt afslag uden at modtage ansøgningen, så ansøgeren kan dokumentere, at vedkommende søger stillinger. Og derved beholde det eksistensminimum, som den korte understøttelse og derefter kontanthjælpen udgør.
De kasserede holdes uden for arbejdsmarkedets normale støttemuligheder og solidaritet. Fagforeningerne vil ikke have dem, fordi de kasserede ville betyde en belastning for arbejdsløshedskasserne; kun sikre bidragydere ønskes. Og arbejdsgiverne vil tabe effektivitet i virksomheden ved at have en labil arbejdskraft. Ved sygdom chikaneres langtidssyge i aktiveringens navn. Efter otte ugers sygdom tvinges de til fremmøde og jobaktivering hos jobcentrene, ganske uanset om de f.eks. har uhelbredelig kræft, eller om de har fået en ny hofte, som giver en syge- erklæring fra lægen på tre måneder (fordi tilbagevenden til arbejdet før de tre måneder kan medføre, at hoften bryder sammen, og en ny, mere kompliceret operation bliver nødvendig).
Oppositionens forslag om 12 minutters arbejde mere om dagen til løsning af de økonomiske problemer henvender sig ikke til de arbejdsløse, men til den stadig faldende del af befolkningen, som har kvalifikationer til de stillinger, der findes på arbejdsmarkedet. Der er såre langt til velfærdsmodellen fra
Fremtidens Danmark. Man kunne i stedet have foreslået en forøgelse af den offentlige service, hvorved det offentlige igen kunne komme ind som en konkurrerende faktor på arbejdsmarkedet med hensyn til acceptable lønninger og arbejdsforhold. Og man kunne forbedre kvaliteten af den offentlige service.
Staten må på banen
Man må basalt gøre op med globaliseringsprincippet og i stedet sikre, at der i de enkelte samfund er arbejdsopgaver til alle, selv om de pågældende opgaver kan udføres billigere i lande med lavere løn og ringere arbejdsforhold. Det private arbejdsmarked har svært ved at udføre opgaver under sådanne betingelser, og staten må derfor ind igen som en hovedaktør på arbejdsmarkedet. På trods af alle privatøkonomiske principper, som er styrende i EU, og altså på trods af EU. Samtidig kunne vi få et samfund, hvor det igen er kvalitet, der lægges vægt på, og ikke kun de kvantitative evalueringer, som har kendetegnet den computeriserede administration og ledelse. Det er f.eks. absurd, at behandling af syge vurderes ud fra antallet af behandlinger, i stedet for ud fra antallet af vellykkede behandlinger på sygehusene. Og læger kan blive fyret og sortlistet, hvis de er for grundige i deres undersøgelser og ikke overholder de tidsnormer, der er grundlaget for hospitalets bevillinger.
Et krav om fuld beskæftigelse skal være en del af velfærdsstaten. Den nuværende model for arbejdsmarkedet med de mange kasserede svarer til den metode, den romerske general Marius anvendte for at genoprette disciplinen i den romerske hær: Han henrettede hver tiende soldat. De kasserede er vort samfunds kasteløse. Velfærdsbegrebet harmonerer ikke med et samfund, hvor en stadig stigende del af borgerne udelukkes fra arbejdsmarkedet og i tilgift chikaneres. Dette kunne i stedet betegnes som et ufærdssamfund.
Holger Lindgreen er dr.scient., ph.d.
Kommentarer
Det er jo desværre lidt sent at gøre op med ”globaliseringsprincippet” og i stedet få sikret sig, at der i de enkelte samfund er arbejdsopgaver nok til alle, når man tænker på den ubestridelige historiske kendsgerning anno 2010, at Danmark har over 800.000 mennesker i den erhvervsaktive alder mellem 15-65 år, som alle har det til fælles, at de reelt er smidt ned i samfundets forfærdelige sociale ”massegrav”, hvor de lever på statens nåde gennem systemet med overførselsindkomster.
Altså slet og ret socialhjælp.
