Ni år efter den 11. september 2001 kan vi alle konstatere, at al-Qaeda aldrig materialiserede sig som den dødbringende trussel, mange frygtede dengang. Straks efter den tragiske og skrækindjagende dag blev vidtgående sikkerhedsforanstaltninger og modforholdsregler sat i værk af regeringer verden over. Men siden da har Osama bin Ladens terrornetværk ikke formået at gennemføre ét eneste angreb i tilnærmelsesvis sammenlignelig skala. Skønt det nok har forstået at inspirere lokale jihadister til at gennemføre mindre angreb (bombeaktionerne på Bali i 2002, i Madrid 2004 og i London 2005 var nogle af de værste) har al-Qaeda ikke været i stand til at gennemføre en eneste markant terroraktion på egen hånd. I dag er al-Qaedas bedste håb at finde en eller anden utilpasset ung mand, som er blevet radikaliseret via internettet, og lære ham at putte sprængstoffer i sine underbukser.

Tag ikke fejl af al-Qaedas intentioner - de er givetvis stadig ambitiøse og barbariske - men netværkets kapacitet er der al mulig grund til at betvivle. I alle konflikter i nyere tid har USA bedømt sine fjenders hensigter nogenlunde korrekt, men samtidig overdrevet deres styrke massivt. Først i 1980’erne troede vi stadig på, at Sovjetunionen var opsat på at udvide sin magtsfære, skønt det befandt sig på randen af økonomisk og politisk konkurs. I 1990’erne var vi tilsvarende sikre på, at Saddam Hussein var på nippet til at udvikle et atomarsenal. Faktisk kunne hans fabrikker knap nok fremstille sæbe.

2000’ernes store fejlvurdering har imidlertid vist sig at være mere destruktiv. 11. september kom som et chok for den amerikanske psyke og det amerikanske system. Med det resultat, at vi overreagerede. I en tankevækkende artikelserie i Washington Post, »Top Secret America«, beretter journalisterne Dana Priest og William Arkin, som har brugt to år på dette projekt, om, hvordan 11. september forandrede Amerika fundamentalt.

51 bureaukratier

Lad mig fremdrage nogle højdepunkter. Siden 11. september 2001 har USA’s regering oprettet eller omdefineret mindst 263 organisationer til alene at beskæftige sig med specifikke aspekter af krigen mod terror. Budgetmidlerne til USA’s vidtforgrenede efterretningsvæsen er steget med 250 procent til 75 milliarder dollar - mere end resten af verdens efterretningstjenester råder over tilsammen. 33 nye bygningskomplekser er opført til det knopskydende efterretningsbureaukrati, som tilsammen fylder 1,5 millioner kvadratmeter svarende til 22 amerikanske kongresbygninger eller nye Pentagon’er. Otte kilometer sydøst for Det Hvide Hus er den største regeringsbygning i 50 år under opførelse til en pris 3,4 milliarder dollar - det drejer sig om Ministeriet for Hjemlandssikkerhed, som for tiden beskæftiger en arbejdsstyrke på 230.000 mennesker.

USA’s nye sikkerhedssystem producerer 50.000 rapporter om året - 136 om dagen - og kun de færreste bliver læst. En højtstående embedsmand, som har læst nogle af dem, betegner dem som overvejende banale.

»De fleste af dem kan laves på en time ved at google lidt frem og tilbage,« har han betroet mig. 51 adskilte bureaukratier opererer i 15 lande for at opspore strømmen af penge til og fra terrororganisationer med ingen eller megen lidt indbyrdes informationsudveksling.

Omkring 30.000 mennesker er i dag ansat til udelukkende til at lytte med på telefonsamtaler og overvåge anden kommunikation i USA. Og dog bemærkede ikke én af hærens mange efterretningsfolk, at major Nidal Malik Hasan fremsatte en række bizarre trusler, før han skulle have været sendt på mission til Afghanistan (I november 2009 skød og dræbte Nidal Malik Hasan 13 soldater og sårede 30 på militærbasen Fort Hood i Texas, red.). Tilsvarende havde faderen til sidste års nigerianske ‘julebombemand’ for længst indberettet sin søns radikalisme til USA’s ambassade. Men budskabet fandt aldrig vej til de rette mennesker i Amerikas enorme sikkerhedsapparat. Terroraktionen blev kun forpurret af attentatmandens egen inkompetence og af årvågne medpassagerer.

Den massive udbygning af nationens sikkerhedsberedskab har medført en enorm ekspansion i myndighedernes beføjelser, som nu berører alle aspekter af den amerikanske livsførelse, selv i sammenhænge, der tilsyneladende ikke har spor at gøre med terrorisme. Læs forfatteren Dave Eggers’ hjertegribende dokumentarbog, Zeitoun, hvoraf det fremgår, at den amerikanske forbundsregerings hurtigste og mest effektive svar på orkankatastrofen Katrina var at oprette et Guantánamo-lignende fængsel (inden for få dage!) Her blev 1.200 amerikanske borgere (deriblandt syrisk-amerikaneren Abdulrahman Zeitoun, som har lagt navn til bogens titel, red.) summarisk tilbageholdt og nægtet deres forfatningsgaranterede rettigheder i månedsvis - en suspension af habeas corpus-princippet, der giver mindelser om en Kafka-roman.

Forførelsesmetoder

I tidligere krisetider har den amerikanske regering også rustet sig til krige, tiltaget sig særlige nødretsbeføjelser og til tider også misbrugt denne magt. Men den har altid demobiliseret, når krigen var slut. Krigen mod terror er imidlertid en krig uden ende. Hvornår skal vi proklamere sejr? Hvornår bliver de ekstraordinære beføjelser inddraget igen?

USA’s højrefløj advarer stedse om statens voksende magt. Men sikkerhedsbureaukratiernes greb om daglig- og privatliv burde bekymre mere end et par forbundsstatslige stimulusprogrammer. Da James Madison - USA’s fjerde præsident og medforfatter til Bill of Rights (en tillægstraktat til USA’s forfatning om borgernes grundlæggende rettigheder, red.) - tænkte over dette spørgsmål, nåede han frem til en enkel konklusion, der fortjener at gentages her ved niårsjubilæet:

»Blandt alle fjender af frihed i det offentlige liv er krigen den, vi bør frygte mest, fordi den indeholder kimene til alle de øvrige fjender. I krigen bliver den udøvende magts skønsmæssige beføjelser udvidet og alle slags forførelsesmetoder tages i brug for at supplere anvendelsen af magt over for folket.«

Hvorpå Madison konkluderede: »I vedvarende krig kan ingen nation bevare sin frihed.«

Fareed Zakaria er redaktør af nyhedsmagasinet Newsweek
© Newsweek og Information. Bragt efter aftale med Washington Posts Writers Group
Oversat af Niels Ivar Larsen

Denne artikel er anbefalet af: