Robyns tretrinsraket er halvvejs

For fire måneder siden gav Robyn mig et ridt gennem Stockholms skært lysende trafik i sin flabede Toyota. Normalt synes jeg ikke, at toyotaer er specielt flabede, men med Robyn bag rattet får tingene gerne en … drejning. Jeg var oppe for at interviewe den lille svenske furie til et magasin, og hun viste sig at være grotesk forsinket til vores aftale. Halvanden time eller mere. Det skyldtes vist nok, at en anden dansk journalist havde lokket hende med på et interview over Skype. Normalt klarer man sådan noget over telefonen, og det var da også gået helt galt hjemme i Robyns privat. Da den 31-årige sangerinde og pladeselskabsejer nåede frem til vores mødested ved 11-tiden, var hun således en kende rundt på gulvet. Og hun havde heller ikke spist morgenmad, så vi bestilte et par blødkogte æg og noget rugbrød.

Det er formentlig de færreste internationale popstjerner, som lader sig trække gennem en improviseret Skype-seance med en fremmed journalist. Og endnu færre internationale popstjerner, der - på vej videre til de konstante indspilninger i studiet - kompenserer den næste journalist i køen med en køretur gennem sin svenske føde- og hjemby, så han ikke føler sig alt for snydt. Men som så mange gange i sin allerede 15 år lange karriere belønner Robyn initiativet, når hun ikke selv tager det. Og den alt andet end rolige rundtur i Stockholms gader gav prøver en masse på det musiske talent og den ukuelige personlighed, der har gjort hende til et af musikindustriens varmeste navne. Et navn, der vel at mærke var dømt ude efter teenageårene, men har comebacket eftertrykkeligt. Ikke blot i Sverige, men i Danmark og over resten af et Europa, som sjældent har svælget i klokkeklare poppersonligheder i indeværende og foregående årti. Der er da også gode grunde til, at hendes planlagte optræden i Store Vega senere på efteråret blev udsolgt på en håndfuld minutter. Bare spørg de 15-20.000 publikummer, der denne sommer forlod Arena-teltet på Roskilde Festival i ekstase fredag nat. Robyn kan sådan set synge, og hendes ekstremt energiske koncerter er noget af det mest ukrukkede, man kan være vidne til i disse år.

De knuste hjerters fest 2

I denne uge er den hyperaktive frøken så aktuel med Body Talk part 2. Udgivelsen er den anden affyring i den tretrinsraket for 2010, der skal vise resten af pladebranchen, hvor nemt det i bund og grund er at være produktiv og fodre radiostationerne med hitmateriale. Body Talk part 1 ramte i juni og uden at være nogen prangende helhed, så formåede flere af udspillets otte skæringer at skære igennem. Især »Don’t Fucking Tell Me What To Do« og »Dancing On My Own« havde nosser og nogle svært ignorerbare electrotemaer.

På den aktuelle toer har Robyn bedre fat i helheden. Der er ingen forvirrende folkevise eller småkluntede dancehalludskejelser, men hver for sig står denne ombærings otte numre til gengæld mindre stærkt. Bedste bud på en dancefloor-fylder er »Hang With Me«, der er en upbeat discoversion af Body Talk part 1’s dæmpede foreteelse. Den electronificerede indsprøjtning sætter unægtelig »Hang With Me« i et mindre sart perspektiv, hvilket klæder det ellers småkedelige nummer gevaldigt, samtidig med at overlappet mellem de to første affyringer altså er en realitet.

Den kærlighedsforbrændte Robyn fastholder de knuste hjerters fest på næste sang, og her popper hendes gamle fascination af tidlig amerikansk gangstarap for alvor op til overfladen. Over en italo discoproduktion, der galopperer helt, som sådan én skal, spinder den attitudebelæssede dame ender over Ice Cubes udødelige linjer »you better check yourself, before you wreck yourself« fra 1992’s nyklassiske Predator-album. I de følgende strofer finder hun også plads til at advare mod Stockholm-syndromer og anden afmagt, hvilket er en helt elegant måde at flette sit eget hood ind i den medrivende omgang.

Samme læst, samme læst

På vej rundt i Stockholm - ad adskillige omveje, så jeg fik det hele med - skruede Robyn af og til uimodståeligt op for bilstereoen, så lydbølgerne rullede gennem de åbne vinduer og ud i den svenske hovedstad. Det var det samme nummer, vi hørte igen og igen. Et obsternasigt remix af en gammel UB40-sang, hvis jeg husker rigtigt. Robyn kunne dårligt få armene ned, og den begejstring for egen smag skinner igennem i hendes to seneste udgivelser. Efter den bratte nedtur med store pladeselskaber har hun travlt med at rådyrke sine egne kompromisløse smagsløg, og hun gentager gerne sit vinderkoncept, så længe hun selv gider lytte på det. Ingen skal modellere på hende, endsige fortælle hende, hvad hun skal gøre. That’s for damn sure. Også selvom det resulterer i en del båndsløjfende elementer i hendes sange, som tilmed kan synes skåret over nært beslægtede læster. Robyn er først og fremmest til pop og electro, og på den baggrund fortæller hun sine historier om et uroligt hjerte, der ikke har haft det alt for nemt. Den oprigtighed er det i hvert fald svært at blive træt af. Således også på det korte albums afsluttede opus - »Indestructable«. Den figurerer i en akustisk version, og lur mig, om ikke Robyn lukker 2010 med Body Talk part 3 og en pumpende version af »Indestructable«. Et vinderkoncept laver man jo ikke lige om på. Og det skal være hende vel ondt, midt i al den weltschmerz, at malke succesen og trykke speederen helt i bund.

Robyn: Body Talk part 2 (Konichiwa/EMI). Er netop udkommet