Rigtig mange af disse er ”levende døde” individer, der overlever fra dag til dag i et sjæleligt forhutlet univers, fordi de gennem mange år har mistet deres selvtillid og selvværd på grund af arbejdsløshed med deraf følgende social og menneskelig udstødelse fra omgivelserne. Men der er desværre også rigtig mange af de såkaldte ”kasteløse”, der trives ganske fortræffeligt med overførselsindkomsterne og regner med, at de kan leve en arbejdsfri tilværelse resten af livet med penge fra de offentlige kasser.
Situationen er tilvejebragt af en uansvarlig økonomisk ”omfordelingspolitik” gennem de sidste 35 år, hvor skiftende regeringer har skabt den vanvittige situation, at stadig færre arbejdstagere og arbejdsgivere i det private erhvervsliv skal finansiere livsforsørgelsen af over 800.000 ”kasteløse” uden for arbejdsmarkedet i den erhvervsaktive alder, som der ganske enkelt ikke er job til, fordi det meste af vores førhen omfattende industriproduktion er flyttet til blandt andet tidligere og nuværende kommunistiske stater med billig arbejdskraft.
Udover de 800.000 ”kasteløse” skal der også hele tiden være penge i statskassen til de næsten 1.000.000 offentlige ansatte lønmodtagere og ledere, der hver eneste måned kræver overenskomstmæssig løn, ferie og pension som betingelse for deres serviceydelser til staten, regionerne og kommunerne. Inden for den offentlige sektor er man også i fuld gang med nedskæringer og fyringer. Hvorfor det er meget svært at se, hvordan Danmark kan gøre op med ”globaliseringsprincippet”, så alle derved kan få et værdigt arbejde, som dr. scient. Holger Lindgreen påpeger i sin artikel.
Det værste er imidlertid bevidstheden om, at når Danmarks økonomiske velfærdspolitik med overførselsindkomsterne på et tidspunkt bryder sammen (og det sker i løbet af få år), så har vi 800.000 ”kasteløse” sjæle, herunder hundredtusinder af etniske danskere, som ender på gaden som fattige og sultne mennesker i deres fædreland. Hvilket vil føre til blodigt anarki og kaos af dimensioner, fordi et par generationer af etniske danskere er ”hjernevasket” til at tro på, at staten altid vil livsforsørge dem, hvis de ikke selv kan finde et arbejde.
Alle disse ”kasteløse” vil gå fuldstændig amok.
Ja, den romerske general Marius henrettede hver 10. soldat for at genoprette disciplinen i hæren, men hvad vil Helle Thorning-Schmidt fra Socialdemokraterne og Villy Søvndal fra Socialistisk Folkeparti gøre, når de som eventuel kommende regering står med 800.000 ”kasteløse” borgere, som der ikke længere kan udbetales store overførselsindkomster til, fordi samfundet ganske enkelt ikke tjener penge nok til statskassen i kraft af eksportindtægterne fra det private erhvervsliv?
Ingen tror vel i al ædruelighed på, at 800.000 ”kasteløse” bare vil affinde sig med sult og fattigdom som hjemløse på gaden, mens det strømmer ind fra hele verden med immigranter fra blandt andet Asien, der vil optage samtlige arbejdspladser med uhyre billig arbejdskraft, når lande som Indien og Kina i løbet af få år har opkøbt al vores landbrugsjord og den resterende industrisektor.
Næh, vi etniske danskere er godt på vej til at blive udryddet som et selvstændigt homogent folkefærd, blandt andet fordi så mange borgere lever uden for det samlede arbejdsmarked. Vi bliver èt folkeslag ud af mange. Takket være EU med sin omfattende globalisering omkring den frie bevægelighed af kapital og arbejdskraft. Men dr. scient. Holger Lindgreen kan selvfølgelig håbe på, at der altid er arbejde til ham inden for den offentlige sektor, også når vi uigenkaldeligt overgår til at være et ”ufærdssamfund” med ufattelig nød og fattigdom.
Danmark er i opløsning som nation.
Ganske udmærkede artikel om forholdene i det danske samfund og arbejdsmarked. Et punkt er dog, at den beskrevne udvikling har været undervejs i de seneste 10 til 15 år her i landet, og til dels i andre EU medlemslande etc. Under dette tragiske forløb hvor i hundredtusinder er blevet kasseret på arbejdsmarkedet er der, bl.a. fra den danske venstrefløj blevet advaret herom.
Derimod har kritikken og advarslerne fra landets arbejdsmarkedsforskere og andre været temmelig beherskede. Har de frygtet jobbet på universitet, det er selvfølgelig forståeligt at det er svært, at vinke farvel til 40.000 til 50.000 kr. per måned og komme på ”støtten”.
Der er ikke gjort meget for, at bremse denne proletariseringsudvikling, som jo nok er det hvad ”kapitalen” (læs: DI og DA) gerne vil have. De der er i arbejde bliver disciplineret af de ydmygede og fattigdomsgjorte masser der må hutle sig igennem tilværelsen. En særlig proces som en klog samfundsforsker anede for en del år tilbage: det er Herman Knudsen i dennes licentiatafhandling, ”Disciplinering til lønarbejde”.
Holger Lindgren, HL, konstatere, at de politiske partier, og hermed må det antages, at HL refererer til partiet Venstre, Det konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Det radikale Venstre og Socialdemokratiet. Her lukker man elegant øjnene for de frygtede tvangsaktiveringskurser der er nye eksempler på hvordan staten i samarbejde med private konsulentfirmaer nedgør ledige mv. Man skulle have troet, at den slags metoder forsvandt da Hitler-Tyskland gik til grunde i maj 1945, men ideologien overlevede angiveligt.
HL angiver bl.a. den såkaldte ”globaliseringsproces” som en af årsagerne til miseren, dette er dog en forklaringsårsag der nok bør modificeres, for HL tør/vil ikke angive kapitalismen som årsag til den tragiske og umenneskelige udvikling. Det er det kapitalistiske system, markedsgørelsen, og den kasino-mentalitet der har overtaget det danske samfund der har en væsentlig indflydelse på de dårlige forhold.
Som bl.a. Karl Marx har beskrevet reduceres mennesker til en vare, det vil også sige, at mennesker ”prissættes”, har varen, mennesket, en markedsværdi der betyder, at vedkommende kan afsættes på arbejds(markedet)? Hertil kommer, at den teknologiske udvikling massivt har afskaffet en lang række fag og har flyttet de kvalifikationsmæssige over til mere flydende kravsformer som: omstillingsparathed, fleksibilitet, loyalitet, udseende (Sic!) og lignende.
Skal det danske samfund, nogensinde, komme frem til, at være humant, anstændigt, menneskeretsrespekterende og bl.a. et velfungerende og et demokratisk arbejdsmarked kræver det en afskaffelse af dels kapitalismen og dels det klassesamfund. Der yderligere er med til, at skabe massiv forskel mellem de der lever og de der bare overlever her i Klassedanmark.
Det er sørme rart at vi nu endelig er ved at nærme os den - skuffende uracistiske (!) - kerne i den generelle indvandrerdebat.
I kan godt huske den ikke ? - fra før islam forplumrede med deres neoracistiske definitioner….:
‘De tager vores arbejde … o.s.v.’.
har flyttet det kvalifikationsmæssige over til mere flydende kravsformer som: omstillingsparathed, fleksibilitet, loyalitet, udseende (Sic!) og lignende.
Eller oversat fra jobannoncernes newspeak:
omstillingsparathed: desperat nok efter at beholde jobbet til at ville tage den i r….
fleksibilitet: job over privatliv - til hver en tid, uden undtagelser.
Loyalitet: vær en god spytslikker. Og en god stikker.
Udseende: hvis du ikke er lækker er du automatisk mindre værd.
Jeg er ganske enig i at der i hvert fald må kompenseres for globaliseringsprincippet, under de nuværende forudsætninger.
Fordelen er at det fungerer til at homogenisere verden, og således vil fungere bedre og bedre, men i den nuværende situation er arbejdsmarkederne i mange lande ved at bryde sammen under det, fordi de store virksomheder udnytter smuthullerne til at flytte produktion og arbejdspladser.
Det er dog en hård øvelse, for man vil ikke i nogen lande kunne arbejde for regler der hæmmer de store multinationale selskaber. Så hvad er alternativet? Skattestigninger hvis en virksomhed flytter produktionen, og told mv. hvis de vil føre produkterne ind i DK igen fra sattelitafdelingerne.
Valget står reelt set mellem multinationale snyltere og velfærd for vores egne borgere. Ikke særligt svært hvis blot der var nogle ordentlige bud på stemmesedlen!??
Tak for en artikel, der så forbilledligt sammenfatter situationen - kalder en skovl for en skovl og en spade for en spade;
husker os på “Velfærdssamfundets” idémæssige baggrund, og
fremsætter nogle løsningsforslag.
Så kan man selv tænke videre over problemerne - og handle
Holger Lindgreens forslag - uanset hvor logisk det måtte synes - ville være uladesiggøreligt som verden ser ud lige nu. Det ville betyde en udmeldelse af den vestlige klub.
En artikel med mange perspektiver.
1) En arbejdsløs er arbejdsløs fordi en anden er i arbejde. Den arbejdsløse er antageligt i mange tilfælde ikke dårligere end den der er i arbejde, men det er en svær bevisbyrde at løfte.
2)..også mange højtuddannede er arbejdsløse…
3) Udenlandsk arbejdskraft synes altid at afstedkomme en række problemer på sigt. Én ting er at en herboende udlænding søger et stykke arbejde, men at “invitere” udlændinge hertil må nødvendigvis betragtes som en grov tilsvining af herboende arbejdsløse. Jeg har svært ved at se hvordan det ikke skulle..
4) Og så må det være på tide at DA og DI stiller krav om at de 800.000 personer der tilsyneladende er passive (og som “inaktiverer” yderligere personale i jobcentre, anden-aktør-virksomheder, A-kasse personale). Skaber reel værdi til samfundet. Eksempelvis kunne den samlede ugentlige arbejdstid skæres adskillige timer ned uden at afstedkomme lavere velfærd.
Danmark blev ikke oversvømmet med EU borgere, end ikke fra EUs fattigste land Portugal på daværende tidspunkt, hvor reglerne om fri bevægelighed og ligestilling til sociale rettigheder blev indført. Det fungerede fejlfrit i mange år, uden at nogen af EU landene havde grund til at klage.
En anden faktor i det der nu ses som et problem for Danmark og som spiller ind har nemlig intet at gøre med EUs ligestillings regler, men det faktum at mange politikere ønskede at se deres navn i historiebøgerne og derfor længe inden de pågældende lande var hverken politisk, kulturelt eller økonomisk modne til det, ville have de gamle østlande indlæmmet i fællesskabet. Og det én mas.
Jeg synes det er rigtigt at tilbyde de gamle østlande medlemskab, men de enkelte lande burde have kunnet vise at de var parate og modne nok til et sådant medlemskab.
Indvandringen af østarbejdere, der kommer for at arbejde her og for at leve her, helt sikkert opmuntret af vores velfærdssystem, som for dem må ligne et tag selv bord, i forhold til deres egne velfærdssystemer. Var forudsigelig, og det var blot hvad man kunne forvente.
Jeg ved, at jeg nu kan lyde lidt som en DFer, hvad jeg overhovedet ikke er, og det ved alle der kender mig. Men jeg er, udover at være dansk, EU-borger og har været bosat i flere EU-lande, såvel som et 3. verdensland, og jeg har arbejdet med integration af flygtninge i Danmark, og mener derfor jeg har lidt erfaring med hvad der foregår i hovederne på andre EU-borgere.
Og for mig er det slet ikke noget spørgsmål om hvorvidt østlandene skulle blive medlemmer, men hvornår, og det tidspunkt de blev det på var alt alt for tidligt. De var måske ved at være politisk parate, men økonomisk og fremfor alt var de endnu ikke kulturelt parate.
Hvis et land har eksisteret så længe under diktatur som disse lande havde, så har de levet ikke blot med diktatur men også med korruption på alle planer og det er for dem en naturlig del af livet, det tager mindst to men nærmere tre generationer før dette helt forsvinder. Og den demokratiske ånd som vi kender den tager over.
Dette burde politikerne have kunnet sige sig selv, og kunnet have forudsagt, om ikke andet så med råd og vejledning af dygtige antropologer.
Men sengen er redt og nu må vi ligge i den. Spørgsmålet er hvorledes vi bedst kan udbedre skaderne?
For at kunne afgøre dette skal der en gennemgribende analyse af situationen til.
Vi har i Danmark igennem årtier vænnet os til at lønforhandlinger foregik mellem arbejdsgiverne og fagforeningerne. Men efter liberaliseringen af fagforeningerne, og samfundets skred væk fra den solidariske tankegang, har fagforeningerne mistet “magt” og i dag lades lønforhandlingerne i mange tilfælde op forhandlinger mellem virksomhed og ansatte. Vi lever i “jegets” tid enhver er sig selv nærmest. Derfor er en politisk regulering, som i så mange andre lande nødvendig. For arbejdsgiverne har igen og igen vist at dé ikke er deres ansvar voksent.
Indførslen af en lovbestemt mindsteløn ville kunne hjælpe med at rette op på problemet, selv om man umiddelbart kunne sige at hvis der var en lovbestemt mindsteløn på f.eks. 120,- i timen så ville det blive endnu mere attraktivt for østarbejderne at komme til Danmark, end på nuværende tidspunkt, hvor de måske får betalt 65,- i timen, men 1) hvorfor ansætter en arbejdsgiver en østarbejder fremfor en dansker? Fordi han/hun kan få en ansat til det halve af hvad det ville koste ham at ansætte en dansker.
2) En anden effekt ville være at hvis der var en ordentlig, eller skal vi sige lige løn, med danske medarbejdere, så kan det betale sig at arbejde, fremfor at få tildelt en kontanthjælp der i dag reelt set er højere end det østarbejderne kan tjene ved 37 timers arbejde om ugen til 65 kroner i timen.
Sålænge arbejdsgiverne kan hente deres ressourcer til det halve af hvad det vil koste at købe det samme i Danmark, kan vi ikke forvente at de ansætter Dansk arbejdskraft fremfor udenlandsk.
Der skriges op om borgere på overførselsindkomst, de gøres til samfundets syndebukke og prügelkabe, de er synderen der er skyld i alt hvad der går galt.
Men skyldneren er der i begge ender af samfundet, og på alle niveauer, se blot på den mængde penge der igennem de sidste 5 år er sendt i skattely, og selvom man på Jyllands Posten forsøger at fortælle os at det meste af det er bacon der er sendt til Storbrittanien, så er det nonsens for dette burde jo bringe penge ind i Danmark og ikke ud af Danmark. Eller betaler vi Britterne for at købe vores bacon?
Sommetider kan små indgreb løse store problemer.
Mvh Liliane
Man kunne starte ved de multinationale selskabers skatteunddragelser, selskabstømningen af befolkningens ressourcer i staten (stop “privatisering”!), samt de ufatteligt mange virksomheder der lever på overførselsindkomster!
Hvis ikke disse ‘aktører’ kan klare sig på frie markeder, så må de da blive skiftet ud med nogen der kan..
Derfor må man starte med at lukke for de åbne pengekasser til erhvervslivet, der som parasitter snylter hæmningsløst på Danske borgere!
Så kunne der måske blive plads til at hjælpe de der virkeligt har brug for det.
Denne kommentar er anbefalet af:
En fejlagtig og gammeldags vurdering af mennesker. Det er på tide, at vi slår bremserne i fremfor at skabe jobs, som vi ligeså godt kan undvære.
På globalt plan er det vigtigt, at produktionen prioriteres, at arbejdstiden begrænses og de menneskelige relationer fremmes. Maskinér, hvad der kan maskineres, det er folks uvurderlige levetid, der udnyttes, hver eneste gang et unyttigt eller måske ligefrem skadeligt produkt fremstilles.
Denne kommentar er anbefalet af:
Globaliseringen er led i Marx’s projekt. Hvis vi helhjertet ønsker social retfærdighed, må landegrænser ikke betyde noget.
Når arbejdere i alle verdens lande er blevet medlemmer af samme store fagforening, er kapitalisterne i realiteten gjort magtesløse.
Det bliver ikke engang nødvendigt at slå dem ihjel. De kan blive kustoder på museer og fortælle om dengang man ved hjælp af landegrænser kunne sidde på nogle lokationer og udsuge andre lokationer.
Tænk hvis man pludselig byggede en mur ned gennem Fyn, og lod folk på den ene side udbytte folk på den anden.
Denne kommentar er anbefalet af:
Arbejde er der sgu nok af!
Problemet består i mangel på nogen, som kan og vil betale en for det!
Det er der forstemmende mange, der ikke fatter!
Og det har intet med retfærdighed at gøre. Det er bare et grundvilkår!
Ole Brockdorff skriver:
“Men der er desværre også rigtig mange af de såkaldte ”kasteløse”, der trives ganske fortræffeligt med overførselsindkomsterne og regner med, at de kan leve en arbejdsfri tilværelse resten af livet med penge fra de offentlige kasser.”
Denne påstand, i et ellers fint og efter min mening rigtigt indlæg, vil jeg gerne opponere imod.
Jeg har været blandt de “kasteløse” i otte år, fra jeg dimitterede i 2001 og frem til 2009. Først fire år på dagpenge, og sidenhen på kontanthjælp.
I al den tid har jeg mødt mange andre arbejdsløse, rigtig mange, hundreder. Af disse har nogle få, et par stykker, været decideret arbejdssky. Resten har ønsket sig arbejde, afklaring, hjælp og i nogle tilfælde pension/efterløn, typisk pga. nedslidning eller fordi det fantastisk “rummelige” danske arbejdsmarked altså ikke forstår at værdsætte, beholde eller ansætte folk der er fyldt 55 år.
Liliane Morriello skriver:
“Men efter liberaliseringen af fagforeningerne, og samfundets skred væk fra den solidariske tankegang, har fagforeningerne mistet “magt” og i dag lades lønforhandlingerne i mange tilfælde op forhandlinger mellem virksomhed og ansatte. Vi lever i “jegets” tid enhver er sig selv nærmest.”
Så vidt jeg husker det var skredet ret godt igang før der åbnet for “alternative fagforeninger”.
Når jeg ser tilbage synes jeg at se et stykke meget dygtigt manipulationsarbejde, drevet af højreorienterede kræfter, for at spille folk og grupper ud mod hinanden. Netop med det mål at skabe en “sig selv nærmest”-stemning og -mentalitet. Det er vældig flot udført, det må jeg give dem, men der var ligesom lagt op til en reaktion mod 70’ernes, måske, overdrevne fælleskabsfokus. Jorden var, så at sige, gødet.
Resultatet er en befolkning der er fuldstændig atomiseret: “del og hersk” taget til sin yderste konsekvens, politisk lammelse følger. Derefter er det blot at føre kvæget til stemmeboksene.
Denne kommentar er anbefalet af:
Naturligvis skal danske skatter ikke gå til udenlandske arbejdspladser.
Hele den statslige ulandshjælp skal nedlægges, og baseres på frivililge bidrag med skattefradrag uden nedre grænse.
I en overgangsperiode kan der afsættes et beløb af skatten, som skatteyderen selv kan placere indenfor en periode, hvorefter ubrugte midler placeres af f.eks ATP, eller LD, og Lomborg.
Henrik Eismark, det vil være livgivende at komme i en situation, hvor det er ligegyldigt, hvor tingene bliver fremstillet, fordi de alligevel blot skal fordeles til dem, der efterspørger dem.
For mange år siden skrev en mand, der uafladeligt søgte arbejde uden at kunne få det, i Politiken en fin kronik, hvis pointe var:
Jeg skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet - men arbejdsmarkedet står ikke til rådighed for mig.
Denne kommentar er anbefalet af:
Der er behov for, at vi i stedet for at tro blindt på, at ting retter sig selv - intet retter sig selv - tager ansvar for det, vi ønsker samfundet skal give os: et moderat forbrug, boliger til alle, uddannelse til alle, offentligt sygdomsbehandling til alle, perpetuel energiforsyning og deraf afledt automatisering af de mere ukomplicerede arbejdsfunktioner, herunder tekniske hjælpemidler til selvhjælp for fysisk udfordrede.